Et hundeliv

Igår da jeg åbnede terrassedøren og sagde til vores store dejlige hund Albert: "Nu skal vi i seng", så gik han direkte ind på Jakobs værelse, det kunne jeg simpelthen ikke stå for, så jeg måtte invitere Albert op i sengen lidt, og Jakob kravlede med det samme helt tæt hen til ham og sad og aede hans ene pote...

Der er noget helt specielt ved den hund...Ved vores Albert. Han fornemmer os på en måde, som jeg næsten ikke kan bære vi engang skal være foruden.

Da vi fik Jakob, blev Albert mere beskyttende...Når vi gik med barnevognen og der kom en hund, så gik Albert ind i mellem vogn og hund, den skulle ihvertfald ikke komme for tæt på. Han passer på Jakob, ingen tvivl om det.

Vi kender en dame i kvarteret, der også har Goldens, og en dag kiggede hun forbi med to af pigerne, og vi stod uden for og sludrede, jeg havde Jakob på armen, og den ene hund blev ved med at hoppe op af mig. Tilsidst blev det for meget for Albert, han gik lige ind imellem mig og hunden, og uden snert af aggressivitet eller vrede, så brugte han sin store krop til at presse hende længere og længere væk indtil han havde presset hende helt op mod husmuren. Roligt og myndigt.

"Wauw, så du det?" Sagde damen..."Det var virkelig flot...den måde han lige sagde fra på, stille og roligt"

Og sådan er vores Albert...Ligesom os, stille og rolige, venlige og åbne, men vi har også en grænse, bliver den overtrådt farer vi ikke op, men vi siger fra så det er til at forstå!

Det er sandt...Hunden kommer til at ligne sine ejere...eller er det ejerne, der ligner deres hund?

Jeg er ligeglad hvem, der ligner hvem...Jeg er bare stolt af Albert er som han er...Jeg håber han bliver gammel, virkelig gammel...for tanken om at han en dag ikke er her mere, den er næsten ulidelig for mig. Vi har været igennem så meget her i familien, og han har været med hele vejen. Jeg forstår ikke de mennesker, der ikke holder af dyr, folk der bare smider dyrene væk. Bruger dyr som accessories eller siger farvel og tak ligesom det passer eller ikke passer ind i deres liv. Afliver dyr, fordi de ikke liiige har overskud til dem mere...anskaffer sig et nyt et år efter, for så passer det sørme lige ind i skemaet igen??

Hvad er det for en ligegyldig mentalitet. Vi har haft så hårde perioder i vores lille familie, hospitalsbesøg, dårlige perioder med Jakob...hvor ingen ville have kigget skævt på os, hvis vi havde valgt at give Albert et nyt hjem. Men, det kan vi da ikke! Han er en del af vores familie, og istedet for at se på et dyr som en byrde...så se på dyret som en ven...den her ven vil gøre alt for dig! Den er altid glad, altid taknemmelig. Den behandler dig med større respekt end nogle mennesker.

Den kræver lidt gåture, mad og kærlighed. Men, det man får tilbage er en trofast ven...Jeg har altid brugt Albert som en ven, han kan mærke på mig, når jeg er ked af det. Og når jeg føler stress, får hjertebanken, så er der ikke noget, der hjælper bedre, end at ligge tæt på Alberts rolige krop...Bare et øjeblik. Han udstråler en ro. En ro som jeg har brug for og gavn af...Og faktisk kan de gåture være med til at give de små frirum, som man lader op af...At komme ud i den friske luft, bare gå i stilhed med vovse...Det kan være rigtig terapeutisk.

Albert er en del af vores familie. Simpethen! Jeg elsker den hund...Emma siger tit: "Jeg har en storebror, det forstår de andre børn ikke, men for mig, så er Albert lidt min storebror, ik mor?"

Og jo det er han, og hvor jeg glædes over at hun ser sådan på det, for de to har også et særligt bånd, når hun kigger på billeder fra da hun var lille, kan man se Albert der ligger ved siden af barnevognen og vogter, man kan se ham sidde med hovedet på sofaen og kigge på den lille babypige, der sover. og Emma ved hvad det betyder, og det gør hende glad, og hun sørger for Albert...Når vi har slikaften om fredagen skal Albert have et kødben...selvfølgelig skal han det.

Han sørger jo også for os...På et tidspunkt havde mine forældre to små hunde, og den ene snappede af og til ud efter Emma, da den blev gammel, og det opdagede Albert, og den hund fik ikke lov at komme tæt på børnene, han brugte sig selv som mur, så når den nærmede sig, gik han ind imellem den og børnene...Hvordan kan man ikke elske det??