Når det er godt herhjemme, så er det bare såååå godt, og der skal ikke altid så meget til. Idag har jeg bagt gulerodsboller, og da det ringede på døren og jeg gik ud for at åbne, stod Emma der på dørtrinnet med et smil på læben. "Mor har du bagt boller?" spurgte hun "jeg kunne dufte dem helt ud på vejen!"
Og lille Jakob havde også opdaget det, da jeg tog dem ud af ovnen, så kom han ud og kiggede og så ved han de skal spises :) for så løb han ind på sit værelse og kravlede op i sengen og sad og ventede :)
Da de havde spist deres boller så tog Emma Jakob op og svingede ham omkring...Han er begyndt at spytte, eller savle er det vel nærmest og da hun svingede ham rundt savlede han på hendes arm..."Ej Jakob savlede du lige på mig?" sagde hun sådan helt kærligt, hun tørrede det ikke engang af, hun svingede ham bare rundt så han klukkede af grin og da hun satte ham ned så løb han afsted med blemåsen.
Når det er godt herhjemme er det bare så godt...der skal ikke meget til, jeg var lige ved at tude. For jeg ved at når man pusler lidt om Emma...en hjemmebagt bolle, at man tager sig tid til at lade hende flette ens hår, eller når vi griner for vildt af et eller andet vi ser på TV...når man ser hende, giver sig tid til at skabe en god stemning, så spredes det som ringe i vandet, så giver Emma det videre til Jakob.
Vi har været igennem en lidt hård periode. Jakob har været super sart efter Berlin turen i Påsken...Han magter ikke ret meget og slet ikke for meget postyr og larm. Og han er ikke til at lokke med ud i længere tid...det piner mig for før den tur kunne vi sidde ovre på boldbanen og se børnene træne fodbold og han havde en fest, han nød når vi gik over og sad på græsset og kiggede på de legende børn ved skolen...men det er der ikke meget af nu. Han vil ikke sidde i sin klapvogn mere end 5-10 min.
Men for en uges tid siden havde vi endelig hygget i haven og vi var ude i 4 timer og jeg sagde til min mand at nu lysner det! hvis sommeren bare kan blive sådan her er jeg glad for vi elsker allesammen at være ude i den friske luft. Da vi kom ind begyndt Jakob at nyse og gnide sig i øjnene, den nat sov vi ikke. Han nøs og snottede og gned sig i næse og øjnene og dagen efter tog jeg kontakt til lægen. Jakob har høfeber og kom på antihistamin, næsespray og øjendråber og jeg tænkte: Det er bare løgn! Vi skal bøvle med at han er så sart, med hans mave og skal vi nu også til at bøvle med høfeber og pollental, så synes jeg godt nok det er uretfærdigt!!! Han er så ofte inde fordi han ikke magter lyde eller fordi maven driller, når han så endelig gerne vil være ude, skal han så nyse og have det dårligt??
Han har det bedre nu og vi håber det ikke er kronisk, men blot forbigående...
I weekenden kørte vi en lille tur, jeg var ved at få lidt kuller efter en uge inde i huset og Jakob trængte også til luft, han elsker at køre bil, så vi tog på en lille udflugt ud til et slot der er her i området, det er forladt og børnene kunne gå rundt og kigge og Jakob nød det, efter 10-15 min ville han ind i bilen, men så sad vi bare og hørte børnemusik indtil min mand og Emma var færdige og bagefter kørte vi ind og købte italiensk is, vi tog det med hjem for ikke at belaste Jakob mere, men blot glæde os over at den lille udflugt lykkeds!
Og det er så vigtigt at man ikke forventer for meget tror jeg. Vi er nødt til at få ham vendt efter overstimuleringen han var udsat for i Berlin, for inden den tur kunne vi leve noget der lignede et nogenlunde alm. familieliv...vi kunne være ude i haven og lege, vi kunne gå en lang tur hver formiddag i klapvognen, vi kunne godt lave noget ( udflugt ) to dage i træk og man skulle ikke sådan bekymre sig om at han blev overstimuleret i det daglige. Så derfor gør det lidt ondt at én ferie kan ødelægge alt det vi havde fået bygget op, men det viser os jo for sart han i virkeligheden stadig er, hvor meget man skal vare sig og planlægge og prøve at tænke forud...man kan ikke bare tage for givet at han kan klare noget ud over det sædvanlige...Efter to ugers campingferie for 3 år siden var han sart i et år, i et år tolererede han ikke barnegråd. Men vi fik ham vendt...
Og vi havde en fantakstisk ferie i Mosel den følgende sommer, vi boede et skønt fredeligt sted og Jakob var i hopla hele ugen. Næste år forsøgte vi igen et nyt sted i Mosel, men da blev Jakob syg på turen og lå 7 dage i sengen ud af 12 og resten af tiden sov vi dårligt pga hanegal fra hønsegården der lå tæt på, kirkeklokkerne og traktoren der stod og kørte nede i gården...så en vingård på landet er ikke lydløs...Men da havde han ikke rigtig nogen gener efter ferien. Og han gjorde så fine fremskridt at vi endelig troede en storbyferie var mulig. I en stor lejlighed med masser plads, en god base, vi havde intet planlagt så vi kunne gøre det i børnenes tema, vi boede i en forstad så vi håbede på nogenlunde ro.
Men det gik ikke og nu kæmper vi stadig med at få ham bygget op igen.
Og derfor har vi også taget konsekvenserne af det i år...I år splitter vi os nok op i sommerferien. En uge...for Jakob kan ikke det store denne sommer, jeg er bange for det vil belaste ham for meget og gøre hans fremgang langsommere og det er ikke det værd. Så selvom vi er kede af det så har vi snakket om min mand og Emma skal tage en afbudsrejse sydpå...for 3 uger hjemme i huset med små udflugter er ikke helt fair for Emma. Selvfølgelig ville det være ok hvis vi bestemte at i år er vi i Danmark og måske var der ikke råd til det helt store...måske bestemte vi at en-dagsudflugter er det vi vælger ferien skal bestå af...
Men jeg fornemmer at min mand trænger til at lade op...Han har mere brug for det end jeg har, jeg har ikke rigtig den her følelse af at "få nok", blive træt eller opgivende, jeg tænker ikke sådan. Jeg lader op af meget små ting, ellers kunne jeg måske heller ikke trives med det liv vi har fuld af rutiner og nedture og manglende søvn. Jeg lader mig simpelthen ikke gå på af det og jeg ved godt hvorfor. Før i tiden, i starten blev jeg meget ked af det...alt det nye med Jakob og den manglende søvn tærrede på mig og mange nætter lå jeg søvnløs med et hjerte der galoperede, jeg var svimmel og ked af det og havde mylder af tanker. Men jeg er meget stærkere nu, det har jeg været nødt til at blive...Og jeg kan bære det nu fordi jeg ved der kommer dårlige perioder, så de overrasker mig ikke længere og jeg ved også at det vender, at det bliver godt igen og så glæder jeg mig til det og kommer gennem de svære tider...
Min mand er også stærk, men jeg tror han og Emma har brug for det, at komme lidt væk...intet at skulle i en uge, spise når man vil, sove når man vil, grine og skrige og snakke når man vil og så højt man vil. Jeg sagde til min mand igår..."Bare I nu ikke kan lide det for godt!:)"
Men det var han nu ikke bange for..."Vi vil ikke gøre det hvis du bliver ked af det" sagde han...der skal ikke gå en herhjemme og være nervøs eller bange. Så kom jeg til at tude, for jeg er ikke bange eller nervøs jeg ved jeg vil savne dem, men jeg ved også at jeg gerne vil give dem den her oplevelse. Emma er 10, vi har været på en charter med hende da hun var halvandet så det husker hun ikke. Men hun skal have den oplevelse nu...og gerne sammen med sin far! Det kan jeg virkelig unde dem!
Hun er sgu sådan en god pige og det er ikke altid nemt at være her hvor vi er, men jeg er stolt af at sige jeg synes vi gør det godt og vi gør vores bedste for at skabe frirum og gode liv til os alle 4...Her der nyder vi de små ting...en is, latter, en gårtur der lykkes...Den kærlighed vi har som familie.
På lørdag har min mor inviteret Emma og mig på Jensens og i IKEA og jeg ved hun gør det fordi hun synes min mand er oftere ude end jeg og hun vil gerne gøre noget godt for mig...og Emma og det elsker jeg hende for. Min far og mor er så bekymrede for mig, om jeg mangler noget i mit liv eller om det er hårdt for mig. Men det er ikke hårdt for jeg elsker mit liv som det er. Jeg mærker noget hver eneste dag! Intens glæde, intens smerte, ægte kærlighed osv. osv. hvor mange kan sige det? Mange skøjter måske afsted på en lige vej, men der er også mange som vi der møder udfordringer og mennesket er så fantastisk bygget at det kan klare rigtig meget...
Jeg spurgte min mand om han tror han kan passe Jakob flere dage, lyder mærkeligt når han jo er Jakobs far, men det tror han ikke...og jeg tror det faktisk heller ikke...ikke endnu ihvertfald. Det er realistisk set...Min mor vil have mig og Emma med til London eller Barcelona eller sådan et sted på en forlænget weekend sammen med min søster og måske niece...og det vil jeg også rigtig gerne, bare ikke endnu. Først når Jakob er klar og det siger mor også, jeg tror bare gerne de vil have jeg skal vide det nok skal ske engang, og det tror jeg også det kommer til. Han er meget afhængig af mig, han elsker sin far, men ingen af dem ville være tryg sammen flere dage ad gangen. Det er totalt surrealistisk at sige, men sådan er det lige nu...Det er det eneste jeg føler lidt underligt, at være så låst at man ved ens barn ikke vil kunne klare sig uden en...ikke engang ens mand eller farmor ville kunne tage ham i flere dage, det kan godt skræmme mig, men det prøver jeg ikke at tænke for meget på...det er nok det eneste der kan gøre mig lidt ked af det...ikke fordi jeg har brug for den slags frihed, det er bare vildt at vide det er udelukket.
Som min mand sagde: "Hvis du skulle noget et par dage, så ville vi jo skulle klare det og det kunne vi sikkert også"...men jeg husker for et par år siden hvor jeg overnattede hos min niece en enkelt nat, da sov de ikke herhjemme for Jakob løb rundt og ledte efter mig...og han ville intet spise andet en cheeseburger fra MACD og det er selvfølgelig fint nok med maden, bare han fik noget :) men det skærer en i hjertet så det er ikke noget jeg ville gøre igen medmindre det var livsnødvendigt...så når min niece fejrer endt uddannelse og nyt lærerjob sidst i juni, så kører vi hjem om aftenen. og når min søster og svoger har sølvbryllup, så kører vi også hjem om aftenen. Sådan er det...og det er okay.
