Empati

Jeg er ikke på Facebook mere, men det er min mand og han læste et stykke for mig, som min søster havde reposteT...

En mor er på indkøb i Kvickley i Holstebro sammen med sin søn, der har tics. Han står og kigger på to jævnaldrende drenge og ryster vist på hovedet...de to drenge peger på ham og griner og siger noget a la: "Ha hahaha, se lige mongolen, hvor ser han dum ud!" Hvortil drengens mor siger: "Hov hov drenge det var ikke pænt sagt!"Hendes søn er stor nok til at forstå deres onde ord og bliver ked af det, han er i forvejen sårbar omkring de tics han jo har...

Og så kommer drengenes mor...og moren til drengen med tics, håber nu på forståelse fra moren og at hun evt. vil sige til sine  drenge at det ikke er i orden at drille!

Istedet siger hun noget lignende det her: "Hvis du ikke kan klare mosten må du jo lade mongolen blive hjemme!"

Virkelig??? Findes der virkelig sådan nogle mennesker???????????????????????????????????????

Og ja det gør der desværre.

"Hvad gør vi hvis vi møder sådan et menneske?" spurgte jeg min mand...Lidt i afmagt. Hvad ville man selv gøre. Denne mor valgte at vende sig om, tage sin søn ved hånden og gå. Hun havde håbet på empati, men hun fik det ikke.

Min første tanke var: "Jeg må købe en mini stun gun!" De fås i lyserød og passer perfekt til min lille hånd, så kunne jeg liiiiiiiiige sætte den i ryggen på den dumme mor når jeg gik forbi hende! Men det var selvfølgelig kun min første tanke.

Så gik jeg i bad sammen med Jakob og mens jeg sad der i bruseren sammen med ham og kiggede på hans lille smukke ansigt, så tænkte jeg...Nej jeg ville nok ikke give den mor eller hendes unger stød :) Jeg ville gøre som den modige mor gjorde, jeg ville også vende mig om og gå...

Og istedet udvise empati. Empati fordi det er synd for den mor og hendes to børn at de lever i et univers som ikke er fyldt af kærlighed og rummelighed. Det er synd for den mor at hun sikkert er vokset op i et hjem HVOR tonen er sådan, hvor indvandrere er roden til al arbejdsløshed og handicappede er nogen man gør nar af. Mon hun nogensiden har følt kærlighed eller har fået ros? Sikkert ikke og så har hun givet den samme mangel og savn videre til sine børn.

Jeg tror ikke på det ville hjælpe at stå og råbe hende ind i hovedet at hun er ond og slem og at hun har såret ens søn...Jeg tror ikke på man kan opdrage på alle folk, nogle kan man måske tale til rette og få til at forstå, men ikke en dame som hende der går rundt i Kvickley og føler trang til at sige sådan. Hun er nok tabt...

Og man kan ikke bede andre om at træde til...hvor var de andre folk i Kvickley som måske hørte noget, skal de blande sig? Måske har de ikke overskud. Og moren til drengen med tics hun havde ikke overskud, hun vurderede også at det smarteste var bare at gå. Det klogeste...

Men jeg vil bede jer om noget...I søde mennesker derude, der læser min blog. I behøver ikke at blande jer i sådan en situation...forsvare andre, kæmpe andres kamp. Man skal i princippet helst klare sine egne kampe fordi det er dem der styrker os og modner os og får os til at reflektere, men derfor er det selvfølgelig altid rart at man får støtte eller forståelse.

Det jeg vil bede jer om, er at fortælle jeres børn at handicappede jo ikke kan gøre for det, de kan ikke gøre for det de "fejler". Gør jeres børn rummelige, vi er jo alle forskellige! Nogle har rødt hår, nogle har briller, nogle er høje andre lave...vi er alle glade for noget ved os selv og mindre glade for noget andet...Man behøver ikke tolerere drillerier og bør ikke lade det være acceptabelt. Ligegyldigt om det er Rosas røde gummistøvler der er to sæsoner gamle eller Lasses ene storetå der er større end den anden. Lær jeres børn at se forbi forskellighederne. Se udenom dem. Nogle gange piner det mig at Emma kommer hjem og fortæller mig de ord hun hører som drillerier...det er nøjagtigt de samme ord jeg hørte da jeg var barn og så bliver jeg bange, bange for at vi ikke forandrer os som mennesker.

Som om det bare er en del af livet at nogle bliver drillet, at de der driller får børn der driller. Og de der blev drillede får børn der bliver drillet?...

Hvad har drillerierne gjort ved mig som menneske? Det har gjort at jeg ikke tolererer at min datter oplever det, det har gjort at jeg ikke tolererer hun gør det ( det gør hun ikke )...det har også gjort mig rummelig fordi jeg ved hvordan det er at føle sig mindre værd. Derfor kunne jeg aldrig finde på at se underligt på andre som er forskellige fra mig osv. osv. Det har gjort mig til en blidere person nu. Men også hårdere...for min lunte er kort. Jeg hører kun en gang at min datter er blevet kaldt noget og så tager jeg affære. Det har gjort mig usikker på mig selv, på mit eget værd, på det jeg turde tro på for mig selv.

Mobning er på ingen måder godt. Jeg håber det får os til at stå sammen.

Jeg ville ønske jeg havde været i Kvickley alene den dag, hvor den mor med hendes søn var der...jeg ville ikke have blandet mig. For det har jeg ikke overskud til, men jeg ville have smilet til hende og hendes smukke søn, så hun forhåbentligt forstod at jeg synes de er smukke og fantastiske! Og jeg ville have rystet på hovedet af den mor med de to drenge der sagde alt det grimme.

Og selvom jeg hurtigt kom fra den tanke med en stun gun...så sad jeg alligevel der i badet ved siden af Jakob og tænkte: "Jeg ville nu alligevel ønske den mor til de to drenge faldt i en bananskrald på vej ud fra Kvickley!" Jeg ville ikke grine af hende. Men jeg ville tænke: "Det er universets karma du føler nu!"


VÆR MOD ANDRE SOM DU ØNSKER DE SKAL VÆRE MOD DIG!................................................

Berlin tur/retur

Det har været påske...Den tilbragte vi i Berlin, vi var ret sikre på at grundet de fine fremskridt Jakob havde gjort og hans øgede stabilitet mentalt, så kunne han fint klare sådan en tur og endda få rigtig meget ud af det!

Det startede rigtigt godt, med en hyggelig køretur og lejligheden var bare så fin, en rigtig "Herreskabslejlighed" med højt til loftet og store hyggelige rum. Jakob og jeg fik Masterbedroom med kæmpe kingsize seng :) og jeg fik det gjort hyggeligt med alle de medbragte ting hjemmefra...puder, lystræ og bamser, vores eget sengetøj oh legetøj i lange baner. Vi havde forhørt os om lejligheden var lydt, men det forsikrede damen i rejsebureauet os om, at der ikke var. Men det var der....

Vores første dag gik så fint med en lang gåtur ind til Kurfürstendamm, vi fik besøgt Dunkin Donuts og vi tog UBahn hjem, det var en super dag...anden dagen ville vi ud og se Brandenburger Tor...Emma er meget historieinteresseret og selvom man tænker en 10 årig ikke vil få så meget ud af en storbyferie, så passer det ikke på Emma, for hun husker alt hvad man fortæller hende og hun synes det er spændende og hun kan gengive det vi oplevede ned til sidste detalje! Jakob var ved at få nok, vi besluttede os for at køre derhen, for ikke at belaste ham for meget, men i bilen tog han min hånd og jeg kunne se han var ved at blive ked af det...når han græder uden lyd, så er det alvorligt.

Og det endte også med at Jakob og jeg var i lejligheden de sidste 3 dage! Det er bare så svært at gardere sig, at forudse...at gøre det helt rigtige. Vi troede han var stærkt nok, men han er blevet overstimuleret i en sådan grad at vi stadig kæmper med eftervirkningerne! Han er igen bange for babygråd, han skal igen falde i søvn med ipaden tændt og han skal have bruseren til at køre når han bader, han kan ikke tolerere så lang tid i nye omgivelser og med nye indtryk. Så vi har helt klart taget nogle skridt tilbage OG det har virkelig overrasket os! At vi stadig er der...

Men det er vi og nu kæmper med med at genoprette balancen og stabiliteten og taler meget om om det var det værd! Og hvad vi gør til sommer...

For Emma var det det værd, det vi viste hende og lod hende opleve, det var bestemt det værd, men for Jakob...så var det ikke det værd..at 5 dage kan ødelægge et års arbejde med at stabilisere ham og få ham op på et niveau så vores hverdag er nogenlunde normal...det er nu tabt. Han vil heller ikke spise ude ved bordet lige nu, noget vi havde fået opbygget vi kunne gøre ihvertfald en gang på en dag!

Men så dykkede vi og nu rejser vi os igen, igen. Selvfølgelig gør vi det.

Lille Jakob er fyldt 6 år nu, tiden flyver...Hans fødselsdag i år skulle være stille, så vi inviterede bedsteforældrene til grill...vi skulle have alle Jakobs livretter, lige fra kylling og favoritsauce og kartofler til middag og Brunsviger til kaffen. Han nød sin dag og sad i sofaen og fik sin mad, han magtede ikke at sidde ved bordet, men blot det at han var i rummet glædede os. Og han var så sød da der skulle pakkes gaver op, han satte sig på gulvet foran Emma som var "pakke-op-damen" og kiggede på alt det han fik. Den bedste gave kom fra lille Emma der havde brugt tid på at finde billeder af de to sammen i forsk. situationer..."Så kan han huske det vi har lavet sammen mor" sagde hun.

Så det var en fantastisk dag, lige netop den dag var så vigtig synes jeg. Det var vigtigt at den dag var god for ham især ovenpå Berlin, og det var en god dag for ham...

Og meget sigende for os...tur/retur. Vi kommer altid tilbage til det gode...Heldigvis :)