Nytårsklar

I dag har Emma haft en legedate med en pige fra klassen, og da det foregik hos veninden kunne vi andre 3 tage ud og få handlet ind til imorgen...Min mand og jeg og lille Jakob :) vi lagde en husrtig strategi, Jakob drønede rundt i den sjove vogn sammen med sin far, mens jeg tog mig af at få kørt den vogn, der skulle fyldes med varer. Mens jeg fik puttet varer i vognen stødte jeg flere gange ind i min mand og Jakob, der tussede rundt og spiste af den bolle jeg havde købt til Jakob ved bageren, mens Gangnam style kørte på fars telefon :)

Så vi fik handlet i ro og fred og Jakob var bare så dygtig...

Imorgen får vi gæster, vi holder nytår med det samme par, de har også to børn, den ene på Emmas alder og den anden på Jakobs alder...Vi skiftens til at lægge hus til og det er altid rigtig hyggeligt for de er nogle rigtige stille og rolige mennesker.

Min mand kom og fortalte mig at han havde vist Emma et billede af deres datter fra Facebook, for hun er på alder med Jakob og hun ligner en stor pige nu...Han ville gerne sikre sig at Emma ikke fik et "chok" i forhold til den forskel, der vil være mellem hende og Jakob...Da vi så dem, hvor Jakob var omkring halvandet og pigen lige under et 1 år, da kunne de få lidt sjov ud af hinanden og sidde sammen ved bordet og efterabe hinandens lyde og bevægelser...

Jo ældre hun bliver og jo længere Jakob "falder bagud", jo mindre interaktion vil der måske være og det er noget JEG også lige skal komme overens med, må jeg indrømme, jeg ønsker jo at han kan lege med, at hun vil tage ham med i legen, men samtidig ved jeg godt at de er vidt forsk steder pt.

Jakob leger jo ikke som sådan...han kan ikke være med i de vilde og hurtige lege, han sidder og nusser med sin Ipad eller kravler omkring og sidder og dimser...For os ser det en smule ensom ud...I hvert fald, når de andre børn løber omkring og væk fra ham...men sådan er det så bare...

Øv, nu bliver jeg lidt trist igen og det gider jeg ikke...Jeg glæder mig nemlig helt vildt til at se dem allesammen!

Vi har snakket om, om vi skal varsle dem om at Jakob måske trækker sig, at vi trækker os væk med Jakob, men de kender os jo, de kender Jakob, så hvorfor synliggøre det...Vi må tage det som det kommer og med en god stemning...

Så håber jeg at vores nytår bliver lige så dejlig som vores juleaften...

Jeg er klar...Godt nytår! :)

Og hvad bygger vi det hele på??

I dag har Jakob og far været i byggemarkedet...en rigtig mandetur :) mens Emma og jeg hyggede herhjemme, vi gik en tur med Albert, lavede os en lækker frokost og så en børnefilm på hendes værelse, vi lå rigtig i hendes seng og slængede os og smilede til hinanden...

Jeg kom til at tænke på noget...Min mand og jeg snakkede jo i går aftes om Jakobs fremtid osv. hvor vigtigt for os og ham, det er at han lærer at give udtryk for sine behov, at han kan forstå...

Men hvad er det han skal forstå? Andres krav til ham? Vores ønsker for ham? Hans egne ønsker og behov??

Jeg grubler over alting, jeg grubler over hvad meningen med livet er? Hvad pokker er meningen med at vi er sat her på denne jord, at vi kan føle og forstå og ræsonnere...Hvad er det vi skal? Hvad er det vi skal opnå og hvad ER meningen med at vi lever...At vi skal dø?

Måske man skal lade være med at lede efter svar hele tiden, vi mennesker vi vil have svar på alting! Vi vil vide alting...Man finder knogler og efterladenskaber i gamle huler og udgravninger, for at kunne stykke fortiden sammen, man higer efter at vide hvor vi kommer fra, er vi skabt af GUD, er vi skabt som Darwin mente det? Er vi mikrokromosomer, der har udviklet os?

Men jeg tænker at for mig giver det ingen mening at bruge energi på sådan nogle spørgsmål mere...

Fra nu af er livet en gave og min opgave med MIT liv er at gøre det så lykkeligt som overhovedet muligt, at opnå de ting jeg ønsker mig...At være lykkelig sammen med min lille familie, at nyde de små ting, de store ting i livet...

Tag Jakob...Han ved ikke hvorfor han eksisterer, han EKSISTERER bare. Han lever...

Og det vil jeg også til at gøre...

Min søster og jeg talte om, at man bliver mere pylrede, når man bliver ældre, at forældre som får børn sent bliver mere eftergivende og mindre hårde, mere pylrede...Og jeg tænkte det kan være fordi man netop ER ældre, man ser sin egen skrøbelighed og dødelighed tættere på og derfor bliver man måske mere blød, alle de nybagte 40 årige forældre, der bruger bløde opdragelsesmetoder...Man skal tale og parlamentere om alt, der er ikke længere bare noget der hedder: "Fordi mor siger det!" Børn skal have en forklaring og en udredning...

Men jeg tror jeg vil stoppe med at forklare så meget, ikke tænke på hvad det hele bygger på og er bygget af, og bare nyde at det ER der.

For livet er da en gave...

Der sker selvfølgelig også en masse lort...f eks den indiske pige, der blev voldtaget i en bus i New Delhi, det var forfærdeligt, og befolkningen tørster efter gerningsmændenes straf og jeg håber de får den og jeg håber den er smertefuld og endegyldig! i så ond en handling voksede, der et sammenhold frem i befolkningen!
Og jeg tænker at selvom man af og til kan tænke: "Hold kæft mand, det er ikke værd at leve i så ond og kold en verden, hvor folk de er egoister og mordere", så tænker jeg trods alt videre, jeg tænker, at når der sker noget grimt, så står folk sammen...Man lader ikke bare stå til og så længe man ikke gør det, så er der ved gud håb for den her verden vi lever i og eksisterer i!

Så lev for helvede! Og vær taknemmelige, og når noget er ondt og forkert, så gør noget ved det! Så giver det mening for mig, bare at leve...Bare at eksistere uden at tænke på hvorfor og hvordan.

Jeg vil bygge mit liv på, at jeg nu engang har det, og så må det være min opgave at gøre den gave til noget værdifuldt...Jeg har skabt to smukke børn og jeg har skabt min egen lille familie og den kan jeg bygge videre på.

Julefrokosten

I går var vi til julefrokost hos mine forældre...Da vi idste, der ville være små børn og højlydt tale, så havde vi valgt at alliere os med min søde svigermor. Så hun kom om formiddagen for at passe Jakob hele dagen, mens vi drog til jylland.

Jakobs soverytme er underlig pt. men det er der jo ikke noget nyt i...Han har haft nogle dage hvor han vågnede tidligt, halv 8 og det er jo super fint, og sov en eftermiddagslur, han går simpelthen i spåner og man kan ikke stoppe ham i at sove, men man kan selvfølgelig vækk ham, når man synes han har sovet tilstrækkeligt. Men det er som om det glider, det bliver senere og senere han sover lur, og det er jo nok fordi vi vækker ham for sent...Jeg hadet at vække ham før tid, jeg synes det er synd for ham...Men som vi snakkede om sent i går aftes efter vi kom hjem, så vil det være bedre for ALLE hvis han får en mere alm. rytme, så vi er nødt til at gøre en indsats. Det kan tage lang tid og der kan komme sygeperioder, som der lige har været, der forstyrrer det, men så må man forsætte...

Nå, men Jakob sov da farmor kom, men jeg havde lavet både hans morgenmad og frokost, så det var klar, og jeg havde lavet små instruktioner, hvordan hun betjente Ipad og DVD, så jeg følte vi kunne køre med god samvittighed. Men det er lidt spøjst at køre i byen uden Jakob, man har lyst til at nyde det, fordi man af og til sukker efter alenetid, men når man så får det, så føles det på en måde forkert...

Emma snakkede hele vejen i bilen, og vi kommer som de sidste...Der er min søster og hendes familie og min onkel og hans nye familie, der også tæller to små børn på 3 og 4, de andre to par, der skulle komme havde meldt afbud. Vi får god mad, og hyggesnakker og stemningen er rigtig god, de to små laver masser af naturlig larm og man tager sig selv i at tænke: "Godt Jakob ik er med" eller "Det her kunne Jakob ikke klare", så vores beslkutning om at lade ham blive hjemme er helt rigtig. Farmor sender løbende smser, så vi kan se da Jakob står op, han sidder midt på sofabordet og storgriner! Hans tomme morgenmadstallerken :) ( og farmors stolthed oser ud af den, hun kan endelig give ham mad igen!! )...Vi får en sms, hvor Jakob sidder i klapvognen, da de er ude og gå tur osv. Super dejligt, når man ved det går godt, kan man meget bedre nyde det!

Da vi sidder ved bordet og spiser, spørger jeg min onkels nye kone, hvor gamle det nu er børnene er? Vi ser dem sjældent, sidst var de med til Emmas 5 års fødselsdag, for hun leger rigtig godt med deres store pige, der nu går i syvende. Dengang var pigen, der sidder overfor mig en lille baby...Nu er hun 3 år og drengen er 4...

Og jeg tager mig selv i at sidde og sumpe...Jakob er liiiige midt mellem dem aldersmæssigt og så er det man føler det, der stik i hjertet...Til hverdag har jeg det okay, hverdagen kører derudaf...Men mit læs, det vælter, når jeg bliver konfronteret med andre børn i Jakobs alder, så er det jeg føler den her trælse tristhed, som jeg i virkeligheden IKKE kan bruge til en skid, men ikke selv har kontrol over.

Vi hygger os dog og jeg får snakket rigtig meget med min søster og svoger, da festen ebber ud sidder vi alene et øjeblik, min søster fortæller mig at hendes veninde, der er psykolog, har læst min bog om Jakob og hun synes den er vildt godt skrevet...Hun har selv arbejdet med handicappede børn og siger at Jakobs kombi med at være indgroet sart og have autistiske træk gør ham svær at placere, fordi han nærmest kræver EN til EN...Og det ved vi godt, men det er rart at høre en ekspert sige det og i mit stille sind ved jeg at jeg vil have Jakob hjemme så længe som overhovedet muligt, fordi han groer og trives i den ro her er i hjemmet...

I går aftes, da vi kommer hjem og Emma er kommet i seng efter en dejlig dag, så er min mand og jeg i stuen med Jakob, pludselig finder min mand på at sætte sig i gyngestolen, Jakob står mellem hans ben og mens Jakob står op og han holder ham i hænderne rokker han frem og tilbage og synger: "Ro, ro, ro din båd"...først stille og til sidst når han synger "vugge, vugge over kattegat", så kommer der fart på og Jakob stor griner...Da min mand stopper, tager jakob hans hænder han vil igen og igen, løsriver sig, og kravler hen til mig for at give mig et kæmpe smil og så tilbage til far, for igen at række ud efter hans hænder!

Så lige så trist man kan sidde til en fest og blive fordi Jakob IKKE er som en alm. 3 og 4 årig, så kan vi blive lige så GLADE, når vi oplever nærhed og glæde med Jakob over de ting han nu kan! For han kan jo en masse, han kan vise en masse...Men som vi snakkede om har vi begge to en frygt for om han vil kunne udtrykke sig rigtigt, vise hvad han vil. Overfor andre...Hvis han ikke kommer til at tale...Kan de så hjælpe ham rigtigt?? Der hvor han måske skal bo engang eller skal han bo hos os altid?

Men man må stoppe sig selv, for vi har ikke en chance for at kende Jakobs fremtid endnu, han er stadig så lille jo...Der kan nå at ske så meget, vi kan ikke spå om det, vi kan ikke få en prognose, vi har ikke engang en dignose!

"Det her kan jeg leve længe på!" siger min mand glad, det var fantastisk at de kunne lege på den måde...Jakob er fantastisk.

Da vi kom hjem, står farmor og Jakob i bryggerset og venter på os, han rækker ud efter mig, kan næsten ikke vente til jeg får jakken af, og der er en anden, der heller ikke kan vente...Emma har savnet ham, hun krammer ham og begraver næsen i hans hår og kysser ham...

Som min mand og jeg talte om, så er hun glad for at Jakob er hendes lillebror, det er det hun ER vant til og holder af, sådan som han er....GUDSKELOV.

Da jeg snakker med min søster og svoger, bliver de pludselig alvorlige, de har talt om, at de gerne vil køre med os på ferie som støtte...f eks til Italien som de kender rigtig godt, så vil de køre sammen med os og hjælpe os, bo det samme sted i hver vores lejlighed, så vi kan hjælpe hinanden...jeg synes det var het fantastisk flot at tilbyde det! Jeg ved de også slogser med nogle ting, men de ressourcer de har, dem vil de give til os...Jeg elsker min storesøster, hun har altid passet på mig som barn og hun forsætter her i voksenlivet. En køretur til Italien vil pt. være for lang for os, ingen tvivl om det, men at vide at muligheden ligger der engang ude i fremtiden, hvor de vil hjælpe os, og støtte os, vælge et sted, hvor lejlighederne ikke ligger for tæt, hvor der er pool og tæt på strand osv. det synes jeg er rigtig rart at tænke på og drømme om.

Min mand er mere tilbageholdende, han vil så gerne at vi rejser selv, at vi kan klare os selv...Måske fordi vi så ER en mere alm. familie...og det kan jeg sagtens forstå...Jeg tror vi kan begge dele, vi kan sagtens feriere selv, hvor vi ikke tager så langt væk, men hvis vi skal længere væk ville jeg føle en kæmpe tryghed i at vi ikke var alene. Og som min mand sagde, bare det at de tilbyder det, er jo FLOT, han er bare bange for...tænk hvis vi pludselig må vende om? Tænk hvis man skal melde fra til en planlagt udflugt, vil de så føle man er til byrde? Men jeg er sikker på at de tilbyder det med øje for at vi ikke er konstante og tilregnelige...Det ved jeg.

Og jeg elsker dem for det.

Juleaften...Jeg fik det jeg ønskede mig

Så er juleaften forbi...Kl. er næsten halv 1 om natten, men jeg er slet ikke træt, jeg er bare SÅ glad.

Det endte med at blive den bedste juleaften, og det endte ikke kun med det, det startede også på den måde :)

Da vi banker på døren hos farfar og farmor...Jakob i sin lyseblå skjorte og kamel fløjlsbukser, Emma i Jumpsuit ( så der er plads til masser af julemad ), er stemningen mærkbar dæmpet, alle hilser stille og roligt på hinanden, ingen høje stemmer eller stress, alle krammer hinanden og vi får overtøjet af...Jeg går med det samme ind på farmors syværelse og sidder med Jakob alene en halv time, hvor han kigger på Utube på min telefon og lige så stille "afklimatiserer" sig og vænner sig til at vi nu er hos farfar og farmor...Så kommer olderne, og Jakob sidder gladeligt i sofaen sammen med os allesammen og hygger lidt inden der er mad. Jakob sidder med ved bordet, han spytter anden ud :), men vil heldigvis gerne have den bolle jeg har taget med hjemmefra, han sidder lige så sød ved bordet og spiser sin bolle og leger med et grønt sugerør, mens vi andre spiser og snakker frit...

Efter maden går farfar og Emma i køkkenet og hygger sig med at lave konfekt, vi kommer allesammen ud og beundrer deres kreationer med dadler, marcipan og nougat og cocktailbær i lange baner, imens er Jakob på farfars værelse, hvor der er en computer han kan se Dirty Dancing på, han er så glad og går rundt på værelset og hyggesnakker med sig selv, mens vi andre spiser Ris a la manden og kæmper om at få mandlen, der er to mandler, hvoraf jeg får den ene, den anden er stadig i grøden, men ingen af os kan klemme en bid mere ned, så det er Emmas opgave at gemme mandlen i hænderne og så må de andre gætte hvilken hånd den er i, tilsidst er der kun oldemor og farfar, der skal kæmpe om den sidste gave og det bliver farfar, der løber med sejren...

Da vi skal danse om juletræet, henter vi Jakob, men han ser lige på det oplyste træ, og vender hele kroppen væk, vi lader ham selv bestemme, så han kommer ind på værelset og ser film, mens vi skråler rundt om træet...Vi beslutter os for at lade Jakob være på værelset mens der skal pakkes gaver op, da stemningen godt kan blive lidt stressende i den situation, og istedet går vi frem og tilbage og skiftens til at pakke hans gaver op sammen med ham i fred og ro på væreslet. Han får en kæmpe glaskugle med lys og musik og den er han helt vild med, han sidder helt tæt på den og kigger, mens den spiller og sneen daler i kuglen...De resterende gaver Ipad, tøj osv. er ret ligegyldige pt. den der glaskugle, slår det hele :)

Efter gaverne får vi kaffe og nu er Jakob ved at være mør, men vi er så glade, så lettede...det gik over al forventning!!!!!

Og det gjorde det fordi vi lod Jakob vise hvad han gerne ville, i stedet for at tvinge ham ind i det scenarie, som vi forventede...Og så er starten på aftenen alfa og omega for hvordan det hele endte med at gå...Farfar og farmor havde talt om at de skulle tage det roligt, geare ned og lade Jakob få plads og det betød, at han fik en god start! Den stille og langsomme stemning, da vi kom, gør at Jakob kan få tid til at vænne sig til det hele...

Og i stedet for at tænke at han var meget på væreslet. Så glæder vi os over at han kunne sidde med ved bordet, at han kunne sidde i sofaen lidt og at han var glad hele aftenen. Han havde det godt med at være på værelset med døren åben, så han kunne høre os, men han magtede ikke at være i stuen hele aftenen og det skal han heller ikke! Jakob skal have lov til at opleve julen, fester og samvær på hans præmisser og ikke på vores eller normens eller vanens måde...

Man skal lytte til Jakob og skræddersy det til ham, på den måde bliver det bedst for ALLE...

Også for Emma...På vej hjem i bilen taler vi om, at det har været en dejlig juleaften, den bedste og hvorfor...? "Jo fordi først var jeg lidt bange for farmors kat, men da jeg fandt ud af den ikke var vild, så fik jeg en bedre jul!" ( farfar og farmor har en kat, når den bliver legesyg bider den og kradser, og det kan Emma ikke lide ) Så Emma bekymrede sig mere om missekatten end om, at Jakob skulle være ked af det, det er ikke det hun tænker på, heldigvis, det er os der gør hende opmærksom på det, minder hende om det...og måske er det forkert...For da vi snakker om at det er fedt Jakob var så glad, siger hun: "Ja det var dejligt for ellers skulle jeg måske have undværet enten dig eller mor, fordi I så skal rende efter Jakob eller mor skulle køre hjem med ham"...

Det er ikke noget hun selv har tænkt på, det er de ord min mand og jeg har sagt til hinanden i bekymring...Dermed ikke sagt at hun IKKE har gjort sig nogle tanker om det, det har hun sikkert, men jeg tror ikke det har været en bekymring for hende...

Måske man bare skal prøve at tage tingene som de kommer, tage de forholdsregler man kan og så håbe på det bedste i stedet for at forvente det væreste, også for Emmas skyld.

Der er så meget man kan gøre, så meget man skal tænke over og tage hensyn til...

Lige nu vil jeg bare være glad, glad for at det lykkedes for os at få sådan en dejlig jul! Jeg har sådan en varm og glad følelse indeni, og mens den stadig fylder mig, vil jeg lægge mig ind i sengen til Jakob og falde i søvn...Jeg fik det jeg ønskede mig, det jeg næsten ikke havde turde håbe på...En stille og rolig jul, hvor alle hyggede sig og var glade...Sikke en god gave, en af de gaver, der hverken behøver indpakningspapir eller gavebånd og de gaver og da de allerbedste!

Glædelig jul, jeg håber I har haft en dejlig dag...Ligesom jeg. :)

Julens glans og mening

I aftes da jeg gik i seng og lå i mørket sammen med Jakob, kom jeg til at tænke over hele det her koncept med julen...

Jeg gik i seng med fuldstændig ro i maven, den der barnlige glæde og magiske følelse, den er væk...Den forsvinder når man bliver voksen...I hvert fald for mig. Julen har ikke længere den samme glans og forventningens urolige sitren. Jeg glæder mig til julemåneden starter, men jeg glæder mig på børnenes vegne og ikke på mine egne vegne og det er vel sådan det er.

Hvad var det egentlig man glædede sig sådan til, da man var barn??

Gaverne, selvfølgelig glædede jeg mig til gaverne. Man gik og grublede over hvad det var man ønskede sig allermest og satte store fede krydser i diverse reklamer, ligesom Emma har gjort. Men hun har faktisk haft svært ved at fortælle hvad hun egentlig ønsker sig...Måske fordi hun allerede har et værelse fuld af ting eller måske fordi hun i løbet af året får en masse smågaver og hyggeting...

Eller måske fordi gaverne ikke er essencen for hende?

Jeg spurgte hende lige nu, hvad det egentlig er hun glæder sig allermest til? Hun er selvfølgelig stået vildt tideligt op, netop fordi hun er spændt...

"Jeg glæder mig allermest til hyggen mor!"

Og når jeg tænker tilbage på dengang jeg var barn, så var det faktisk IKKE kun gaverne man glædede sig til, det var hele den der stemning, der er i december...Hvor der er pyntet op alle steder, julemanden kommer på besøg, der er en anderledes aura over alt...Måske sneer det, så man kan lege ude og kælke og slogs i sne...iføre sig flyverdagten og hue og vanter...Overalt oser der af gløgg og det dufter af brunkager og pebernødder...

Der er hyggelige ting på TV...Matador, Sound of music...Disneys juleshow osv. julekalenderen...

Jeg glæder mig til i aften, jeg glæder mig til at træde ind i entreen hos mine svigerforældre, dufte anden, der syder i ovnen, skutte mig i kulden, hilse på de andre og se træet, der står pyntet...Jeg glæder mig til at beundre min svigermors kæmpe nisselandsby...Og jeg glæder mig til at se børnene få deres gaver...Jeg glæder mig bare til vi skal være sammen allesammen.

Og det er øjnsynligt også det Emma glæder sig til :) Men jeg sitrer ikke mere, jeg føler ikke forventningens glæde mere, jeg føler en anden glæde...En anden slags glæde. den har mere dybde...

Så heldigvis er julens glans og mening IKKE kun afhængig af gaverne...heldigvis betyder julen stadig noget rigtigt og godt og varmt, også for børnene...Det betyder at en familie skal være sammen, at en familie skal hygge sig og samles om en tradition...Og så får man gaver, men det er øjnsynligt kun et ekstra plus og ikke essencen!

Glædelig jul til alle jer, der læser med på min blog! Jeg håber I får en dejlig aften...

Og mellem os sagt, så håber jeg at Jakob tager aftenen med ophøjet ro, at han får en dejlig aften og ikke er ked...men jeg kan ikke garantere det, det eneste jeg ved, er at min mand og jeg har aftalt at være glade ligemeget hvordan aftenen spænder af, for med glæde går det hele meget nemmere!

Og nu vil jeg slukke computeren og se på min lille søde datter, der danser til Just dance på Wiien, så bliver man sgu da glad, go start på dagen :)

Lille Jul, lille kæp i hjulet

I går holdte vi lille jul sammen med mine forældre. Hvert andet år holder vi nemlig jul hos mine svigerforældre, og mine forældre drager over til min søster i jylland...Så holder vi en mini jul, hvor vi får god mad, danser om juletræ, spiller pakkeleg og børnene må åbne gaverne fra mormor og bedste. Det er en rigtig god tradition, på den måde eliminerer man nogle af gaverne på selve juleaftensdag og man strækker "juleaftenen" lidt længere. Børnene når også at lege med gaverne på en ordentlig måde, fordi papiret ikke bare bliver flået af, hvorefter gaverne kastes til side.

Der er mere ro på, på den her måde.

Når vi selv står for at holde jul, så får børnene dog også gaverne jævnt fordelt hen over dagen, netop for at undgå det ikke skal blive for stresset om aftenen, jeg vil gerne have at de kigger på hver enkelt gave, og når der er 20 gaver på én gang, så er det svært at fordybe sig i noget som helst...

Jeg havde glædet mig rigtig meget til mine forældre skulle komme, jeg stod hele formiddagen og lavede sushi og hyggede mig med det...

Med det samme de træder ind af døren, reagerer Jakob...Han bliver ulykkelig, og da mormor vil prøve at trøste ham, fordi min mand og jeg har hænderne fulde i køkkenet, går det galt, så min mand tager Jakob og lukker døren ind på Emmas værelse, hvor Jakob sad og så TV.

Og så går det ellers op i hat og briller, Jakob er fuldstændig utrøstelig...Min mand bliver stædig og hele julestemningen er pist væk! Emma trækker sig, men det er ikke pga Jakob, hun har altid lige en time, hvor hun kredser lidt rundt om mormor og bedste, før hun går på dem :) så hende er vi ikke så urolige for, både mormor og bedste siger hej til hende og både min mand og jeg er inde hos hende et par gange, men hun vil gerne lige være alene lidt og skal nok komme når hun er klar.

Jeg må indrømme jeg bliver ked af det...Man havde en forventning om at dagen skulle blive SÅ hyggelig, at ALLE ville hygge sig lige fra starten af, men sådan blev det ikke. Jakob er så sart for tiden og han bliver forstyrret, når huset pludselig "indvaderes" af gæster, det er ligegyldigt om det er venner eller familie vi taler om...

Der går længe før min mand får Jakob trøstet, de har deres egen lille kamp de lige skal have clearet, men det lykkes og Jakob falder ned, så han kan være på værelset mens vi spiser...Emma guffer sushi til den store guldmedalje og både mormor og bedstefar er imponerede over at hun spiser både tang og den rå fisk.

Lidt efter kan Jakob sidde i lænestolen og få sin middagsmad, ingen tvivl om, at den lænestol er blevet et slags helle for ham.

Efter han har spist, så er han træt, jeg putter ham ind og ligger tæt sammen med ham ind til han falder hen...Stakkels lille Jakob, han kan jo ikke gøre for at han ikke kan rumme så meget for tiden...Han kører efter sit eget skema, og det kan godt være, at vi havde en forventning om, at tingene BARE skulle glide, men så nemt er det altså ikke for os.

Da han sover, hygger vi andre os, vi danser om juletræ og Emma pakker sine gaver op, hun bliver så glad for dem allesammen og går om bord i legen med det samme! Vi spiller pakkeleg og griner frit og åbent og vi drikker varm kakao og får boller, vi spiller Olsen og snakker og taler om alt, mens Jakob sover...

Da han vågner ser han helt anderledes ud i ansigtet, han får sine gaver og smiler endda da han ser den lille bamse som mormor og bedstefar har købt til ham fra Tutte ( deres lille hund : ), han nulrer bamsens ører, og da han får pakken med den talende hund i, så smiler han igen.

Så det blev en hyggelig dag! Trods alt...Lille jul, med et lille kæp i hjulet...og du er IKKE den lille kæp i hjulet Jakob!

Det er vores egne forventninger, der sætter os op til skuffelse, vi må simpelthen holde op med at forvente det perfekte, det problemfri, for det findes ikke. Det findes vel ikke for nogen??

Efter mor og far er taget hjem og Emma er kommet i seng, slapper vi af i stuen sammen med Jakob, han er glad og hygger sig, mens vi får snakket lidt sammen.

Min mand tager sig selv i at blive lidt vred på Jakob og tænke: "Årh nej, ik igen..." og han får dårlig samvittighed, for han ved jo godt Jakob ikke gør det med vilje, men man bliver så frustreret, derfor tog det også så lang tid for ham at få trøstet Jakob, for han havde også lige en dialog han skulle igennem med sig selv...

Og sådan er det, jeg bliver ikke vred på ham eller skuffet, for jeg ved jo selv hvor svært det er...Det føles som en evighed det her, det har varet en evighed...Intet her hos os glider bare problemfrit, der er altid noget man skal tage stilling til, noget man skal håndtere og nedjustere...Forventninger f eks...

Imorgen er det juleaften, vi skal ned til farfar og farmor og onkel kommer og olderne. Og i stedet for at holde fast i det idylliske billede af at Jakob går med rundt om træet, forbereder vi os nu på det mere tænkelige scenarie, at han nok ikke vil! Og så må det bare være sådan...Det kan være vi kommer til at gå frem og tilbage med ham, det kan være jeg må køre hjem med ham...Der kan ske så mange ting...Vi må tage det som det kommer og prøve at forvente lidt mindre, så man kan blive positivt overrasket i stedet for at blive skuffet...

Ingen blid start på dagen

Dagen i går kan opsummeres med 3 ord: "Opkast, opkast, opkast!"

Jeg har altid baby alarmen med, når jeg følger Emma om morgenen, hen til bommene, stadig med vores hus i sigte. Sådan har vi gjort det næsten al den tid Emma har gået i skole...

Jeg slentrer hjemad og Albert snuser lidt på den ultrakorte tur, da jeg åbner bryggersdøren får jeg et chok, man kan høre Jakob, der græder panisk, så jeg kaster jakken af og med den ene vinterstøvle, stadig fastklemt på min fod ( Sorel... ) så løber jeg ind på værelset, hvor jeg kan se han sidder op i sengen, helt ulykkelig med opkast over det hele!!!

Jeg skynder mig at hive ham op, han er sååååå ked af det, der var stille da vi gik, jeg er ikke væk mere end 5 min og kun 50 skridt fra huset, men alarmen har ikke fanget en skid!

Og så kommer der ellers bræk i lange baner!

Jeg får så dårlig samvittighed, tænk at han har ligget helt alene og så blev dårlig og jeg var der ikke for at hjælpe ham, sådan noget må bare ikke ske. Vi købte netop den her alarm fordi den kan række længere end den vi havde før. Og eftersom vi havde haft en rolig nat og han var glad dagen før, havde jeg ikke lige forudset det her, og jeg hader ikke at forudse noget...Normalt hvis man ved han er skidt mads, så går Emma selv i skole og så står jeg lige på trappetrinnet og vinker, mens jeg kan se hende gå ind på stien, så går man jo ikke fra Jakob...Men i går havde jeg ingen anelse...

Han virker slap og pjevset, men jeg har kontakt til ham, men pga de to anfald han har haft for nylig, så er jeg en smule nervøs, jeg kan jo ikke vide om, der ligger mere bag end omgangssyge, så jeg ringer frustreret til min mand, der jo oplyser mig om at han på arbejde, og ja tak det ved jeg godt...For ham er diagnosen klar og jeg er nok bare en pylermor...Flere på hans arbejde har haft det, og børn bliver jo syge...Alt det ved jeg.

På en måde er vi to forsk. steder både fysisk og mentalt...Han kan intet gøre, fordi han sidder på arbejdet, afskåret fra at hjælpe, så jeg tror nogle gange han taler sig selv og mig "ned", for at undgå jeg ikke går mere i panik. Jeg føler det er så let for ham, fordi han BARE kan sidde derude og sige jeg skal tage det roligt og at det bare er omgangssyge.

Men jeg står med ansvaret selv, ofte er det jo mig, der ser Jakob når han bliver dårlig eller er syg, så bedømmelsen og ansvaret er mit...

Men heldigivs er min mand og jeg blevet super gode til at få ordnet småkonflikter og hvæssen ret hurtigt, så hans lille søde sms, hvor der står : "Fortæl mig hvad jeg kan gøre", hjælper mig mere end han måske lige tror. Jeg vil bare gerne føle han ER der, mentalt, selvom han ikke er her fysisk, for det gør mig stærkere...

Og selvfølgelig er det omgangssyge, men man har ALTID lige en ekstra dimension og bekymring med, når det er Jakob...Gad vide om jeg nogensinde kan lægge den væk...

Det lille hus i parcelhuskvarteret...Ikke på prærien

Emma har en ny pige med hjem og lege i dag, hun har glædet sig.

For en måneds tid siden hed hendes bedste veninde Camilla, men lige pludselig havde Camilla sagt at Jakob var grim, og selvom Emma "tilgav" hende og Camilla sagde undskyld så siger Emma, at Camilla hellere vil lege med en anden  nu.

Emma kom hjem fra skole og var ked af det, det er nogle uger siden, hun havde gået rundt alene, og var så gået hen til veninden  og en anden pige der legede på gyngerne, pludselig havde veninden sagt: "Jeg vil gerne lege alene med hende, har du et problem med det?".

Ak ak, tøsefnidder, det starter tidligt, og igen synes jeg tonen er blevet så mærkelig. Og så er børn idag bare ikke særlig loyale mod hinanden. De skifter hurtigt og vælger til og fra...

Emma er den trofaste type, hun kan godt lide at lege med de samme, hun regner med de er der for hende, og hun bliver så frygteligt skuffet, når de svigter hende. "Mor de kan se jeg går rundt alene, hvorfor er der ingen, der spørger om jeg vil være med i deres leg?" Ja, hvorfor gør de egentlig ikke det? Ligesom nogle voksne har nogle børn også nok i dem selv. Måske har de lyst til at lege alene idag osv. osv. der kan være utallige svar på det spørgsmål. Men fordi Emma spørger andre om de vil med i legen, så behøver det ikke blive gengældt og det kan hun lige så godt lære...Desværre. Betænksomhed avler ikke altid betænksomhed, desværre, heller ikke i de voksnes verden!

Nå, men nu hedder veninden altså noget helt andet og lige nu hygger de sig i vores soveværelse, Emma kom ud og sagde at de synes hendes værelse var for småt?? For hendes legekammerat har et meget større værelse...Hm.

Vi har et meget alm. str. hus, det kan da godt være hun ikke har et værelse på 25 kvm, men der er da hyggeligt med skrivebord, seng og hyggekrog osv. Der burde være rigeligt plads at lege på...Tog faktisk mig selv i at blive en smule irriteret...Alt skal være så stort, så finpudset og moderne...

Synes dog stadig at vores "lille" parcelhus er milevidt fra det lille hus på prærien...Eller hvad?

Jeg tager af og til mig selv i at måle det vi har med andre...Og det gør Emma åbenbart også, men det skal vi væk fra, for vi har det fint her i vores lille bitte hus :)

"Vi har et dejligt hus mor", "synes du ikke?", sagde Emma i forgårs. "Jo, det har vi skat", svarede jeg.

Det har vi vist begge to liiiige glemt.

En smule afstand...tak

I går havde vi besøg af specialpædagogen, hun er rigtig sød, hun kom her dengang Jakob var het ny i systemet, men har ikke været her et lille års tid. Men nu skal indsatsen styrkes, så behandlerne målretter deres indsats, på den måde har de allesammen den samme agenda og indgangsvinkel til Jakob.

Vi starter med at sidde og hyggesnakke lidt i sofaen, Jakob sover stadig pga en urolig nat...Da han kommer op, gør jeg nøjagtig som jeg plejer, går ind og siger godmorgen og kysser ham og nulrer ham lidt før han selv viser, at han gerne vil med op. Jeg fortæller ham at pædagogen er kommet. Han kommer hen i læderstolen og sidder, tager min hånd og peger den hen mod TVet, han vil gerne se Dirty Dancing. Det er et slags helle for ham dér i stolen og med Tvet tændt. Han får sine kalendergaver og nyder at sidde og spise de små chokoladestykker.

Han smiler til hende og holder øje med os fra stolen...

Da han har fået lov at sidde og vågne lidt, får han en tør mås og noget tøj på i stuen, mens hun sidder i sofaen, da han kommer ned på tæppet for at lege lidt, vores fantastiske nye HAY peas tæppe som Jakob nærmest finder helt terapeutisk, sætter hun sig ned til ham og de leger lidt. Jeg kan godt lide at se ham i interaktion med andre, det gør mig glad og varm indeni...

Da hun tager afsted, går det dog galt, han giver slip og bliver fuldstændig ulykkelig! Han vil hverken spise eller noget og jeg kan faktisk ikke trøste ham. Jeg bliver trist for jeg havde virkelig ikke set det komme, men samtidig bliver jeg gal på mig selv, hvornår pokker lærer jeg det??? Jeg burde have vidst vi skulle tage det mere roligt, selvom han virker "inviterende", så skal han have fred og ro til selv at vise initiativ. Jeg skulle have sagt til hende, at han jo ikke har set hende i over et år, så selvom han sidder og smiler til hende osv. så burde vi måske nøjes med, at hun sad i sofaen og betragtede ham. Vi burde have afkortet besøget.

Det her er en typisk Jakob-reaktion, andre tror han tager det såååå fint, men han giver først slip bagefter og i går var det virkelig slemt!

Jeg havde ikke engang selv set det komme, men han er sart for tiden, rigtig sart. Jeg skrev til professoren i Skejby, han siger det lyder som affektanfald, at Jakob, når han oplever angst, vrede eller frustration, kan give sig sev et lille anfald, han kan komme derud, hvor han lukker ned fordi det er hans eneste forsvar...Det ser rigtig ubehageligt ud, men er som sådan ufarligt. Det ligner et epileptisk afald men er det ikke.

Emma kommer hjem fra skole og da Jakob ser hende, græder han endnu mere, han kan slet ikke rumme hende, der går en time før han falder ned. Vi får ved fælles hjælp gjort ham tryg igen. Min lille datter er total amazing, hun er helt speciel. Hun henter hans dyne, slukker lyset i soveværelset og ruller gardinerne ned. "Jeg laver en hule mor, så nu er vi trolde!" Tænder hyggelyset og omslutter os alle med dyner og henter en uro som hun holder hen over Jakob, så han falder fuldstændig ned!

Wauw. Det kan sgu godt være hun er et rodehoved og at hun har vrøvl med tallene i skolen, men ALT andet har hun styr på. Jeg har den dybeste respekt for min datter...Mere og mere for hver dag, der går, for hun gør intet af det her af pligt. Hun gør det af REN kærlighed!

Om eftermiddagen kommer farmor, jeg vil lige hente nogle ting i centret fordi jeg skal lave sushi på fredag :)

Da jeg kommer tilbage og kører ind i indkørslen, stiger ud i det stille mørke, kan jeg høre Jakob, der græder inde i huset. Emma kommer ud i bryggerset til mig. "Jakob er ked af det!" siger hun. Farmor står med ham i favnen da jeg kommer ind og jeg går hen og tager ham.

Han pjevser og resten af tiden må jeg ikke gå...Da jeg henter varerne i bilen leder han efter mig og bliver igen ked af det. Først da farmor er taget hjem, bliver han sig selv igen...

Træls dag, træls fordi jeg kunne have afværget en del af det. Jeg burde have lagt nogle forholdsregler, og det gør jeg fremover, når behandlerne kommer, for han er kommet ind i en lidt ny fase, hvor han faktisk bliver rigtig fysisk utilpas, når hans grænser overskrides, og det er ubehageligt...Både for ham og for os. Han er rigtig svær at få tilbage...Og det irriterer mig at de ikke ser det, de ser bare han sidder der så stille og nem, men indeni har han det ad h...til og bagefter kommer vi som familie til at betale regningen! Som det er lige nu kan jeg ikke forestille mig Jakob i et forum med børn, i en institution, han ville blive psykisk dårlig af det!

"Det gør mig trist", sagde min mand i går. Det er gør fandme også mig trist...Men man er jo nødt til at se på hvordan Jakob er, og ikke tænke ud fra sig selv eller andre børn for den sags skyld. Min mand havde mødt nogen fra vores samtalegruppe i IKEA, den lille dreng er jævnaldrende med Jakob og sad på pallevognen og rakte ting til faren...Han så stor ud sagde  min mand...

Jakob er skidebange for pallevogne og han sidder ikke og giver os en masse ting fra vognen, han sidder og dimser med det man giver ham.

Jakob er Jakob...Jeg er nødt til at være her i NUET, jeg kan ikke sammenligne ham med andre børn eller tænke hvor han mon er om 1 år, om 10 år. Jeg aner det ikke og når jeg forsøger at tænke så langt frem får jeg pisseondt i maven. Hvad hvis han stadig er så sart som nu? Hvad hvis han ikke taler? Vil han stadig være så langt bagud mentalt at han skal have hjælp til alt??

Min mand synes at et mentat handicap er værre end et fysisk...fordi man med et tænkende sind er mere selvhjulpen...Manglende fysik kan man overkomme, se bare programmet "BS og Outsiderne", alt det man kan opnå og overvinde på trods af fysiske handicaps. Når man er mentalt handicappet er man afhængig af andres hjælp og nåde og det er værre...For hvem? For Jakob eller er det i virkeligheden OS som forældre det er værre for?

Havde det været lettere, hvis han sad i kørestol, men fungerede normalt mentalt?? JA, JA, JA. Det havde været nemmere.

Vi er stadig nødt til at gætte os til mange ting, gætte os til hvad Jakob har brug for og vil og ønsker sig. Hvad han bliver ked af, vred over, hvorfor han får disse små anfald, ingen kan give os nogen svar, og sådan er det.

Men hvis I bare vidste hvor ondt det gør. Nogle gange kan man næsten ikke holde ud at være i det, og netop derfor vil jeg ikke være i det. Jeg VIL tvinge mig selv ud af den tilstand.

DERFOR skal jeg leve i nuet, lige nu og tage hver dag som den kommer, som den viser sig for mig. Jeg kan ikke bruge fremtiden til en skid andet en frygt og håb, blandet totalt sammen.

Så hellere være liiiige her, hvor Jakob er begyndt at række sin hånd op mod mit ansigt, fordi jeg skal kysse den :) Se hvordan han griner, når jeg spiller lille peter edderkop på hans lille elorgel ( det er den eneste jeg kan og min mand mestrer frikadellens flugt over plankeværket ). Her vil jeg hellere være, og min fremtid, den strækker sig frem til den 24 dec. hvor jeg håber Jakob vil gå med rundt om træet, og jeg glæder mig til at se min lille datter pakke sin gave op, den er nemlig lidt større end vanligt i år :)

Så en smule afstand...tak. Bare ikke for meget!

Overload

I går var vi med farfar og farmor ude og finde et rigtigt fint juletræ...Inden fældningen ville vi på cafe for at få gløgg og æbleskiver...Der var rigtig hyggeligt i den lille ladeagtige bygning med ternede duge på bordene og tæpper på stolene...Jakob blev placeret på en stol, men han blev ked af det inden vi nåede at sætte os rigtigt til rette ved bordet...

Så det endte med jeg måtte sidde ude foran i bilen sammen med ham og spise æbleskiver og drikke gløgg...Min mand kom ud med det til os, mens de andre sad på cafeen...En smule øv, men jeg sad vitterligt og tænkte på, at det ikke gør mig noget...Det er ikke sådan at jeg tænker: "Øv her sidder jeg, hvorfor kan vi ikke sidde sammen som en alm. familie og lige få tre æbleskiver og lidt gløgg??"

Det er Emma, der bekymrer mig mest, jeg er meget opmærksom på, om hun lider under det, synes hun det er mærkeligt eller træls at vi ofte bliver delt op? Det gør hun ikke, hun var så glad, der var varme pop corn i kræmmerhus og hun hyggede sig med at gå rundt sammen med farmor. Hun kom ud og kiggede til Jakob og mig på et tidspunkt, farmor havde købt et honninghjerte til Jakob og mig, det kom Emma for at aflevere...

Vi kører videre hen og finder et træ, da bliver Jakob og jeg også i bilen, han er ikke rigtig i hopla, så det nytter ikke rigtig noget, men vi prøvede da...Da vi kommer hjem og får tøjet af, vil jeg lige støvsuge, men pludselig kigger jeg på Jakob, der sidder helt stille på gulvet og får et mærkeligt udtryk i ansigtet igen...så jeg slukker støvsugeren og kalder på min mand, vi sætter os med Jakob lidt, der er ingen tvivl om, at han ikke kan kapere mere og havde jeg forsat ville det måske føre til endnu et anfald...

Min mand og jeg har snakket om det kan være en forsvarsmekanisme, når han bliver overfyldt, så vælger han simpelthen at slå fra!

Mentalt overload...

Jeg er halvsløj, både min mand og Emma havde fredag aften, hvor de var småskidt, men heldigvis var de klar til lørdag, hvor vi fik besøg af nogle venner til julefrokost...Jakob tog det faktisk rigtig fint, han blev lidt ked af det i starten, og skulle øjnsynligt lige afklimatiseres, men derudover gik det rigtig godt, han ville ikke spise med ved bordet, men fik sin tartelet og lune leverpostej serveret i lænestolen, og det er helt okay, bare det at han ville være i samme rum som os andre gjorde mig glad :)

Emma legede med de to jævnaldrende piger og hyggede sig gevaldigt, Jakob skuttede sig lidt, når de blev for vilde og måtte et par gange ind på værelset et øjeblik, for at få noget ro...

Det blev en dejlig dag med masser af mad, juleøl...og snaps...Pyha. Så det kan altså godt lade sig gøre at få en hyggelig dag, og nogle gange vælger jeg at tænke på vores familieliv, på samme måde som hvis vi havde en baby...Da skal man også tage lidt ekstra hensyn, made og pusle osv. Det hjælper mig ikke at tænke: "Gid Jakob kunne lege med de andre, havde han været en alm. dreng på 3 et halvt, så havde han drønet rundt sammen med de andre børn!"

Men sådan er det nu engang ikke! Man kan stadig have en helt fantastisk dag, og det havde vi...Intet mentalt overload hos mig...slet ikke!

Gad vide hvorfor?

I går var Jakob og jeg oppe og handle ind fordi vi får gæster til julefrokost i dag...

Han er glad det meste af ruten rundt i supermarkedet og får sin sædvanlige gulerodsbolle han kan sidde og guffe i mens vi går rundt. Lige pludselig kommer der en pallevogn og så bliver han anspændt, da vi når op for at skulle betale bliver han virkelig ked af det, og så er det dælme svært når man står med varer, der skal pakkes i poser og Jakob der skriger. Men vi kommer da ud, han er stadig urolig på vej hjem i bilen, men så bliver han stille...

Da vi kommer hjem og jeg standser bilen og skal have ham ud af autostolen, ser han mærkelig ud i ansigtet, han har et mærkeligt udtryk og pjevser...

Jeg lader varerne stå og skynder mig at få ham inden for, og ind på hans værelse, hvor jeg forsøger at få dragten af ham, for han er ked at det, pludselig bliver han helt stiv og falder ned mod guvlvet mens han vender det hvide ud af øjnene...Og så bliver han slap! Jeg kan næsten ikke få dragten af ham, jeg er nødt til at bevare roen og snakker med ham, kalder på ham, for jeg skal have kontakt til ham, får jeg ikke det, så ved jeg jeg må ringe 112.

Men han kommer til sig selv og vi kan sætte os ind i lænestolen, og der sidder vi et kvarters tid, han er helt bleg, men begynder lige så stille at komme til sig selv...

Og først da han igen begynder at pludre og rejse sig op i stolen, kan jeg give slip og så kommer jeg til at tude, det er ikke sket længe, at han har haft et anfald...Det er halvandet år siden han havde det voldsomme anfald, hvor han var væk 10 min...Før det havde han haft nogle små anfald, hvor han vendte det hvide ud af øjnene og var væk et halvt minut for blot at komme tilbage som om intet var hændt...Det her tog lidt længere tid...Jeg bliver rigtig bange, hvem ville ikke blive det? Men man klarer det jo ligesom man klarer alt det andet, for det skal man...

Hele aftenen var han så glad og han spiste uendeligt mange kødboller med pasta til aften og legede og hyggede sig helt indtil han skulle i seng...

Emma har det godt igen, nu hvor der er styr på de to drenge, lærerne havde sagt at de var blevet overraskede over hun havde taget det så tungt, de havde ikke troet det ville gøre hende så ked af det.

Sproget er mere råt og ord bliver slynget ud uden intention om at såre? Den køber jeg ikke, det er fint man har nogle smådrillerier og øgenavne...de kalder også hinanden kødklumper og der er en dreng, der hele tiden laver kysmund til hende fordi han er vild med hende. Det er ikke essencen, essencen, er at der må være en grænse, og den går der, hvor det bliver FOR groft, eller hvis barnet reagerer og finder det krækende...De stoppede jo ikke da hun bedte dem om det, så selvfølgelig havde de intentioner om at såre hende.

Netop derfor spurgte jeg hende om hun kunne forestille sig at overhøre dem?? For ofte driller børn jo for at få en reaktion, de vil se hendes vrede eller smerte, hvorfor skulle de ellers drille...

Men så sagde hun noget, noget fuldstændig rigtigt...

"Nej mor,. det her kan jeg IKKE overhøre, og det vil jeg ikke, for det har jeg det ikke godt med!"

Og det er hele essencen, så skal hun gøre noget, så skal vi gøre noget og ikke bare acceptere det.

Og det er vel også på den måde man sørger for at samfundet ikke bare bliver mere råt, for det er IKKE iorden. Det skal man kæmpe for at stoppe og ikke bare ignorere...folk siger så tit: "Nårh ja, men tiderne ændrer sig, sådan talte vi godt nok ikke da vi var børn, men børn er anderledes nu"

Hvorfor er de anderledes nu, skal de ikke stadig opføre sig ordentligt? Tale ordentligt og pænt til hinanden og til de voksne?

Samfundets normer ændrer sig jo fordi vi lader dem ændrer sig, gad vide hvorfor?

TVudsendelserne ændrer sig, sproget bliver anderledes og nu er det trendy at sige: "Zip", "Ho", "Jeg slår dig ihjel" osv. osv.

Men min datter skal ikke kaldes en luder, og hun skal heller ikke trues på livet. For mig er det ikke bare sjove uskadelige ord...

Gad vide hvorfor nogen voksne synes det??

Måske fordi det er nemmere end at tage kampen med sine børn, og sige: "hov hov, det der gider vi ikke høre herhjemme!" For den kamp begynder tidligt, ikke først i teenageårerne, den kamp starter når børnene starter i skolen, og mange forældre orker måske ikke at tage kampen, men det tænker jeg man burde, for hvilken kamp skal vores egne børn så tage, om 30 år, når de selv skal være forældre, hvor er samfundet så gledet hen?

Emma kan en masse remser, I ved der de hvor klapper hinanden i hænderne, og siger en skør remse imens, dem afprøver hun på os...den ene endte på "Fuck you" og så var det vi med det samme sagde: "Det gider vi overhovedet ikke høre på, selvom andre synes det er sjovt og at det lyder sejt, så siger vi ikke sådan!"

Så her stopper remsen med "Thank you!"

Tak.

Det sneer!!

I går havde Emma en fridag, vi havde en lang snak med hende i forgårs da hun kom fra skole og både hendes far og jeg synes det var en god ide at hun lige blev hjemme, så der lige kom lidt styr på tingene.

Vi fik talt med lærerne og SFOen og drengenes forældre er blevet kontaktet...Skolen havde en snak med de to drenge og synes egentlig at det var fint Emma ik lige var der, de måtte gerne mærke, at de havde gjort hende ked af det! Den ene af drengene var den samme dreng, som for nogle måneder siden spyttede hende lige i ansigtet...Fantastisk.

Men skolen forsikrer at de har taget fat i begge drenge og talt med store bogstaver igen, jeg håber bare bogstaverne er store nok denne gang. Hvornår pokker fatter de det, selv forældrene står magtesløse og er nogle rare mennesker, moren var med ovre på skolen sidst og snakkede sev med Emma...Så de gør også noget...

Men nu er lærerne igen opmærksomme og SFOen har fået besked...

Så heldigvis har vi skolens opbakning...

Hun blev ked af det flere gange i går, og så bliver jeg selvfølgelig berørt, men det hjælper at tale om tingene og jeg kan mærke at hun finder en trøst i min forståelse, fordi jeg selv har prøvet det...

Det var ikke helt så koldt i går, så vi vovede os ud i sneen...Jakob på kælken og Emmas som slædehund..."Han er den lille eskimo!" siger hun og så tonser de ellers af sted.

På et tidspunkt går jeg lige ind for at låse terrassedøren op og da jeg kommer ud står hun og kaster sne op i luften foran Jakob, han sidder midt i haven i en snebunke og skriger af grin :)

"Det sneeeeeeeeeer !!!" Råber hun.

Tal dog ordentligt!

I dag har mine forældre været på besøg...Min far henter Emma på skolen og mor og jeg venter med middagsmaden til de kommer.

Emma åbner døren og løber grædende direkte hen og krammer mig..."Der er sket noget i skolen", siger min far.

Jeg krammer hende og trøster hende, kysser hende blidt på håret...hun trækker mig med ud i den lange gang, hvor vi er alene og videre ud på badeværelset. Jeg er helt mundlam, for jeg havde jo regnet med at se verdens gladeste lille ansigt, når døren blev åbnet...Hun var så glad imorges fordi hun jo vidste mormor og bedste skulle komme på besøg.

Hun er blevet drillet IGEN...Jeg bliver så ked af det, men viser det selvfølgelig ikke...Jeg kan ikke forstå hvorfor de er sådan efter hende?? Hvorfor lige Emma, der ikke gør nogen fortræd??

I går talte jeg med ergo om hjemmetræningsordningen, at det letter vores liv så meget...det giver os ro og fleksibilitet, tid og rum. Hun fortæller at det er vigtigt for socialrådgiveren at vide, at Emma ikke lider under ordningen. At Jakob ikke kommer til at fylde ALT, men det er faktisk tværtimod, pga hjemmetræningen har vi overskud til Emma...hun kan få kortere dage og vi kan få lavet lektier på en ordentlig måde, vi kan nå at tale rigtigt med hende og være til stede med RO. Det kan gøre mig så trist at det jo IKKE er Jakob, der skaber problemer i Emmas liv, det er mobning, drilleri...Hvorfor må hun ikke bare have en nem skolegang, være glad og lege ubekymret...Hvorfor er tonen så rå og hvorfor er der en tendens til at trække på skuldrene?! For det er IKKE iorden...

Ikke i min bog i hvert fald, og ikke i Emmas...Hun kan ikke forstå de taler så grimt til hende, så nedladende, at de bevidst forsøger at gøre hende ked af det, for hun kunne aldrig selv opføre sig sådan, og måske derfor rammer det hende ekstra hårdt, som min far sagde...

En af drengene havde sagt sådan til hendes veninde i skolen: ( Han havde bundet hende til et træ sammen med en anden dreng, og inden de gik sagde han : ) "Vi tager dig med op på verdens højeste bjerg og smider dig ud fra bjerget så tager vi dine indvolde og sælger dem!"

Seriøst??

Skal vi acceptere sådan en tone fra børn? Små børn på 7 år, skal de sætte den sproglige agenda og gøre det til en normal måde at tale til hinanden på?

Jeg har faktisk ikke lyst til at skrive det de kaldte Emma i dag, for det gør mig trist og ked af det...Og vred.

Nu har vi indkaldt skolen til et hastemøde. Det skal stoppes nu, om de vil indføre mere konsekvens eller om de vil mandsopdække hende en periode til trods for sparsomme ressourcer? I don't care, noget skal de gøre, og så kan jeg kun skrige af politikkerne...Stop med at spare på skoleområdet, stop med at trække penge ud af skolesystemet, det er ikke det rigtige sted at spare...Her går alle de små mennesker, der engang skal begå sig i samfundet, arbejde for samfundet og være medmennesklige i samfundet. Men frarøver man lærerne tid og ressourcer mister de de svage børn, de overser konflikter fordi der ikke er overskud og måske får "bøller" lov til at ændre på talemåden og respekten, fordi man ikke "orker" gøre noget, en dame vi kender fra kvartertet, fortalte at hun havde været til et bagearrangement på skolen, og da de står på gangen og snakker kommer der en flok 6 klasser gående og de råber og skriger og moren vil til at sige noget til dem...men læreren afbryder hende og siger" Lad hellere være, ellers kalder de dig bare fede kælling og alt muligt, jeg har givet op!"...

Det er såååå skræmmende. Såååå forkert. Så må man sgu spare i kongehuset eller på kulturen eller på ministermiddagene eller de kæmpe pensioner de får. Alle for én eller hvad?

Det burde i hvert fald være ALLE FOR BØRNENE!

Jeg er træt og ked af det...Jeg hader at Emma har det dårligt. Det enste positive jeg kan drage ud af det her er, at vi får lov til at vise hende, at vi ER der for hende 100 pct! Og jeg bliver stolt da hun sidder ved middagsbordet og siger: "Mor siger altid til mig...Kom og sig hvis der er noget, du skal fortælle mor alting...så det gør jeg, for så hjælper hun mig!"

Og det GØR jeg. Og det andet positive er, at det er så tydeligt, at det IKKE er Jakob, der forårsager smerte hos Emma eller giver hende problemer. Det er ting udefra...

Heldigvis har vi en stærk lille familie, og vi kæmper. Vi kæmper for hinanden. SAMMEN...

Når børn er roden til alt ondt

Jeg så et brudstykke af det program på DR2 igen, tror det hedder "Børn er roden til alt ondt"...

Jeg når lige at se, der er et par, der har været i sommerhus en enkelt overnatning uden børn og manden sidder i bilen og siger han ville ønske de kunne have været der lidt længere.

Jeg misunder ham at han overhovedet kan komme af sted. Derefter fortæller han hvordan børnene "kravler rundt på væggene", der skal vaskes tøj efter turen i sommerhuset og der skal smøres madpakker.

Okay.

Derefter handler det om sexlivet, når man er blevet forældre, hvordan det skal planlægges og organiseres, og der sidder i mand, jeg vil gætte på han er i 50erne og siger, at planlagt sex er ligesom at dyrke sex med et udstødningsrør...

Okay.

Det er tæt på jeg får kvalme af det program...og rebellen i mig, rejser sig op og har lyst til at skrige! Alt hvad jeg følte af selvmedlidenhed i går eller forgårs, det forsvinder som dug for solen, når jeg ser det program...og det er jo sådan set godt nok.

Sex...okay, lad os tage det emne op. De første halvandet år, hvor min mand og jeg var kærester og boede i vores trendy lille bylejlighed, havde vi sex HVER DAG! Vores venner jokede med, at vi ikke var kommet over bunnystadiet :)

Når man så får børn, ja så sker der en nedgang i sexeskapaderne. Man er mere træt, fokus flytter sig...Og efter noget tid kommer lysten og energien tilbage...men det skal måske planlægges, hvornår man kan springe på hinanden. Jeg synes bare ikke det gør lidenskaben mindre at den skal planlægges eller organiseres. Hvem siger det vildeste sex, er det spontane sex?? Igen er det fordi man ønsker sig tilbage til et eksakt replica af et sexliv man engang havde kontra at indse man ændrede strukturen, da børnene kom til...og at man måske endda ændrede sig som person...Måske med nye behov.

Jeg gider sgu ikke dyrke sex hen over spisebordet, mit røvaftryk skal sgu ikke være, der hvor middagstallerknerne skal stå! Og jeg gider ikke ligge på et hårdt badeværelsesgulv, jeg vil have komfort nu!!!

Så hold nu op med det navlepilleri og al den selvmedlidenhed...Jeg ved godt man ikke kan sætte sig ind i andres situation, men jeg tænker virkelig...: "Hvad hvis du havde et handicppet barn?" ville manden så også brokke sig over at en overnatning var for lidt eller ville han være mega taknemmelig. Den mand, der betegner planlagt sex som at dyrke sex med et udstødningsrør, ville han sige det samme, hvis han havde et handicappet barn og sex skulle planlægges endnu mere minutiøst??

Jeg ved godt det er undfair af mig, at brokke mig over at folk med alm. børn driver og oser af selvmedlidenhed, det skal de have lov til...alle har lov til at føle som de gør...og stå ved deres egen mening og føle, hvorfra de står som udgangspunkt.

Jeg tænker bare de ville få et mere konstruktivt og afslappet liv, hvis de er glade for de de har...

Det er noget af det man lærer når man får et handicappet barn. At sætte pris på det man har...At tænke konstruktivt og mere åbent.

Jeg har også dårlige dage, hvor jeg synes det hele er ad helved til, hvor jeg har lyst til at skrige, og løbe min vej, men jeg gider ikke have ondt af mig selv, for det er sådan en disabeling tilstand, den gør intet godt for en...

Jeg drømmer mig også nogen gange tilbage til livet som rygsækrejsende eller siddende i spabadet under stjernehimlen i LA...men jeg kommer hurtigt hjem igen, for intet er rent, intet er uden problemer. Jeg blev overfaldet på en af mine rejser...Og i LA var ikke kun romantik, men også spørgsmål om tro og omvendelse, skulle jeg blive baptist, for at blive gift med min kæreste?

Her hvor jeg er nu, er også både smukt og problemfyldt...Men det er HER jeg er nu.

Mine børn er ikke roden til alt ondt. De kan give mig sorger og smerte, men der er så kort afstand fra altopslugende kærlighed til smerte...det finder man ud af, når man virkelig elsker nogen.

Det giver bevægelse i livet, i følelseslivet, det gør det hele mere uforudsigeligt, selvom børneforældre vil råbe højt om rutiner, der låser en fast! Men prøv at rangsag dig selv, hvordan er dine følelser?? Er der ikke dage, hvor du ELSKER dit barn og din mand, og dit liv SÅ meget at du føler du må briste? Du føler du er det helt rigtige sted, lige nu og her?

Er der ikke dage, hvor du har lyst til at tude og råbe og skrige og løbe væk fra det hele??

Følte du så stærkt FØR du fik børn??

Børn er ikke konstanthed for mig...og selvom vi også er låst af de såkaldte rutiner med bleskift osv. så er det ikke det jeg hæfter mig ved. Jeg hæfter mig ved mine foranderlige følelser, de flytter sig hele tiden og holder mig i live og i gang! :)

Mine børn er ikke roden til alt ondt. De er små smukke gaver jeg kan pakke op HVER DAG resten af mit liv. Det kan være hårdt...Men mon folk over hele kloden blev ved med at skabe børn og nye liv, hvis det ikke var det værd??

Julemarkedet

Dagen i dag startede ikke særlig hyggeligt. Jakob var glad da han vågnede i morges, men op på formiddagen blev han bare SUR :) Til sidst sagde min mand: "Lad os få noget tøj på så vi kan komme ud af huset!"

Vi kørte hen til den hyggelige skov tæt på hvor vi bor, for hver søndag her op mod jul, er der et hyggeligt julemarked i en gammel nedlagt lade...Bag det kæmpestore træbord, der var fyldt med hjemmelavede spegepølser og oste i lange baner, stod en glad dame med nissehue...Hun havde givet Emma en sukkerstok, og da hun så Jakob sagde hun: "Jamen dog, jeg har da vist snydt lillebror for en slikkepind!" Men vi forklarede at Jakob ikke rigtig kan tygge sådan noget endnu, så hun var rigtig sød og fandt en "skumstok" i stedet for.

"Det ligner han lige har sovet lur", siger hun..."Er du ikke helt vågen lille ven? Jeg taler heller ikke den første time efter jeg er stået op...!" Hun smilede...og vi smilede...uden at sige, at Jakob slet IKKE taler.............

Da vi kører hjem i bilen er Jakob sååååå glad...Men vi er næsten kun lige kommet inden for i huset, så begynder han at brokke sig, intet hjælper, han er bare sur! Og vores humør, det svinger med Jakobs...Når Jakob er ked af det, så daler vores overskud, det irriterer mig at det er sådan, men man kan ikke rigtig kæmpe imod. Hele morgenen har jeg holdt fanen højt og puslet om Jakob osv. men lige pludselig så bliver jeg også bare sur...Min mand var også i dårligt humør, den eneste, der ALTID er glad, er Emma :)

Inden vi kørte gav jeg Jakob middagsmad, men da han brokker sig sådan efter vi er kommet hjem, prøver jeg alligevel igen...Og han spiser 2 et halvt stykke rugbrød!!! Han var sulten...Hvornår fanden lærer vi at Jakob aldrig brokker sig uden grund?! Nogle gange viser han sult ved at få os med ud til køleskabet eller hen til Cherios pakken, men han er langt fra konsekvent!

Og her gik vi og var småsure, på hinanden, på Jakob, og så er han sulten! Så føler man sig som verdens dårligste forældre...og for pokker...Hvis han dog bare kunne fortælle det...Sige: "Mor, jeg er altså sulten!"

Nu er han såååå glad...Og så er vi glade...:)

Det ER ude tvivl mit allerstørste ønske i hele mit liv...At Jakob kommer til at tale, hvor kunne vi undgå mange misforståelser, undgå en masse bekymringer, hvis bare vi kunne få det ønske opfyldt!

Emma og min mand har bagt pebernødder i dag..hele huset dufter...Da vi besøgte det marked, var der også en bod med kager, og Emma siger lige så højt: "Vi behøver ikke købe kager...Vi bager selv!" :)

Så måtte jeg smile...men det er jo rigtigt nok. Hun vidste jo vi skulle hjem og bage :)

Sur?

I dag har Emma været til julemarked sammen med farfar og farmor og olderne...De hentede hende i formiddags og var væk helt indtil spisetid. Vi talte om, at vi glæder os til den dag Jakob kan komme med på sådan en tur...Vi glæder os til den dag, hvor han også vil nyde sådan en dag...

Min mand og jeg tog i byen med Jakob, for han skal have en Ipad i julegave, det kan understøtte hans læring og aktivere ham på en god måde, men vi skulle have taget stilling til om det skal være den alm. Ipad eller minien...

Der var et hav af mennesker og Jakob spænder i kroppen med det samme, han er simpelthen på vagt, og grædende og råbende børn undgår man ikke en lørdag middag i storbyen, så mens mind mand betalte for vores varer, gik jeg hen mod bilen med Jakob...

Og så er det man tænker...Gad vide om han nogensinde vil nyde sådan en dag?? Kommer den dag, hvor han også bliver inviteret med på en hyggetur...Det gør det forhåbentligt og indtil da, så glæder vi os på Emmas vegne, for hun havde en fantastisk dag...Dagen var belvet noget anderledes, hvis man hele tiden skulle tænke på at skærme Jakob...

Jeg er egentlig glad i dag...Jeg har hygget mig med at lave noget lækkert aftensmad, og efterhånden er min mad ret spiselig...Vi griner stadig af dengang min mand og jeg havde vores første date...han havde inviteret mig hjem i hans lejlighed og vi skulle spise en middag sammen, han havde bare ikke fortalt mig at jeg skulle hjælpe med at lave maden...og dengang bestod min kost af rugbrød med ost, pasta og æbler...( Man var vel en stereotyp studerende?? ). Jeg kunne ikke finde ud af hvilken vej den mystiske porre skulle vende, og det griner vi stadig lidt af den dag i dag...Min mand har IKKE fået en kone, der kan sylte og bage :) Mine kager de lykkes kun hveranden gang!

Da jeg sidder og giver Jakob aftensmad...( Han er længe om at spise og ofte går min mand og Emma fra bordet inden Jakob eller jeg er færdige med at spise, og min mad er selvfølgelig altid kold! ) bliver jeg lige pludselig sur...Simpelthen, godt gammeldags divasur!...Min mand kan bare gå fra bordet og sætte sig hen og spille Wordfeud...I eftermiddags sidder han i læder-reclineren og blunder lidt mens jeg leger-vend-på-hovedet-leg med Jakob...Her til aften rejser han sig pludselig og siger "nu går jeg i seng"...

Men på det tidspunkt har jeg selvfølgelig også badet Jakob, madet ham, skiftet ham osv. Så ved jeg godt min mand tog ham mens jeg så Matador sammen med Emma, men liiiiiige pludselig synes jeg bare det var SÅ uretfærdigt at han BARE kunne gå fra mig, fra os...Og så tænke at jeg skifter Jakob og børster tænder, og putter ham. Til hverdag kan jeg forstå det...Han skal op på arbejde, men da synes jeg også nogen gange at aftnerne er ensomme...

Det gode er, at jeg er nået til et punkt, hvor jeg får det sagt...jeg fortæller ham, at jeg synes han skal vide, at det lyder som om det hele er så nemt for ham...Han kan BARE lige rejse sig og sige: "Nå, nu går jeg i seng..."

Det resulterer dog i at han putter Jakob, og at Jakob rent faktisk falder i søvn, så jeg nu kan sidde her i stuen i fred og ro og skrive lidt, se lidt TV...for da Jakob sov, rejste min mand sig fra sengen og sagde: "Nå, nu går jeg i seng"...

Og det er sgu ligemeget, nu må han gerne gå i seng.

At være mor...At være kvinde

Jeg føler mig ikke ret meget som kvinde...

Jeg er bare mor

Hvad er en mor?

For mig, er en mor...en kvinde, der er bundet på hænder og fødder

En kvinde, der har slået rødder

For en mor må ikke bare forsvinde

For mig

Er en mor

Mindet om...en kvinde :)

I hvert fald lige nu...

Fra den ene ende af skalaen til den anden

I går havde vi den hyggeligste aften! Min mand så fodbold, mens børnene og jeg legede i stuen. Jakob var totalt i hopla, og Emma og jeg gik rundt om juletræet med ham og skrålede alle de brudstykker af div. julesange, som vi kunne huske, og lille Jakob synes det var skidesjovt! Han kunne gå to runder, før han måtte have en pause og så skiftedes vi til at bære ham, mens vi løb rundt.

Jeg lavede nachos med smeltet cheddar, guacamole og salsa dip til natmad, noget både Emma og Jakob kan lide...Og da Jakob skulle i seng, var han så glad...Jeg kom til at lave en pruttelyd med munden og så grinede han fuldstændig hjerteligt...og så gjorde jeg det igen og igen og han var ved at flække af grin, sådan en rigtig høj og oprigtig kluk latter. Til sidst kiggede han forventningsfuldt på mig med hans store brune øjne, og når jeg så trak den lidt, så grinede han blot endnu højere, når pruttelyden kom :)

Så vi faldt i søvn med et smil på læben.

Jeg står op kvart i 7 hver dag og lige da jeg kommer ind til Emma og min mand, tikker der en sms-besked ind...Det er fra en veninde. Hun skriver at hun har været hos kirugen igår...de kan ikke hjælpe hende, spørgsmålet er ikke OM hun mister sin førlighed...Men HVORNÅR...

Min  mand kører af sted på arbejde og jeg kommer til at græde foran Emma...Hun kigger søgende på mig, som om hun søger efter at finde ud af, hvor ked af det jeg er...og jeg får det lidt dårligt med at jeg kom til, at græde foran hende. Samtidig tænker jeg, at det er godt børn ser følelser...Det er bedre hun ser hvad jeg føler, kontra at jeg vælger, at være mut...Så ville hun kunne misfortolke mig. Da hun spørger hvorfor jeg græder, forklarer jeg hende det kontra at sige ingenting. Så ville hun igen kunne misfortolke det, og måske tænke: "Er det noget jeg har gjort??"

Så hellere være ærlig og få en åben snak om det...

For selvfølgelig blev jeg ked af det. Hold kæft hvor har vi festet meget sammen :) Scoret fyre, set Sex & the city, vi har shoppet og grint og grædt og talt om alting, vi har slavet over opgaver sammen, jagtet ambitioner sammen, hun er et levende, vildt menneske, hun har en sjov vildskab i sig, og den håber jeg dælme ikke hun mister nu. Jeg håber den bliver endnu vildere, engang, når hun er kommet sig over den her besked...Hun er den type, der aldrig står stille, hver månede har håret en anden farve og frisuren er sat...Når hun kommer på besøg er det ALDRIG i jeans, men i tøj, der signalerer noget...Og jeg håber hun kan holde fast i det væsen hun har...Jeg ved det kan være svært...Jeg ved at jeg også af og til kæmper for at holde fast i mit eget "væsen"...Men det er lykkes mig...gennem alt det her med Jakob, har jeg IKKE mistet mig selv, sorgen og bekymringerne har ikke farvet mig, det har ikke ændret min kerne. Det har åbnet mine øjne, men det har ikke destrueret den jeg virkelig ER.

Emma skal i skole...

Da vi står i bryggerset, kan jeg ikke finde hendes Rubberducks og heller ikke vinterjakken?? Selvfølgelig har hun smidt det ude i havestuen, sådan som hun altid gør...Alt med Emma skal gå så stærkt, hun smider sine ting og ofte må vi gætte os til, hvor hun mon har dumpet det :) Men nu er hun efterhånden 7 år og jeg tænker det er okay, at forlange, at hun hænger sit overtøj op og sørger for at få vanter, og hue og støvler med ind, i stedet for bare at smide det!

Så da vi går af sted skælder jeg lidt ud.

"Undskyld mor, jeg tænker slet ikke over det, og nu bliver det bare en dårlig dag, fordi vi skændes fra morgenstunden af! Og jeg havde sådan glædet mig til i dag, hvor vi har hyggedag"...

Jeg må forklare hende, at selvom jeg irrettesætter hende, betyder det IKKE at vi er uvenner, jeg er ikke vred på hende, jeg vil bare gerne have hun gør en indsats, og husker på det, som jeg har mindet hende om 100 gange!! Tag dit overtøj og dine sko med ind i bryggerset...!

Da vi siger farvel, trækker jeg huen ned over hendes ansigt og vi griner..."Prøv at finde over på skolen med hatten ned over ansigtet :) siger jeg og forsøger at joke, og heldigvis virker det, vi krammer og hun går glad af sted. Jeg ved at jeg må gøre hende glad inden vi skilles, for det er hæsligt for et barn at gå en hel dag og tænke: "Mon vi er uvenner??"

For selvom vi ikke er uvenner på min skala, selvom det for mig er soleklart, at det BARE er en irrettesættelse, så er skalaen anderledes for et barn, hun troede vi var uvenner!

Emma er en følsom sjæl og hun tager tingene til sig, især samspillet mellem hende og os som forældre, hun kan ikke lide at være uartig og hun prøver ikke rigtig grænser af. Så jeg stod på den ene ende af skalaen, og hun stod i den anden ende...

Lidt ligesom mine følelser lige nu, i går var de i den ene ende af skalaen...Total glæde og lykkefølelse. og i dag er de listet sig ned i den anden ende...jeg føler en tristhed...Jeg tænker selvfølgelig på min veninde. Men jeg ved hun er en fighter...Nogle gange irriterer det mig bare at nogle folk skal rammes hårdere end andre.

Jeg har skrevet en bog, en bog om Jakob og i går kom den ud af trykken! Den er såååå flot, og jeg er rigtig stolt af det resultat jeg fik ud af den, det færdige produkt. Jeg skriver om Jakob, om livet som forældre til et handicappet barn, og hvis jeg kan gøre bare en lille forskel hos nogle af de forældre, der står i samme situation som os, så vil jeg være lykkelig.

Da jeg åbner mit første færdige eksemplar af bogen, kan jeg se at de rettelser min mand og hans kollega, havde opsnappet IKKE er blevet lavet, bureauet har øjnsynligt brugt den oprindelige trykfil, den udgiver godt nok godkendte, men efter den første godkendelse fandt min mand, nogle ændringer...Det firma han er i, endte faktisk med at få til opgave at lave layout, så det er min mand, der har lavet hele opsætningen og det er jo fantastisk, at det ikke er en fremmed grafiker, der har haft en finger med i bogens layout, men Jakobs egen far :)...

Nu viser det sig at hverken min mand eller hans kollega i trykprocessen havde lavet en fejl, systemet havde ikke opdateret hurtigt nok...

I går blev jeg en smule ked af det, for selvfølgelig vil man gerne have at det endelige produkt er fuldstændig fejlfrit...Nu ved jeg at der på side xx er en enkelt stavefejl eller en tankestreg, hvor der burde være en bindestreg...Men jeg har fået opfyldt en drøm, at få udgivet en bog...endda en bog, der betyder noget for mig, så små fejl skal IKKE overskygge den glæde.

Og faktisk...Faktisk slog det mig, at det IKKE gør noget, produktet ikke er fejlfrit. At vi forventede noget specifikt, men endte med at få noget andet. For som min mand sagde, når man sidder og læser i den, så ser man det ikke...for budskabet er så stærkt, og det er det vigtigste...

Og min egen lille metafor understøtter det...da vi ventede Jakob, forventede vi også at få et raskt og sundt barn, et normal barn uden "fejl"...

Men jeg ville aldrig, aldrig, aldrig bytte den Jakob vi fik! ALDRIG...Selvom Jakob har nogle små tekniske fejl :) så er det ikke det, der er det væsentlige, det væsentlige er, at han er en dejlig dreng, han er et helt unikt og fantastisk lille menneske, og han er skabt af MIG og MIN MAND...og netop derfor er han perfekt som han er...:)

Så jeg er glad, glad for min første bog...Og det bliver forhåbentlig ikke den sidste. Jeg synes jeg har så meget at sige, så meget at fortælle...Alt sammen pga. dig Jakob. Så nu er jeg igen i den rigtige ende af skalaen...Der hvor glæden er :) Og i aften skal jeg have hyggeaften med Emma og Jakob, for min mand skal til julefrokost...Og så holder vi vores egen lille julefrokost med dug på bordet og en dans rundt om træet, for det kan vi jo nu :)

Mareridt?

Jakob vågnede kl. 4 imorges eller bliver det stadig karakteriseret som nat??

Han var ked af det og omtumlet, så jeg tænkte det var fordi han havde mareridt...Men jeg nåede lige at spekulere på om det kunne være ørerne igen, han har aldtid haft tendens til mellemørsbetændelse, især om vinteren. Jeg nåede også lige at komme omkring kraniet...Lægerne har nemlig advaret os om, at kommer der en dag for stort tryk i Jakobs kranie ( Hvis hjernen vokser og presser på kraniet - Jakobs kranie er nemlig vokset sammen ), så skal vi være opmærksomme på hvis han vågner og er utrøstelig, og hvis det så hjælper at tage ham op ( det letter trykket ), så kan det være tegn på for stort tryk i kraniet.

Man når at tænke mange ting, når man er halvvågen...

Og som jeg sad der i mørket og vuggede min lille Jakob, så gik det op for mig hvorfor jeg er blevet SÅ træt af Facebook, feriebilleder og fucking madopskrifter...:) ( sagt i en lettere kærlig tone... )

Det er måske fordi jeg ikke synes, at den her kedelige småbogerlige aktivitet længere passer på mig, på OS...Den sparsomme fritid vi har, den skal ikke gå med at sidde passivt og lægge billeder på nettet eller glo på gamle venner og kærester, der ikke længere er del af ens liv. Hvad får man ud af at have venner fra Uni eller tidl. kollegaer på ens liste som "venner", når de ikke længere ER del af ens liv??

Jeg synes det er fint, at folk bruger det...fred med det, jeg taler udelukkende ud fra mit eget synspunkt. Jeg kan sagtens se det hyggelige i at man tager et billede af de hjemmebagte boller eller lægger feriebilleder ud på ens væg, så folk kan kigge med og kommentere på det. Men for mig virker det meningsløst.

Især som jeg sad der, kl. 4 i morges/nat med en grædende Jakob...

Er det fordi jeg ER ked af at jeg ikke kan leve mig ind i det univers? For hvis jeg kunne det, så ville det måske betyde at vores familie var mere "normal", men vi er ikke en almindelig familie...Så derfor er der nok nogle andre værdier, der er vigtige for os...Såsom at leve i nuet, bevæge sig fremad...Jeg har personlige ambitioner, om dem når jeg ikke ved at sidde passivt og kigge på Facebook og promenere ned af mindernes ujævne vej. Den vej er passeret, jeg har gået der, den rute kender jeg.

Jeg vil fremad.

I går ringede socialpædagogen, hun er en del af det team, der mandsopdækker Jakob, og hun kommer på besøg her i december, så vi kan tale om at kombinere indsatsen fra ergo og fys med hendes ideer. Så de har den samme indgangsvinkel til ham, og det synes jeg er super fint. Jo mere målrettet, jo bedre resultat...Jeg fik lige nævnt, at vi jo synes han gør kæmpe fremskridt på det grovmotoriske område, da overrasker han jo ligefrem ved at gå rundt allerede nu. Men vores bekymring, min mands og min største bekymring, er det mentale...For vi ved at det er der, han har det sværest...Vi vil gerne stimulere ham rigtigt og udfordre ham rigtigt...

Det er der mine mareridt opstår...Når jeg tænker på hvor langt han mon kan nå mentalt...Jeg ser skræmmebilleder for mit indre, af Jakob, der sidder og rokker frem og tilbage på et eller andet hjem, fordi de ikke forstår ham...At han ikke kan udtrykke sig og fortælle mig om han har det godt...Det er mit væreste mareridt.

I går aftes  havde vi puttet ham i seng, og så sidder vi i stuen i stilhed et øjeblik...Så kan jeg høre han kommer numsende...Og pludselig sidder han i døren ind til stuen og i den ene lille hånd, har han bøtten med sæbebobler...Han rækker den op mod mig, og jeg må næsten fælde en lille tåre...Han må have fundet den inde på sit værelse, hvor vi legede med den om formiddagen, og nu vil han gerne have jeg skal puste lidt bobler for ham...

Det er så stort, kæmpestort...Fordi det viser at han VED hvad han vil, hvad han godt kunne tænke sig.

Jeg bliver så glad.

Mormor har lavet en hjemmelavet slik-kalender...en flot bøtte til hver af børnene med nisser på...I hver bøtte er der slik, slik som hun ved de kan lide og så må de hver dag tage to stykker hver...Vildt god ide kontra en eller anden dårlig chokoladekalender. Og Jakob får bøtten hver morgen og så vælger han selv to stykker slik...og Emma oplever det som noget kæmpestort..."Mor, mor han tager selv fra bøtten, se se han vælger helt selv!" De første to dage havde jeg egentlig bare taget to stykker frem til ham, men den morgen havde Emma givet ham bøtten, og selvfølgelig kan han vælge selv :), så sådan gør vi fra nu af!

Jeg har måske tendens til at vælge for Jakob, uden at tænke nærmere over det...men det Emma gjorde, tog initiativ til, var at give Jakob muligheden for at vise, at han godt kan selv...Og det kan han, med rigtig mange ting...

Så det skal nok gå det hele...Det er jeg ret sikker på :)

Giv den gas

Her til aften, lige inden Emma skulle i seng, og hun gik rundt med tandbørsten i munden, pylrede hun lidt...Den pibe/grædelyd reagerer Jakob på med det samme! Så græder han og kaster sig baglæns, så jeg må hurtigt lukke døren ind til stuen, hvor Jakob og jeg er.

Lidt efter kommer Emma ind...

"Mor kender du ik det...Når man bliver rigtig ked af det, men ikke har lyst til at græde, fordi man ved der er én, der bliver ked af det?"

Og jeg ved udemærket godt hvem hun hentyder til...

"Jo", siger jeg. "Det kender jeg godt...Slog du dig rigtigt?" spørger jeg.

"Ja, jeg slog min fod!" svarer hun.

"Jeg troede ikke du slog dig rigtigt, jeg troede bare du pylrede lidt, derfor lukkede jeg døren"...

Emma tager hensyn til Jakob...Hun prøver at holde gråden inde, fordi hun ved han bliver ked af det...

Så må jeg have en snak med hende, for hun skal ikke holde noget inde, slet ikke hvis hun virkelig HAR slået sig og føler trang til at græde. Skaberi er en anden sag og pjat-pyleri, det er jeg ik så vild med, når jeg ved, hvordan Jakob reagerer på det, så må man finde en anden måde at "brokke" sig på...Men har hun slået sig eller er ked af noget, så skal hun græde og det skal hun gøre uden at have dårlig samvittighed.

"Emma hvis du er ked af det eller har slået dig, og du føler trang til at græde, så skal du gøre det! Bare giv den gas...Så skal far og jeg nok klare både dig og Jakob, så næste gang, der er noget og du føler du har behov for at græde, så giv den gas, ellers kan far og jeg heller ikke altid vide om du VIRKELIG har slået dig eller er ked af det, og vi vil jo gerne trøste dig :)!"

Jeg siger det i en lidt let tone, og hun smiler til mig..."Jaeh mor, det vil jeg gøre...",så krammede hun mig og gik glad i seng.

Jeg er så taknemmelig for at hun kan udtrykke sig, hun brænder ikke inde med noget, hun siger det hun føler og tænker på...Det er lige præcis det, der gør at hun kommer helskindet igennem det her...det her med at have en handicappet lillebror...Hun gemmer ikke på noget, hun siger det hun føler og mener og tænker. Og vigtigst af alt, så tager vi jo imod det...på en ordentlig måde, håber jeg. For hun skal ikke brænde inde med noget...ALT skal ud...

Så lille Emma, bare giv den gas...

Farvel Fortid...Farvel Facebook

Jeg har lige slettet min Facebook profil, jeg har overvejet at gøre det længe...Nu er det gjort.

Det gik bare pludselig op for mig at Facebook intet godt gør for mig...Det hjælper mig ikke fremad i mit liv, nærmere tilbage. Jeg kom til at se på mit profilbillede, der er ældgammelt, det er ikke MIG, sådan som jeg ser ud nu, jeg ønsker heller ikke at lægge billeder ud af mine børn.

Man har tendens til at sidde og kigge på billeder og læse de små ligegyldige kommentarer om hvilke boller folk har bagt eller en sød kommentar en eller andens barn er kommet med. Det giver mig ikke noget, det er tidsfordriv og jeg vil hellere fordrive den tid jeg har til overs på en anden måde.

Man kigger på gamle veninder og ekskærester og ser med på situationsbilleder, der viser, hvor lykkeligt og spændende et liv de nu fører...Deres partnere og børn og familier. Og man bliver bombet tilbage til folkeskolen, gymnasiet, uni...og der gider jeg egentlig ikke befinde mig mere :)

Jeg synes pludselig det hele lugter lidt for meget af borgerlighed...Folks babyer og opskrifter på gryderetter :)...

Jeg har nok bare ikke fattet ideen med det, men da jeg fik en invitation til globryllup igår, så tænkte jeg...Wauw, gad godt se en masse af dem fra min folkeskoletid, høre om de er okay og om de er lykkelige, men det sætter mig 10 skridt tilbage, jeg begynder at savne bestemte ting...Som da min bedste ven dengang overnattede og vi havde set noget uhyggeligt i TV, så vi måtte holde hinanden i hånden, for at falde i søvn :). Men den tid er forbi og vi er vidt forskellige mennesker den dag i dag, tænker jeg. Og selv hvis vi ikke er, og jeg af og til savner nogen, der kendte mig dengang jeg var lille, dengang jeg var barn, så føles det alligevel forkert, at gå ned af den vej, gå tilbage af den vej, for jeg kan rent faktisk bedre lide den person jeg er nu.

Hvis man har folk med sig fra fortiden, kan man måske fastholde hinanden i nogle roller, som er udspillet, og det er sådan jeg føler det. Tanken om at skulle se min barndomsven gå op af kirkegulvet gjorde mig ikke glad, den gjorde mig ked af det, og der dukker andre ting op, som ikke kun er sjove og hyggelige, ting man måske aldrig har fået talt færdig om osv. og det er heller ikke meningen man skal det, men netop derfor er det bedre bare at gå fremad...Ikke tilbage.

Jeg er ikke længere den forsagte, artige og stille pige, der ikke tør sige nogen imod, jeg er ikke længere bange for at stå ved den jeg ER, og jeg ville uden tvivl miste noget af den identitet jeg har nu, ved at møde min fortid, og det ønsker jeg ikke.

Jeg er hvor jeg er...Og de mennesker jeg har omkring mig nu, kender mig som den jeg er nu.

Jeg behøver ikke Facebook til at minde mig om ting, jeg ikke længere ønsker i mit liv......................Så FARVEL til Fortiden og FARVEL til Facebook :) Håber aldrig vi ses igen :)

Lektielæsning...

Argh...Argh....og atter Argh!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

Er du så færdig, jeg hader lektielæsning...Især matematik. Seriøst? Emma er overordentlig kreativ anlagt, no doubt about it, og hun er også hurtig til det med bogstaverne og kan læse små ord nu...Men tal, det er totalt volapyk for hende. Men, det har hun jo ik fra fremmed, både min mand og jeg er kreative individer. Min mand arbejder som grafisk designer og jeg er dvalende forfatter.

Så tal er ikke vores stærke side, jeg havde også svært ved matematik og fatter nærmest ikke at jeg opnåede et 9tal ved niende klasses eksamen dengang og et 10tal i regnskab, da jeg gik på HHX...

Det hjælper så heller ikke at de har 3 sider for, at hun er træt og ukoncentreret og hellere vil igang med at lave en hjemmelavet julekalender...My God...

På Emmas skole er de igang med et nyt system, hvilket vil sige at 0-2 klasse er samlet i storhold. Så de er sammen på kryds og tværs af alder...De, der er tilhængere af dette system, siger at de yngre børn vil lære af de store og de, der er kritiske over for det nye system, de mener at de svagere elever vil gå tabt, fordi lærer-resourcerne pludselig skal strækkes endnu mere end før. De har matematik og dansk de første timer om morgen og derefter har de kun et fag 20 min af gangen, fordi de kloge mennesker siger, at børn ikke kan koncentrere sig i længere tid, kritikerne mener de mister chancen for at fordybe sig!

Jeg kan virkelig frygte om de får den bedste læring på den her måde...

Jeg kan ikke huske hvordan det var da jeg gik i første klasse eller hvor meget jeg rent faktisk kunne, men det gør mig en smule nervøs, at jeg fornemmer hun virkelig har svært ved det med tallene, det giver ingen mening for hende overhovedet. Jeg anser mig selv for rimeligt diplomatisk og intelligent, så jeg tænker jeg er okay til at lære fra mig, men det er som om det ikke rigtig hænger ved. Det sætter sig ikke fast hos hende...Så nu har jeg skrevet en mail til min mand og har bedt ham lave en taltavle fra 0-100, hvor 10erne er forstørret og fremhævet. Den skal lamineres, så vi kan bruge den igen og igen, for måske vil det hjælpe hende til at få et overblik over talrækken...Det er som om det ikke giver mening for hende, at plus betyder man gør tallene STØRRE og minus betyder man gør tallene MINDRE...

Vi er bare vant til alt med Emma er så nemt, hun har altid haft nemt ved alting. Hun gik som 10 mdr. Hun talte FULDSTÆNDIGT rent som halvandet årig. Og som 4 årig satte hun sig op på cyklen uden støttehjul og kørte afsted, og min mand og jeg snakkede om, hvordan det dog gik til? Vi havde jo ikke nået at løbe rundt efter hende med kosteskaftet. Hun kan håndtere en bold og skyde den i mål som en voksen mand...Hun kan bare alt...Undtagen det med tallene.

Eller også skal man bare til at indse, at der også er ting hun skal lære! Her er noget, hvor hun ikke selv kan finde logikken og meningen med det hele...Og det er faktisk en uvant situation, både for hende og os!

Skræmmende.

Og som jeg sidder der, og forsøger at få hende til at finde op og ned på minus og plus, så føles det som vandtortur :)

Et kort sekund, et splitsekund, er jeg tæt på at hive alle hårene på mit hoved op ved roden, jeg er tæt på at løbe ud i sneen og skrige...:)

Men, det gør jeg selvfølgelig ikke, jeg er glad for min hårpragt og jeg er en frysepind...Så jeg forsøger at kreere en metafor. fra nu af når vi læser lektier, så forestiller vi os, at vi er to tangodansere, der ser sure ud i fjæset! Vi skal være fokuserede og tage det alvorligt, det er vi nødt til lille skat!

Og så måtte vi begge to le! :)

Laver tangodansere matematik? Er skolelærere torturister :) Er det overhovedet et ord?

Man in the mirror eller månemanden?

I dag har Jakob og jeg haft hyggebesøg af Ergo og Fys, jeg havde bagt boller og lavet kaffe og te og så sad vi i stuen og snakkede og hyggede mens Jakob deltog på hans måde. Han kunne tolerere at være i stuen sammen med os og var oppe og gå lidt, han kiggede computer og spiste lidt chokolade fra hans kalender...

Lige da de er gået ud af døren bliver Jakob voldsomt ked af det, frustreret...Han græder og bliver helt stiv i kroppen, han hiver mig i håret, intet hjælper, jeg prøver at berolige ham, men hverken musik eller DVD med musicalen kan trøste ham...

Øv...Så var det alligevel for meget for ham, jeg synes bare virkelig ikke jeg kunne se det, jeg troede han synes det var okay...Han søgte jo ikke væk eller blev ked af det mens de var her...Men liiige i det sekund de er væk, giver han slip.

Jeg kan ikke lade være med at blive en smule modløs...Vi havde netop snakket om at tage sådan en hyggedag, for at gøre stemningen lettere for Jakob, han skal se det også kan være hyggeligt, når behandlerne kommer på besøg...Og jeg synes det var hyggeligt, vi snakker og griner og får vendt nogle ting og Jakob viste han kunne stå selv og gå, både nogle skridt selv og med mig i hånden...

Men han har det ikke nemt for tiden, når der er besøg...Det er rigtig svært for ham. Han kan reagere imens eller efter eller begge dele. Man kan ikke forudsige hvordan udfaldet bliver...

Men nu er han glad igen og fjoller rundt inde på Emmas værelse foran hendes spejl, han står på knæ og laver hoveder til sig selv...

Ingen tvivl om at den Jakob er mest tryg ved, er den han møder i spejlet...Ham selv...

Når vi kigger på billederne af Jakob som spæd, billeder fra da han var nyfødt, lille baby...så kan vi godt se, der er noget galt...Dengang kunne vi ikke se det. Vi så bare kærlighed. Men nu, nu kan vi godt se det...Han ligner en lille månemand, en lille mand fra månen. Fra en hel anden planet :)

Min lille Jakob...Hvor mon du kommer fra??

Playing the part

I går så jeg lidt af et program på DR2 omkring forældrerollen, det at få børn...Hvor stor en offer-rolle forældrene indtager, hvordan de opgiver deres individualitet og drømme, for at ofre sig for deres børn. At det er smerte og lidelse at få børn, at livet er sådan...

Helt ærligt??

Der er ingen tvivl om, at det kræver en masse selvindsigt og accomadation, når man går fra at være et par, til pludselig at få det første barn, det er en kæmpe omvæltning og mange par går fra hinanden i den proces...

Men, prøv at tænk på livet som et stort skuespil, et stort teaterstykke, hvor DU er aktør...

Vi starter i barndommen, gør man intet offer der, som barn? Ofrer børn sig aldrig?? De børn, der er skilsmissebørn, mon ikke de har ofret noget? Har de ikke gjort et offer, for at mor og far kan blive mere lykkelige? Konflikter i al almindelighed, børn hader, når forældrene skændes...stort eller småt. Det er aldrig rart...Mon det lille barn prøver at kompensere...Være ekstra sød, så far og mor måske holder op med at skændes? Er det ikke et offer? Og de travle karriereforældre? Mon ikke børn ofrer noget i den sammenhæng? Mindre tid med far eller/ og mor...Påtvungen kvalitetstid, når TIDEN tillader det?


Man har så travlt med termer som "individualisering" og "ego", "drømme" og "karriere" og disse ord nævnes nærmest i flæng, når forsmåede forældre, skal finde en syndebuk, for hvorfor de føler sig restricted og uopfyldte.

Tag en tudekiks!

Det her broksamfund, hvor man skal finde en skyldner, er da så frygtelig forkælet!

Skal SU sættes op eller ned? Studerende, der skriger på retfærdighed. Når man taler med folk fra USA og Afrika og Israel, så er de ved at falde bagover, når man beretter, at man får penge for at sturdere??

Jeg er ved at være en smule træt af den her selvmedlidenhed vi har tillært os i det danske samfund, tag dog noget ansvar...Tag ansvar for dine egne ambitioner og drømme, lad være med at læne dig tilbage og bare afvent at det hele bliver serveret...

Når du har valgt at gå ind i en rolle, f eks som forældre, så indtag den, lev dig ind i den og stå ved dit valg!

Jeg forestiller mig livet på den måde, som et teaterstykke...Hvem gider spille den samme rolle hele livet? Jeg har spillet min rolle som single, rygsæk-rejsende og eventyrer...Så gik jeg ind i en ny rolle, som den ene del af et fast forhold...Da får man et nyt manus, tingene bliver anderledes og det man siger og føler bliver anderledes.

Og så kommer børnene, så ændrer manus sig igen, og teaterstykket ændrer karakter, man indgår i et større samarbejde og man bliver en del af noget større, pludselig er der flere mennesker på scenen og ja, så bliver ens rolle og replikker måske færre, men sådan er det så...

Man kan jo ikke holde sig selv fast i den samme rolle, det er kedeligt og horisonten bliver aldrig større.

Jeg siger ikke at alle skal være forældre eller at de skal være forældre på den samme måde, men når man tager et valg, så må man eje det valg og stå ved det.

Må man pibe undervejs, drømme sig tilbage, det må man vel gerne, men man må ikke blive hængende i fortiden, det er usundt og ikke særlig udviklende.

Kan man lave ændringer i teaterstykket undervejs?

Selvfølgelig kan man det, der er altid plads til ændringer...og det er der hele problemstillingen ligger, mange nye forældre, de sukker efter fortiden og ønsker sig tilbage til en præcis replica af et liv de engang levede...dengang man var 20 eller 25, men man er ikke 20 eller 25 mere.

Man er hvor man er, og der hvor tiden fører en hen, der er noget smukt i alle stadier i livet, og man kan sagtens skabe noget nyt...Årene, hvor børnene er små er hårde, fordi barnet kræver så meget hjælp og støtte, man føler det går op i bleskift og skrål, og det er fandme ikke særlig sjovt. Men livet kan vel ikke være sjovt hele tiden? Jeg har en teori om, at man nyder de gode øjeblikke meget stærkere, hvis de er oplyst af dårlige øjeblikke. For lykkefølelse har noget at gøre med, at sætte pris på det man føler, det man oplever...Og det gør man...sætter pris på de gode øjeblikke, hvis man har prøvet at livet gør ondt. Så står det hele meget klarere...

Og bare fordi man får børn, behøver man jo ikke slukke for sine drømme og mål, men man er nødt til at tilpasse dem til det rum og den tid man bevæger sig i, og selvfølgelig kan man det...

Så i stedet for al den brok og selvmedlidenhed, burde man leve sig ind i den rolle man besætter på et givent tidspunkt i livet og suge alt det gode...og dårlige ud af den, og nyde det!

Jeg ville faktisk ikke have børn, jeg havde bestemt mig for at jeg ville leve lykkeligst uden børn...Jeg havde fundet en mand, der understøttede mig i det, og det var helt fint...Vi ville hellere rejse og jeg ville have en karriere indenfor Business...Men ud af det blå...gjorde vi det forbi.

Og så fandt min mand mig, og min mand han ville SÅ gerne have børn, han brugte år på at overtale mig og tale med mig om det...og det gik op for mig hvorfor jeg havde bestemt mig for et liv uden børn...Jeg blev mobbet som barn, rigtig meget. Og et eller andet sted, langt inde i det dybe, tavse...Inde i hjertet eller sjælen om man vil, så ønskede jeg ikke at et barn skulle opleve det, at mit barn skulle opleve det.

Så hvis min mand havde givet op og havde givet efter for mit livssyn, så VED jeg, at jeg ville have siddet som 50årig og tænkt...Hvad har du dog gjort...nu er det for sent! Det, der fik mig til at indse det, var noget min mand sagde til mig..."Hvis jeg skal leve uden børn, så må det være sådan, for det er dig jeg vil være sammen med"...Og da indså jeg hvad det var jeg havde gang i. Tænk at han ville opgive hans livsdrøm, for at være sammen med mig...og jeg var jo bare bange...Bange for at mit barn skulle få ondt og opleve den samme smerte som jeg.

Emma er blevet mobbet i skolen, men jeg gemmer mig ikke mere, som jeg gjorde da jeg var barn, jeg turde ikke kæmpe imod, men tog bare imod. Men jeg tør godt kæmpe for min datter!

Og den kærlighed, der ligger i det, den er altoverskyggende fantastisk og ikke spor skræmmende. Og vi står jo sammen min mand og jeg, jeg står ikke alene, vi hjælper hinanden...

Og så sker der også lige det, at jo ældre man bliver, jo større selvrespekt og accept får man...for sig selv.

Igen fordi man har indtaget en ny rolle i det her skøre teaterstykke vi kalder for LIVET.

Så tag og spil med i stedet for at brokke dig! :) Forhåbentlig sidder vores børn på første række når vi en dag spiller vores sidste rolle og giver os den applaus, vi higer efter.

Ingen sky på min himmel

Idag har min mand og jeg været inde og se den nye Bond-film "Skyfall"...Hold da op mand, den var rigtig god! Og Daniel Craig må være den perfekte Bond, lækker, stoisk og cool.

Heldigvis havde Jakob det bedre idag, så vi kunne med god samvittighed tage i bio, mens farmor passede børnene.

Da vi kommer kørende ned af vejen, kan vi se tre skikkelser ude foran huset...og Emmas lilla flyverdragt er det første vi spotter. Jakob sidder på den røde kælk, mens Emma trækker ham, og da vi nærmer os med bilen, drøner de grinende væk. Farmor løber efter for at sikre sig at Jakob ikke tipper bagover i farten :)

Jakob er ét stort smil! Han synes det er vildt fantastisk, at sidde der i kælken, mens Emma trækker ham rundt...Og hun synes det er lige så fantastisk, at han rent faktisk gider!

"Vi leger" siger hun stolt.

Hun kører rundt i hele haven med ham, det er dælme god træning, han må korigere, når hun drøner rundt og et par gange går det galt, han falder af kælken, men han bliver ikke ked af det, han synes det er vældig sjovt! Fedt...Farmor fortæller at det er anden gang de er ude, første gang byggede de en fin snemand og anden gang kunne Jakob næsten ikke komme ud hurtigt nok efter han havde fået flyverdragten på, han er en rigtig ude-dreng :).

Inden filmen var vi lige inde og få en burger, og dér midt i bidderne bliver min mand pludselig tænksom..."Tror du han lærer at sige til, når han skal på toilet...eller på potten?"

"Ja" siger jeg. "Det tror jeg helt sikkert..." Og det gør jeg, det tror jeg på...eller jeg håber det i hvert fald, jo mere selvstændig han bliver, jo bedre...Men sandheden er jo at vi ikke rigtig aner hvor meget han kommer til at kunne. Derfor er det bare så vigtigt at vi ER til stede i nuet, så kan vi nemlig bedre glæde os over de fremskridt han rent faktisk gør, hvis man hele tiden bekymrer sig eller forventer mere, så kan glæden fade en smule, og det skal den ikke.

Jeg bliver også lidt ked af det faktisk, jo længere man forsøger at se fremad, jo mere ked af det bliver man, for det hele er endnu så uvist for os...Vi ved ikke hvor meget Jakob vil kunne lære...Så jeg bliver en smule trist, lige pludselig.

Det gode er dog at vi taler om det, at vi siger til hinanden, hvad det er vi går og tumler med, vores bekymringer og tvivl...Vi deler det. Vi snakker om igår, da de går rundt om træet sammen og det er jo positivt, så hellere klynge sig til det, og med det i tankerne, går vi ind i biografens mørke og to en halv time er vi så godt underholdt, at tiden bare farer forbi!

Det gode ved bio, er at man er tvunget til at være til stede, man sidder der i mørket og sluger filmen, slubrer det hele i sig, og et øjeblik, er det det eneste univers, der eksisterer...Det er dejligt befriende ikke at blive afbrudt af børn eller en telefon, der ringer...Man sidder ikke lige og surfer på nettet samtidig med man ser noget i TV, i bio er man koncentreret og til stede.

Da filmen er slut og vi er på vej hjem i bilen, føler vi os opløftet og glade, vi bliver enige om, at det er vi nødt til at gøre en gang i mellem, tage i bio...Simpelthen. Og det er ikke en virkelighedsflugt, slet ikke. Bare et lille "gemmested" - et kort øjebliks frihed :)

Et kort øjeblik, er der ingen skyer på himlen...