Så er sommeren kommet...Min mand og jeg gjorde det vi havde talt om, vi splittede os op i første del af ferien og så tog han og Emma en uge til Tyrkiet på charterrejse! Vi synes Emma havde nået den alder nu, hvor hun virkelig ville sætte pris på det og få en masse ud af det...og så vil hun kunne tale med når hendes klassekammerater fortæller om lignende oplevelser. Og de har været afsted og Emma havde sit livs ferie!!! Ligesom vi havde ønsket os så nød hun det hele i fulde drag! De lå ved poolen det meste af dagen og der var overdådige buffeter hele dagen lang, noget som passer fantastisk til vores madglade datter, tænk at der er burger snack buffet mellem morgenmaden og frokosten, wauw :)
Emma savnede mig, mest om aftenen ved puttetid, men i løbet af dagen var der ingenting og jeg fik sendt billeder og sms hjem med beretninger om hvor godt de havde det og så kunne jeg ikke ønske mig mere! Emma fortjener sådan en rejse, hun fortjener den tid hvor hun bare nød livet og alt det spændende og nye. De fik slappet af og min mand mener ikke han nogensinde har spist så meget mad på så kort tid :). De snakkede selvfølgelig om Jakob, men min mand begrænsede det fordi han var bange for Emma ville komme til at savne os for meget...nogle gange sad de og så billeder af Jakob på hendes ipad, det gør mig glad at vide de stadig havde os i tankerne, et eller andet sted var jeg bange for de ville kunne lide det for godt...uden os...eller uden Jakob.
Herhjemme gik livet sin stille gang, Jakob og jeg hyggede os virkelig, og jeg er ellers bange for at sove alene, men når det er flere dage i træk tvinges man til at bearbejde den frygt og lægge den væk...Vi legede dagen lang og Jakob nød det gode vejr, så vi var nærmest ude det meste af dagen og jeg må indrømme, at jeg nok forsøgte at opretholde den gode stemning lidt mere forceret end normalt, jeg snakkede mere, legede mere og sang mere! Hele dagen lang...:) og Jakob var nærmest ikke ked af det på noget tidspunkt. Vi var på udflugt med farmor til en stor sø hvor Jakob kunne sidde i vandkanten og plaske, hjem og få burgere og lege i haven, lige noget der passede ham. Mine forældre var på besøg et par dage dog uden at sove her. Jeg var ret sikker på det var bedst for Jakob med ro om aftenen. Og det tror jeg jeg gjorde klogt i, for han er stadig vældig sart...
De landede om aftenen og Jakob og jeg kørte til Beldringe for at tage imod dem, jeg havde overvejet om farmor skulle passe Jakob, så jeg hentede dem selv, men tænkte at det gik. Da jeg svingede ind på P pladsen så jeg de to solbrændte glade mennesker, der kom trækkende med deres kufferter...og så åbnede de døren, men Jakob så nærmest ud som om han blev bange, det var alt for voldsomt for ham og han blev ked af det! Og så blev stakkels Emma ked af det for hun havde selvfølgelig håbet hendes lillebror ville smile og blive glad og ønske sig et kram, istedet sad vi i tavshed hjem i bilen...så kunne have sat mig ned og tude, det var bare skidt for alle! Og der gik nogle timer før han igen vænnede sig til deres stemmer og tilstedeværelse, men så fik de også de kram og kys de havde ventet på, men det er sgu da svært at forstå...at en man elsker ikke vil i kontakt med en! Men sådan er det så desværre, man er nødt til at møde Jakob der hvor han er og ikke altid der hvor man selv er.
Nu efter min mand og datter kom hjem, var vi på en køretur til Middelfart, og hele turen frem og tilbage måtte jeg sidde og synge og Jakob var tæt på at bryde sammen. Jeg sad der på bagsædet med ham og fik det fysisk dårligt, noget som sjældent sker for mig mere, men da kunne jeg ikke rigtig styre det...Emma havde pakket flere tasker med strandting og vi havde været ved bageren og købe lækkerier, klar til en hyggelig udflugt og så kunne jeg pludselig se det ikke bare var givet at det ville blive hyggeligt. Alt er en kamp lige for tiden og al den overskud jeg havde mens vi var alene, al den overskud jeg jo var nødt til at finde frem fordi vi var alene, den er ved at forsvinde nu. Jeg har ikke rigtig haft den pause denne sommer, jeg har ikke været væk på ferie eller oplevet at geare helt ned og det tærrer en smule nu, noget jeg ellers slet ikke har mærket i nogle år nu.
Igår havde Jakob en rigtig dårlig dag og af en eller anden årsag gik det mig rigtig meget på! Jeg har igen den her trykken for brystet, jeg er ikke rigtig udhvilet og føler mig bare brugt!
Noget jeg rigtig gerne vil have vendt, som jeg sagde til min mand, jeg kan ikke lide når jeg føler min psyke løber af med mig, jeg ville ønske jeg var en maskine :) så jeg ikke behøvede bekymre mig og føle så meget hele tiden, så jeg bare kunne slukke for en kontakt og koble af. Jeg mangler den der ro jeg ellers havde fået opbygget, den er smulret...måske fordi selv de mindste ting pt. en køretur som Jakob ellers elsker, er besværligt. Min mand foreslog en tur til grænsen for at købe sodavand og snolder, men bare tanken om det giver mig hjertebanken...Og nogle af Jakobs tvangsvaner er begyndt at gå mig på...såsom at han spoler i sine sange på ipaden, i forgårs var jeg nødt til at lægge en pude over mine ører fordi jeg ikke kunne slappe af, der i mørket hvor han lå og hørte den samme bid af en lille per sang om og om og om og om igen...
Men jeg ved jo det vender, jeg skal have vendt mig selv, for jeg kan ikke lide at være her hvor jeg er lige nu. Et sted hvor jeg føler mig urolig og rastløs...
Det skal nok blive godt igen, jeg ved jeg kan vende mig selv rundt, men jeg tror også jeg skal lære at acceptere jeg IKKE er konstant, man kan ikke være perfekt og stærk hele tiden, jeg slogs jo også med følelser og alt det vi går igennem...vi er ved at opbygge Jakob efter påsken til Berlin, og måske skal jeg også lige opbygge mig selv...den havde jeg bare ikke set komme. Men hvor der er overskud findes åbenbart også underskud...af og til.
