Måske...Og...Helt sikkert

Måske er Jakob ved at sjølfe sin lur? De sidste 3 dage har han frivilligt sprunget den over, så sover han længe, og holder helt til kl. 21:30-22. Midt på dagen hviler han og hygger lidt i sengen, men han sover ikke, og efter 10 min eller 15 min er han klar igen.

Det ville være super rart. hvis det er rigtigt...at han er ved at kunne undvære luren, for det giver en mere normal rytme.

Igår var Jakob pyler og ked af det, jeg troede han måske var ved at blive syg, for det kan ofte være opstarten til en sygdomsperiode, men så kom jeg til at tænke på vi jo havde været ibyen om onsdagen...Og selvom det jo gik fint, så er Jakob mere anspændt i en situation som byder på anderledes ting, og så kan der komme en reaktion dagen efter. Men, det er ikke altid...

Med Jakob skal man virkelig føle efter, han kan være så omskiftelig at det af og til er svært at følge med, selv for os som er tættest på...

Igår da vi skulle sove, tog han fat om min nakke med den ene hånd, for så skal vi kramme, lige så stille og sødt trækker han mig ned til sig og så holder vi om hinanden, det er det bedste jeg ved. Jeg elsker når han viser behov for kærtegn og nærvær.

Igår var min mand i byen med en god ven, og så hyggede ungerne og jeg. Vi legede i haven og de sad ekstra længe i badet. Det var nu mest Jakob der nød det...Emma var træt og halvsur, og sad i karret o muggede...Så numsede Jakob helt tæt på hende, og så kigger han så inderligt på hende og smiler, som om han vil gøre hende i godt humør...og når det ikke hjælper, så aer han hendes arm, lige så stille, så vender han hånden med håndryggen mod hendes arm og aer lige så stille.

Jeg bliver så glad indeni, for det viser han har noget empati, at han føler noget og reagerer, når han ser på hende.

Og jeg kan se på Emma at det også betyder noget for hende...Vi har købt en dvd med et program vi så, da vi gik i samtalegruppe tidligere på året...en udsendelse på DR..."Jeg vil ikke bytte"...det er et dokumentarprogram om hvordan det er for søskende at have en handicappet bror eller søster. Man hører børnene give deres syn på livet med en handicappet. Og min mand og jeg talte om at vi så dette program da det blev sendt i TV for nogle år siden, vi kunne huske det...Men, dengang græd man ikke da man så det, dengang kunne man ikke relatere sig til det på samme måde som nu. Så at se programmet igen, var ret vildt...

Vi anskaffede os den dvd, for vi synes Emma skulle se den, især den ene pige mindede nemlig meget om hende...omsorgsfuld og kærlig, og hun tog en masse ansvar...

Man følger tre forsk. familier, og den ene er en dreng, der er autist...Og det kunne man se skræmte Emma, for han ville ikke tage imod kærtegn, så ud som om han disengagerede sig i familiens samvær..."Det ville være værre for mig mor, hvis Jakob var sådan".

Og det er fordi - tænker jeg - at man er angst for ikke at kunne vise sin kærlighed ordentligt, og få den ordentligt retur...

Så når Jakob forsøger at trøste Emma, så bliver hun glad...og jeg bliver glad fordi der er et samspil imellem dem.

Jeg har selv arbejdet med autistiske børn og man kan føle de disengagerer sig eller hellere vil være alene end tage del i samvær med andre, og det kan føles frustrerende, at man ikke føler man kan nå HELT ind. Ind til kernen.

Sådan føler vi det også af og til med Jakob, og især da han var mindre havde han autistiske træk. Som baby reagerede han nogle gange negativt på for meget berøring, men det har været hans høje level af sensitivitet, og ikke autisme...Men, af og til tænker man: "Kan jeg nå helt ind til kernen, kan jeg nå helt ind til ham? Og forstår han mig virkelig og forstår jeg virkelig ham?"

Men, når han så ser på en med hans store, kæmpe, dybe brune øjne, omkranset af de kæmpe øjnvipper...de dejlige milde øjne, der betragter en, munden der smiler til en, hånden der rækker ud efter en, for så skal man holde i hånd lidt...Så ved jeg han er der! Så ved jeg vi er nået dertil...Hvor vi virkelig ER sammen.

Helt sikkert.

En dejlig dag med punktum i enden

Det har været verdens bedste dag!

Jeg hentede Emma i skolen idag, hun kom løbende hen til Jakob og mig i fuld firspring! Hun råbte at det havde været den bedste dag, for drengens mor havde været med ovre på skolen til morgen, og havde taget fat i Emma, hun havde snakket sødt med hende sammen med drengen og de havde lovet at passe godt på Emma. Og idag har Emma og drengen leget sammen, og han har sagt til hende at han synes hun er så smuk. Han har fulgt hende overalt og de har virkelig hygget sig.

Da jeg kom ville hun slet ikke hjem, for det var så hyggeligt at lege med ham, og på mandag skal vi på besøg hos dem, og se den gård de bor på, og der er heste, så Emma glæder sig.

Hvor er jeg glad for at forældrene er ordentlige mennesker, som er villige til at finde en fælles løsning, de vil gerne hjælpe og de ønsker rent faktisk at Emma skal have det godt. Og nu tror jeg virkelig på det stopper...Fordi forældrene jo er villige til at hjælpe og støtte, og lytte...Det er virkelig vigtigt. Så er der sat punktum, det tror jeg virkelig på...

Min tro på menneskeheden er kommet tilbage :)

Og så sluttede vi dagen af med en af vores hyggelige onsdagsmiddage hos et dejligt vennepar vi har her i kvarteret...Vi cyklede derhen og hjem og lille Jakob sad bagpå og hvinede af fryd når vinden ramte ham.

De har en lille bebs på 3 mdr, og sådan en lille bebs siger jo lyde og knirker og græder, men Jakob tog det rigtig fint, han blev kun lidt ked af det, men var til at trøste...Og igen er det så rart når man IKKE føler sig til besvær...det er så rart at føle, at de ikke ser det som noget særligt, og bare helt afslappet hjælper en ind i stuen og tænder TVet med sport :).

På et tidspunkt kommer moren hen og står helt tæt på os, og Jakob rækker ud mod den lille babypige og aer hende på hånden...Han aer hende på benet. Ganske stille og blidt og kærligt.

Jakob opdagede de havde et lille fuglebassin i haven, men manden fandt istedet sådan en dims med forskellige baner, som kunne fyldes med vand og legetøjsbåde, og så var Jakob i den syvende himmel, og det dejlige lune vejr gjorde at han sagtens kunne sidde og lege med vandet sammen med deres lille dreng, som er en tand yngre end Jakob...

Den følelse man får, når man se ham tæt på et andet barn, i interaktion med et andet barn, det varmer helt utroligt...Selvom de ikke leger sammen i den bogstavlige forstand, så sidder de trods alt sammen og betragter hinanden. Det giver jo også en hel masse, og på et tidspunkt smiler Jakob til drengen.

Årh, hvor har det bare været verdens bedste dag!!!...

I will remember you

Jeg kan ikke gøre for det.

Har lige set Felicity på Zulu ( Jakob sover for han var oppe til 02 i nat... )...Det allersidste afsnit, hvor Sarah Mclachlan synger "I will remember you", og alt ses i slow motion, man kan se hvordan de sidder og skåler sammen, ler...Mindes. Tilsidst i afsnittet...

Jeg kan ikke gøre for det, men sådan noget rører mig. Og hvor jeg ved min mand ville ryste på hovedet, så kan jeg ikke lade være med at bruge sådanne små øjeblikke til at føle lidt ekstra.

Jeg tænker også ofte tilbage...Tilbage på øjeblikke som var smukke, som gav mig noget. Situationer, der rørte mig. Jeg er total sentimental anlagt og nostalgiker...Ingen tvivl.

For jeg tænker, jeg føler man kan mærke sig selv bedre, når man gør det. Giver sig tid til engang imellem at gå tilbage til ét bestemt øjeblik, til én bestemt oplevelse, og så bruger jeg sange, serier...whatever til liiige at komme afsted, bare ét øjeblik. For at føle dét ekstra og huske dét ekstra.

Jeg bliver nemlig trist, når jeg tænker på hvor kort livet egentlig er...Jeg er i tredieverne nu. Dengang jeg var teenager, glædede jeg mig til at komme op i tyverne, til at få mere styr på mig selv, min egen identitet og person. Mit liv...

Hvert stadie har sin charme, og man har pligt til at leve sig ind i det hele, for det kommer ikke igen, der findes endnu ikke nogen tidsmaskine, der kan føre en tilbage...

Min barndom var et stort kaos af venskaber og drillerier. Jeg husker så mange skøre ting, så mange trælse ting, så mange dejlige ting. Alt lige fra ferier med mine forældre til den børnefødselsdag, hvor jeg bev skidesur fordi det gik op for mig at alle børnene skulle have en slikpose, ikke kun mig! Jeg husker en ferie sammen med min bedste ven, hvor vi havde kradset hinanden så meget, fordi vi altid slogsede, at det sved helt usigeligt at komme i badelandets klorvand! Jeg husker en ferie med mine forældre, hvor jeg fik en splint i foden. Jeg husker min store collie Buster, der lå ved siden af min seng, når jeg havde influenza...

Teenageårene var fulde af forvirring, jeg kunne ikke finde min plads, jeg dagdrømte hele tiden...Dagdrømte om at blive 20. De magiske tyvere...

Så kom de tyverne, og de var sååååå sjove, jeg blev uafhængig, jeg rejste og oplevede en masse, jeg studerede, jeg festede og datede på livet løs, 5 dates på en uge var ikke utænkeligt, jeg forelskede mig i en amerikaner og var nær blevet fuldbyrdet baptist. det gik istykker. Jeg mødte min mand...Jeg flyttede sammen med ham, jeg blev gravid, vi købte hus sammen, vi fik Emma...

Og nu er jeg her...

Tænk at en sang kan føre én alle de steder hen.

E-mail til Mors pige

Nå...Så kom der en mail fra drengens forældre, de er rigtig søde og kan slet ikke forstå hvorfor han opfører sig sådan...de tilbyder at moren skal tage med over på skolen og hjælpe drengen med at sige undskyld. De tror de bunder i hans egen usikkerhed...

Jeg er ligeglad med hvad det bunder i, det skal bare stoppe...og heldigvis er de søde mennesker, der hellere end gerne vil være med til at finde en løsning. Så det gør det hele meget nemmere.

Men, det ændrer ikke på at jeg næsten ikke kunne få hende afsted til morgen, hun var voldsomt ked af det...Hende der ellers er så videbegærlig og altid har synes det var sjovt at gå i skole...

Jeg håber det bliver sådan igen, at det stopper nu. Det skal det...

Jeg må indrømme jeg græd lidt på vej hjem, da jeg gik på stien. Ikke foran hende selvfølgelig, vi gav hinanden det længste kram og jeg prøvede at fortælle hende, hvor vigtigt det er at hun ikke tænker så meget i tid...Hun vil have dagen skal gå hurtigt så hun kan komme hjem...

Jeg vil gerne have det stopper nu. Det gør simpelthen for ondt...På hende. Og på os...

Glade, sjove og kreative Emma. Igår kom hun med flere små gaver til mig...Hun er så gavmild. Min mand var så sød igår at tage Jakob med ud og gå med Albert, så vi kunne sidde tæt sammen under dynen og kramme og se Victorious...Den serie elsker hun.

I forgårs kørte Jakob og jeg op i "handlebutikken" som Emma kalder det, og købte en lille gave til hende...Bare fordi. Fordi hun så ofte giver os små ting, for at være sød...Da hun havde været på weekend nede hos farfar og farmor havde hun lavet en flot æske til mig, sirligt pyntet. Et smykkeskrin, hun havde bagt en mor-kage til mig pyntet med flødeskum og jordbær, og fået farmor til at købe nogle flotte servietter til mig med roser på...Seriøst. Hvor mange børn gør lige det??

Hun er sgu noget specielt, jeg håber aldrig det går af hende, jeg håber hun altid vil være som hun er nu EMMA. Jeg håber den modgang hun får kan booste hende til at ville mere, til at ville være MERE, for hun har alle muligheder for at blive liiiige hvad hun vil.

Alt det hun gør for den her familie...Alt det hun er, det betyder så meget. Hun er den her lille bløde, retfærdige, betænksomme og stærke pige, og det må ikke forsvinde.

Mors pige...

Midt i maden...

Da jeg henter Emma idag fortæller hun at drengen har drillet hende igen idag..."Dine øjne er grimme, dit hår er grimt, dit tøj er grimt, selv din mad er grim, alt ved dig er grimt". Det var hvad han havde sagt...

Hvad skal man sige?? Igår havde en af pædagogerne sagt til Emma, "hvad kan vi gøre for at du ikke går og har ondt i maven?" De var blevet enige om at tage fat i drengen igen, og han lovede igen at stoppe drilleriet.

Men, det sker så ikke. Nu har vi skrevet til lærer, pædagoger og forældrene.

Midt i maden bryder hun sammen, og sidder og græder...

Sådan noget skal man også deale med...Intet må være nemt. Ikke engang vores søde, uskyldige, gode og fine lille Emma må have det nemt.

Jeg tænker ofte på at nogle mennesker, de går fuldstændig fri...de går fri for bøvl og tragedier og sorger ud over det normale, og andre, de rammes af alt. ALT.

Jeg bliver så ked af det på hendes vegne, på vores vegne.

Det eneste jeg tænker er...Sådan noget kommer vi forhåbentligt ikke til at opleve med Jakob, han vil være blandt ligesindede, når han engang skal ud...Jeg håber der vil være mere harmoni og ro...Driller handicappede børn hinanden? Eller er de mere tolerante? Det håber jeg.

Og hvis ikke...Så vil vi reagere præcis som nu med vrede! Jeg vil ikke finde mig i sådan noget. Da pædagogen så tager fat i drengen, så griner han ham bare lige op i hovedet!

Hvad gør man så?...........Hvem har en løsning på det?

Stol på det

Idag kommer Jakobs søde Ergo og en konsulent, der skal tage mål til en ny stol til Jakob, han kan ikke længere sidde i sin Trip Trap stol, for med bøjle kan hans lange ben ikke komme ned gennem, og uden bøjle, så sidder han og falder til siden.

Han har haft en Pandastol, men positivt nok, gav den efter et halvt år for meget støtte. Så det her er vist en mellemting...Mellem en Trip Trap og den Panda.

Indtil nu har han så siddet i en IKEA stol, men da hænger fødderne jo bare og dingler i luften, og det understøtter ikke hans holdning i spisesituationen, så han skal have en med noget fodstøtte...Vi har lånt farmors højstol, hvor der er fodstøtte på, men den er så bred i siddestykket, at han glider ned og nærmest ligger ned og spiser!

Så det er ikke helt så let lige at finde den rigtige stol...

I weekenden fik vi brev om at Jakob skal have ny socialrådgiver...Igen! Det er den 7. udskiftning på på to et halvt år, så nu synes vi det er ved at være nok. Man har brug for stabilitet, ikke alt den her udskiftning, jeg synes faktisk det er under al kritik. Vi er ikke sådan nogen, der brokker os - slet ikke - og vi kræver ikke det ene og det andet! Langt fra og tværtimod...

Men, nu er vi ved at synes det er nok. Og hende vi har fået tildelt, havde vi en kort periode sidste år, og når det er et menneske, der skal komme i ens hjem, som skal kende familien og Jakob, så er det vigtigt at der er en form for forståelse, og kemi, det synes jeg godt man kan tillade sig at have som kriterie! Og det er der absolut ikke her...Så nu har jeg tænkt mig at ringe og brokke mig, for en gangs skyld, selvom jeg hader det.

Et hundeliv

Igår da jeg åbnede terrassedøren og sagde til vores store dejlige hund Albert: "Nu skal vi i seng", så gik han direkte ind på Jakobs værelse, det kunne jeg simpelthen ikke stå for, så jeg måtte invitere Albert op i sengen lidt, og Jakob kravlede med det samme helt tæt hen til ham og sad og aede hans ene pote...

Der er noget helt specielt ved den hund...Ved vores Albert. Han fornemmer os på en måde, som jeg næsten ikke kan bære vi engang skal være foruden.

Da vi fik Jakob, blev Albert mere beskyttende...Når vi gik med barnevognen og der kom en hund, så gik Albert ind i mellem vogn og hund, den skulle ihvertfald ikke komme for tæt på. Han passer på Jakob, ingen tvivl om det.

Vi kender en dame i kvarteret, der også har Goldens, og en dag kiggede hun forbi med to af pigerne, og vi stod uden for og sludrede, jeg havde Jakob på armen, og den ene hund blev ved med at hoppe op af mig. Tilsidst blev det for meget for Albert, han gik lige ind imellem mig og hunden, og uden snert af aggressivitet eller vrede, så brugte han sin store krop til at presse hende længere og længere væk indtil han havde presset hende helt op mod husmuren. Roligt og myndigt.

"Wauw, så du det?" Sagde damen..."Det var virkelig flot...den måde han lige sagde fra på, stille og roligt"

Og sådan er vores Albert...Ligesom os, stille og rolige, venlige og åbne, men vi har også en grænse, bliver den overtrådt farer vi ikke op, men vi siger fra så det er til at forstå!

Det er sandt...Hunden kommer til at ligne sine ejere...eller er det ejerne, der ligner deres hund?

Jeg er ligeglad hvem, der ligner hvem...Jeg er bare stolt af Albert er som han er...Jeg håber han bliver gammel, virkelig gammel...for tanken om at han en dag ikke er her mere, den er næsten ulidelig for mig. Vi har været igennem så meget her i familien, og han har været med hele vejen. Jeg forstår ikke de mennesker, der ikke holder af dyr, folk der bare smider dyrene væk. Bruger dyr som accessories eller siger farvel og tak ligesom det passer eller ikke passer ind i deres liv. Afliver dyr, fordi de ikke liiige har overskud til dem mere...anskaffer sig et nyt et år efter, for så passer det sørme lige ind i skemaet igen??

Hvad er det for en ligegyldig mentalitet. Vi har haft så hårde perioder i vores lille familie, hospitalsbesøg, dårlige perioder med Jakob...hvor ingen ville have kigget skævt på os, hvis vi havde valgt at give Albert et nyt hjem. Men, det kan vi da ikke! Han er en del af vores familie, og istedet for at se på et dyr som en byrde...så se på dyret som en ven...den her ven vil gøre alt for dig! Den er altid glad, altid taknemmelig. Den behandler dig med større respekt end nogle mennesker.

Den kræver lidt gåture, mad og kærlighed. Men, det man får tilbage er en trofast ven...Jeg har altid brugt Albert som en ven, han kan mærke på mig, når jeg er ked af det. Og når jeg føler stress, får hjertebanken, så er der ikke noget, der hjælper bedre, end at ligge tæt på Alberts rolige krop...Bare et øjeblik. Han udstråler en ro. En ro som jeg har brug for og gavn af...Og faktisk kan de gåture være med til at give de små frirum, som man lader op af...At komme ud i den friske luft, bare gå i stilhed med vovse...Det kan være rigtig terapeutisk.

Albert er en del af vores familie. Simpethen! Jeg elsker den hund...Emma siger tit: "Jeg har en storebror, det forstår de andre børn ikke, men for mig, så er Albert lidt min storebror, ik mor?"

Og jo det er han, og hvor jeg glædes over at hun ser sådan på det, for de to har også et særligt bånd, når hun kigger på billeder fra da hun var lille, kan man se Albert der ligger ved siden af barnevognen og vogter, man kan se ham sidde med hovedet på sofaen og kigge på den lille babypige, der sover. og Emma ved hvad det betyder, og det gør hende glad, og hun sørger for Albert...Når vi har slikaften om fredagen skal Albert have et kødben...selvfølgelig skal han det.

Han sørger jo også for os...På et tidspunkt havde mine forældre to små hunde, og den ene snappede af og til ud efter Emma, da den blev gammel, og det opdagede Albert, og den hund fik ikke lov at komme tæt på børnene, han brugte sig selv som mur, så når den nærmede sig, gik han ind imellem den og børnene...Hvordan kan man ikke elske det??

Det var dengang...

Jeg kom til at sidde og kigge på babybilleder af Emma...Fra da hun var helt bette til hun er omkring 1 år. Det er nok den bedste tid i mit liv...Dengang var alt så nyt og fantastisk. Når jeg ser billederne kan jeg huske det hele...Jeg kan godt mærke det.

Vores første ferie i farfar og farmors sommerhus da hun bare var nogle uger gammel...Vi følte os som verdens heldigste forældre, for hun var så lille og fin og helt perfekt. Jeg savner den tid. Uden bekymringer, og jeg føler en tristhed, når jeg kommer i tanke om at den tid aldrig kommer igen. Nåede jeg at nyde det nok? Fik jeg det hele med, så jeg kan fremkalde billederne i mit hovede år fra nu...

Jeg smiler når jeg ser på billederne, men jeg kom også til at græde.

Tiden går så hurtigt...Det er over 7 år siden hun kom til verden. Hun er stadig min lille pige...Men, tiden som baby, dengang hun var en lille bitte baby. Den kommer aldrig igen.

Hvor har man bare pligt til at nye alle de gode ting i livet, alle de dejlige øjeblikke...Dem skal man holde fast i og indprinte sig, så man kan huske dem altid.

Jeg vil også holde fast i den tid jeg er i nu, for der er også mange gode og dejlige og varme øjeblikke. Nogle gange lader man bare sorgen tage over, men heldigvis kun for et øjeblik. Og så sker der igen noget godt og fint, så man tvinges til at leve og smile i øjeblikket...Som når jeg åbner døren ind til Jakobs værelse, når han har sovet lur, så får jeg ofte det skønneste og mest oprigtige smil.

Eller når han bevidst tager min hånd...Når han kravler op i sofaen og sætter sig ind til mig...Når man kommer hjem, og oplever hvor glad han bliver, og hvor glad man selv bliver når man mærker at han har savnet en...

Alt det vil jeg også holde fast i. Fastfryse billedet fra idag, hvor han ligger på Emmas seng og ser TV og har en fest. Fastfryse, da jeg tager cheeceburgeren op af posen og han hviner af fryd.

Jeg vil huske alt det gode, og prøve at lære og leve med alt det mindre gode.

Godnat for nu...

Ahhh...de 80ere

Jeg kan ikke gøre for det, jeg er en total sucker, når de kommer til de der feel good 80er film, jeg sluger dem råt...Dirty Dancing, Flashdance, Top Gun, Karate Kid, Footloose, Rocky...

Jeg var ikke engang rigtig teenager dengang de kom frem, men jeg føler stadig et eller andet, når jeg ser netop de film...En nostalgi. Omkring hele det der tema med at man efter en masse modgang sejrer tilsidst.

Det er da en rar tanke...Ikke?

Lagt på is

Jeg tænkte vi skulle hygge med at se Ice Age, der er i TV lige nu, og det startede så fint, indtil den lille baby gør sin entre, så snart den græd...så græd Jakob.

Nu har der ellers lige været en bedring nogle dage...Hvor det virkede som om han kunne tolerere lidt mere, men jeg kunne godt mærke da han vågnede til morges, at han ikke var fuld af overskud idag, for han vågnede i gråd...Og det er et ret godt tegn på, hvordan hans overskud vil tegne sig i løbet af dagen.

Jakob er stort set flyttet ind på Emmas værelse, nu hvor hun er nede hos farfar og farmor på hyggeweekend...han søger selv derind, det var så sødt...igår tog han min hånd og brugte den anden til at numse sig frem med, så skulle jeg med ind på Emmas værelse, og så skal jeg tænde for hendes TV, så rækker han op efter TV'et som tegn på jeg skal tænde, og så sidder han i hendes seng og ser en DVD hun har fra skolens teaterstykke, som Emma også selv deltog i tidl. på året, man kan se hende stå og synge og danse...Og jeg ved han kan se det er hende :)

Jeg tror seriøst hun bliver skuespiller eller sanger eller sådan noget, noget med performance, for hun elsker at klæde sig ud, hun elsker at synge og danse, og hun vil gerne ses. Hun er lige modsat mig som barn, jeg ville bare gemme mig. Men, jeg er stolt af, at vi har formået at give hende så stor en selvtillid, at hun gerne vil ses, høres og VÆRE.

Emmas verden er åben...Hun kan blive alt det hun vil, simpelthen. Hun holder på hun vil være frisør, det har hun sagt nu siden hun var 3 år gammel, og hun var ikke ældre, da hun sagde det til vores lokale frisør, og de lovede hende en elevplads, når hun bliver gammel nok :) Og med den vilje hun har, så bliver hun nok frisør. Jeg vil være stolt ligemeget hvad hun bliver, bare hun bruger de evner hun har, bare hun går efter det hun allerhelst vil. Så er jeg lykkelig. Vi er ikke snobber, hun skal ikke på uni eller business college hvis hun ikke vil. Hun skal finde, det der gør hende lykkelig, når nu hun har alle muligheder. Jeg tror jeg vil føle en kæmpe sorg, hvis hun ikke går efter den fulde lykke i hendes liv, for det fortjener hun. Mere end nogen anden...

Jeg ønsker det samme for Jakob, han skal være lykkelig med de muligheder han har, med de evner han har...Emma vil kunne fortælle os hvad det er hun vil. Vi vil lytte...Jakob vil måske ikke kunne fortælle os det, han kan måske vise det istedet, eller vi kan fornemme det...Vi skal nok finde ud af det. Hans fremtid er også åben, det ved jeg heldigvis. Åben på hans måde...Ikke på samfundets eller vores måde...På hans måde.

Jeg er glad idag, vi har haft en hyggelig morgen min mand og jeg med varme nybagte criossants og æg til morgenmad, vi har grinet og fjollet sammen. Vi har hygget med Jakob selvom hans overskud idag kniber, men det betyder så meget at man selv har overskud, at man hjælper hinanden til at finde det overskud, og det er noget vi virkelig er ved at mestre. Det har taget tid, kostet...at nå til hvor vi er lige nu. Men, jeg er så glad...Jeg sendte min mand til fest for lidt siden med et kys og et smil, og nu vil jeg putte mig ind til Jakob i sengen et øjeblik og se på ham mens han sover...Og glæde mig til vi iaften skal hente Mac, for det ved jeg han elsker, han kan kende det gule M langt væk fra, og når vi nærmer os Drive IN så hviner han og spjætter med benene...Cheeceburger. Det skal du have idag lille Jakob.

Paraderne oppe

Idag tog Jakob og jeg på en lille shoppetur, min mand cykler på arbejde en gang om ugen, og så har vi bilen, så det benytter vi os af...Eftersom Jakob har været meget sart efter ferien, så har jeg holdt mig til gåture rundt i kvarteret eller en cykeltur.

Men nu ville jeg altså lidt ud, og både min mand og jeg er enige om at selvom Jakob er sart, så betyder det ikke at man skal holde sig fra at tage ud.

Da vi nærmer os butikkerne, sidder Jakob plantet i indkøbsvognen...Og det ser vældig sødt ud for han sidder bogstavlig talt med hænderne knyttet. Og det ved jeg han gør fordi han er en smule på vagt, og jeg kan godt se på ham han er tæt på at stikke i et hyl! Hans parader er oppe...Så jeg styrer direkte efter bageren og køber to boller, og bagerdamen griner, da Jakob hviner og rækker ud efter posen, men det hjælper på humøret med lidt lækkert, og vi kan uden problemer gå rundt og kigge på butikker og hygge os.

Emma er på weekend hos farmor og farfar, og selvom hun var lidt ked af det, da hun kom hjem og fortalte at drengen havde spyttet på hende idag, så var hun stolt, stolt over at hun havde fået det sagt til en voksen, og en af de søde SFOpædagoger havde sagt til hende, at de havde fået mailen fra hendes mor, og han lovede hende at alle lærerne holder øje. Så det varmede mig at høre det, og se at Emma trods alt føler sig i trygge hænder.

Min mand og jeg lavede rigtig Mousaka i aften med græks salat til, helt autentisk...og lille Jakob spiste med, han er ikke kræsen og ikke længere bange for at prøve nye ting. Når han ser mad på tallerknen, så rækker han ud efter det, for han vil gerne smage, og kan han ikke lide det, så lader han det blive ved den ene mundfuld, men det er dejligt at han føler trang til at smage på noget, der er nyt for ham.

Jeg er virkelig OBS på mad for tiden, jeg vil gerne lave god og sund mad til os, jeg tror det er vigtigt at man får noget godt og sundt i sin krop...For jeg synes jeg kan mærke min krop...Jeg har tit hjertebanken, ondt i maven og jeg bliver svimmel. Jeg ved godt hvor det stammer fra, og jeg prøver at kontrollere det, men det er svært. Det kan være svært...Ikke at føle stress, man kan ikke slukke for sine tanker og følelser, selvom alt er godt lige nu og der kun er fremgang, så kan man ikke slukke for det faktum, at vi ikke aner hvad, der er galt med Jakob...Det er virkelig en prøvelse at lære sig selv at leve så meget i nuet, at man ikke har behov for at tænke fremad...Det er svært at lægge angsten fra sig...I sept skal vi til Skejby, og jeg frygter da en smule hvad de vil sige...Selvfølgelig gør jeg det. Sidst vi var der, sad vi og græd i bilen hele vejen hjem...Og så er der også liiige det med Emma...

Selvom vi lige har klappet, og grinet og været såååå stolte fordi Jakob kunne gå fra sofabordet til sofaen, blot ved at støtte med én hånd, så har jeg stadig ondt i maven...

Jeg kom til at tænke på noget idag...Folks velmenende råd...Hvordan de kan tynge istedetfor at gøre godt. ALLE har en mening om, hvad man burde gøre eller kunne gøre. Men, hvorfor er det så svært at forstå at det de måske TROR de gør af godhed...det ville være en større godhed, hvis de lod være. For når folk siger: "Han burde da i børnehave nogle timer" så kunne de lige så godt have sagt: "Helt ærligt, hvorfor har I ikke tænkt på det? Så bliver alt sikkert godt...Hvis bare I gør det!" Og så er det man føler sig som verdens dårligste forældre...For tænker de ikke man har overvejet det, at man har gang i en masse ting? Åbenbart ikke, det gør mig trist...rigtig trist.

Jeg gør mig ikke klog på hvordan det er at have været igennem et kræftforløb...Jeg siger ikke til en der er angst for tilbagefald: "Tag det dog roligt, dyrk lidt yoga og tænk positivt!"

Eller til en med en spiseforstyrrelse: "Så spis dog!" Eller til en overvægtig: "Så lad dog være med at spise så meget!"

Folk tror det er så simpelt, men mon ikke de læger og behandlere og professorer der er omkring ens barn, har forsøgt alt...At vi har? At vi gør det og dagligt arbejder på det?

Hvis de folk, der kommer med velmenende råd, bare vidste at det gør mere ondt end godt, mon de så ville lade være? Lade være med at forsøge at sætte sig ind i hvordan man har det eller hvad, der er bedst for barnet? Jeg fik en mail fra min lærerinde fra folkeskolen, og en sød veninde, jeg ikke har set noget tid, men der var ikke nogen formaninger i deres mail, der var en kærlig og forstående tone, og jeg græd faktisk da jeg læste begge deres mail, for det er det man har brug for! Støtte, at folk synes man gør det godt...

Andre, folk uden børn med handicaps, de aner ikke hvad man føler, hvad man tvinges til at føle...

Prøv...en dag du sidder med dit nyfødte barn, en dag du sidder og ser på sit sovende barn, det halvstore barn, der kan tale og forstå, dit raske og normale voksne barn. Bare du er forældre, det er ligemeget hvor gammelt dit barn er, man har den samme kærlighed til sit barn ligegyldigt om det er 2 mdr. eller 17 år. Man stopper ikke med at føle altopslugende kærlighed eller omsorg for barnet selvom det er blevet voksent...Forældrerollen, den er evig. Sådan er det.

Så prøv at luk øjnene et øjeblik, bare et ganske kort øjeblik og forestil dig dit barn er handicappet. At det ikke kan tale...eller forstå eller at det har en fysisk skavank...

Alle forældre frygter der sker noget med deres elskede børn, frygter de bliver syge eller bliver kørt ned på vej til skole...sådan en frygt kender alle forældre til. Man føler den frygt af kærlighed.

Mærk suget i maven, når du tænker på at det barn du har fejler noget? ...Gang det med uendeligt mere, og åbn dine øjne...Du kan ånde lettet op, for det var kun en tanke, kun et øjeblik...

Sådan. Det er ovre for dig...Men ikke for os, tag det lille stik du følte, og gang det med uendeligt.

Der er øjeblikke, hvor jeg føler det er en ond drøm, hvor jeg tænker nu lukker jeg mine øjne og åbner dem igen, og så var det hele bare en drøm, og Jakob vil rejse sig op og løbe afsted, og sige: "Jeg går lige ud i haven og leger far og mor!"

Jeg har også lidt paraderne oppe for tiden, jeg er sårbar overfor folks kommentarer...Folk som tror de har løsningen på Jakobs tilstand..."Han skal da bare..."

Jeg ønsker mig de bare sagde: "Hvor klarer I det fint, I gør det bedste I kan" se det ville hjælpe meget mere end en masse løsninger...løsninger vi har prøvet eller gemmer til senere. Det er ikke råd man har brug for, men støtte...

Det er løgn!

Uh, jeg er vred...Jeg syder af vrede...

Jeg har seriøst lyst til at slå på nogen eller noget, eller rettere sagtens én bestemt...Men, det gør man jo ikke. For jeg er et behersket og ordentligt menneske. Og ordentlige mennesker gør ikke tossede ting...

Men, hvorfor må nogle folk så opføre sig forfærdeligt, ondskabsfuldt og forkert...Hvorfor er man så velopdragen at man ikke slår igen eller giver igen af samme skuffe? Hvorfor SKAL alting være så diplomatisk.

Jeg fik en besked i min lille piges kontaktbog idag...En besked som fik mig til at syde, og jeg kan slet ikke holde op.

Før sommerferien led Emma af forfærdelige mareridt. Hun vågnede og skreg 3 uger i træk, på næsten det samme tidspunkt hver nat. Vi blev urolige og snakkede med hende om det, men hun kunne ofte ikke huske drømmene. Et par dage før ferien fandt jeg ud af hvorfor...

En dreng fra Emmas klasse går og slår på hende...hver gang han går forbi hende enten slår eller sparker han ud efter hende. Min mand mente det bundede i at han gerne ville i kontakt med Emma, han synes at huske fra sin egen barndom, at man som lille dreng kunne finde på de mærkeligste ting, for at få en piges opmærksomhed...

Men, nu ved vi at det ikke er positiv opmærksomhed han søger, for idag stod der i kontaktbogen at han havde spyttet hende i hovedet, og da lærerne havde spurgt hvorfor han dog gjorde det? Så var hans svar: "Fordi jeg havde lyst!"

Sikke en skøn lille samfundsborger tænker jeg.

Emma har selv prøvet at sige fra, hun har prøvet at slå igen i afmagt eller tjatte tilbage i håbet om at det bare var for sjov, men så slår han bare dobbelt så hårdt. Intet hjælper...Nu vil lærerne skille dem ad i en periode, og de har kontaktet forældrene.

Men, jeg er simpelthen så vred! Og ked af det, jeg er virkelig ked af det, for Emma har så meget andet hun skal slås med, og vi har så meget andet...Men, man finder kræfterne frem, og min lunte er ultrakort. Og den er antændt nu.

Min lille pige, skal ikke spyttes på af nogen. Min mand siger, lærerne skal have en chance nu for at gøre noget og de har kontaktet hans forældre. Men, jeg er vred, jeg er så vred at jeg er fristet til at spytte på ham næste gang jeg ser ham på skolen!

Men, desværre er jeg jo et ordentligt menneske, så jeg må bide det i mig og synke en ekstra gang. Men, tag ikke fejl. Det kommer ikke til at gentage sig.

Det kan være rigtig svært for at et barn at indrømme over for sine forældre at man bliver drillet, det kan føles ydmygende. Det lille barn vil ikke være til besvær, det vil ikke skabe flere problemer...

Jeg kender det fra mig selv fordi jeg selv blev drillet som barn...og det følger mig stadig. Det skal ikke følge Emma ind i hendes voksenliv, jeg er stolt af den tillid hun har vist ved at fortælle os ALT. Hver en ting hun grubler over eller oplever. Fordi hun stoler på vi er der for hende, og hjælper hende.

Og lille Emma...Det er vi. Vi er der for dig...

Emma

Søde, stærke og smukke lille Emma

Din verden var så stille og fin

Uspoleret og ugeneret

Men

Børn kan være hårde

Børn kan være nådesløse

Og det er en kæmpe smerte for mig

Hvis du er blevet nødt til at lukke angst og tvivl ind i dit hjerte

For det er så godt

Dit hjerte

Og du er så ren

Du er et rent lille menneske fuld af kærlighed og omsorg

Hvor vover nogen at træde på det

Dit hjerte

Og give det smerte

Jeg lover dig dette

Vi står bag dig

Vi står ved dig

Vi støtter dig

Og hvis du en dag skulle falde

Hvis du en dag ikke selv kan komme op og stå

Så er vi der

Far og jeg

Og vi står parat til at hjælpe dig

Det MÅ og SKAL du stole på

Vi svigter dig IKKE

Mørkeræd?

Jeg tror faktisk Jakob er mørkeræd, vi plejer at have en natlampe på værelset, men igår gik den tør for batteri, og han var rigtig urolig, jeg tænkte det var fordi han bare ikke ville sove, men kunne godt fornemme det var noget andet, på den måde han græd. Rigtig ked af det og en smule desperat. Så jeg tændte diskolampen, og så faldt han til ro og blev glad, jeg fattede det dog ikke første gang og tænkte at den lille bandit bare ville have lys, fordi han ikke var klar til at lægge sig, men så snart jeg slukkede græd han igen. Så jeg tændte og han lagde sig ned, rakte ud efter min hånd og puttede sig til at sove badet i diskolys :)

Igår da der var ro i huset, mens jeg sad og gav Jakob natmad, sagde min mand til mig: "Jeg har overvejet at tage mit kors af...". Det kors han har om sin hals om som har siddet der, de 10 år jeg har kendt ham. Den første tid vi var sammen lå vi ofte i nattens mørke og knugede det kors sammen...Dér i mørket, lå vi med hinanden i hånden, og tænkte på den fremtid vi skulle have sammen. Mens, vi knugede det kors. Vi troede virkelig på det gode liv...Og når min mand siger sådan, så ved jeg han har mistet lidt af sin tro...

Men, han tog det ikke af...Det er noget man siger i frustration. For vi er i en frustrerende situation...Men, det kors står som symbol for HÅB, det gør det ihvertfald for os, og håbet det må vi bevare! Håb skal vi have, det er det der bringer os videre og fremad.

"Tror du han skal gå med ble resten af hans liv?" Spurgte han, "Tror du han vil kunne sige til når han skal på toilet?"...

Og jeg vil have lov til at håbe på, at han kommer til at kunne gå på toilet selv...For det man håber på, er at han bliver så selvstændig som muligt. For jo mindre selvstændig, jo mere hjælp får han brug for. Og både min mand og jeg frygter at de, der engang får ansvaret for at passe på Jakob, ikke kan gøre det godt nok...Vil de kunne læse ham rigtigt uden sprog, vil de være kærlige mod ham og lytte til ham, give sig tid? Vil de overse ham eller lade ham sidde med lort i numsen??

Sådan noget tænker man på, og det gør så usigeligt ondt! Helt usigeligt og forfærdeligt. Og jeg ville ønske en eller anden ekspert ville kunne love os en grad af selvstændighed, men det kan de nok ikke. tværtimod siger de at han altid vil være afhængig af hjælp. Andres hjælp...

Netop derfor er jeg så taknemmelig for at vi har fået hjemmetræning, for jeg kan læse ham, jeg kan høre ham uden ord og forstå ham uden tegn. Og mit allerstørste ønske er, at være med til at hjælpe ham og gøre ham istand til at gøre sig forståelig. Jeg vil være med til at gøre ham klar til livet, til et så selvstændigt liv som muligt.

Og det er ikke noget jeg gør på bekostning af mig selv eller mit liv eller mine behov, folk kender mig dårligt, hvis de tænker: "Det er synd for hende, hun skal da lidt ud, hun skal da have en interesse!"

Jeg har et liv, det liv, der er mit NU. Og jeg lver i nuet...Og tro det eller ej, jeg er glad for at være lige HER. Jeg kan også blive ked af det og frustreret, men det betyder ikke at jeg ønsker noget andet.

Jeg går ikke til Zumba hver onsdag eller læser psykologi på aftenskole, det er ikke mit behov lige nu. Mit behov er at finde balance i det her liv, at finde en måde at håndtere den her situation. den umulige og smertefulde, men også givende og kærlige rejse som mor til et handicappet barn.

Grunden til jeg ikke føler afsavn...Jeg har tænkt meget over det, jeg tror det hænger sammen med at jeg rejste meget inden jeg slog mig ned, jeg har fået opfyldt nogle af mine eventyr, om at rejse selv til et smukt og fremmed land, jeg har hørt historier om Apartheid fra folk, der selv har oplevet det. Jeg har siddet på Tafts point alene, jeg har gået rundt i San Fran, og siddet ved vandet og spist clam chowder. Jeg har holdt en lille piges hånd, en pige der mistede sine forældre i en trafikulykke...Jeg har oplevet et skuddrama, hvor en mand blev skudt ned. Jeg har set delfinerne springe ved siden af båden...

Og jeg er ikke i tvivl om jeg får mange flere oplevelser, og netop derfor savner jeg ikke noget, jeg mangler ikke noget. Jeg er glad for det jeg har oplevet, og jeg glæder mig til det, der ligger forude...Min første bog er snart på vej, jeg har manuskripter liggende i USA, jeg glæder mig til næste sommer hvor vi nok kører til udlandet med børnene. Jeg er endelig ved at finde en ro på det plan, jeg har ikke længere udelængsel eller lyst til at dagdrømme. Jeg vil hellere være hvor jeg er, både med det gode og det dårlige...Heldigvis, men det har da været en hård rejse at nå til det punkt, og jeg er først næsten lige nået frem, men jeg er her NU og jeg hviler ud NU. Så hav endelig ikke ondt af mig eller tro jeg ønsker mig en masse andet end det jeg har...Jeg har ikke brug for at sidde på aftenskole og høre om psykologi, sådan et kursus tog jeg som 14 årig! Og Engelskkursus det tog jeg i London som 15 årig...

Jeg har bare brug for...Brug for vi vidste lidt mere omkring Jakobs fremtid, og vores egen, for de to hænger uløseligt sammen. Vi er afhængige af hinandens skæbnevej. simpelthen, jeg kan ikke vide hvor vi ender, før vi ved hvad, der er med Jakob. Og min mand og jeg vi går op med Jakob, vi går ned med Jakob. Sådan er det...

Det indser jeg nu, virkelig. Når Jakob har en skidt periode, som han lige har haft, vores dårlige sommer, hvor han var så ked af det og sart..Så trækker min mand og jeg os ind i os selv, og kæmper alene...Vi bliver ekstra kede af det, og får sværere ved at nå at tale sammen, og nu hvor Jakob er i bedring, så får vi igen overskuddet tilbage, og mere af glæden, og evnen til at tale sammen og føle hinanden...Jeg har slet ikke tænkt sådan på det, men sådan er det.

Efter sommerferien var jeg lige ved at give op, jeg var ked af det, kunne nærke min mand var ked af det. Og man anede ik hvorfor, for man løser stadig hverdagen, man leger stadig, man griner stadig, men indeni er man ked af det...Men, selvfølgelig hænger det sammen. det ved jeg nu, for man sørger med sit barn, når Jakob er ked af det, og ikke kan mere, så følger vi med ham. og nu hvor han er glad, og i bedring, så følger vi med ham.

Den dag vi var på stranden med børnene, og Jakob kunne sidde i vandkanten og lege uden at græde, da han hørte børnegråd, det gav os håbet om at der var en bedring på vej, og så begynder vi liiiige så stille at slappe af og lægge paraderne. Og når man gør det, så er der igen plads til at man kan se hinanden :) Så selvfølgelig hænger det sammen det hele i et indviklet sammensurium. Og man må tage rollen som en lille detektiv, for at løse og binde ledetråde sammen. En udfordring...En hård udfordring.

Det er kæmpe stærke følelser det her, en rutschebanetur...Det indser jeg virkelig nu...Så nu, nu kan jeg kæmpe for at vi står sammen, og i det mindste kæmper sammen, også gennem de dårlige tider...

Vi har fundet hinanden. En styrke i hinanden...Istedetfor at sørge hver for sig eller glædes hver for sig, så er det endelig ved at gå op for os, at det ikke er sådan kampen skal klares. Man er stærkere sammen! Sådan er det bare...Og det er tid nu, tid til at stå sammen. For det er det vi ønsker, at stå sammen, men når man er ked af det, når man føler en udefinerbar sorg, så kan man komme i tvivl om hvor den i virkeligheden stammer fra - sorgen. Alt bliver rodet sammen, og man bliver forvirret. Men, igen...sådan er det at have et handicappet barn.

Jeg er ikke mørkeræd...Kun lidt...

TEGN OG GÆT...

Okay...så er det ved at sidde på ryggraden...Jeg skulle give vores hund mad og da jeg går ud i bryggerset siger jeg: "Er Albert sulten?" mens jeg laver tegnet for "spise" til ham, og lige i det jeg gjorde det kom jeg i tanke om at det nok ikke var nødvendigt :) men det sidder efterhånden i fingrene nu. Og jeg tror Jakob forstår det...For når jeg siger: "Er Jakob tørstig?" og laver tegnet, inden jeg kommer med glasset, så viser han begejstring. Og her den anden aften, gjorde han endda selv tegnet, med at tage hånden op til munden, og da jeg så spurgte om han var tørstig, så tog han sutten ud!!!

Igår rakte han ud efter en flaske der stod på kommoden i stuen, en fuld kildevandsflaske...Jeg troede han ville have mig til at puste i flasken, for det plejer han, når han rækker ud efter den Pepsiflaske, der står på vores spisebord, han elsker den der hyletone. Men, det var ikke det, det var tørst, for han blev glad da min mand spurgte om han var tørstig! Så nu forbinder han ikke kun tørst med vand i glas eller i køkkenet, hvor han leder os ud til vanhanen, nu forbinder han også flasker med væske.

FEDT, FEDT, FEDT!!!!!!!!!!!!!

Emma Gad, gider du lige...........

Igår var der to ting, der først fik mig op i det røde felt, og efter lidt grublen blev det blot til lidt hovedrysten. Men, jeg tænker virkelig om grænserne for det acceptable glider mere og mere? Om normen for HVAD man siger glider, og gør ting som ikke burde være acceptable...ER acceptable?

Måske er man bare blevet mere lydhør og sensitiv overfor folks ikke særlige sensitive kommentarer...

Min mand kommer hjem, han har købt en lille højtaler af en kollega på hans arbejde. Fordi Jakob elsker at se og høre musik på vores telefoner for tiden, det er det store hit, så for at han får en bedre lyd, har min mand købt den her dims. Fint...den første er defekt, så den bytter han, og en af hans kollegaer kommer med en kommentar om, at det er fordi han har hørt det er "mongoler", der sidder og samler de højtalere.

Og selvfølgelig stikker det, selvfølgelig stikker den bemærkning, når man har et barn, der er handicappet, et barn, der er udviklingshæmmet. Måske kommer Jakob til at sidde og samle højtalere eller tekander på et eller andet værksted?? Måske ikke...Jeg ville være pavestolt, hvis han engang kunne komme til at samle højtalere...

Men ordet "mongol", det bruges for at betegne folk som er hvad? "Dumme"? Det gør mig da ked af det, at folk har brug for at bruge sådan nogle ord til at betegne eller nedgøre andre mennesker med. Hvorfor er det nødvendigt at bruge gloser og ord, som bevidst nedgør andre? "Spasser", "Dum i arbejde".

Jeg tænker på hvem det i virkeligheden er, der er "dum"? Og jeg tænker at man efterhånden bare er nødt til at sætte et filter op, for nogle folk, de har bare de her gloser i deres ordforråd, og det pudsige er, at folk ikke altid laver en kodning mellem ting. Fordi manden siger sådan....betyder det så at han inddirekte taler nedsættende om Jakob?? Jeg tror det ikke, men jeg synes stadig det er ufølsomt og forkert. Og hvornår skal man så sige fra?

Jeg tror ikke man kan og skal opdrage på folk, for det er en umulig kamp, mange nedsættende ord, er ilagt sproget efterhånden. Dér hvor man skal sige fra, er når det bliver personligt. Hvis en person omtaler ens barn som "Spasser", det er klart at så må man puste sig op. Men, man skal virkelig vælge sine kampe, for det er ikke altid det værd...at bruge sine få kræfter på at tale for døve ører. Jeg er bare nået til et punkt, hvor jeg tænker at folk i min omgangskreds, folk tæt på som træder over grænsen, de skal have ren besked, og nogen må man skære fra...man må vælge hvem man vil have omkring sig.

Ord som "Gong Gong" og "Perle", "Fede hvide svin", bliver brugt i flæng...Jeg var engang på en arbejdsplads, hvor folk BARE sagde sådan, og jeg brød mig overhovedet ikke om det, for mig er det en uintelligent, og en mærkelig måde at hævde sig selv på eller lave sjov på andres bekostning. Men sådan var tonen, især mellem mændene. "Fat-jokes"...Alle fyrer dem af osv. Det irriterer mig bare, den her attitude med at man kun kan sætte sig ind i sin egen situation. Så en overvægtig person kan sagtens sige "Spasser". Man kan kun relatere sig til det man selv kender til. Empati er en sjælden ting...Man forstår kun det man selv føler, man glemmer at sætte sig i andres sted!


Igår hørte jeg at nogen i familien mente det ville være godt for Jakob at komme ud og "se" nogle børn, måske er det derfor han er såååå sart, fordi han ikke ser børn?

Folk glemmer fuldstændig at sætte sig i ens sted, og det kan de ikke, Men, når de nu ikke kan det, hvorfor er det så nødvendigt med velmenende og formanende råd?? Kunne det tænkes at vi har prøvet det? Jakob gik i legestue 2 mdr. og tilsidst var han så bange, at jeg ikke engang kunne få ham med ind i rummet! Lige nu er han meget sart og han var ellers på vej til at starte i specialbørnehave, bare nogle timer en gang om ugen, hvor de har sanglege osv. men, det er ikke klogt at starte ham op i noget nyt, når han er ekstra sart for tiden...For bliver det en dårlig oplevelse, så er Jakob sådan bygget at han husker det, og det skal jo være en god oplevelse, ikke en dårlig, så i samråd med behandlere har vi aftalt at vente. Og jeg havde glædet mig til at se ham sidde sammen med de andre børn i kredsen, og synge sammen med ham. Så tror folk ikke, at hvis vi kunne så gjorde vi det????

Man tænker i alle slags løsninger...og nu er det jo ikke sådan at han ikke "ser" børn"! Emma har legekammerater med hjemme, vængets børn kommer på besøg, vi har venner og familie med børn og vi har legedates. Imorgen kommer min veninde med hendes to børn, og vi skal spise sammen og lege med børnene.

Nogle folk er ekstremt gode til at komme med en masse råd, men det er ikke råd man har brug for! Det er forståelse...Folk tror det er såååå simpelt. Ligesom med alm børn. "Man kan da bare...."

Jakob har sin egen døgnrytme lidt ligesom en baby, man kan ikke styre hvordan og hvornår han sover, noge aftener sover han sent, nogle gange tidligt, det kommer an på hans lur, jeg kan ikke mekanisk vælge at han skal sove kl. 13 hver dag! Det er svært for folk at forstå...men, tror de ikke vi har prøvet? prøvet at trække ham fra morgenen af, så han kunne skippe sin lur og komme i seng kl 20. Det resulterer i han vågner ved midnat, og tror han har sovet lur, så jeg må være oppe med ham en hel nat. Tror de ikke man har prøvet at få ham til at sove lur tidligere, så man måske kunne komme før i seng eller vække ham efter 15 min eller 1 time. Vi har prøvet det!!!!

Nogle gange, nogle gange så tænker jeg. Gid de kunne prøve det selv. At være i vores sko...Bare en dag!

Nogle gange tænker jeg..."Gid folk gad læse Emma Gad!"

New York

Igår havde jeg besøg af en veninde fra min studuetid, det er sjovt med os...For der går lange perioder hvor vi ikke ses eller skriver, men når vi så ser hinanden, så er alt det samme! Vi har den samme tone, den samme stemning. Vi er bare blevet ældre og mere ansvarsfulde. Vi er blevet mødre...

Dengang vi læste, talte vi om at bosætte os i New York, vi havde vel begge en udelængsel...Den udelængsel har jeg altid haft, den er faded en del...men, den er ikke væk. Jeg kan godt lide at opleve nye steder og andre måder at gøre tingene på, for jeg ser det som en komplimentering af min egen livsførsel snarere end en trussel mod vanen tro!

Dengang jeg mødte min mand, sagde jeg at han skulle være klar på at flytte til Grækenland, når vi bliver gamle. Den tyggede han lidt på, men var åben for ideen.

Men, hvor kan livet ændre sig, hvor kan man ændre sig!

Især når man vælger at få børn...Jeg kan slet ikke forestille mig at forlade mine børn, slet ikke. Når man indgår i forældrerollen, så påtager man sig et kæmpe ansvar, og ligemeget hvad folk siger, så er det sådan! Man føler et altoverskyggende ansvar for sine børn, og måske endnu mere, når man har et barn, der nok aldrig kommer til at kunne klare sig selv.

Jeg har prøvet at have en amerikansk kæreste, og lave planer om at skulle bo i LA, men når jeg tænker tilbage på det, er det slet ikke så rosenrødt, egentlig. Man skal tænke over, hvor langt det er fra ens medfødte base, hvis man vælger at få børn sammen, i hvilket land skal de vokse op? Hvad med bedsteforældrene? Mine forældre var glade dengang, men da forholdet gik istykker, har de sidenhen afsløret den frygt de gik med: "Hvordan skal vi få set vores børnebørn?". Og jeg følte selv en sær lettelse...

Så jeg kommer ikke til at bo i Grækenland, og jeg fik ikke en eller anden delelejlighed med min veninde i New York, men det gør heller ikke noget :)

Jeg er hvor jeg er, lige nu og her. Jeg tror virkelig det er tid til at lægge fantasier og dagdrømme til side og vælge at leve i NUET.

Jeg kender ikke min eller vores fremtid...Jeg har ingen anelse.

Jeg vil ikke vide det.

Jeg tror jeg vil forsøge at bide i det sure æble og bare følge med uden nogen form for kontrol

Og er det i virkeligheden så surt? Kun, hvis det der venter er skidt, men det vælger jeg at håbe og tro på der ikke gør!

Og, engang...engang så vil jeg til at rejse lidt mere...Gerne sammen med min mand og børn. Så hvis man må dagdrømme lidt fremad, så er det det jeg vil drømme om. Vores lille familie, der holder ferie i Frankrig eller Italien eller Holland :), man behøver jo ikke flyve, man kan da køre...Jeg kan huske alle de ferier jeg selv var på som barn, for mine forældre rejste rigtig meget med mig. Og det var så fantastisk at se nye steder, opleve nye dufte og smage den anderledes mad. Det har gjort mig til et mere åbent menneske. Uden tvivl, og det har gjort mig nysgerrig. Jeg vil gerne give mine børn de samme oplevelser, for det er berigende...

Jeg tror på det lykkes, for os, en dag...Og jeg vil glæde mig. For selvom man glæder sig til noget i fremtiden, så kan man jo godt leve i nuet :)

På stranden

Igår, startede med at alle i familien - undtagen Jakob - var i halvdårligt humør. Min mand gjorde køleskabet rent og jeg stormede rundt og ryddede op og støvsugede. Emma var rastløs, og kedede sig, og kunne ikke få fat i den skolekammerat hun allerhelst ville lege med. Alle små-muggede...Undtagen Jakob :)

Så blev vi enige om at køre en tur i det skønne vejr, pakkede badetøj og strandting osv. og så kørte vi afsted!

Og det endte med at blive den hyggeligste dag! Vi fik en lækker frokost ved vandet, Jakob nød sin børnebrunch, og spiste alt lige fra laks til spegepølse og skramleæg...Mens han stod op ved bordet og pludrede og hyggede sig. Og der var lidt hygge-baggrundsmusik, som Jakob nød...og så overdøvede det også mulige børnestemmer...

Bagefter kørte vi til stranden, og det var helt fantastisk at se begge børn sidde i vandkanten og lege med vand, sprøjte på hinanden og grine, når bølgerne kom tæt på...Jakob havde fået badeble og dragt udenpå, da han ikke har megameget sul på kroppen bliver han ret hurtigt koldt, men fordi vejret var så varmt igår, kunne han sidde længe i vandkanten og plaske, og nøj hvor han nød det!

Og selvom der var andre små børn rundt om ham, børn der græd og skreg, så kiggede han blot op lidt, men lod sig ikke skræmme synderligt af det. Så min mand og jeg blev så glade...Sikke en bedring. Og vi håber nu det er på retur, det med at han er så sart med børnestemmer og gråd...

Vi snakkede om, at det sikkert har været alle indtrykkene i sommerferien, der har gjort at han lukker ned og bliver ekstra sart! Han bliver simpelthen fyldt op! Og så er det en smule skræmmende at det nærmest tager en månede før han tør give slip, og kommer sig over alt det han har taget til sig. Han får simpelthen sansemæssigt overload!?

Når man tænker over det, var der nemlig heller ikke noget den første uge på camping, det kom først anden uge...Og så må vi nok sande, at det har været for meget for ham, og det er hans måde at vise det på! Han bliver ekstra sensitiv og sart og den periode, hvor han ligesom kommer sig, den kan være lang...

Sidste sommer var vi på camping en uge, og derefter tog vi en uge i farfar og farmors sommerhus, men Jakob var så utryg i sommerhuset, at det tog 3-4 dage før han ville ned på gulvet og sidde alene. Så der er ingen tvivl om, at hvis man overtræder Jakobs grænser, så betaler han en høj pris! Netop derfor vil jeg så gerne forudse sådanne situationer, og skåne ham...og os.

I øst og vest

Hvorfor er det man ofte taler i hver sin geografiske retning...Når den ene taler i øst, taler den anden i vest...Man misforstår sin partner eller får ikke udtrykt sig som man gerne ville...Eller man får ikke sagt det, der virkelig trykker én.

Er det vores genetiske kodning? Skal mand og kvinde misforstå hinanden? Er vi så forskellige, at vi er nødt til at afkode hinandens sprog og behov og handlinger?

Igår var vi til Diamantbryllup hos min mands bedsteforældre...Jeg havde aftalt med min mor, at hun skulle passe Jakob. Han skulle spise med og nyde sin mad, og så kunne hun hente ham og tage ham med hjem. Men, min mand ville gerne have han var med til hele festen...

Da han foreslog dette, så kunne jeg ikke sige: "Nej"...Så selvfølgelig sagde jeg at det var fint, for Jakob var jo en del af invitationen og en gæst på samme måde som vi.

Da festen gik igang og Jakob havde været med til velkomst, børnene fik deres mad samtidig med de voksnes hovedret. Super...Men, så kan man lige så stille begynde at fornemme Jakob ikke gider mere, og som min mand senere sagde, så er det jo fordi der skal ske noget...Han vil selvfølgelig ikke bare sidde stille! Og det skal han ikke! Det forstår jeg, og det er jeg enig i...

Men, så kommer det lille twist...I over 3 år, er det mig, der har madet Jakob, mig der har trukket mig væk med Jakob osv. Og det er helt fint, jeg har gjort det uden at blinke, uden at tøve...Til fester, og til hverdag i hjemmet, er det mig der giver Jakob mad.

Er jeg en dårlig mor, fordi jeg tænker det kunne være skønt min mor havde hentet ham efter han havde fået mad på restauranten?? Efter han havde sagt hej til alle, og været med, mens det var sjovest også for ham?

Er jeg egoist fordi jeg ønskede mig at sidde ved bordet og nyde min hovedret uden at skulle sluge den eller spise kold mad, som jeg gjorde...også igår. At vi kunne have siddet sammen og hygget med kaffen bagefter og have taget med de andre hjem og få lidt aftensmad...Og vide at Jakob var sammen med min mor, at de hyggede og legede og han sov sin alm. lur?


Jeg kunne bare godt have tænkt mig en enkelt nem dag...Jeg ved godt vi hjælpes ad, at min mand også gik med ham...det er ikke pointen. Pointen er at det er super naturligt at forældre til babyer og småbørn fra 0-2 år render fra bordet osv. og hele tiden har et øje på barnet. Men, på en måde så forsætter vores "baby-periode"...Vi har ikke nogen pauser eller frirum, vi skal hele tiden aktivere og holde øje. Og jeg tror min mand bare tænker: "Jamen, sådan er det så..." og jeg elsker at han tænker på Jakob uden at tænke ham væk fra en familiefest osv.

Men, jeg tænker at man er nødt til at tænke i nye baner, for at beskytte sig selv en smule...Jakob SKAL være med, men der er også situationer, hvor det er OKAY at han bliver hentet tidligt eller ikke kommer med. Både for hans egen skyld og for vores.

Nogle gange vælger man jo at børnene ikke skal med, eller at den "lille" ikke skal med...det ville man gøre med normale børn. Men, måske er det sværere at tage den beslutning, når barnet er handicappet?

Jeg ved bare at jeg er nødt til at lægge den dårlige samvittighed væk. Dårlig samvittighed over at have brug for stunder, hvor der er ro, hvor man ikke skal styrte afsted eller made eller aktivere.

For jeg ved jeg er en god mor...Det ved jeg. Jeg ved vi passer godt på Jakob og sørger for ham. Og jeg ved jeg kender ham...Efter festen igår, som vi trak indtil Jakob nærmest var ved at falde om, så sov han på vej hjem i bilen, og vågnede ok frisk da vi kom hjem. Men, når jeg så bevæger mig væk fra ham, så græder han, og det er fordi han har været utryg i en situation eller har savnet én ekstra. Det er dejlig at han udtrykker det, og samtidig gør det mig ked af det. For jeg ville ønske jeg havde holdt på at min mor skulle hente ham efter maden...Uden at have haft det dårligt over det eller følt mig som en dårlig mor.

For vores liv som det er nu...Det bliver ved. Det stopper ikke bare...En dag vil Jakob nok komme til at spise selv, en dag vil han måske kunne klare flere og nye ting. Men, ingen ved hvornår...Og det kan være let for folk at tænke: "Hvorfor gør de ikke bare sådan og sådan?" Men, hvis man ikke har et handicappet barn kan man ikke sætte sig ind i alt det man tumler med, samtidig med at man skal være "hverdagsforældre"...man er hele tiden på vagt og alert. Og det er jo ikke fordi man kan smide sig i sofaen når man kommer hjem. Da vi kom hjem fra festen, skulle jeg også lige tømme opvaskemaskine, smøre madpakker og få aftensmad på bordet.

Og tro mig, jeg gør det gerne. For jeg vil gerne gøre ting for min familie. Og netop derfor...Derfor vil jeg ikke have dårlig samvittighed over at trænge til ro engang imellem. En bevidst rolig situation, hvor alle vinder...

Sidst min far holdte fødselsdag blev vi enige om at Jakob ikke skal med mere, hvis min fars kammerat er med, for de to taler ikke, de råber. Og Jakob var sååå ked af det, og jeg måtte sidde alene inde i lejligheden med ham, mens alle de andre sad i fællesrummet og spiste. Jeg måtte gå en tur med ham i barnevognen, for tilsidst kunne han end ikke tolerere at se dem. og er det sjovt for nogen? Selvfølgelig vil de gerne se ham til festen, men ikke for enhver pris, tænker jeg. Og jeg tænker at næste gang vi skal til fest og vi ved min fars højtråbende ven er med, så vil min mand sige: "Selvfølgelig skal Jakob med"...

Men, han gør det af kærlighed til Jakob...Og jeg gør det af kærlighed til Jakob. Og til mig selv...

Søde drømme

Emma har fri idag pga diamantbryllup, hun sov længe...det første hun kommer op og siger er:

"Mor jeg havde verden dejligste drøm i nat...Jeg drømte at Jakob skulle konfirmeres...Først var vi på en strand med alle vores venner...Maja var der ( hendes hjerteveninde ) og lige pludselig cyklede Jakob, for han skulle ud på det universitet, hvor han skulle og gå og så var han til eksamen og fik 12!"

Sikke en god lille drøm min skat.

Nu ser hun TV, der er "Gurli Gris", hende kender alle hardcore forældre med respekt for sig selv :) og i dette afsnit ender det med at Gurli sidder på mors gris' skuldre og hende lillebror Gustav sidder på far gris' skuldre, og de kaster bold til hinanden.

"Mor tror du nogensinde Jakob lærer at gribe en bold, så vi kan lege sådan sammen? Så kunne jeg sidde på dine skuldre, og Jakob kunne sidde på fars skuldre...Det er min drøm mor!"

Og så er jeg lige ved at tude...Så stor en forskel der er på min lille piges drømme...Når hun sover sødeligt...Til når hun vågner op til virkeligheden...

Men, heldigvis er hun realist. "Jeg kan jo godt lege med ham nu...Han kan jo godt lege...På hans måde"

Men, jo...den drøm tror jeg du får Emma...En dag vil Jakob kunne gribe en bold. Det er jeg næsten sikker på.

Lots of Diamonds

Idag skal vi til Diamantbryllup hos min mands bedsteforældre...En sjælden begivenhed i et familieliv, tænker jeg. Og jeg tænker tilbage på den tid, hvor jeg lige havde mødt min mand, og dengang havde de Guldbryllup...10 år er der gået...Damn, tiden GÅR. Seriøst...Lige pludselig bliver man mindet om milepæle, der gør at man stopper op og tænker: Hvad er der lige sket på den tid??

Det er nemlig så pudsigt at man i sit liv, bare går og går...Og Tiden går. Der er ingenting, der bare står stille.

Vi følger med, for det skal man, og man kan ikke andet. Så er det bare med at få den bedste og smukkeste gåtur :)

Og jeg nyder min tur trods alt, trods alt hvad der er sket af både gode og mindre gode ting...man tager det hele med, intet mindre.

På de 10 år er der sket meget. Vi har levet det egocentrerede aleneliv i en lækker bylejlighed, vi rejste og nød hinanden...Vi fik Emma, og købte hus og have, og bil. Vi havde det svært, men vi klarede det og jeg fik endnu en stor mave, ikke for at redde noget forhold, det var reddet inden...Og ud kom Jakob. Mit lille skæbnebarn.

Der var engang en af min søsters veninder, der sagde: "Der er en mening og grund til netop du har fået Jakob...det er fordi du har overskud til det, til ham! Det er skæbnen"

Og man kan tro på det overnaturlige eller lade være...I tider som er svære, har jeg tendens til at tro...Både på Gud og på det mere svævende overnaturlige. Jeg mister ikke troen, når der er noget som går skidt eller smerter mig, tværtimod. Af nød? Eller af virkelig Tro...Who knows...Det er ligegyldigt. Så længe det giver én noget, tryghed og forstærket håb...For i sidste ende, tænker jeg at det er det som TRO bør og skal være...Tryghed og håb. Jeg gider ikke læse bibelen for at finde svar, jeg vil hellere bruge min egen indre styrke og intuition, og bare låne lidt af tanken om en beskyttende Gud, et eller andet sted. En, der holder øje og guider og passer på mig, og min familie.

Og idag vil jeg strø med små usynlige diamanter, og nyde en festdag sammen med min mands søde familie.

Farvel til OL

Øv...Mig der ellers altid har hadet sport. Jeg synes rent faktisk det er vemodigt at man nu skal sige farvel til OL...

Det er Jakob, der har lært mig at sætte pris på alt lige fra Touren tidligere på sommeren til div. olympiske dicipliner, for hver morgen, har han rakt ud efter mig, og så skulle vi ud og morgenvågne til lidt OL.

Og hele tanken om OL er jo fantastisk smuk, alverdens lande, der mødes i enighed og forenelighed, ganske vist for at dyste mod hinanden, men alt andet er lagt til side, og man iklæder sig dragten af: Good sportsmanship og forståelse, kampånd og udholdenhed. Væk er hudfarver og kulturforskelle...

Det er det ideelle verdenssamfund. Hvor er det egentlig smukt. Tænk, det havde jeg slet ikke set, hvis Jakob ikke havde tvunget mig til at se OL...:)

Jeg glæder mig allerede til RIO om 4 år!

Den gode søn

Igår var vi nede og hjælpe min svigermor med at få klippet hendes hæk, og trimmet div. buske...

Og jeg havde fået den bedste opgave...At se efter Jakob :) og som jeg sad og betragtede min mand, der stod på en hjemmelavet stige, for at kunne nå helt op...Min svigermor, der gik og fejede grene sammen, så tænkte jeg, at det er sådan et øjeblik som dette jeg gerne vil huske på...Huske på, når jeg bliver vred på min mand eller irriteret på ham. Det er sådan et øjeblik jeg gerne vil huske i fremtiden, til engang når min svigermor bliver rigtig gammel.

For de så så søde ud...og min mand...Han er en god søn.

Det føles rigtig rart at vi kan hjælpe hende på den måde...For eftersom det ofte er hende, der passer Jakob, så vil man gerne give lidt igen. Jeg køber tit en lille ting til hende, en blomst, en bluse eller blot et dameblad og lidt lækkert, for sådan kan jeg bedst lide det. Jeg kan godt lide at man viser man er taknemmelig. For jeg aner ikke hvad vi skulle gøre uden den store hjælp vi får fra bedsteforældrene, og jeg gruer. GRUER for den dag de måske ikke er friske mere eller den dag de ikke er her mere.

Så det er med at nyde tiden. NU.

Jeg ved man skal tænke tanken, om at Jakob en dag skal håndteres af andre, den dag han måske skal i specialbørnehave eller på specialskole. Eller måske han får en privat handicaphjælper...Who knows, men eftersom han nok ikke bliver selvstændig nok til nogensinde at kunne klare sig selv, så ved jeg at han en dag SKAL håndteres og hjælpes af andre end os. Men, det vil jeg ikke tænke på nu! For det er ikke nu...Og når man står uden en diagnose, så er det ekstra svært at forestille sig...De aner ikke hvad han fejler, hvordan vil de så ane hvordan man passer bedst muligt på ham?

Jakob er vores ansvar, det er vores ansvar at han har det godt, og er i de bedst mulige rammer...Rammer af tryghed og kærlighed. det fortjener han. For Jakob...Du er også en god søn.

Fodbold og romantik

Hænger de to ting sammen?

Måske ikke for andre, der tænker: "Romantisk date med min partner"

Men, for os er det helt fint...I fredags drog Emma på miniferie hos mormor og bedstefar, og farmor passede Jakob, og så tog vi en tur på stadion, og der midt mellem råbende fans, grillpølser og fadøl, sad vi og heppede, holdte i hånd, og grinede sammen.

Som vi talte om på vej hjem, så drejer det sig ikke om at komme på de store romantiske rejser eller kæresteweekender - ikke for os. Det er ikke det, der nærer os og bringer os tættere sammen, det er de små øjeblikke.

Ro, til blot at tale sammen, se på hinanden. Kramme...Grine sammen af fjollede og ligegyldige ting...der er nemlig så meget i vores liv, som IKKE er ligegydigt, og derfor er det skønt at kunne grine af ting, som ikke betyder noget...

De ting man måske ikke har tid og overskud til i hverdagen, men som man burde finde tid til...For det er i virkeligheden de små øjeblikke, der fletter én sammen.

OS TO

Jeg har ikke brug for en masse ståhej

Jeg har brug for du ser på mig

Ganske enkelt

Så lidt skal der til

Et skridt frem mod hinanden

Vi skal være venner ikke fjender

Et kram

Et kys

Et blik

Så lidt skal der til

Intet romantisk trick

Kun et øjeblik sammen med dig

Det er kærlighed for mig


Jeg er så glad...så glad for at opdage, at det ikke er kæmpe romantiske gestusser, der skal til! Det er stadig små ting, der kan gøre en glad...Og det beviser uden tvivl...for mig, at det nok skal gå...Det bliver værre den dag, hvor et kram eller et smil ikke længere er nok! Jeg håber aldrig den dag kommer...Jeg er glad for at indse, at det er små ting, der minder mig om, at vi passer godt sammen, at vi stadig kan få hinanden til at grine af små ting, at vi har den her fortrolighed endnu...ligesom dengang...Dengang vi mødtes - Alt det forstår jeg...nu, pga en fodboldkamp :) Så sport kan virkelig bringe folk sammen :)


Da vi kom hjem, står Jakob og farmor og kigger ud af hans værelsesvindue, og han lyser op da jeg løber over til vinduet. Jeg skynder mig hen til hoveddøren, hvor min mand også står og venter på jeg får låst op, med favnen fuld af godter. Vi får os låst ind, og da Jakob kommer ud i bryggerset, så smiler han da han ser sin far, men da han får øje på mig, kommer der lyd på og han rækker ud efter mig. Det er såååååå fantastisk, at føle han har savnet én, at se han bliver glad, når man kommer hjem.

Vi havde købt burger med hjem og is, og Jakob valgte selv hvad han ville have først...Og i mit stille sind, er jeg så glad for at han kan vise hvad det er han helst vil have, for da isen og burgeren, står ved siden af hinanden, tager han sin lille cheeseburger op i hånden :) Total favoritmad.

Og hele resten af aftenen, skulle han være tæt på mig, da jeg et øjeblik gik ud på toilet, kan jeg høre han numser rundt nede i gangen og piber, og min mand må komme og tage ham, og jeg kan høre han siger: "Mor er lige herude". Jeg må ikke gå, og da vi går ind i stuen, sætter jeg mig på gulvet, og han numser over og sidder helt tæt op af mig, og aer min arm, prikker på min ryg og kigger så intenst på mig, som om han siger: "Mor....der var du!"

Ro, ro, ro din båd

Megaskønt...Vi har lige leget sanglege oppe på trampolinen. "Ro, ro,ro din båd". Så sad vi i en lille kreds...Emma, Jakob og jeg. Og når sangen stoppede, og vi slap hinandens hænder, var det fantastisk at se, at Jakob rakte ud efter os igen, fordi han gerne ville synge mere. Han inviterede til mere leg. Og jeg kunne se på Emma at hun synes det var fedt, og hun smilede når hun tog hans lille hånd i sin.

Og "Bjørnen sover", da var Emma bjørnen, der sov, og Jakob og jeg holdte i hånd henover hende, mens Emma og jeg skrålede løs. Og så sluttede vi af med en vild hoppeleg med bolde...Så der er lidt for både Emma og Jakob, han nød nu også hoppelegen, og da han blev sat ned, numsede han rundt og rørte ved de bolde som Emma havde taget med op på trampolinen.

Men, så kunne han pludselig høre børnestemmer, og blev ked. Så vi måtte gå ind, men jeg er bare så glad for de her små stunder...de små stunder, hvor det lykkes for os.

Glad, glad, glad...Lille bi omkring. Hvad har den egentlig at være sur over? :)

Vi er ens, du og jeg

Sådan sagde Emma da vi stod foran spejlet igår, mens vi gjorde os klar...Og jeg tænkte, at ja vi er ens Emma...Vi ligner hinanden du og jeg. Og jeg håber du er lige så stolt af det som jeg er!

Vi var på pigetur igår...På restaurant og i Biffen med pop corn og snolder...Og hvor var hun glad, jeg kunne se hun virkelig nød det, og som hun gik der med sin lille taske under armen med hendes lille pung i, kunne jeg ikke lade være med at smile af hende! For hun er virkelig en lille MIG...Jeg kan huske min søster fortalte mig, hvordan de havde bemærket, at Emma allerede som halvandet årig, kom slentrende med sin lille fine pigetaske under armen, og bagefter kom moren så...:)

Og det får mig til at tænke...For man ER virkelig forbilleder for ens børn...De lærer det de ser, de mimikerer det de ser, for det er det de kender!

Som barn var jeg også ekstremt omsorgsfuld ligesom min Emma er nu...Og jeg har taget det med mig ind i voksenlivet...Det må jeg have gjort, og hun må have set det. Men, det er ikke en dårlig ting at være omsorgsfuld, så længe man gør det naturligt, og ikke som en form for lappeløsning, det må ikke være noget man gør, for at kompensere for mangler hos mor og far...Mine forældre skændtes rígtig meget indbyrdes, men de var stadig gode til at vise mig, at de elskede mig...Min mor kunne finde på at skrive en lille seddel til mig, hvor der stod: "Jeg elsker dig", og jeg var en fars pige, der kunne sno min far, der var ikke meget jeg IKKE måtte for min far...så selvom jeg den dag i dag er trist over ikke at have set deres kærlighed til hinanden, er jeg trods alt ikke i tvivl om at de elskede mig. Men måske fordi man ikke så åbenlys kærlighed i sin barndom, så ønsker jeg mig det nu...og det er vel ikke en skam? da vi var til en stor fest for nylig, så jeg hvordan de dansede sammen, og min mand og jeg gloede på hinanden, for heller ikke han har set dem i nærkontakt i de 10 år vi har været sammen, og jeg blev nærmest helt lykkelig indeni :) For hvor så det rigtigt og sødt ud. Og det er sådan man gerne vil se sin far og mor...Ligemeget om man er 5 år eller 33...Og det er det jeg gerne vil have mine børn skal føle...Lykke og tryghed, når de ser far og mor sammen, det er fysisk kærtegn og ord mellem far og mor jo et tydeligt tegn på! No doubt. Når vi engang imellem krammer og kysser siger Emma: "Bvard!! Hvor I kysser hele tiden" Men bagefter smiler hun...For hun synes det er dejligt at vi gør det, for det beviser jo at vi elsker hinanden, hun kan se det, ikke kun fornemme det!

Og hvad ser hun så ellers? Er vi de forebilleder vi gerne vil være for hende og Jakob, ser de det vi ønsker de skal se af os?

Når man møder hinanden, når man forelsker sig i hinanden...starter et forhold osv. På det givne tidspunkt hvor man møder hinanden, kan der ske to ting: Man er ærlig omkring HVEM man er og hvad man vil have. Eller man forsøger at pynte på tingene, fordi man gerne vil "imponere" den anden eller forme sig selv i det billede, man tænker den anden ønsker sig.

Og det tror jeg egentlig er meget naturligt, og en del af det ritual som to elskende går igennem...No problem.

Problemerne opstår hvis man fastholder hinanden i de roller, for det er gået op for mig, at grunden til et forhold bliver svært, er at man forandrer sig i løbet af et forhold, man udvikler sig jo og får måske nye behov og nye indgangsvinkler til livet...Man kan ikke undgå forandring, og forandring GØR noget ved en.

Jeg tror det er derfor mange går fra hinanden, for i takt med de forandrer sig, så glemmer man måske at se på hinanden, se på at den anden har forandret sig...Og hvis man vil blive sammen, må man jo tilpasse sig og måske nogle gange strække sig for at accomadere den andens behov. Men, er det ikke også en overkommelig pris at betale, hvis det betyder man kan blive sammen. Bevare kærligheden, ved at tilpasse sig hinanden...Gøre det arbejde der skal til...

Der kan også ligge nogle ting i ens fortid og baggrund, der kommer op til overfladen, når der sker forsk ting i livet, og når man får et handicappet barn, så sætter det "ild" under noget af det latente. Ingen tvivl om det...

Da jeg mødte min mand, fortalte jeg ham at jeg var mega selvstændig, jeg havde ikke behov for kram og kærtegn, for jeg var vant til at klare mig selv. Det samme var han...Hans mor var vant til at klare tingene selv, og i virkeligheden valgte han måske en pige, der mindede om hende, for sådan gør man nok...man vælger enten det samme eller det modsatte af ens egen opvækst. Men, det behøver jo ikke kun at være positivt. Jeg tror han er stolt af at hun har klaret sig så meget selv, men samtidig tror jeg også han ønskede sig de havde været mere fælles om ting! Men, det har man så chancen for at kompensere for i sit eget forhold. Og han har fået en, som minder om hans mor...Jeg ER selvstændig, pligtopfyldende, og god mod dyr :) men, jeg er også lidt hans farmor :) Har let til tårer og er meget følsom...og jeg har valgt min far: En mand, der passer på pengene, sørger for sin familie, har faste ideer om livet, og måske har lidt svært ved at vise følelser...Men inde i ham gemmer sig også lidt af hans farmor...Hun skal bare op til overfladen :)

For ens behov kan godt ændre sig! Og det har det gjort for mig, for når man står i den situation vi er i nu, så er der ingen tvivl om, at man IKKE kan klare det selv, man er nødt til at være sammen om det, og det er ikke et svaghedstegn. Man er nødt til at respektere, at man IKKE længere er den samme person! Min mand har jo også forandret sig, da jeg mødte ham var han esktrem foretagsom og havde startet firma med sin far, og jeg så for mig hvordan vi skulle blive selvstændige og flygte væk fra lønslaveriet...Men, det lagde han fra sig...Og en tid sørgede jeg over det, men jeg elsker ham ikke mindre af den grund, jeg forstår bare nu, at man jo forandrer sig! Sådan er livet...Man forbliver aldrig den samme...og heldigvis. For samspillet forsætter, det er lidt ligesom et spil..Parforholdet, man satser lidt, man taber lidt...Man stiler efter målet, og man arbejder sig henimod det, måske må man skifte strategi, for at nå dertil, men i et spil giver man ofte IKKE op...Så hvorfor har man tendens til at opgive parforhold? Der er jo meget mere på spil...end blot et spil!

Igår var der en, der spurgte mig, om jeg havde brug for at realisere mig selv, om jeg havde brug for at få noget andet end Jakob til at virkeliggøre mig selv og mine behov? Og jeg har tænkt en del...MEN, jeg ved at Jakob IKKE holder mig tilbage, fra at være den jeg er, han holder mig ikke tilbage fra at realisere en karriere eller personlige behov, men det er rigtigt, at man skal have noget som opfylder en...Jeg er så glad og taknemmelig for at jeg er med til at forme Jakob, passe på ham, og ruste ham til livet...For jeg ved at han endnu ikke er klar til at blive passet og håndteret af fremmede. Han er stadig for sart og påvirkelig, og det ville gøre mig, og os mere ondt end godt, hvis vi skulle aflevere ham i en eller anden specialbørnehave pt. Jeg nyder at aktivere ham, at udfordre ham, det udfordrer mig! Det er min livsopgave, at skabe et godt liv for begge mine børn...

Og mit afløb, er at skrive...Mit afløb og min støtte...det der gør at jeg bliver stærkere, er ikke en karriere eller succes, det er kærligheden til min mand!!!! Ganske enkelt, fordi det er OS, der bør og skal stå sammen. Jeg bliver stærkere, når jeg føler mig mand elsker mig, og støtter mig. Det får jeg kræfter af...Og det bliver jeg lykkelig af, for hvis bare han vidste...at det er det, der gør jeg kan klare hele verden, og være lykkelig ligegyldig hvor jeg er. Så tænker jeg at han ville tilgive mig mit ekstra behov for kram og kærtegn...Der er ingen tvivl om, at jeg har behov for beviser, beviser for at vi elsker hinanden, og det er vel ikke et svaghedstegn, at man har behov for det? Men, i virkeligheden er det en mennesklig drift...En drivkraft.

I sidste ende har vi begge et idealistisk syn på familien, vi ønsker at vores familie skal klare skærene, at vi skal være stærke sammen. Jeg vil gerne vise mine børn, at familien er noget værd...At man kæmper for sin familie - sammen og ikke hver for sig, som vi måske har set i hver vores opvækst. Men, samtidig ikke for meget, man skal ikke kæmpe for meget...For kærlighed skal ikke være anstrengt, det skal være naturligt. Jeg vil gerne have mine børn ser en mor og far, der er naturlige, der naturligt krammer og kysser hinanden. En far og mor, der elsker hinanden...Ikke kun for børnenes skyld, men for deres egen skyld!

For jeg tror på vi er tilpas ens...min mand og jeg, til at vi kan komme i mål...uden at tabe for meget :) Og måske endda vinde lidt pga vores forskelligheder...

Skæbnen

Igår aftes sent, kom jeg til at tænke tilbage...Og det slog mig, at det man husker allerbedst, er det væreste OG det bedste i ens liv...Det man husker tydligst er det man mærkede, det der gjorde størst indtryk...Det er det man husker, det man føler...De øjeblikke, der kan kaldes tilbage, når man hører en bestemt sang eller møder en velkendt duft...

Jeg tænker at man egentlig har oplevet en masse, og alt det man oplever GØR noget ved en, efterlader spor, spor der kan vokse og gro, de forsvinder ikke. De gør enten noget godt eller dårligt for ens sjæl...Det tror jeg faktisk på.

Jeg tænkte på dengang jeg arbejdede i Afrika...På engang hvor jeg var på besøg hos nogle andre danske piger, der boede i en lejlighed, og vi ventede på der ville komme et par stykker mere, så da dørtelefonen ringede lukkede den ene pige bare op, uden at spørge hvem det var...og så ville skæbnen at det var en narkoman, der pludselig stod midt i stuen...Han endte med at true os med en pistol ( som han sagde han havde i lommen ), true med at skyde os allesammen og slå os ihjel, her og nu. Jeg husker hvor stille der var, hvordan vi bare kiggede på hinanden...I stilhed. Jeg kan ikke huske præcis hvordan vi fik ham ud, måske har jeg blokket det ude...

Jeg husker hvordan jeg besvimede op af Table Mountain. Jeg husker hvordan vi så en kirke blive røvet, da vi kørte i taxa en ik så sen aften.

Men jeg husker også da jeg sad på dyreinternattet og kælede med en lille hund, der var blevet brugt som forsøgsdyr...

Jeg husker da jeg arbejdede på den skole med handicappede børn...En dag, da jeg skulle hjælpe en pige, der sad ved computeren, og hendes hænder var krogede og stive, og hun græd fordi hun ikke kunne få ordentligt fat i musen, så spurgte jeg hende om hun trængte til et kram...Og det gjorde hun. Vi sad og krammede i en evighed, og ingen af os havde lyst til at give slip!

Jeg husker hvordan jeg sad i en mennesketom Biograf i Cape Town og så "She's All That" og ham der solgte billetter kom ind og sad ved siden af mig og så filmen.

Jeg husker da jeg en dag skulle på arbejde, og stod af et forkert sted, så jeg endte midt i en township...Der lå 4 mænd og slumrede under et træ på den anden side af vejen, hvor jeg gik, da de så mig rejste de sig, og begyndte at gå efter mig...Jeg husker, jeg blev en smule nervøs. Men forude var der en bro, og der stod 3 kvinder og kiggede ud over vandet. Da de så mig kaldte de på mig, og sagde at jeg skulle komme hen og stå mellem dem. Så selvom intet blev sagt, tror jeg de vidste det var en farlig situation...for mig. De fulgte mig hen til bussen.

Jeg husker da jeg skulle på safari og tog bussen hen til Pretoria fra Cape Town, der var koldt i bussen om natten, og damen, der sad ved siden af mig i bussen lagde sit tæppe henover mig...

Jeg husker da jeg lå i mit telt alene på savannen og hørte elefanterne trutte om morgenen...

Jeg husker da jeg var barn, hvordan jeg sad og lyttede ved døren, når mine forældre skændtes, og jeg følte det var jordens undergang...

Jeg husker når jeg lå på græsplænen om sommeren, og kiggede op på de smukke skyer, og så flyene lette henover huset...

Jeg husker da vi var på ferie i Grækenland, og jeg hver gang vi var der IKKE ville hjem

Jeg husker den aften jeg stod på en scene foran 100 vis af mennesker, og der blev klappet af mig pga en sang jeg havde skrevet til en konkurrence

Jeg husker da jeg var i USA...Jeg var med til et amerikansk bryllup...de blev viet i haven, og som mørket faldt på sad vi ved bordene, med de levende lys og snakkede og grinede...

Jeg husker hvordan vi var på vej til San Fran, og ikke kunne finde en campingplads...vi kørte forkert og endte på en grusvej i mørket, og pludselig kom der en kvinde springende ned på ladet af den Truck vi kørte i, og råbte at hun var blevet overfaldet, og at manden var på vej efter hende NU.

Jeg husker hvordan jeg sad i den udendørs Jacuzzi en sen aften og kiggede op mod stjernerne...

Jeg husker da jeg en nat vågner og kigger på Emma, der ligger i smørhullet, hun er kun en baby...Jeg dufter til hendes hår, og tænker at jeg altid vil huske denne duft...Jeg kysser hendes kind

Jeg husker da jeg skulle føde Jakob, og lå med min MP3 med Medinas "Kun for dig" på repeat...

Jeg husker en af de utallige nætter, hvor jeg gik oppe alene med en grædende Jakob, og jeg sætter ham i skråstolen, og lægger mig på gulvet i stuen. Jeg føler afmagt, og græder i mørket, for jeg aner ikke hvad jeg skal gøre...Men, så kommer vores store dejlige hund Albert, og lægger sig ved siden af mig, helt tæt op ad mig...og jeg lægger min hånd på hans mave, og den anden hånd aer Jakob, og lige pludselig falder vi lige så stille til ro...Både Jakob og jeg. Den nat vil jeg altid huske. Jeg vil altid huske Albert for den nat.

Jeg ved det var et skelsættende øjeblik, da jeg valgte at svare, dengang min mand skrev til mig på Dating. Jeg havde gang i 2-3 andre dates, og havde faktisk sagt nej til at skrive med ham, men alligevel blev jeg ved...

Jeg husker da min mand og jeg står nede i vaskekælderen, og han siger at jeg skal være mor til hans børn.

Jeg husker mange ting, både gode og dårlige ting. Men jeg ved...Jeg vil ikke glemme nogen af dem, jeg ville ikke undvære noget af det! For det vi oplever, gør os til dem vi er...Både det gode og det dårlige former os som mennesker, gør os hårde og bløde på én gang! Hele mennesker fuld af erfaringer...som man lærer af. Heldigvis

Træning og Leg

Hjemme hos os er der gået OL i legen. Lige for tiden forsøger min datter at slå sin personlige rekord på 19 sek. i scooterkørsel rundt om sofaen, og når det lykkes, så laver jeg en papirsmedalje til hende.

Lige  nu leger børnene...Sammen. Og det elsker jeg, for det kan være svært for dem at finde et fælles ståsted, en fælles interesse, men Emma fandt på at lave en hule, og eftersom Jakob er en rigtig hyggetrold, så elsker han at sidde i den fine hule. Lavet af 4 stole, med et sengetæppe over...På gulvet har hun lagt dyner og puder, og Jakob ligger og lounger den og siger lyde...Så han er den dovne teenagesøn, og hun er moren :)

Og jeg sidder bare her og smiler af glæde...

Det er rigtig dejligt at have min lille pige hjemme...Indtil skolen snart starter, min mand og jeg blev enige om at hun skulle have lov at have en rigtig lang pause...Hun trænger også til et ordentligt pusterum, så hun har ikke været i SFO, men har istedet fået lov til at nusse rundt hjemme ved Jakob og mig. Da det stadig er ferie, har vi ikke haft besøg af ergo eller fys endnu, men det gør heller ikke så meget, det er rart med en pause...

Og eftersom vores træning af Jakob i høj grad er baseret på dagligdags-øvelser, så mærker vi ikke deres fravær, vi er ret selvkørende. Da Jakob har det dårligt med pres og stress, så er måden vi træner ham på, baseret på ting i vores dagligdag...Lege-træning, udfordre ham mentalt og blot give ham ro...for når han får ro i sin hverdag, så udvikler han sig allerbedst. I hans eget tempo, og vi understøtter ham.

Og jeg kan se den måde Emma leger med Jakob på, også er en form for træning...Når hun f eks står med en dyne henover ham og løfter den højt op over ham og lader den falde ned over ham, så kigger han enten selv ud under dynen, eller hun løfter den igen højt op, så han hviner af fryd.

Det er også træning...Hun ved det bare ikke. Heldigvis...For dem er det en dejlig leg, hvor de begge synes det er sjovt, og når Emma lægger sig ind under dynen, og jeg løfter dynen, og lader den falde, så griner de sammen, de to...

Så kom regnen.......Piskende, silende! og jeg foreslår Emma at vi løber ud i regnen og hopper på trampolin, og vi tager Jakob med...Det er vel også en form for træning, og så elsker han vand! Og nu sidder begge børn i hver deres varme karbad...

Emma

"Mor tror du Jakob har haft et godt liv?" Spørger Emma idag.

"Jeg er sikker på hvis vi spørger Jakob om det, når han er en gammel mand, så vil han sige JA", svarer jeg.

"Ja det håber vi", siger Emma

............................................................................................................................................................................

Senere på dagen smører vi frokost sammen, og hygger rigtig med det, Emma inviterer os ind og spise på hendes værelse, og vi hygger med at se TV og hun har tændt diskolyset fordi Jakob elsker det.

Da jeg rejser mig med min tallerken, rejser Emma sig også og hun slår hovedet ind i tallerknen. Hun tager sig til hovedet, og styrter ud. Jeg løber selvfølgelig efter hende...Hun gemmer sig under dynerne i soveværelset, og jeg ved godt hvorfor! Hun vil ikke græde højt, fordi hun ved Jakob bliver ked af det...Mit hjerte det synker lige en smule. Hvor er det dog utroligt...

Jeg tager hende op og trøster hende hurtigt, og forklarer hende, at hun gerne må græde højt. Hun skal gøre det hun føler, og så må Jakob finde sig i det. Hun skal jo ikke undertrykke følelser, fordi hun frygter Jakob bliver ked af det. Men jeg tror søskende til handicappede, er gjort af et særligt stof...Måske især hvis det er en pige man har, for de har i forvejen det her omsorgsgen, og det bliver forstærket, når de har en søskende, der er handicappet.

Emma har altid været omsorgsfuld, hun var ikke meget mere end halvandet, da hun kom med en pude til bedstefars ryg, fordi hun vidste han havde ondt.

Jeg ved hun er sådan af natur, men jeg ved også at det bliver forstærket nu. Heldigvis, for det er ikke en dårlig ting at være omsorgsfuld. Men, det må ikke overskygge hende som menneske, og de behov hun har, og det er jeg super OBS på...Det er min mand også.

Og måske derfor glæder jeg mig ekstra meget til på onsdag, for da kommer farmor og passer Jakob, så vi kan komme på en pigetur, bare Emma og mig. Så skal vi ud og spise, i Bio og shoppe bagefter...Og på vores morgentur med vores hund Albert, gik vi rigtig og snakkede om det vi skal, og hun glæder sig kan jeg høre...

Små dyrebare gaver

Hvor mange børn gør lige det?

Min fantastiske lille datter bedte om at få noget indpakningspapir og tape, 10 min efter kom hun tilbage med en prikket spand fra hendes værelse, fyldt med små gaver...Ting fra hendes værelse hun har fundet, og har pakket ind, som hun giver til os...Min mand og jeg og hendes lillebror. Så måtte vi vælge flere gaver fra spanden, og så står hun så sød og forventningsfuld og venter, og kigger mens vi pakker op...Min lille pige er så gavmild, hun elsker at give gaver, at se hvor glad man bliver, og hun forventer ikke at få noget igen. Er det ikke fantastisk??

En lille sten hun selv har malet på...en bamse hun synes jeg skal have.

Og netop derfor sagde jeg til hende, at nu var det mors tur...Så ventede hun på sit værelse, mens jeg fandt små ting til hende, som jeg pakkede ind...Fordi jeg ved hun ikke forventer det, men bliver glad, når jeg gengælder hendes fine gestus.

Og ligemeget hvad der var i pakkerne blev hun glad...Jeg fandt en næsten tom Versace parfume, hvor låget ligner en stor diamant...En papirs giraf mm. Og hele tiden mens hun pakkede op, smilede hun...

Hvor er det fantastisk. Så lidt...Gør så meget!

Lige en lille sjov én...Far og storesøster og Jakob fjoller i sengen, og far kilder Jakob..."Far...", siger Emma. "Lad være med at kilde de handicappede! De kan ikke selv sige fra jo..." Så kom vi sådan til at grine allesammen, men selvfølgelig var der lidt alvor i det, for nogle gange er Emma jo Jakobs talerør...Og hun passer på sin lillebror.

StrøTanker

At bevare den stærke tro

Jeg synes jeg er ked af det

Jeg synes jeg vakler og snubler over mine egne ord og tanker

Der hvor følelserne bor

Der gror en uro

Men jeg er nød til at tro på at det hele nok skal gå

Det må jeg virkelig tro på

Hører du

Jeg er ikke specielt troende

Jeg er ikke noget specielt

Jeg er vel som de fleste

Jeg tænker over det meste

Tror på mig selv og en smule held

Men

Alligevel

Så håber jeg dog på

At der et eller andet sted

Er En

Der kigger med

En der våger og holder øje

Deroppe i det høje

Holder øje med mig

Og

Min lille familie

Heldigvis har jeg troen og viljen til at holde fast i den

Mod nord

Så har vi lige været på weekendophold i nordjylland...Hvert år arrangerer mine forældre en familietur, hvor min lille familie og min søsters lille familie, bliver forkælet på den ene eller den anden måde...I år var det et hotelophold i nordjylland. Sidste år gik turen til Samsø, og da var Jakob ikke med fordi vi vidste, at vi ville skulle køre rundt på øen hele dagen, og derfor havde Jakob bedre af at blive hjemme sammen med farmor, men i år ville mine forældre gerne arrangere noget, hvor Jakob også kunne være med...Og det er rart, for det føles lidt mærkeligt at være på en familietur, hvor det ene medlem mangler...

På selve dagen pakker Emma selv legetøj, og hun tømmer sine sparegrise, så hun har lidt penge hun kan bruge på turen. Jeg har en eller anden politik om, at de penge hun samler sammen i hendes sparegrise, er nogen hun selv råder over. Så bestemmer hun selv hvad de skal bruges til, uden min mand eller jeg blander os. Hun elsker bamser, og det er ikke altid vi bare lige donerer endnu én til samlingen, men hvis hun bruger penge hun selv har sparet op, så har vi ingen ret eller mulighed for at sige nej...Den frihed mener jeg, er sund for hende. Og pludselig kommer hun hen til mig. Hun har valgt en tier og to femmere og en to-krone ( og hun kender godt mønters værdi ). Dem må Jakob få at købe for...Og jeg finder hans lille Peter Plys pung, for jeg vil ikke sige nej, når hun tilbyder pengene til Jakob, for jeg ved hun gør det af godhed, og ville blive skuffet, hvis jeg sagde nej tak, på hans vegne.

Sikke en lang køretur! Især da Jakob ikke er glad for at køre bil for tiden, han bliver ked af det, og myrer rundt i autostolen. En smule stressende, og ikke den bedste start på den lille ferie.

Vi havde rustet os med ekstra tålmodighed, men frygten for at hotellet var fyldt af familier med børn, gjorde os en smule urolige.

Men, det gik rigtig godt...Jakob hygger sig, og vi skiftens til at gå med ham, når restauranten summer lidt for meget eller han blot vil på opdagelse, for selvom han er sart, så er han faktisk ret nysgerrig. Især min mor er sød til at gå lidt væk med Jakob, så vi også kan sidde og nyde vores mad lidt sammen. Min mand og jeg har en aftale om, at når det er min familie, der holder noget, så er det ham der skal gå med Jakob hvis, der er problemer, og omvendt, når det er hans familie, der holder noget. For ofte har det været mig, der har trukket mig tilbage med Jakob, og har siddet til alle festerne eller div besøg, og spist alene med Jakob, og jeg tror det er vigtigt at man finder en ordning, så man ikke altid føler det er ens ansvar alene...Det tærrer på kræfterne, og i sidste ende forholdet. Så hellere få styr på, hvem der gør hvad, og hvornår...

Om aftenen sidder vi i pejsestuen og spiller, og vi er så heldige at have den for os selv, og Jakob hygger sig med at numse rundt på gulvet og udforske, mens vi spiller...Da det bliver sengetid, laver jeg sengen om, så den bliver ekstra hyggelig med betræk hjemmefra, lys og hyggepuder, og Jakob er så mæt af indtryk, at han rimelig hurtigt falder hen, jeg må dog ligge og holde ham for ørerne, da der er ret lydt på hotellet, og han græder hver gang han kan høre stemmer oppe ovenpå eller folk ude på gangen.

Om morgenen sover begge børn længe...Note to self: "Hvad betyder det når man går nøgen ind i bruseren til sin mand, og han vælger at gå ud i stedet for at blive?"

Der er TV på værelset, og da Jakob vågner om morgenen peger han op på TV'et, for han elsker at se OL :) så kan han ligge og morgenvågne til det...

Der er buffet om morgenen, men intet yogurt eller gryn, som Jakob nærmest er afhænig af, især om morgenen...men mormor sørger hurtigt for at få dem til at lave noget havregrød til os, og min mand løber i det nærmeste supermarked og køber yogurt...

Vi kører en dejlig tur efter morgenmaden og det eneste problem, er de mange skift ind og ud af bilen, det er Jakob ikke så god til. Men, vi stopper i en hyggelig havneby for at spise, og han falder i søvn i sin barnevogn.

Så det var en rigtig hyggelig tur, og selvom der var grædende børn, så kunne vi heldigvis klare det ved at gå med ham på skift...Morgenmaden idag måtte jeg give ham på hotelværelset, fordi der simpelthen var for mange børn, og han blev ked af det...Men, sådan er det nu engang...Vi har lagt mærke til at der er en lille bedring...Hvis barnet græder ganske kort, så går det...problemet er, hvis det bliver ved, så knækker filmen...Men, det er en bedring trods alt!

Jeg tænker så mange ting for tiden...Måske ville det være OKAY engang om nogle år, hvis vi valgte at tage på en ferie sydpå sammen med vores datter. Uden Jakob...Hvis bare jeg vidste at mormor og farmor passede ham, så ville vi alle være fri til at nyde det. For selvom det selvfølgelig ER ferie vi lige har været på...Både camping, og det lille hotelophold, så er man stadig på vagt hele tiden, man er opmærksom på ting som kan gøre Jakob ked af det, opmærksom på rutiner og tilpasninger...Og en gang, bare én gang, på én ferie...så kunne det måske være okay at vi slap for det...

Da jeg var barn, kan jeg huske at min søster og svoger om sommeren tog på en uges ferie hvert år uden børn, og de gjorde det med god samvittighed. De nød det...Og så passede  mormor og bedstefar børnene...Hvorfor har jeg så svært ved at gøre det samme? Er det fordi Jakob er handicappet? Er det fordi han skal blive hjemme, og ikke storesøster?

Jeg ved det ikke...Men, jeg tror det kunne være godt for os, for min mand og jeg, og vores lille datter, og som min søster sagde...Jakob vil jo ikke få noget ud af at komme med sydpå...han kan heller ikke klare flyrejsen. Men et eller andet sted føler jeg måske at jeg snyder ham for en oplevelse, og hvis han ikke skal opleve det, så skal vi vel heller ikke, for vi ER jo en hel familie...??