Gad vide hvorfor?

I går var Jakob og jeg oppe og handle ind fordi vi får gæster til julefrokost i dag...

Han er glad det meste af ruten rundt i supermarkedet og får sin sædvanlige gulerodsbolle han kan sidde og guffe i mens vi går rundt. Lige pludselig kommer der en pallevogn og så bliver han anspændt, da vi når op for at skulle betale bliver han virkelig ked af det, og så er det dælme svært når man står med varer, der skal pakkes i poser og Jakob der skriger. Men vi kommer da ud, han er stadig urolig på vej hjem i bilen, men så bliver han stille...

Da vi kommer hjem og jeg standser bilen og skal have ham ud af autostolen, ser han mærkelig ud i ansigtet, han har et mærkeligt udtryk og pjevser...

Jeg lader varerne stå og skynder mig at få ham inden for, og ind på hans værelse, hvor jeg forsøger at få dragten af ham, for han er ked at det, pludselig bliver han helt stiv og falder ned mod guvlvet mens han vender det hvide ud af øjnene...Og så bliver han slap! Jeg kan næsten ikke få dragten af ham, jeg er nødt til at bevare roen og snakker med ham, kalder på ham, for jeg skal have kontakt til ham, får jeg ikke det, så ved jeg jeg må ringe 112.

Men han kommer til sig selv og vi kan sætte os ind i lænestolen, og der sidder vi et kvarters tid, han er helt bleg, men begynder lige så stille at komme til sig selv...

Og først da han igen begynder at pludre og rejse sig op i stolen, kan jeg give slip og så kommer jeg til at tude, det er ikke sket længe, at han har haft et anfald...Det er halvandet år siden han havde det voldsomme anfald, hvor han var væk 10 min...Før det havde han haft nogle små anfald, hvor han vendte det hvide ud af øjnene og var væk et halvt minut for blot at komme tilbage som om intet var hændt...Det her tog lidt længere tid...Jeg bliver rigtig bange, hvem ville ikke blive det? Men man klarer det jo ligesom man klarer alt det andet, for det skal man...

Hele aftenen var han så glad og han spiste uendeligt mange kødboller med pasta til aften og legede og hyggede sig helt indtil han skulle i seng...

Emma har det godt igen, nu hvor der er styr på de to drenge, lærerne havde sagt at de var blevet overraskede over hun havde taget det så tungt, de havde ikke troet det ville gøre hende så ked af det.

Sproget er mere råt og ord bliver slynget ud uden intention om at såre? Den køber jeg ikke, det er fint man har nogle smådrillerier og øgenavne...de kalder også hinanden kødklumper og der er en dreng, der hele tiden laver kysmund til hende fordi han er vild med hende. Det er ikke essencen, essencen, er at der må være en grænse, og den går der, hvor det bliver FOR groft, eller hvis barnet reagerer og finder det krækende...De stoppede jo ikke da hun bedte dem om det, så selvfølgelig havde de intentioner om at såre hende.

Netop derfor spurgte jeg hende om hun kunne forestille sig at overhøre dem?? For ofte driller børn jo for at få en reaktion, de vil se hendes vrede eller smerte, hvorfor skulle de ellers drille...

Men så sagde hun noget, noget fuldstændig rigtigt...

"Nej mor,. det her kan jeg IKKE overhøre, og det vil jeg ikke, for det har jeg det ikke godt med!"

Og det er hele essencen, så skal hun gøre noget, så skal vi gøre noget og ikke bare acceptere det.

Og det er vel også på den måde man sørger for at samfundet ikke bare bliver mere råt, for det er IKKE iorden. Det skal man kæmpe for at stoppe og ikke bare ignorere...folk siger så tit: "Nårh ja, men tiderne ændrer sig, sådan talte vi godt nok ikke da vi var børn, men børn er anderledes nu"

Hvorfor er de anderledes nu, skal de ikke stadig opføre sig ordentligt? Tale ordentligt og pænt til hinanden og til de voksne?

Samfundets normer ændrer sig jo fordi vi lader dem ændrer sig, gad vide hvorfor?

TVudsendelserne ændrer sig, sproget bliver anderledes og nu er det trendy at sige: "Zip", "Ho", "Jeg slår dig ihjel" osv. osv.

Men min datter skal ikke kaldes en luder, og hun skal heller ikke trues på livet. For mig er det ikke bare sjove uskadelige ord...

Gad vide hvorfor nogen voksne synes det??

Måske fordi det er nemmere end at tage kampen med sine børn, og sige: "hov hov, det der gider vi ikke høre herhjemme!" For den kamp begynder tidligt, ikke først i teenageårerne, den kamp starter når børnene starter i skolen, og mange forældre orker måske ikke at tage kampen, men det tænker jeg man burde, for hvilken kamp skal vores egne børn så tage, om 30 år, når de selv skal være forældre, hvor er samfundet så gledet hen?

Emma kan en masse remser, I ved der de hvor klapper hinanden i hænderne, og siger en skør remse imens, dem afprøver hun på os...den ene endte på "Fuck you" og så var det vi med det samme sagde: "Det gider vi overhovedet ikke høre på, selvom andre synes det er sjovt og at det lyder sejt, så siger vi ikke sådan!"

Så her stopper remsen med "Thank you!"

Tak.