Jeg kaster op

Jeg vågnede i nat til lyden af Jakob der kastede op. Det er den væreste måde at blive vækket af sin søde søvn på. Jeg fik ham op og beroliget men han græd og græd og jeg måtte kalde på min mand som forsovet og halvsovende kom løbende. De næste mange timer lå jeg med Jakob tæt op ad mig og sang det eneste der beroliger ham for tiden...en hjemmelavet udgave af en Kaj og Andrea sang. Emma og jeg hentede boller ved bageren da tiden var til det for at forkæle ham. Og for at forkæle hende lidt kørte vi i Rema1000 for jeg vidste de har en masse fine pynteting og juleting denne uge og hun fik selvfølgelig også rundstykker og en kanelsnegl. Ingen her bliver snydt.

Det har været en hård uge...eller det har været to hårde uger. Al min bekymring om psykologens vurdering...det rigide billede han tegnede af skolen...osv. Gjorde at jeg har været i højeste beredskab! Jeg var på vagt og det kræver energi. Ud over det var der statusmøde med socialrådgiver vikar nr. 16. Og det der startede fint som et alm statusmøde med behandlerne omkring hjemmetræningsmål hvor socialrådgiveren bare lyttede udviklede sig kaotisk. Hun var tydeligt ikke inde i hjemmetræningsregi og begyndte frit at spørge til den oprindelige bevilling. Strø om sig med paragraffer og regler jeg aldrig har hørt om og spørgsmål om om hjemmetræningen havde udtjent sit formål. Jeg var paf og det var behandlerne også. De fortalte at normalt tager socialrådgiveren 20 min bagefter hvor de kan snakke sammen med hjemmetræningsforælderen. Og jeg har aldrig oplevet en socialrådgiver der vil grave i den oprindelige bevilling normalt tager man udgangspunkt i den foregående rapport og socialrådgiveren spørger ind til hvordan det går og om det stadig er den bedste løsning osv.

Jeg var rystet men lod mig ikke mærke med noget. Jeg kunne mærke at den søde ergo og fys nærmest ik havde lyst til at forlade rummet og efter mødet ventede de på mig for at sikre sig jeg var okay...det må man sige er noget ganske fantastisk...tænk at de ventede på mig! Det vil jeg aldrig glemme...

Om natten kunne jeg ik sove. Jeg havde ellers snakket med min mand om at jeg bare ville glemme det jeg vidste hun var vikar og nok ville være væk igen 31/12...men da jeg lå der i sengen ved siden af Jakob og vendte og drejede mig og følte mig usikker og ked af det så kunne jeg ikke bare tie. Efterhånden er det sådan at man blot når at se socialrådgiveren en gang og så kommer der en ny! Nogle gange har vi kun nået at få et brev og når vi så kontaktede personen har vi opdaget at der igen igen er en ny der har fået opgaven. Og jeg er ret tålmodig! 16 stk og jeg har klaget en enkelt gang...men noget jeg ikke længere vil tolerere er hvis de byder mig endnu en uerfaren person som ender med at bruge os som prøveklud og puste sig op med paragraffer og regler! Jeg vil have kompetence fremadrettet for som min mand sagde: forestil dig et diagram Mai-Britt...hvem står nederst? Det gør Jakob og os! Men jeg vil ikke være med til det mere. Det er simpelthen ik fair! Det er ikke fair overfor Jakob at vi tolererer det!
Jeg er så heldig at jeg er blevet inviteret med til nogle møder i Odense kommune hvor et team arbejder på at restrukturere hjemmetræningsordningen. De vil gerne høre forældrestemmerne og det er jeg taknemmelig for for min/vores stemme har en masse at sige...for Jakobs skyld og for nye forældre så de ikke træder ind i det samme system som os. Der mangler simpelthen gennemsigtelighed og kommunikation! Og klare informationer fra start af! Linierne skal være tegnet op fra starten af og regler og procedurer skal ikke bare strøes omkring som tilfældige frø gennem forløbet.
Til de struktureringsmøder sidder også en socialrådgiver som har hovedparten af kommunens hjemmetræningssager. Bare ik de sidste 5 hvor Jakob desværre er i blandt. Men jeg tog den frihed at kontakte hende og i en mail opklarede hun alle mine spørgsmål OG forsikrede mig om at de IKKE kigger på den oprindelige bevilling den er jo givet OG barnet udvikler sig jo hele tiden og dermed ændrer formålet også karakter. Men det betyder jo ik at ordningen har udtjent sit formål! Så "lidt" skal der til. En der har styr på tingene...det har hende vi havde før vikaren også...hun blev desværre sygemeldt og det kan man ikke gardere sig imod men så synes det spøjst at man bliver overladt til en som ikke er hjemmevant indenfor området! Det er unfair overfor forældrene og barnet!
Og nu har jeg hørt at vores socialrådgiver nr 15 kommer tilbage på mandag på deltid jeg mødte hende en gang til sidste statusmøde og hun var super sød. Det lyder så grotesk at man nummererer dem men hvad skal man ellers gøre?? Jeg ville ønske jeg havde sygemeldt mig i tirsdags så var jeg sluppet for det dumme møde!! Men det vidste man jo ikke...man kan ikke regne med noget og tiltroen til at systemet virker og ved bedst forringes for hvert nr socialrådgiver vi har haft...de fleste er søde osv. Men igen kan jeg ikke understrege nok at det handler om hvordan de tackler de her evige skift. Sygemeldinger og opsigelser kan man ikke gardere sig imod men man kan i det mindste sørge for at forældrene får besked. Jeg har flere gange fået at vide de ikke har tid til at sende brev ud hver gang der sker ændringer men jeg har sgu heller ikke tid til at blive smidt telefonisk fra afd til afd fordi ingen ved hvem der ved hvad!

Forvirret? Også mig!

Nå...men heldigvis har der også været gode oplevelser de sidste to uger. Jakob og mig har haft legedag med en mor og hendes fantastiske søn som minder om Jakob. Og det gik bare så godt! Mine forældre er nabo til hendes forældre og de to bedstemødre har delt mange historier om deres børnebørn. En dag kom datteren og viste min bog til hendes mor og sagde: den skal du læse mor! Hvortil moren siger: den har jeg læst for det er Kirstens datter der har skrevet den! Og så måtte vi jo mødes og jeg var helt høj bagefter!!! Jakob og drengen legede på deres måde! Havde kontakt på deres måde og jeg fik snakket med en der er i samme situation som mig...en der forstår. Hun er så sød og jeg er glad for vi nu kender dem! Og vi skal se dem igen næste uge og jeg glæder mig allerede.

En anden fantastisk ting der er sket, skete igår. Mine svigerforældre havde inviteret os ud og spise og selvom jeg blev glad fik jeg også koldsved på panden! Jeg kunne bare mærke jeg ikke orkede flere nederlag eller mere ansvar på mine skuldre a la hvis dwt ikke går kører jeg hjem med ham og som om min mand kunne læse mine bekymrede tanker sagde han: hvis det går helt galt kører vi allesammen hjem. Ik kun dig og Jakob! Og mor og far er forberedt!
Så kunne jeg slappe af og al min bekymring var unødvendig...viste det sig. Men vi har prøvet det SÅ mange gange at vi må afbryde ting og oplevelser før tid fordi det ikke går og det orkede jeg bare ikke.
Min mor foreslog vi tog trækvognen med den har vi brugt flere gange med succes fordi den er han tryg ved og tryg i! Og Jakob havde en fest...han sad længe i vognen og spiste melon kunne ikke få andet i ham men skidt pyt så længe han var glad jo! Vi kom lige da de åbnede og der var kun to andre borde der var besat. Jakob løb rundt efter en glad Emma det har vi aldrig prøvet før! Han ville lege fangeleg og de gik også hen og kiggede på det store akvarie! Vi var der 2 hyggelige timer og vi fik spist alt det vi kunne...vi spiste og snakkede og grinede og nød at se Jakob så fri og farfar og farmor var så stolte det var tydeligt at se...det lykkeds! Hold fast mand...og så tog vi burger med hjem fra Mac til ham og han guffede glad den ene halvdel af burgeren i bilen. Wauw...hvor var det en fed aften...også for Emma! Når de har de succesoplevelser sammen skaber det et ubrydeligt bånd af gode minder og det er dem vi lever på og af når tiderne er svære for det er de bare af og til med alle de udfodringer vi møder i vores liv.

Men vi klarer dem så godt vi kan og vi finder hele tiden nyt fodfæste og nye grænser. Sådan er det bare...

Nogle gange har man lyst til at kaste op! Men jeg har aldrig lyst til at give op!

Jeg er glad for at være her hvor vi er. I Danmark. Jeg er stolt af Danmark og det system vi har. Det humane livssyn vi har sammenlignet med så mange andre steder! Det trygge liv i trygge rammer. Hvor der er ro og fred og hjælp og selvom systemet kan være rodet...så er der trods alt hjælp at hente når man leder efter den. Og lige nu i dette øjeblik er jeg taknemmelig for freden...her i lille smukke Danmark.

Tænker på dig Paris.

Tak

Jakob sov først ved 5 tiden han lavede så mange gange igår at jeg tænker der ikke kan være mere i den lille mave! Vi har droppet vores Bio tur og 007 må vente for Jakob sover endnu han skal ikke vækkes efter den nat og jeg vil være sikker på han er frisk så istedet er min mand og Emma kørt ned til farmor så Emma kan være der idag og hygge.

Jeg troede det var min mand jeg hørte i nat der var oppe...men han er sovet fra det hele så jeg har ikke ret til at være mopset på ham. Det var Emma der var oppe for at tisse...

Og imorges da jeg kom op sagde hun: mor var Jakob ked af det længe?? Jeg hørte ham...

Det var han sagde jeg.

Mor jeg vil lave en takkekage til dig nede hos farmor...en takkekage? Spørger jeg.

Ja en takkekage for du gør så meget for Jakob...du hjælper ham så godt mor.

Hvor bliver man rørt og stolt. Både af ens datter der tænker sådan...om en. Om hvor vigtigt og kærligt det er at hjælpe dem man elsker.

Men jeg er også stolt af mig selv...fordi min datter er som hun er. Noget må min mand og jeg gøre rigtigt!

Vågn dog op

Kl er 01:45...og Jakob og jeg har været vågne den sidste time igen. Jeg er træt for de to sidste nætter har han sovet dårligt. Han sov først rigtigt kl 6 igår og i forgårs pylervågnede han også hele natten igennem. Og hele dagen idag har været urolig pga maven. Vi må ikke klage for det er måneder siden sidst! Og 3 dage er normalt ingenting. Han har før brugt uger på at få lavet og jeg forstår næsten ik hvordan vi har klaret det. Han har lavet mange gange idag så jeg håbede natten ville byde på ro og søvn men nej...der er pause nu men han har grædt uafbrudt i en time og jeg ligger hele tiden og håber min mand kommer ind og kigger til os...men nej. Jeg hørte han var oppe men han kommer ikke ind og ser til os og det gør mig ked af det. Det føles ensomt.

Så nu ligger jeg i mørket og Jakob ser ipad nu og virker ok...jeg fik ham til at drikke vand for første gang idag han har ikke ville have ret meget af noget som helst idag...

Jeg må hellere prøve at give ham lidt mad...

Nogle gange vender vi dagen på hovedet. Vi er natteravne...men ikke selvvalgt. Jeg ville elske at sove nu men ansvaret er mit jeg kunne ikke drømme om at bede min mand tage over men det burde jeg nok gøre.

Hjælp er en god ting men den er allerbedst når man ikke selv skal bede om den...