Fra den ene ende af skalaen til den anden

I går havde vi den hyggeligste aften! Min mand så fodbold, mens børnene og jeg legede i stuen. Jakob var totalt i hopla, og Emma og jeg gik rundt om juletræet med ham og skrålede alle de brudstykker af div. julesange, som vi kunne huske, og lille Jakob synes det var skidesjovt! Han kunne gå to runder, før han måtte have en pause og så skiftedes vi til at bære ham, mens vi løb rundt.

Jeg lavede nachos med smeltet cheddar, guacamole og salsa dip til natmad, noget både Emma og Jakob kan lide...Og da Jakob skulle i seng, var han så glad...Jeg kom til at lave en pruttelyd med munden og så grinede han fuldstændig hjerteligt...og så gjorde jeg det igen og igen og han var ved at flække af grin, sådan en rigtig høj og oprigtig kluk latter. Til sidst kiggede han forventningsfuldt på mig med hans store brune øjne, og når jeg så trak den lidt, så grinede han blot endnu højere, når pruttelyden kom :)

Så vi faldt i søvn med et smil på læben.

Jeg står op kvart i 7 hver dag og lige da jeg kommer ind til Emma og min mand, tikker der en sms-besked ind...Det er fra en veninde. Hun skriver at hun har været hos kirugen igår...de kan ikke hjælpe hende, spørgsmålet er ikke OM hun mister sin førlighed...Men HVORNÅR...

Min  mand kører af sted på arbejde og jeg kommer til at græde foran Emma...Hun kigger søgende på mig, som om hun søger efter at finde ud af, hvor ked af det jeg er...og jeg får det lidt dårligt med at jeg kom til, at græde foran hende. Samtidig tænker jeg, at det er godt børn ser følelser...Det er bedre hun ser hvad jeg føler, kontra at jeg vælger, at være mut...Så ville hun kunne misfortolke mig. Da hun spørger hvorfor jeg græder, forklarer jeg hende det kontra at sige ingenting. Så ville hun igen kunne misfortolke det, og måske tænke: "Er det noget jeg har gjort??"

Så hellere være ærlig og få en åben snak om det...

For selvfølgelig blev jeg ked af det. Hold kæft hvor har vi festet meget sammen :) Scoret fyre, set Sex & the city, vi har shoppet og grint og grædt og talt om alting, vi har slavet over opgaver sammen, jagtet ambitioner sammen, hun er et levende, vildt menneske, hun har en sjov vildskab i sig, og den håber jeg dælme ikke hun mister nu. Jeg håber den bliver endnu vildere, engang, når hun er kommet sig over den her besked...Hun er den type, der aldrig står stille, hver månede har håret en anden farve og frisuren er sat...Når hun kommer på besøg er det ALDRIG i jeans, men i tøj, der signalerer noget...Og jeg håber hun kan holde fast i det væsen hun har...Jeg ved det kan være svært...Jeg ved at jeg også af og til kæmper for at holde fast i mit eget "væsen"...Men det er lykkes mig...gennem alt det her med Jakob, har jeg IKKE mistet mig selv, sorgen og bekymringerne har ikke farvet mig, det har ikke ændret min kerne. Det har åbnet mine øjne, men det har ikke destrueret den jeg virkelig ER.

Emma skal i skole...

Da vi står i bryggerset, kan jeg ikke finde hendes Rubberducks og heller ikke vinterjakken?? Selvfølgelig har hun smidt det ude i havestuen, sådan som hun altid gør...Alt med Emma skal gå så stærkt, hun smider sine ting og ofte må vi gætte os til, hvor hun mon har dumpet det :) Men nu er hun efterhånden 7 år og jeg tænker det er okay, at forlange, at hun hænger sit overtøj op og sørger for at få vanter, og hue og støvler med ind, i stedet for bare at smide det!

Så da vi går af sted skælder jeg lidt ud.

"Undskyld mor, jeg tænker slet ikke over det, og nu bliver det bare en dårlig dag, fordi vi skændes fra morgenstunden af! Og jeg havde sådan glædet mig til i dag, hvor vi har hyggedag"...

Jeg må forklare hende, at selvom jeg irrettesætter hende, betyder det IKKE at vi er uvenner, jeg er ikke vred på hende, jeg vil bare gerne have hun gør en indsats, og husker på det, som jeg har mindet hende om 100 gange!! Tag dit overtøj og dine sko med ind i bryggerset...!

Da vi siger farvel, trækker jeg huen ned over hendes ansigt og vi griner..."Prøv at finde over på skolen med hatten ned over ansigtet :) siger jeg og forsøger at joke, og heldigvis virker det, vi krammer og hun går glad af sted. Jeg ved at jeg må gøre hende glad inden vi skilles, for det er hæsligt for et barn at gå en hel dag og tænke: "Mon vi er uvenner??"

For selvom vi ikke er uvenner på min skala, selvom det for mig er soleklart, at det BARE er en irrettesættelse, så er skalaen anderledes for et barn, hun troede vi var uvenner!

Emma er en følsom sjæl og hun tager tingene til sig, især samspillet mellem hende og os som forældre, hun kan ikke lide at være uartig og hun prøver ikke rigtig grænser af. Så jeg stod på den ene ende af skalaen, og hun stod i den anden ende...

Lidt ligesom mine følelser lige nu, i går var de i den ene ende af skalaen...Total glæde og lykkefølelse. og i dag er de listet sig ned i den anden ende...jeg føler en tristhed...Jeg tænker selvfølgelig på min veninde. Men jeg ved hun er en fighter...Nogle gange irriterer det mig bare at nogle folk skal rammes hårdere end andre.

Jeg har skrevet en bog, en bog om Jakob og i går kom den ud af trykken! Den er såååå flot, og jeg er rigtig stolt af det resultat jeg fik ud af den, det færdige produkt. Jeg skriver om Jakob, om livet som forældre til et handicappet barn, og hvis jeg kan gøre bare en lille forskel hos nogle af de forældre, der står i samme situation som os, så vil jeg være lykkelig.

Da jeg åbner mit første færdige eksemplar af bogen, kan jeg se at de rettelser min mand og hans kollega, havde opsnappet IKKE er blevet lavet, bureauet har øjnsynligt brugt den oprindelige trykfil, den udgiver godt nok godkendte, men efter den første godkendelse fandt min mand, nogle ændringer...Det firma han er i, endte faktisk med at få til opgave at lave layout, så det er min mand, der har lavet hele opsætningen og det er jo fantastisk, at det ikke er en fremmed grafiker, der har haft en finger med i bogens layout, men Jakobs egen far :)...

Nu viser det sig at hverken min mand eller hans kollega i trykprocessen havde lavet en fejl, systemet havde ikke opdateret hurtigt nok...

I går blev jeg en smule ked af det, for selvfølgelig vil man gerne have at det endelige produkt er fuldstændig fejlfrit...Nu ved jeg at der på side xx er en enkelt stavefejl eller en tankestreg, hvor der burde være en bindestreg...Men jeg har fået opfyldt en drøm, at få udgivet en bog...endda en bog, der betyder noget for mig, så små fejl skal IKKE overskygge den glæde.

Og faktisk...Faktisk slog det mig, at det IKKE gør noget, produktet ikke er fejlfrit. At vi forventede noget specifikt, men endte med at få noget andet. For som min mand sagde, når man sidder og læser i den, så ser man det ikke...for budskabet er så stærkt, og det er det vigtigste...

Og min egen lille metafor understøtter det...da vi ventede Jakob, forventede vi også at få et raskt og sundt barn, et normal barn uden "fejl"...

Men jeg ville aldrig, aldrig, aldrig bytte den Jakob vi fik! ALDRIG...Selvom Jakob har nogle små tekniske fejl :) så er det ikke det, der er det væsentlige, det væsentlige er, at han er en dejlig dreng, han er et helt unikt og fantastisk lille menneske, og han er skabt af MIG og MIN MAND...og netop derfor er han perfekt som han er...:)

Så jeg er glad, glad for min første bog...Og det bliver forhåbentlig ikke den sidste. Jeg synes jeg har så meget at sige, så meget at fortælle...Alt sammen pga. dig Jakob. Så nu er jeg igen i den rigtige ende af skalaen...Der hvor glæden er :) Og i aften skal jeg have hyggeaften med Emma og Jakob, for min mand skal til julefrokost...Og så holder vi vores egen lille julefrokost med dug på bordet og en dans rundt om træet, for det kan vi jo nu :)