KBH tur/retur

Vi kom til København...Emma var frisk nok da hun vågnede i går og klar på at tage med til København...Jeg pakkede masser af varmt tøj og panodil, just in case...Min mand satte os af ved hovedbanegården og kørte tilbage til Høje Tåstrup til hans møde. Vi startede på Baresso og fik lidt morgenmad mens vi sad og kiggede på alle menneskerne der gik på gaden foran de store vinduer, vi hyggede os og grinede og selvom hun måtte have lidt af den medbragte panodil, var hun super glad :)

Vi gik ned på strøget og det første vi vandrede ind i var BR og længere nede kom den flotte Disney butik...Det kæmpe lange strøg bød på pancakes on a stick, lagkagehuset og Burger King, og vi fik set alt det vi gerne ville. Emma fik tøj i HM og en dukke i Disney butikken, vi kom ind i en kæmpe slikbutik og blandede slik til fredag...Jeg elsker at hun ikke tigger, hun beder ikke om noget hverken kage eller slik og hun bliver ikke sur, når jeg siger slikket skulle gemmes til fredag. Så får man endnu mere lyst til at forkæle hende.

Hun snakkede meget om Jakob, hver gang, der var et eller andet, der mindede hende om ham...det gør mig glad...

Min mand kom først hen på eftermiddagen, så da var vi mætte og trætte og vi besluttede at køre hen og se Amalienborg. Efter demonstrationen vi havde set på strøget "mod pels", så ville Emma vide hvad gardernes huer var lavet af...

På strøget blev vi stoppet af en italiensk mand, han sagde til mig at min datter var smuk...:) så bliver man da stolt, men hun ER også smuk og det er ikke et særsyn at folk vender sig om og kigger efter hende eller højlydt kommenterer hendes udseende, men man bliver da stolt...

Emma og jeg faldt i søvn på vej hjem og da vi nåede hjem, styrtede hun ind for at kramme Jakob, der var på hendes værelse sammen med farmor. De havde haft en rigtig god dag, Jakob havde ikke spist så meget, men de havde leget og han var kun blevet ked af det, da han blev søvnig om eftermiddagen...Da han så sin far skulle de med det samme lave ro, ro, ro din båd, men da han så mig, slap han fars hænder og kom stavrende over til mig med åbne arme. Skønt...Man har savnet ham efter sådan en hel dag uden ham, vi kørte kl 7 om morgenen og kom hjem kl. 19...Han fik sin gave, nattøj og nogle fine strømper :)

Jeg nød dagen, at få lov at gå hånd i hånd med Emma og BARE lytte til hende, kysse og kramme hende...og hun nød det. Så det skal vi simpelthen gøre en gang i mellem...For rigtigt at komme hinanden nær...men det bliver nok ikke i KBH, for Emma synes den er beskidt, larmende og rodet :)

Vi er nok ikke så nemme at imponere, så går det op for en at man jo selv bor i en storby :)

I dag opdagede jeg slet ikke at Jakob vågnede...pludselig hørte jeg en pludren og fandt ham på Emmas værelse :) og så fik jeg verdens største smil!

Nu har vi været på legepladsen og det var et kærligt gensyn, Jakob smilede da jeg kørte trækvognen ind på græsset og han gyngede i sansegyngen og rutschede...og hele tiden smilede han og pludrede :) Nu kan jeg sætte ham op i legetårnet, så numser han selv hen til rutschebanens start og rækker armene frem, så skal jeg støtte ham, mens han rutscher ned og SÅ griner han !!

I formiddags bankede det på døren, det var Emma og hendes veninde, en hun skal med hjem og lege idag, de var ude og gå tur til idræt og da de går lige forbi vores hus, kommer hun ofte lige og siger hej...:) det er så hyggeligt og idag nåede jeg lige at give dem hver en lille karamel og så løb de glad videre...jeg måtte pakke dem op, da de stod med store vanter på :)

Dårlig dømmekraft?

Øv, så skolen ringede kl 10....Emma havde været dårlig hele morgenen og klaget over ondt i hovedet, så jeg bedte dem sende hende hjem og så løb jeg hende i møde, og da hun så mig begyndte hun at stortude...

Så føler man sig som en vildt dårligt mor!!!! Men hverken min mand eller jeg synes hun virkede syg imorges og jeg tog hendes feber, hun gik mest op i sin blæne i munden...Men da vi kom hjem havde hun 39 og var totalt rødmosset i hovedet, så jeg krammede hende hele vejen hjem og sagde jeg var ked af vi bare havde sendt hende af sted, samtidig var vi jo ikke sikre, og netop derfor havde vi bedt hende sige det til en voksen, så hun kunne få ringet hjem og komme hjem, hvis hun blev dårlig...

Hun fortæller mig at de har en vikar og han havde bare sagt hun måtte sætte sig ud i sofaen på gangen og vente til frikvarteret, hvad fanden er det for noget? Hvis et barn er dårlig ringer man vel efter dets forældre??

Min mand skal til forretningsmøde i KBH imorgen og havde inviteret os med, Emma har fået fri fra skole og vi har glædet os til at komme på cafe og spise smukke cup cakes...gå på strøget osv. men nu ser det ud som om det ikke rigtig bliver til noget, jeg tvivler på hun bliver så frisk til imorgen. Først sagde min søde datter at jeg bare skulle tage med, "for du skal have en god dag mor"...så skulle farmor passe både hende og Jakob, men da jeg spurgte igen sagde hun: "jeg vil gerne have dig mor"...så jeg kan ikke tage af sted, ellers ville jeg have taget med og så kunne jeg gå rundt og kigge mens min mand var til møde og vi kunne mødes til frokost, men det kan jeg ikke nu...Tænk at Emma først "ofrede" sig for mig??

Jeg spurgte hende om hun ville blive skuffet over ikke at komme til KHB..."Ikke skuffet, bare ærgerlig mor"...hun er så præcis og god til at udtrykke sine følelser.

Så er hun skidt imorgen beder jeg stadig farmor om at komme så jeg kan køre ind til byen efter fine cup cakes :) og så må vi spise dem under dynen.

Jeg er træt af jeg bare sendte hende af sted , og alligevel synes jeg det er fint nok fordi hun jo til enhver tid kunne få ringet hjem...Men hvor kan det være svært...Jeg troede faktisk hun overdrev en smule imorges...Måske skal jeg bare huske på, at Emma aldrig tigger om en fridag eller sygedag, det er aldrig sket faktisk, og hvor andre små børn allerede pjækker fra timerne og har forsøgt at lokke Emma, så har hun været sig selv og har sagt fra. Så hun har i hvert fald ikke dårlig dømmekraft, men det har jeg da vist...øv øv.

Dig og mig

I går var den bedste dag...Min mand var hjemme fordi han var skidt, virkelig skidt og han er kun hjemme når han virkelig ikke kan. Her er ikke noget med alm. "små pjækkedage" eller "jeg er lidt forkølet-agtig", min mand tager på arbejde HVER dag, medmindre han ikke kan stå op og det sker vel en eller to gange om året, en eller to dage! Så han sov igår, pumpede sig med panodil og sov noget mere.

Så havde Jakob og jeg bilen så vi kørte en lang tur og så på butikker for at give min mand ro...Vi hentede hostedimser på apoteket og købte 3 gode flasker vin til ham.

Og da vi kom hjem havde Jakob sovet lidt i bilen, så han var i hopla...Jeg tog mig selv i at gå og tale rigtig meget med Jakob, men det gør jeg jo...jeg fører hele samtaler med Jakob og mig selv og fortæller ham alt hvad jeg gør, det kommer helt automatisk, men jeg nåede lige at tænke...Gad vide hvad min mand lytter til :) Andre som hører mig, gad vide om de tænker: "Hold da op mand, hun udpensler alting" og Jakob siger bare små lyde, men på den måde undgår man stilheden, for ellers er her jo meget stille! Og jeg tænker det er godt at jeg fortæller ham alt hvad jeg gør, for så kan han måske kode det hele sammen.

Jakob er begyndt at ville lege, rigtigt lege...med en, og det er helt vildt sjovt!!! Når jeg griner, så er det ægte og befriende, Jakob får mig til at le...I går fandt han på at stille sig op på bordet i soveværelset ( Emmas tegnebord) og så tog jeg ham og "kastede" ham over på sengen stadig med fast greb om ham, for blot at kilde ham, når han ramte sengen sammen med mig og SÅ grinede han, så højt og hjerteligt og kravlede op på bordet igen, afventende...:)

Vi lavede tegn foran Emmas spejl på hendes værelse og jeg synes virkelig han er begyndt at se det!

Han gav mig det største kys i går, han rakte ud efter mig og åbnede munden og gav mig en kæmpe smasker som Emma kalder det :)...Og han ser mig i øjnene. Mors lille kærlige dreng, tænk at det var ham, der som spæd nærmest ikke kunne klare vores berøring, at han nogle gange græd mere når man ville kramme og kysse ham, det gjorde så ondt helt ind i sjælen, at man ikke kunne gøre det bedre med kram og kys, men nu opfordrer han selv til det! Og hver gang, så ville jeg ønske jeg kunne pause det øjeblik, og huske det altid!...Det er jo det ultimative bevis på, at han elsker os...når han krammer os og kysser en...:) I hvert fald i vores sprog. I Jakobs sprog er hans almene ro og tryghed i vores nærvær selvfølgelig en lige så stor kærlighedserklæring, men nøj, hvor har jeg brug for at han krammer mig, kysser mig...Så jeg kan se det, også i mine termer...

Emma havde en veninde med hjem igår, de er glade for hinanden og leger super godt sammen de gange de har været sammen, selvfølgelig er der altid små gnidninger og når de kommer og siger de keder sig må man lige foreslå lidt, men da Emma kom fra skole, viste hun os at hun var faldet og havde slået sin hage, hun var gledet på isen og havde slået hagen ned i isen og havde fået skrammer. Og så er Emmas verden væltet en smule...Nogle gange skal der ikke så meget til, så kan man have en dårlig dag, så hun kom ud til os flere gange og pylrede lidt og blænen inde i munden drillede og da de skulle lege sminkeleg, ville pigen ikke lade Emma sminke hende, selvom Emma havde ladet hende sminke sig og så væltede læsset, så snart pigen var taget hjem...Og så er jeg i tænker at vi skal pylre og nulre hende ekstra...måske hun har brug for det ekstra, det ligger lidt til hende som person, på nogle områder er hun utrolig hård og fornuftig, psykisk kan hun udholde en masse, men hendes fysiske smertetærskel er ikke så høj, er der er snor i strømpen, der driller eller har hun en neglerod, så er verden jo ved at falde sammen, men sådan er det så bare, det skal hun have lov til :)

Men med ens reaktioner viser man hende jo, hvad der er okay...Noget ligger i hende og det kan man forstærke eller afkræfte ved at reagere på det...Det tænker jeg rigtig meget på.

Her til morgen græd hun fordi hendes blæne i munden gjorde ondt og hagen og hun ville ikke i skole, og det er da svært, men så var min mand og jeg nødt til at forklare hende at man IKKE bare bliver hjemme fra skole pga hvad som helst...Da hun havde maveonde i forrige uge, var hun hjemme og sådan er det selvfølgelig, har man feber eller bræksyge eller influenza osv. så er man jo hjemme, men man er også nødt til nogen gange at hanke op i sig selv og ikke give efter for de "små" ting. Hun skal lære at skelne...Så selvom jeg følte mig hård, da jeg ikke rigtig bed på at hun græd og havde ondt i sin hage osv. så ved jeg også at jeg gør hende en tjeneste...Da vi så havde fået tøj på og jeg fandt et lille bolsche frem hun fik på vejen mens vi gik og snakkede, så var alt jo fint. Jeg forsikrede hende at bliver man skidt osv. så får man læreren til at ringe hjem til mor, og så var hun glad!

Tænk at alt hvad man gør som voksen, som forældre guider ens barn og indkoder mønstre det tager med sig ind i voksenlivet? Det synes jeg alligevel er vildt.  Men jeg hader selv dem, der "pjækker" fra arbejde pga småting, nogle gange skal man tage sig sammen...og når det er skidt, er det skidt, så tager man selvfølgelig ikke af sted!

Min mand og jeg har haft en del diskussioner om pyler, han mener jeg vil have pyler når jeg er syg, at man hele tiden skal spørge om jeg er okay og pyler mig, men da tager han virkelig fejl, jeg vil bare ikke ignoreres...og det tror jeg han indså i går da han selv var skidt...Jeg pylrede ham ikke, men det er da rart der er en som spørger om man er okay, tager hensyn, forkæler en smule bare med almen omsorg, for da han var gået i seng stod han op igen og kom ud i køkkenet til mig..."Bare lige så du ved det, så har det været vildt fedt at du har været så overbærende, at man bare kan slappe af og at det er okay at være syg...Det vil jeg huske til når du har brug for det næste gang"

Og så blev jeg så glad, for det er det eneste jeg har ønsket mig, at han bare skulle synes det var okay, når jeg var skidt mads, uden at blive så vred på mig, man kan jo ikke gøre for hvis man er skidt, man er jo ikke en maskine. Han har altid villet klare det selv og har sagt jeg ikke skulle gøre noget, og så har han behandlet mig på samme måde, men de sidste par dage, har jeg puttet dynen om ham sammen med Emma, lavet mad og nusset lidt omkring ham og det viste sig at han synes det var meget dejligt :) og det er sådan jeg ønsker Emma skal være, ikke hård og bare sige: "Nårh mor vil bare pylres og have opmærksomhed"...Emma havde lavet et kort til sin far i skolen, en tegning af ham foran tvet med fjernbetjeningen og så stod der med den sødeste børneskrift: "Hej far, jeg synes det er synd for dig du er syg"...Nøj hvor blev han glad...:) og ja så "lidt" skal der til...

Jeg fortalte ham hvor glad jeg blev for det han sagde, og igen, den måde han har set det på før, den måde det sad så indgroet i ham med at man bare skal lade hinanden være og klare sig selv, det må være noget han har med hjemmefra, men jeg bliver så glad, når det går op for mig at man stadig godt kan forme hinanden, også som voksen, og det trøster mig, at hvis man gør noget forkert...så er det aldrig uopretteligt heller ikke for ens børn...

Restriktioner

Okay...Nu skal der laves restriktioner med den Ipad, Jakob kan slet ikke hitte ud af alle de valg han kan tage...Han bliver forvirret og ked af det, nærmest ulykkelig. Det bedste man kan gøre, er at fjerne ham øjeblikkeligt, så snart han viser det mindste tegn på at blive urolig, hvis han vil skifte sang hele tiden og ikke kan bestemme sig er det en ret god indikator på, at man skal have en pause...Så nok er den god Ipaden, men den er dælme også træls, den gør ham ikke så aktiv som vi havde håbet men forstærker blot det autisktiske.

Jeg håber det bliver bedre, når behandlerne kan guide os med de rigtige apps...Lige nu er det Utube, babyklaver og kalejdeskopet og dyrelydene han holder sig til.

Han kan finde ud af at scrolle ned og op, men bruger stadig ens finger som forlænger :) Men han ved udemærket hvordan man aktiverer sangen og kommer ind og ud af programmerne, så det er jo rigtig fedt faktisk. Jeg håber bare Ipaden kan blive et værktøj, en hjælp...på et tidspunkt og ikke kun underholdning for det er ikke vores mening han skal pacificeres foran den, det skal ikke være en sutteklud for ham eller en pauseknap. Den var ment som en hjælp, en udfordring.

Min mand er syg, han gik i seng tidligt med hovedpine, han fryser...Emma blev oppe sammen med Jakob og jeg lidt, men hun var træt efter at have været til børnefødselsdag. Nu sidder jeg i stuen alene for Jakob blev puttet for en halv time siden og han faldt i søvn af sig selv, det er rigtig rart...Så her er helt stille og jeg kan sidde for mig selv lidt.

Vi er begyndt at planlægge sommerferien lidt, vi er ikke de store planlæggere, så vi når aldrig at organisere en hel masse velovervejet, og det irriterer os altid, men vi vil hellere føle efter i momentet, hvad har vi lyst til liiiige nu.

Vi overvejer at ferien i år skal være udenlands, ikke noget kæmpestort eller særlig langt væk, men vi vil gerne se noget nyt...Så vi tænker på at starte i farfar og farmors sommerhus og så tage videre til Berlin, en uge...Køreturen vil vi kunne klare med Jakob, det tror jeg helt bestemt...Men nu må vi se...Hvis jeg kender os ret kan der nå at ske en masse andet :)

Hvor er her stille, TVet kører i baggrunden med noget kliche Melodi dims, det er så dårligt at jeg bare venter på filmen, der kommer bagefter og bare bruger det som hyggestøj...Det er altid så mærkeligt, når man er den eneste, der er vågen, det sker ikke ret tit...Som jeg sagde til min mand, så måler jeg stadig alting op mod søvn, vi er stadig lidt i småbørnsmode her i huset, babymode...Jeg skal være på, jeg skal være klar hele tiden, så jeg kan aktivere og sørge for Jakob og så duer det ikke jeg er træt og uoplagt! Så jeg tror heller ikke jeg får set filmen færdig, jeg vil hellere have den halvanden times ekstra søvn.

Jeg havde total skrivekløe i går og skrev til min mand, at jeg godt gad sidde og bare skrive, at jeg havde trang liiiige nu. "Hvorfor gør du det så ikke? Skriver lidt?" Skrev han tilbage..."Øh...det kan jeg ligesom ikke, jeg skal lege sanglege med Jakob og om lidt skal han have frokost...:)" skrev jeg tilbage..."Nårh ja, du er jo også på arbejde!" Skrev han så og sluttede af med en glad smiley...Og ja det er jeg jo...og hvor er jeg heldig, tænk at det er mit arbejde at sørge for mit barn...Jeg sad foran spejlet med ham og lavede tegn og for første gang længe synes jeg virkelig han kiggede og SÅ det jeg gjorde, da jeg lavede tegnene for "far, mor, søster, Jakobs eget tegn osv."

Så tog vi en pause og så laver vi lidt sanglege og danser og fjoller. :) og når han så slapper af, så kan jeg få skrevet en side eller to...Så det hele går op i en højere enhed...

Håber min mand er frisk imorgen, jeg gad godt i svømmehallen med børnene, og det er altså nemmere når vi er der begge to, for hvis Jakob ikke magter det, så er det rart at den ene kan blive i vandet med Emma, det er vi nødt til at tage højde for...Vi må se...Måske har vi bare en dovnesøndag...:)

Den væreste fjende man har er én selv?

Okay...Så blev vi gode venner, det er sjovt med os, lige så hurtigt vi kan blive vrede på hinanden, lige så hurtigt kan det gå over...Det eneste jeg tænker på er børnene. Forældre vil skændes med hinanden af og til, men det skal ikke gå ud over børnene...

Det er så mærkeligt, man går ind i et parforld med hver sin bagage og nogle gange er der ting i rygsækken, som gør at man reagerer på en bestemt måde og de mønstre man har taget med kan enten passe godt til ens partner eller clashe fuldstændigt! Det er virkelig en videnskab...

Men det er gået op for mig, at jeg i virkeligheden skændes mest med mig selv, det meste af min dialog og udredning foregår inde i mig selv og ikke rettet mod min mand...Egentlig meget rart at vide, så når jeg dramatiserer indeni mig selv og er parat til at sælge hus og bil osv. så sidder han på sit job og tænker..."Ja ja...okay det går over, ingen af os går nogen steder"

I dag da jeg hentede Emma fra skole, spurgte jeg hende: "vidste du at far og jeg var uvenner?"

"næeh" sagde hun. "Er I da det?"

"Nej ikke mere" svarer jeg

"Opdagede Ninky det?" spørger hun så ( Hun kalder Jakob for Ninky )

"Nej, det tror jeg ikke..."

"Godt" sagde hun og så talte vi ikke mere om det. Jeg tænker børnene ikke opdager det fordi vi jo ikke er verbale, vi råber ikke, vi er bare stille sammen, men ikke sammen med dem...

I det mindste kan jeg trøste mig med at den største effekt, når min mand og jeg skændes, den hænger på mig :) Så måske er jeg virkelig en dramaqueen som min mand siger? Måske skal man til at tage sig selv mindre højtidlig, for jeg ønsker ikke at være sådan en der bare bliver pigesur hele tiden eller fornærmet, sådan er jeg slet ikke. Sådan var min mand da jeg mødte ham, det havde han set hos sin farfar og sin far, men det indså han heldigvis og arbejdede faktisk med at få det til at gå væk...

Så nu tænker jeg at det er min tur til at arbejde med mig selv og lade være med at lave drama hver gang vi skændes, også selvom det kun er mig selv det går ud over...Det er opslidende og unødvendigt for i princippet vil vi det samme med den her lille familie, vi vil holde sammen og have det godt!

Det skal ikke være småting og småskænderier, der ødelægger det for os...

Jakob og vandet

Lige for tiden elsker Jakob at komme ud på badeværelset og stå på den lille skammel foran håndvasken eller sidde på puslebordet, der er placeret ved siden af håndvasken, og så skal man tænde vandhanen og hurtigt slukke igen, så griner han eller man kan lade det rinde, så han kan tjatte til vandstrålen.

Han er begyndt på noget nyt, han kigger skælmsk på én og så krammer han én, hurtigt og oprigtigt. Jeg elsker, når han viser at han har brug for mit nærvær...I går lå vi helt tæt inde i hans seng om eftermiddagen og så på hans ipad, jeg tror jeg er ved at blive syg igen, jeg følte mig træt og udkørt så vi sov et par timer...Vi havde haft besøg af ergo og farmor om formiddagen, så Jakob trængte også til en lille timeout.

Nogle gange så føler jeg at det er Jakob og mig mod resten af verden :) Vi er jo sammen 24 timer i døgnet, vi gør alt sammen, vi føler alt sammen og det er helt fantastisk. Han er virkelig mors dreng...

Emma vipper lige for tiden, hun og jeg har altid været SÅ tætte, men der titter noget frem, hun udfordrer mig mere og søger mere sin far...Måske er hun ved at nå den alder, hvor mor/datter-kampene starter for alvor, og hun udvikler sig til en regulær fars pige??

Mors dreng...Fars pige...

Jeg ville nu ønske man bare befandt sig i et nogenlunde ens terræn med hinanden, men jeg tror bestemt, der ligger noget i de nedarvede mønstre kønnene har indbyrdes...Familiemønstre osv. Jeg kæmpede mest med min mor, da jeg var barn...man prøver sin mor af og moren prøver en af, jeg tror det er ret naturligt. Man kæmper mod hinanden...En far og søn har jo også et eller andet kørende, sønnen vil have farens anerkendelse og vil løsrive sig i processen. Og faren har nogle forventninger til sønnen, måske kan de indfries, måske kan de ikke og det kan forme og farve deres syn på hinanden. Sådan har det altid været og det synes at surpasse kulturer og lande...

Nu som voksen har jeg fundet mere ro også ro i forhold til min mor :)

Jeg tænker Emma og jeg skal igennem nogle kampe og så er jeg ikke i tvivl om, at vi stadig elsker hinanden, når de kampe er forbi...

Lige nu er jeg bare træt...Træt fordi jeg ikke kun kæmper med Emma, men også min mand. Hvordan pokker får andre det til at gå op i en højere enhed? Er det derfor skilsmissenivueauet er through the roof, når man har et handicappet barn? Man har simpelthen ikke energi til at kæmpe alle de kampe, og i frustration eliminerer man den man bedst kan undvære, og det er ihverfald aldrig børnene!...

Dengang vi gik i samtalegruppe med andre forældrepar med handicappede børn kunne man jo godt fornemme at de også var hængt op...det er man, på en helt anden måde en andre par...Men samtidig er man jo stadig sig selv med principper og behov og bagage fra fortiden...Og det hele bliver kastet rundt, når man befinder sig hvor vi befinder os....På det altopslugende og gyngende hav!

Heldigvis gør Jakob vandet roligere for mig...heldigvis. Det er ikke ham, der skaber bølger og understrøm...han er min lille redningsvest....:)

Your girl is lovely, Hubbell

Behøver man sige mere?

I dag er jeg fuldstændig tom for ord, så filmen i går, der er en grund til at nogle film forvandler sig til klassikere...

Har man en storhedstid som par?

Drages modsætninger af hinanden?

Kan man slide hinanden op selvom man elsker hinanden?

Skal man indrømme når NOK er NOK eller forblive melankolsk romantisk og sentimental higende efter et perfekte?

Skal man indse at man ikke kan lave hinanden om?

Tænk at en film kan besvare alle de spørgsmål, og endda gøre det smukt og rigtigt og oprigtigt.

I går var en dum og dårlig dag...Jeg endte med at køre en tur i mørket, jeg endte oppe foran kirken, den kirke vi blev gift i, den kirke børnene er døbt i. Der var så smukt, den stod i mørket oplyst af projektører eller velplacerede lygtepæle Italian style, mon de gør det med alle kirker for at glorificere det hellige :)? Det virkede i hvert fald meget godt.

Det hjælper mig at køre en tur, at komme væk...og jeg elsker mine børn endnu højere når jeg kommer hjem igen.

Jeg når at tænke en hel masse mens jeg kører, mens jeg bare lytter til musik...Nogle gange bliver man så træt, træt af hinanden. Vi bliver det måske endnu mere pga den situation vi står i eller er det en dårlig undskyldning? At man tilgiver hurtigere men også bliver vred hurtigere??

Jeg savner noget balance, men det gør alle mennesker vel, jeg ville bare ønske jeg stod på et mere stabilt grundlag, det føles så porøst, som om det kan smuldre hvert øjeblik og så alligevel ikke...

"The way we were..."

Gad vide om den også gælder for os.

Maven

Emma har været hjemme hele ugen, hun har maveonde...Hun er ikke syg som sådan, hun ligger ikke med 40 i feber uden lyst til mad eller leg. Hun virker frisk, men maven driller og både min mand og jeg er enige om, at hun ikke skal i skole, når hendes mave ikke er iorden.

Men det er en balancegang, hun skal lære at man IKKE bare bliver hjemme, der skal være en grund til det...Hver dag spørger hun om hun skal i skole dagen efter, sådan er hun bygget hun vil gerne vide ting på forhånd, så kan hun bedre forholde sig til det og tilpasse sig, så i går tog vi en beslutning om at hun er hjemme resten af ugen. Er det ikke blevet bedre i weekenden skal hun til læge mandag.

Så kan hun fokusere og forholde sig til forløbet.

Nu hvor hun er hjemme vil jeg gerne give hende ekstra omsorg, men det kan være svært fordi Jakob jo også kræver en del omsorg og opmærksomhed generelt, men jeg synes det går okay...jeg farer lidt rundt, frem og tilbage fra rum til rum, pusler og laver mad, nulrer og krammer...:)

Jeg har sådan en teori om, at når der er noget med hende, så er man nød til at vise ekstra omsorg og anerkende det, for at hun kan se at man også kymrer sig om hende, det er en oplagt mulighed for at tydeliggøre at de har samme "status", det lyder måske spøjst, men jeg føler faktisk også at hun er lidt på vagt, hun er på vagt omkring, om der er forskel i den måde vi nusser og pusler dem på...Sådan er det vel med søskende generelt at der konkurreres lidt om mor og fars gunst...men for forældrene bliver det nok endnu mere magtpåliggende, at der IKKE er en forskel, når det ene barn er handicappet. Vi går meget op i at Emma ikke skal lide under Jakobs behov.

Der er et naturligt behov mellem søskende tror jeg, et behov for at kæmpe lidt og finde roller og pladser i forhold til hinanden og i forhold til forældrene. Emma har ikke den kamp, for Jakob kæmper ikke med hende, han ER der bare, med de behov han nu har. Hun har dog stadig brug for at kæmpe lidt for med ham, så hun gør ved at skændes lidt med ham ud i det blå...:) Lige pludselig kan man høre hende sige: "Din store hakkebøf, har du nu bidt i min bold igen, nu må du aldrig komme ind på mit værelse igen"...2 minutter efter er alt forladt, for han siger hende jo ikke imod, hun får ikke det naturlige modspil fra ham, men søger istedet medhold hos os..."Mor, skæld Jakob ud, han har bidt i min bold, må han det?"

Man kan godt mærke, at når hun er hjemme fra skole, så er det mere intenst, man har dem begge to tæt på og forskellen synes nogle gange SÅ stor. Med Jakob gearer man ned og med Emma gearer man op. Nogle gange synes jeg faktisk hun er sværere at håndtere end Jakob! Der er meget mere direkte man skal forholde sig til...Ting hun siger og ting hun kræver. Han er mere konstant...Jeg kender hans rutiner fuldt ud og ved hvad han har behov for. Emma skal jeg analysere på en anden måde...Hun er i et helt andet univers med veninder, skolen og småkampe om ufhængighed og forholdet mellem min mand og jeg og hende!

Lige for tiden er hun begyndt at gå til sin far, fordi hun ved han nemmere siger JA end jeg gør...Hun kan finde på at spørge den ene og får hun nej der, så spørger hun den anden. Så har jeg sagt nej til juice, kan hun 2 minutter efter komme gående med et glas fordi far sagde ja, så fra nu af spørger vi hinanden inden hun får et svar :)...Så man skal kæmpe med hende på en anden måde, fordi hun går gennem nogle naturlige faser sammen med os, hun prøver kræfter med os på en anden måde end Jakob...

Heldigvis har vi kræfter til begge dele :) og heldigvis har jeg det godt i maven, både før, under og efter "kampene" :)

Han var træt men han savnede sin mor

I går aftes puttede jeg Jakob kl 21...Vi er begyndt at forsøge på at vende hans rytme lidt, så man ikke lader ham styre sovetiderne. Jeg har måske ubevidst ladet Jakob styre det ubetinget, fordi jeg frygtede at det var en del af den han var, måske en del af hans maybe-syndrom? At han IKKE har nogen rytme, at han er lidt ligesom en baby på det punkt, at han ikke kan tvinges til at sove på bestemte tidspunkter, men efter guidance fra socialpædagogen vil jeg i hvert fald gerne give det et seriøst forsøg. Vi er ikke helt så desperate mere, for det er ikke længere så ofte at vi er oppe om natten mere...Men nu prøver vi.

I går puttede jeg ham som sagt kl. 21, lukkede døren på klem og gik ud i stuen til min mand...Emma var gået til ro for længst hun er hjemme fra skole pt. fordi hun har maveonde...

Bom...sagde det lige pludselig, så røg stuedøren op med et kæmpe bump, så kom Jakob numsende...så rejste han sig op og gik vaklende, men sikkert hen til mig og gav mig det største og dejligste smil, rakte ud efter mine hænder og kravlede op i sofaen til mig.

Han kom simpelthen og hentede mig :)

Det kunne jeg overhovedet ikke stå for, så jeg gik med ham ind i seng...jeg lagde mig tæt op af ham, i ske :) og vi hørte twinkle twinkle little star 4 gange og så sov han lige så stille med mine arme omkring sig...Jeg kyssede ham i håret og indsnusede hans duft...og lige der...lige der, følte jeg mig som det mest lykkelige menneske på denne jord! Det er ren lykke!

Jeg tog min mobil og skrev til min mand, at nu er jeg lykkelig...:) lige nu! Det er lykke for mig.

Sikke hurtigt han faldt hen, han viste han havde brug for mig...Han havde brug for mit nærvær.

"Så fandt du lykken"...skrev min mand tilbage. "Han var træt, men han savnede sin mor" :)

Væk var alle planer om at han skal sove i sin egen seng...Hverken Jakob eller mig for den sags skyld, kan undvære den her nærhed vi får fra hinanden.

Jeg næres af det.

Overskud

Vi har haft en stille weekend...Lørdag formiddag blev Albert - vores hund - inviteret på legedate i genboens have, de har lige fået en hund, en de reddede fra en eller anden campingvogn, der var blevet forladt, uden hunden blev taget med...da de var til dyrelæge med den, viser det sig at den er ældre end de troede, så inden den bliver kønsmoden vil de gerne have den ser så mange hunde som muligt og eftersom vores Albert har ry for at være en god hund, så spurgte de om deres hund må lege med Albert engang imellem og det må den selvfølgelig :)

Så vi gik over i haven allesammen og så var der ellers leg, Jakob kælkede sammen med den miderste af deres døtre, jeg trak dem på kælkene, mens Emma hoppede på trampolin med den største og den mindste af pigerne :) og min mand hyggedesnakkede med damen. Hundene tonsede rundt og det fryder mig når jeg ser Albert løbe myndigt rundt, han er altså lidt sej :) Når hunden blev for fræk, så pustede han sig lige op og satte den på plads, uden at gå amok eller noget, han brummede bare myndigt og så sprang den ellers afsted som en kænguru på speed!

Om eftermiddagen fik vi uventet besøg af et vennepar, de havde deres to børn med en lille pige på 8 mdr. og en dreng på 3.

"Hvor er Jakob?" Var det første drengen spurgte om, da han kom ind i bryggerset. Hvor cute...Han dykkede ned i legetøjet og satte sig ved siden af Jakob i sofaen med noget legetøj. Jakob sad og kiggede på sin ipad. Moren sætter sig ved siden af mig i sofaen, og den lille babypige ligger på sofaen foran Jakob. Han tager det rigtig fint...

Vi snakker og hygger os et par timer, og så tager de afsted igen, den lille dreng vil gerne blive, han har allerede udvalgt hvor han skal sidde ved middagsbordet :) han bliver voldsomt ked af det, og det reagerer Jakob selvfølgelig på, så min mand går med ham, og jeg får sagt farvel til dem. Drengen græder i bryggerset og jeg ved Jakob kan høre det...

Da de er gået, kommer min mand ud fra Emmas værelse, og siger at Jakob hurtigt faldt ned og at det gik fint nu. Fedt, kæmpe forbedring!

Søndagen gik med afslapning, vi gik og muggede lidt om morgenen, så vi besluttede at køre en tur! Komme lidt ud og væk uden at vide hvorhen.

Da vi kommer hjem, kører min mand ned og handler, mens børnene og jeg går ind og får frokost...så foreslår Emma, at vi skal gå ud i haven og kælke, så det gør vi...Det er koldt, og Jakob ligger jo bare der på kælken, så vi sætter ham i stedet i trækvognen oven på tæpper og med puder til støtte og med et tæppe over sig, så kører Emma ham rundt i haven. Hun henter sneskovlen, og finder på at hun vil lave en bane til mig, som jeg skal køre Jakob rundt efter...og den sne hun skovler væk kaster hun højt op i luften, og SÅ griner Jakob, han griner når sneen flyver op i luften og daler ned igen, og så er legen ellers igang :)

Det er rigtig hyggeligt og man lever sig ind i legen...også som voksen, jeg drages af den der lethed, der skal så lidt til for at fornøje børnene, Emma formår altid at hygge sig og skabe et univers som både hun og Jakob kan være i.

"Jeg er en god storesøster, er jeg ik også mor?" siger hun. "Jo, du er den bedste!" svarer jeg, og det er hun. Hun er så fantastisk god til at tilpasse legen til Jakob...Hun leder konstant efter et fælles grundlag for dem...Dagen før havde hun skældt lidt ud..."Det er træls Jakob er handicappet, han kan slet ikke lege med mig"...Lidt efter kom hun og sagde: "Undskyld fordi jeg sagde det med at jeg er træt af jeg ikke kan lege med Jakob"

Men hun får ikke skældud, for det er helt legalt at føle sådan, hun må jo også gerne vise sin frustration og sit afsavn. Især når hun lige har været sammen med vores vennepars dreng, der jo er samme alder som Jakob, for så kan hun jo se forskellen! Men heldigvis finder hun hurtigt tilbage til sin lillebror...og accepten. Så tog hun fat i Jakob, krammede ham og så skulle de lege, hun lavede en hyggelig stol til hm med tæpper og paraplyen hen over, og så blæste hun sæbebobler og sagde at det regnede og Jakob havde en fest! "Nu får I ham aldrig ud af den stol :)" sagde hun stolt...

Det, jeg tror hun mangler, er en reaktion fra Jakob, noget aktivt, som er rettet mod hende, det aspekt mangler hun lidt...Når de ser ipad sammen er han begyndt at tage hendes hånd, så hun skal hjælpe ham med at skifte sang, og så bliver hun SÅ glad...hun vil gerne have han efterspørger hende, at han søger hende, for på den måde er det ikke kun envejs kommunikation og så føler hun en større tilknytnig til ham. Så er de sammen om noget, om en leg, om en aktivitet...Ligesom almindelige søskende...

Min mands overskud er ik stort for tiden, måske pga ferien...i kølvandet af den, så skal man måske lige trække sig selv op i nakkehårene, når hverdagen melder sig igen...Vi går og småmugger lidt af hinanden og der skal ik ret meget til før man misforstår hinanden...

Det ER hårdt det her...Det murrer hele tiden i baghovedet...Det med Jakob, hvad skal det her ende med?? Den er der hele tiden, i hvert fald for mig. Min mand siger han ikke tænker på det hele tiden, hans manglende overskud hænger mere sammen med den monotone hverdags opstart...Hm. Jeg ved ikke om jeg rigtig tror på ham.

Jeg spørger ham, om han vil kunne slappe af og nyde vi er væk i vinterferien, hvis vi kan få sommerhuset mig og børnene...men det vil intet gøre for ham siger han. Så ved jeg ærlig talt ikke hvad jeg skal gøre...det er de små ting, der giver ham luft...så igår så han håndbold og så tog jeg mig af Jakob og vi gik ind i seng, så kunne han sidde i stuen alene, og så håber jeg han ladede lidt op af det. For jeg finder en del af mit overskud og min styrke i min mand, at han er glad, så bliver jeg også gladere, er han ked af det eller sur bliver jeg det også og det irriterer mig at det er sådan! For jeg er et glad menneske indeni og jeg ville helst bare være afhængig af mig selv, for så ville jeg have større kontrol over mit eget humør...det må jeg virkelig arbejde på.

Vi spurgte hinanden hvordan man mon får større overskud....Hvordan pokker får man det?? Jeg tænker på det psykologen sagde til mig. "I står i den sværeste situation...Når man har et barn uden en diagnose, det er det hårdeste..."

Så af og til tænker jeg at vi har alle odds imod os...Til at finde overskud, fordi vi står på så usikker grund. Vi er nødt til at skabe en "falsk" tryghed i den her hverdag, bare for at kunne eksistere uden de forbistrerede bekymringer, der banker på hele tiden, uvisheden om fremtiden. Men jeg er ikke nogen spillefugl, så jeg tænker ikke i odds :) Nu tænker jeg, at jeg vil til at satse på mig selv...Så er gevinsten garanteret størst...Så jeg vil forsøge at love mig selv, at være en selvstændig endhed...Så finder jeg i hvert fald mit eget overskud, det er jeg ret sikker på!

På hyggetur

I går var Emma og jeg på hyggetur med mormor, hun havde inviteret os med på shopping og ud og spise. Det var en rigtig hyggelig tur!

Det føles rigtig rart bare at kunne gå rundt og kigge på butikker med Emma, hånd i hånd...der er en helt andet, mere afslappet stemning, hun er blevet så stor nu, at hun også synes det er sjovt...

Hver gang man hører en baby eller et barn, der græder, når man lige at tænke: Uh det kunne Jakob ikke klare, så havde turen været mærket...Så føler man en lille lettelse, og samtidig stikker det lidt i hjertet, at der skulle så lidt til faktisk. netop derfor, fordi man dealer med det 95 % af tiden, så er det rart at der er nogle gange, hvor det er på nogle andre præmisser!

Til hverdag tænker man jo ikke over det, og når vi er på tur bare os 4, så tænker jeg heller ikke at det er træls og synd for os osv. så tilpasser man sig, men man lader trods alt lidt op på den måde...Ved at give sig selv et frirum af og til. Og det er jo ikke fordi man er træt af Jakob eller situationen, men blot fordi det er en nødvendighed for mennesket at være "sig selv", bare engang imellem!

Jeg foreslog min mand at vi skulle tage et hotelophold inden så længe, bare en enkelt overnatning, jeg tror det vil være godt for os...Men sådan følte han det ikke, den lille pause ville ikke gøre noget særligt for ham eller os mente han. Sidste år, da han lavede Emmas værelse om, mens vi var i sommerhus, havde han heller ikke ladet op, mens vi var væk...Han havde ikke bare nydt at vi IKKE var der.

Sådan har jeg det, jeg lader op på den måde f eks da han tog begge børn med ned til sin mor og jeg sad i lænestolen i 2 timer og gloede TV og spiste æbleskiver og så film :)

Men vi er forskellige på den måde, jeg ville gerne vide hvad, der giver ham energi, så jeg kan hjælpe ham, og jeg ville ønske han hjalp mig lidt mere med at lade op...problemet er måske bare at han heller ikke helt ved hvordan jeg lader op??

Nå...videre. I går startede vi på Baresso, jeg elsker deres drikke...både de varme og de kolde og de har verdens bedste cookies :) jeg kan se der sidder en mand ved et bord, ved siden af ham sidder en ung pige i rullestol, jeg vælger bevidst at sætte mig ved bordet ved siden af dem. Hun ligner en pige på en 14-15 år, hun siger lyde og læser i en "Lotte-bog". Jeg smiler til faren og hjælper Emma op på den høje stol mens min mor henter det vi har bestilt, hun vil gerne servicere os lidt :)

Vi hygger os og leger ved bordet Emma og mig gør tegn til hinanden, vi kan næsten hele alfabetet på tegnsprog.

"Undskyld", siger faren..."arbejder du med børn? jeg kan se du kan tegnsprog...det er ik så mange, der kan det..."

Jeg fortæller ham at det er fordi jeg har en lille søn, der er handicappet og så kommer vi til at snakke...Det føles super rart. Jeg hilser på pigen...Jeg synes de så så sårbare ud, da de sad der...men den far har jo været i det i mange år, de har en fast rutine med at gå på Baresso inden de skal ud og handle :) Han udtrykker at han stadig synes det er hårdt...

Jeg går derfra med en god følelse i maven...og en lidt trist. Han fortalte at hun også var meget sart som lille, men at det blev bedre...men han sagde jo også at det stadig var så hårdt...Hm.

Vi går videre, Emma elsker nødder, så hun får lov at blande en stor pose nødder...Og så går vi ellers i butikker :) Emma lever sig ind i det og vil ind alle mulige steder, da vi går i Føtex hjælper hun selv med at kigge efter den rigtige str. i undertøjet, det er rigtig sjovt at man nu kan sige: "Der skal stå 134 på mærket"

Vi når både Vila, HM, Companys, Tiger og flere andre steder, til sidst er der ingen af os der gider mere og vi går hen på restauranten, hvor vi bestiller en masse dejlig mad, det føles så rart bare at kunne sidde og spise sin mad i fred og ro...Som jeg sagde til min mand i går..."Det er mig, der laver al Jakobs mad og giver ham den..." og det er ikke fordi jeg IKKE vil det eller ikke kan lide det, men jeg vil have lov til at nyde når jeg skal sidde på restuaranten og KUN sørge for mig selv. Og det gjorde jeg :)

Jeg synes det er sødt af min mor at invitere os ud, hun gør det for at være god ved os...Ved mig...Give mig et pusterum. Emma og jeg sammen. og det fik vi...

Hjemme i huset åndede alt ro, da vi kommer hjem ved 21 tiden og lille Jakobs ansigt lyser op, da han ser de to burgere vi har med hjem til ham....) og den fine Kermitbamse jeg fandt i BR, mormor købte en til både Emma og Jakob...han bed allerede i Kermits fødder og arme, da han fik ham, så er den accepteret og indviet, den har helt sikkert potentiale til at blive en favoritbamse!

Et smut forbi

Så bankede det lige på døren :) og udenfor stod Emma og to piger fra hendes klasse! :)

"Hej!" Råbte de..."Vi er ude og gå tur og vi har fået lov at løbe forbi og sige hej!" Sagde Emma glad, de har gymnastik og idag betyder det åbenbart en gåtur i området og her stod så tre rødkindede glade piger og smilede til mig. Jeg gav Emma et kram og spurgte om de trængte til en gajol, for Emma hoster en del for tiden, og de nikkede alle tre, så de fik 2 hver og så løb de glade afsted igen.

Hold da op, hvor hyggeligt, det er lige præcis derfor jeg elsker at vi bor liiiige ved siden af skolen :) Tænk at få besøg på den måde her midt om formiddagen :)

Jakob vågnede allerede halv 6 til morgen, han er i hopla og vi har leget hele formiddagen, lavet benøvelser, sunget og danset og vi fulgte Emma i skole her til morgen, det er altid så hyggeligt. Jeg lavede varm havregrød til os allesammen, Emma synes det er ekstra hyggeligt når Jakob også er oppe om morgenen og så skal her jo ikke være helt så stille :)

I går aftes fandt Jakob og jeg på noget nyt, han ville op og sidde på puslebordet og puttede fødderne ned i håndvasken, så jeg tog sokkerne af ham og tændte for vandet...og slukkede det igen hurtigt, og så storgrinede han! Han kluklo hver gang jeg tændte og slukkede igen, vandet nåede lige at ramme hans fødder...:) og til sidst sad han afventende og kiggede på mig, "hvornår tænder du igen mor"...

Fedt.

Han faldt i søvn af sig selv i går, det er dejligt og så kunne min mand og jeg sidde og snakke lidt...Der var et program med Peter Mygind, omkring mobning...Hold op hvor er unge idag bare hårde ved hinanden...der er ingen nåde...hvordan fanden gør man det sejt, bare at være søde ved hinanden, hvorfor får man magt af at kue hinanden, at lave hierakier??

Silast Holst, har også lavet et program og min mand og jeg sluger det hele råt fordi Emma jo allerede har oplevet en del og fordi vi ved, at BARE fordi hun er pige, så vil hun opleve mere, uden tvivl og vi er nødt til at ruste hende til at kunne håndtere det uden at gå i stykker af det! Jeg blev selv drillet som barn, men jeg havde det godt i min klasse og jeg tror det var det, der reddede mig, jeg havde en god base i klassen, der var jeg faktisk en af de mest populære piger. Så der fandt jeg ro og legekammerater, og styrke. Det var børn fra større klasser eller paralelklasserne, der drillede mig, jeg sagde aldrig noget jeg var bare stille...

Jeg ville ønske jeg havde sagt lidt mere fra, at jeg havdet givet igen...Ligesom Emma gør, indtil en vis grænse og når hun så taler for døve ører, så beder hun en voksen om hjælp, hun har formået at gøre det helt rigtige, hun har fundet balancen og hvis vi forsætter med at guide hende og styrke hende i at gøre det hun magter og finder rigtigt, så er jeg sikker på det nok skal gå, også når hun bliver teenager! Hun har nemlig en stærk sund fornuft og hun har også en stærk psyke...og så ved hun hvem hun ER og hun kan lide sig selv!

Mobning følger en, det dårlige selvværd man fik indkodet, det følger med op i voksenlivet, som et brændemærke man ikke kan skjule...Jeg har utrolig kort lunte den dag i dag, hvis folk træder ved siden af, så er det farvel og tak...her er ingen second chances og det er helt sikkert fordi jeg overkompenserer for det jeg aldrig fik gjort som barn.

Så som min mand sagde, nogle ting må man finde sig i, indtil grænsen er nået, indtil det ikke er okay mere, men nogle kameler skal man altså sluge...Han skal også lytte til folk på hans arbejde, der siger spasser og gong gong og perker...Uden at man selv synes det er i orden, men man har ikke kræfter til at belære folk hele tiden, men hvis det bliver sagt om nogen man holder af eller det kommer for tæt på, så siger man fra og det skal man!

Men han har ret, nogle kameler skal man sluge...Jeg føler bare jeg bliver kvalt, når jeg gør det...

Man kan kun stole på sig selv

I går var jeg ked af det hele formiddagen og hen over middag, jeg gik og småtudede det meste af dagen efter et skænderi med min mand på mail! Åh disse digitaliserede tider...

Problemet er bare, at Jakob og jeg er en symbiotisk enhed, så når jeg er ked af det influerer det ham og omvendt.

Emma kom hjem fra skole og ville have te og smurte madder, Jakob skreg og var urolig...Jeg var ked af det og orkede ikke en skid af noget som helst...

Det er ikke ret tit jeg har det sådan, faktisk nærmest aldrig, jeg plejer aldrig at blive ked af det på den måde foran børnene, og jeg plejer ikke at miste mit overskud, så jeg nærmest ikke kan formå at udføre de opgaver jeg skal som mor. Men i går var det dælme svært...Normalt når vi skændes opdager børnene det ikke, fordi vi gør det når de ikke er tilstede, og så kan vi stadig være os selv foran dem, det plejer at virke...men i går tabte jeg masken...

Jeg bliver nødt til at sige undskyld til Emma fordi jeg var så sur og snerrede, og vi fik smurt de lækre tunmadder med frisk salat hen over. Jeg fik gearet ned og grædt færdig, så jeg kunne få Jakob til at geare ned. og bagefter havde jeg SÅ pissedårlig samvittighed, for hvis der er noget jeg hader, så er det når forældres skænderier sætter brændemærker på børnene, det kender jeg kun alt for godt fra da jeg selv var barn. Mine forældre skændtes meget, rigtig meget, og jeg ved også at det ikke er nogen hemmelighed, de ved godt selv at de skændtes meget da jeg var barn! Og ingen børn, ingen børn slipper umærket gennem det, når far og mor skændes meget. Det er et faktum.

Derfor har jeg lovet mig selv at jeg ikke ville skændes på den måde med min mand og det gør vi heller ikke, vi råber ikke i det her hus og vi kalder ikke hinanden grimme ting. Men af og til så skændes man selvfølgelig, det ville være en stor fed løgn, hvis man hævdede at man aldrig skændtes.Men vi taler, når vi skændes, så ofte opdager børnene ikke hvis vi er uenige eller lidt småmopsede på hinanden, for vi formår stadig at være glade sammen med børnene, og så ordner man det andet, når børnene ikke er til stede! Sådan kan jeg bedst lide det.

Et raskt lille skænderi kan rense luften for spændinger, men jeg er ikke tilhænger af det. Slet ikke.

I går er første gang, jeg kunne se det SÅ klart på Jakob at han blev påvirket af det. han blev mere urolig og ved sengetid blev han ved med at stå op og vandre rundt ude i gangen. De sidste par dage har vi ellers kunne putte ham, og så faldt han selv i søvn...men i går blev han ved med at stå op...og da jeg kædede to og to sammen, gik jeg ind på hans værelse og puttede mig sammen med ham. Først var han ked og sparkede mig og skubbede mig væk, men lige så stille lå jeg der og blev ved med at holde om ham, og så faldt han til ro, han tog min hånd og knugede den...og så faldt han i søvn.

Jeg måtte gå op og tage to hovedpinepiller, for jeg havde en dundrende hovedpine...Og dér i mørket, lovede jeg mig selv, at det her kommer IKKE til at ske igen. Mine børn skal ikke opleve det igen.

"Hvad har jeg gjort dig mor, siden du er så sur på mig?" spurgte min kloge lille datter, da jeg snerrede og sagde at jeg ikke kunne smøre madder og lave te nu! ( Jakob stortudede ) og liiige der, følte jeg faktisk at jeg BARE IKKE kunne noget. Jeg kunne ikke trøste Jakob ordentligt og jeg kunne ikke være overskudsmor og lave te og madder og servere det med et smil.

Men jeg sagde undskyld og vi krammede hinanden, Emma og jeg. Jeg forklarede hende at jeg havde en dårlig dag og bare var lidt ked af det...Det er altid nemmere for børn at forstå, når de får en grund.og et barn på Emmas alder, kan sagtens acceptere at mor eller far bliver vred eller ked af det engang imellem, det er jo naturlige følelser, følelser de kan relatere til dem selv og så er det ikke længere skræmmende, det er først skræmmende for børn, hvis de kan fornemme at mor og far har de følelser for hinanden, for alle børn er bange for at forældre skal gå fra hinanden! Men som individ...Når jeg siger: "Mor har en dårlig dag", så er det okay for Emma og jeg kan se i hendes ansigt og på hendes handlinger, at det ikke influerer hende negativt.

Jeg er dog KUN et menneske, jeg er ikke en maskine og det irriterer mig rent faktisk :) Tænk hvis man bare kunne programmere sig selv, så man altid var den samme, så man altid smilede og bare sagde: "Pyt med det"...

Men elektronik og mekanik kan også fejle...i virkeligheden kan man kun stole på sig selv. Jeg stoler på mig selv, og jeg ved at sådan som jeg havde det i går. Sådan får jeg det aldrig igen. den tid er forbi. Og sådan er det!

Hvorfor gjorde vi først det nu?

Så har vi meldt Emma ud af SFOen...Vi kom til at tale om, hvor lidt hun rent faktisk bruger det i løbet af en uge...Det er helt skørt eftersom jeg jo er hjemme, og da vi opdagede hvor glad Emma blev, så vidste vi at det er det helt rigtige for os og for hende...

Hun er en rigtig hjemmepige, og hun har flere gange udtrykt at det var lidt snyd Jakob "bare" kunne være hjemme, men vi tænkte at SFOen jo er et sted, hvor hun kunne være social og opbygge venskaber. Det er det sikkert også, men det er ikke den eneste mulighed. Mange af dem Emma leger med bliver hentet tidligt, så ofte har hun klaget over, at det har været svært at være der de sene dage, og min mand siger da også, at de to sene dage hun har haft, så har hun ofte siddet og tegnet når han kom eller er gået rundt sammen med en voksen...

Efter skolestrukturen er ændret, så de arbejder sammen i storhold på hendes skole og fagene har ændret sig, har de såkaldt "oasetid", hvor de må lege frit, så nu ligger mere af det sociale i skoletiden...

Men vi har talt med hende om, at det er vigtigt at hun starter på en form for sportsgren og at man skal have én legeaftale om ugen, for hun er en hyggetrold og kunne sagtens bare være herhjemme ved mig og Jakob, men det er stadig vigtigt at hun ikke bare "gemmer" sig herhjemme...Både min mand og jeg er hjemme-mennesker, ingen af os er ude flere gange om ugen, vi elsker at være hjemme! Sådan var vi også begge som børn, jeg kunne sidde på mit værelse og tegne og lege i min egen fantasiverden hele dagen lang :)

Jeg gik ikke i SFO, jeg gik heller ikke i børnehave, da min søster er næsten 10 år ældre end mig, passede hun mig ofte og min mor arbejdede om natten da jeg var lille, så hun var hjemme om dagen og, tog på arbejde, da min far kom hjem...Og som min mor sagde til mig den anden dag: "Og det har du da IKKE taget skade af" :)

Og nej det har jeg ikke :)

Min mands mor var dagplejer, da han var barn, så han blev passet hjemme, og da han skulle i børnehave fulgte mor med og blev pædagog i den samme børnehave :)

Så vi er nogen indgroede tryghedsnarkomaner :) og den kvalitet har Emma også fået...Vi elsker bare at være hjemme, at være sammen....Men samtidig er vi opmærksomme på at det ikke skal kamme over, hun skal stadig være social...Det var jeg også som barn, jeg havde rigtig mange legekammerater. Men det er kun et bevis på, at man selvfølgelig sagtens kan blive et socialt menneske, selvom man måske er miljømæssigt eksponeret som "tryghedsnarkoman" :)

Så jeg er ikke urolig for om det er forkert, det vi har gjort...Emma var SÅ glad igår, hun virkede nærmest lettede og gik hele tiden og spurgte om hun så også måtte komme tidligt hjem imorgen :)

Da hun kom hjem igår, stod vi på boldbanen og ventede på hende, hun løb hen mod os, men stoppede så brat op...de to drenge, der har været efter hende stod på den anden side, jeg spurgte om hun var bange, sagde at det skulle hun ikke være, og så gik vi hjemad, hun krammede Jakob, der var et stort smil :). Jeg lavede dog lige en mental note til mig selv om, at jeg skal være opmærksom på om hun er bange for dem endnu, så jeg må lige udspørge hende lidt inddirekte, for så må vi agere igen!

Da vi når hjem kører hun Jakob om i haven, mens jeg låser op og går ud på terrassen for at tage imod dem, men da jeg kommer ud i haven, er hun igang med at lægge ham i sansegyngen og han er helt vild, han hviner og griner og synes det er fantastisk og Emma er stolt. mens han gynger leger vi i haven, spiller fodbold og finder regnorme, vi laver en lille lounge til dem i en sandkageform, som vi dækker til med græs og blade...Emma er IKKE bange for dyr, hun tager gladeligt en regnorm op eller en edderkop, hun synes det er vanvittigt spændende :) Mens moren står en smule forskrækket og takker nej til at røre den ufarlige regnorm..."Jeg kigger bare" siger jeg og tænker, hvor fedt det er, at hun bare tager fat i alt muligt.

Jakob vil IKKE ud af sansegyngen, hver gang vi prøver brokker han sig, så vi er udenfor et godt stykke tid. Da vi kommer ind hygger vi med lidt rugrød og juice og Emma leger med Jakob...

Det er så hyggeligt og hun er helt anderledes end hvis hun ellers bare har en tidlig dag...Hun er bare GLAD...Og så er det man tænker: "Hvorfor gjorde vi først det nu??"

Twinkle twinkle little star

Okay...I aftes vågner Jakob, han var ellers kommet i seng ved 20 tiden og faldt i søvn af sig selv uden problemer, men et par timer efter vågner han og græder og jeg finder ham sidde en smule desorienteret på gulvet, så jeg tager ham op og putter ham, men jeg kan mærke at han har brug for tryghed, han skal altid lige afklimatiseres, når vi kommer hjem fra en ferie...så jeg putter mig ned sammen med ham og min mand siger godnat til os og går ud på badeværelset. Jakob får liv at høre lidt musik på min telefon, han kan godt lide "twinkle twinkle little star", især den fra Super Simple Songs, den har den sødeste lille animerede ugle :). Den lå vi og kiggede på og så kom jeg til at tude...Jeg bliver lige pludselig voldsomt ked af det, jeg kom til at tænke på, at hvis jeg døde, så ville den der sang stadig være der...Når nogen dør, så går det hele bare videre...

Jeg hader den her dødsangst jeg er begyndt at få, jeg er så bange for at dø fra Jakob, fra Emma...men nok især Jakob, efter han er kommet til, så er det blevet ekstra vigtigt for mig at holde mig stærk og sund, jeg skal jo være der for ham, jeg skal jo passe på ham...Min svigermors søster har et barn, der er handicappet, hun er 30 år...da hun var 12 fik hun en kræftsvulvst i hjernen og da de opererer hende, rammer de forkert og det betyder at hun er lam fra halsen og ned! Den mor, hun ER stærk, hun hjælper sin datter og passer på hende, holder øje med hende...Jeg er nødt til at vide hvor hun får sin styrke fra...så min svigermor har lovet at invitere sin søster ned til kaffe en dag, så kan jeg komme og snakke med hende...Jeg hørte også min mand sige det til sin mor for nogle dage siden, da de besøgte os i sommerhuset...Jeg tror han VED jeg har brug for det...

Jeg står op...og går ud på badeværelset til min mand, han bliver overrasket over at se en stortudende kvinde, men han kender mig efterhånden :) jeg er ret emotionel, så han trøster mig roligt og myndigt og gør det jeg ønsker mig, han holder om mig et øjeblik og så smiler han af mig, et blidt overbærende smil og siger: "Bare rolig, du skal IKKE dø!"

"Men, men..." hikser jeg...."Jeg har lige læst en artikel i et dameblad om en ung far, der fik leukæmi...og jeg kom til at tænke på Mira Wanting...Sådan noget sker jo!"

Og det gør det jo....Hver evig eneste dag, er der nogen, der dør...På uretfærdig vis, det er jo ikke kun slemme og onde mennesker, der dør...Desværre.

Hvordan fanden lærer man at tøjle sin frygt og bare eksistere...Jeg tror hele tiden jeg er et skridt nærmere på løsningen, men så bliver jeg overmandet...

Én ting jeg ved, er at jeg skal have ringet til lægen for at få aftalt en tid til den celleforandringstest...jeg fik brevet for nogle måneder siden og jeg husker godt at jeg lagde det til side og tænkte: "Det gør jeg på et tidspunkt"...nogle dage senere smed jeg den ud under en oprydning og tænkte: "Det skal jeg lige have gjort....bestilt tid"...men så kom jeg først i tanke om det igen da vi var i sommerhuset og jeg havde købt et Se & Hør med et billede af Mira Wanting på forsiden, og så huskede jeg det igen...Og nu HUSKER jeg det.

Man må ikke glemme sådan noget...Man må forsøge at forebygge, gå til et årligt tjek, spise ordentligt og motionere...Jeg så et program om højintensiv træning, så nu låner jeg min fars motionscykel og så må jeg hver dag ud og trampe i pedalerne, så pulsen kommer op en vis rum tid, det skulle gøre det ud for flere timers træning...programmet gik ud på at forskerne mener at 3-4 timer i træningscentret er nyttesløst, på et tidspunkt har den individuelle krop nået sit maks potentiale og derefter får man ikke længere noget givtigt ud af træningen...

Jeg vil i hvert fald prøve, jeg tænker man skal gøre hvad man kan for at eliminere sin frygt...

Vores åndehul

Så kom vi ind i 2013...Det er næsten ikke til at følge med, sådan føler jeg det hvert år...Tid er noget spøjst noget...Tiden går, den kan man bare ikke stoppe.

Vi havde det dejligste nytår, alle de ængstelige tanker vi måske havde hver især..."Ville Jakob kunne tolerere gæsterne?", "Vil han trække sig?", "Vil han være forbeholden over for deres lille pige på 2 år?"....Al den frygt vi måske havde blev gjort til skamme! Vi havde en fest, også Jakob!!

Da de kommer er Jakob og mig på Emmas værelse, vi kan se de holder ude i indkørslen og da manden og drengen ( der er på Emmas alder ) kommer forbi hen langs vinduerne, hvor Jakob og jeg står og betragter dem, reagerer han ikke. Jeg tager ham med ind i stuen og sætter ham i lænestolen, som er hans HELLE :) Dirty Dancing kører på TV og Jakob sidder glad og trygt og kigger, mens manden og drengen siger goddag til os. Så går manden ind til Jakob..."Hej smukke!" Siger manden og stryger Jakob over håret :) Hvor sødt er det lige??

Moren og pigen sidder i bilen endnu, pigen har sovet og er ik helt klar til at komme med ind, da moren og pigen kommer lidt efter hilser moren også på Jakob...Det gør mig så glad...Det kan godt være vi ikke har 20 vennepar, men dem vi har, dem holder jeg SÅ meget af, de ser Jakob, de tiltaler ham som et "rigtigt" lille menneske, det man selvfølgelig skal og bør, men de gør med en ærlighed, der bare varmer helt vildt.

Og så er der dømt hygge, de er laidback og hyggelige, stemningen er altid afslappet mellem os og det gør ik noget man har afslappet tøj på trods den festlige anledning! :) Vi tager det stille og roligt og den rare stemning er god til Jakob, der bare har det godt. Han kan være i stuen hos os, han kan være på sit værelse, han kan være på Emmas værelse og han kan tolerere både pigen og drengen tæt på, de kan endda lege med sæbebobler og truthorn sammen. :)

Jakob falder i søvn ved 22 tiden og vi andre får dessert og får skålet da det nye år banker på...Natten er en smule urolig, jeg tænker det er alle de indtryk og af og til kan vi høre den lille pige græde i nattemørket og det reagerer Jakob på, men det er jo fuldstændig naturligt. Sådan er det. Når folk er her hos os, så vil jeg så gerne have at det hele er så naturligt som muligt, folks børn må gerne udtrykke sig, blive vrede eller kede af det, det skal de have lov til, det er vores opgave at skærme Jakob hvis det er nødvendigt og det gør vi. Tidl. på aftenen bliver pigen ked af det en enkelt gang, men så går jeg på værelset med Jakob indtil der er ro igen og så kunne han uden problemer komme sig og være på igen, så det er jo helt fantastisk!

Da de tager afsted efter morgenbrunchen er man nærmest helt ked af det, vi ville bare gerne have tilbragt endnu mere tid med dem for de er bare så søde...Både dem og deres børn, så hvad mere kan man bede om, vi havde den perfekte nytårsaften og jeg er så lettet! Nogle gange så lykkes tingene bare...heldigvis, for så har man mere styrke til at klare de gange, hvor det ikke glider helt så let...

Den 2. januar tager vi i sommerhus, Emma får fri fra skole resten af ugen og vi begiver os over til farfar og farmors sommerhus, det er vores fristed, et åndehul for os...Især Emma ser det som noget helt særligt fordi vi altid er kommet der, lige siden hun var nogle uger gammel. Her føler vi os fri og vi gearer totalt ned!

Mens vi er i sommerhuset, så er der ingen forpligtelser, vi spiser ude når vi har lyst og vi planlægger ingenting...Skønt, så får man virkelig ladet batterierne op :)

Så denne juleferie, den har slået ALT, vi fik en rolig og varm jul, vi fik et dejligt og afslappende nytår og nu har vi nydt en lille uge i sommerhuset...Jeg kunne ikke have bedt om en bedre ferie...