Man in the mirror eller månemanden?

I dag har Jakob og jeg haft hyggebesøg af Ergo og Fys, jeg havde bagt boller og lavet kaffe og te og så sad vi i stuen og snakkede og hyggede mens Jakob deltog på hans måde. Han kunne tolerere at være i stuen sammen med os og var oppe og gå lidt, han kiggede computer og spiste lidt chokolade fra hans kalender...

Lige da de er gået ud af døren bliver Jakob voldsomt ked af det, frustreret...Han græder og bliver helt stiv i kroppen, han hiver mig i håret, intet hjælper, jeg prøver at berolige ham, men hverken musik eller DVD med musicalen kan trøste ham...

Øv...Så var det alligevel for meget for ham, jeg synes bare virkelig ikke jeg kunne se det, jeg troede han synes det var okay...Han søgte jo ikke væk eller blev ked af det mens de var her...Men liiige i det sekund de er væk, giver han slip.

Jeg kan ikke lade være med at blive en smule modløs...Vi havde netop snakket om at tage sådan en hyggedag, for at gøre stemningen lettere for Jakob, han skal se det også kan være hyggeligt, når behandlerne kommer på besøg...Og jeg synes det var hyggeligt, vi snakker og griner og får vendt nogle ting og Jakob viste han kunne stå selv og gå, både nogle skridt selv og med mig i hånden...

Men han har det ikke nemt for tiden, når der er besøg...Det er rigtig svært for ham. Han kan reagere imens eller efter eller begge dele. Man kan ikke forudsige hvordan udfaldet bliver...

Men nu er han glad igen og fjoller rundt inde på Emmas værelse foran hendes spejl, han står på knæ og laver hoveder til sig selv...

Ingen tvivl om at den Jakob er mest tryg ved, er den han møder i spejlet...Ham selv...

Når vi kigger på billederne af Jakob som spæd, billeder fra da han var nyfødt, lille baby...så kan vi godt se, der er noget galt...Dengang kunne vi ikke se det. Vi så bare kærlighed. Men nu, nu kan vi godt se det...Han ligner en lille månemand, en lille mand fra månen. Fra en hel anden planet :)

Min lille Jakob...Hvor mon du kommer fra??