Ingen sky på min himmel

Idag har min mand og jeg været inde og se den nye Bond-film "Skyfall"...Hold da op mand, den var rigtig god! Og Daniel Craig må være den perfekte Bond, lækker, stoisk og cool.

Heldigvis havde Jakob det bedre idag, så vi kunne med god samvittighed tage i bio, mens farmor passede børnene.

Da vi kommer kørende ned af vejen, kan vi se tre skikkelser ude foran huset...og Emmas lilla flyverdragt er det første vi spotter. Jakob sidder på den røde kælk, mens Emma trækker ham, og da vi nærmer os med bilen, drøner de grinende væk. Farmor løber efter for at sikre sig at Jakob ikke tipper bagover i farten :)

Jakob er ét stort smil! Han synes det er vildt fantastisk, at sidde der i kælken, mens Emma trækker ham rundt...Og hun synes det er lige så fantastisk, at han rent faktisk gider!

"Vi leger" siger hun stolt.

Hun kører rundt i hele haven med ham, det er dælme god træning, han må korigere, når hun drøner rundt og et par gange går det galt, han falder af kælken, men han bliver ikke ked af det, han synes det er vældig sjovt! Fedt...Farmor fortæller at det er anden gang de er ude, første gang byggede de en fin snemand og anden gang kunne Jakob næsten ikke komme ud hurtigt nok efter han havde fået flyverdragten på, han er en rigtig ude-dreng :).

Inden filmen var vi lige inde og få en burger, og dér midt i bidderne bliver min mand pludselig tænksom..."Tror du han lærer at sige til, når han skal på toilet...eller på potten?"

"Ja" siger jeg. "Det tror jeg helt sikkert..." Og det gør jeg, det tror jeg på...eller jeg håber det i hvert fald, jo mere selvstændig han bliver, jo bedre...Men sandheden er jo at vi ikke rigtig aner hvor meget han kommer til at kunne. Derfor er det bare så vigtigt at vi ER til stede i nuet, så kan vi nemlig bedre glæde os over de fremskridt han rent faktisk gør, hvis man hele tiden bekymrer sig eller forventer mere, så kan glæden fade en smule, og det skal den ikke.

Jeg bliver også lidt ked af det faktisk, jo længere man forsøger at se fremad, jo mere ked af det bliver man, for det hele er endnu så uvist for os...Vi ved ikke hvor meget Jakob vil kunne lære...Så jeg bliver en smule trist, lige pludselig.

Det gode er dog at vi taler om det, at vi siger til hinanden, hvad det er vi går og tumler med, vores bekymringer og tvivl...Vi deler det. Vi snakker om igår, da de går rundt om træet sammen og det er jo positivt, så hellere klynge sig til det, og med det i tankerne, går vi ind i biografens mørke og to en halv time er vi så godt underholdt, at tiden bare farer forbi!

Det gode ved bio, er at man er tvunget til at være til stede, man sidder der i mørket og sluger filmen, slubrer det hele i sig, og et øjeblik, er det det eneste univers, der eksisterer...Det er dejligt befriende ikke at blive afbrudt af børn eller en telefon, der ringer...Man sidder ikke lige og surfer på nettet samtidig med man ser noget i TV, i bio er man koncentreret og til stede.

Da filmen er slut og vi er på vej hjem i bilen, føler vi os opløftet og glade, vi bliver enige om, at det er vi nødt til at gøre en gang i mellem, tage i bio...Simpelthen. Og det er ikke en virkelighedsflugt, slet ikke. Bare et lille "gemmested" - et kort øjebliks frihed :)

Et kort øjeblik, er der ingen skyer på himlen...