Jeg elsker at skrive...det ved alle der kender mig. Jeg har skrevet digte og noveller så længe jeg kan huske tilbage fra min barndom. Det nyeste er at jeg skriver på Wattpad som er en platform for forfatterspirer og læsere. Jeg kalder mig PrettyPinkAndie fordi jeg elsker den gamle 80er film med Molly Ringwald "Pretty In Pink" og hendes karakter i filmen hedder Andie :)
Jeg har ro når jeg skriver, det er terapeutisk for mig...det er ligesom det jeg gør når jeg skal have "mig-tid" hvis man kan sige det sådan. Det er der jeg får energi..men de sidste uger har jeg ikke har haft lyst til at skrive og det irriterer mig, det gør mig faktisk ked af det fordi jeg kan mærke jeg mangler det, men jeg har bare ikke rigtig lyst. Jeg snakkede med Jesper om det den anden aften og det gør mig faktisk en smule smådeprimeret i den forstand and noget af det som giver mig mental energi er lidt i bero. Jeg har masser af ideer, men nogle gange tænker jeg: "Hvad nytter det egentlig?" Jeg bliver alligevel aldrig en kendt forfatter! En gammel drøm jeg næsten har givet slip på...jeg kunne måske have drevet til til noget hvis jeg var blevet ved dengang i 90erne hvor jeg var godt igang og formåede at skrive tekster til de danske børnekor...lave opsætninger med selveste Thorkild Bjørnvig og blev udvalgt af Erik Skyum Nielsen...men jeg var ikke vedholdende nok og jeg ville det ikke nok jeg tvivlede på mine egne evner og lod det ligge, det har jeg tit fortrudt.
Men jeg gider ikke græde over spildt mælk, det er der ingen grund til og jeg tror lidt på den der: "Hvis det er meningen, så skal det nok ske!" Så nu skriver jeg bare for fornøjelsens skyld...men lige nu kan jeg ikke skrive, jeg har ikke noget at sige, ikke noget jeg kan strukturere ihvertfald, men det kommer jo nok tilbage.
Idag har Jakob været til sin første børnefødselsdag...da han fik invitationen var vi allesammen enige om at han skulle med og at vi skulle støtte op om det, og så måtte han jo holde så længe han kunne...
Vi var de første der kom og da den næste dreng kommer sammen med hans mor løber Jakob hen og aer ham på knæet! Ingen tvivl om at Jakob kunne kende ham :) mega fantastisk at se!
Og Jakob var med fra start til slut...2 timer. Han sad i en lille sofa tæt på bordet med sin ipad, men han sad også med ved bordet...Han ville dog ikke spise, men moren var så mega sød at give Jakob to af de dejlige hjemmebagte boller med hjem! Som dem vil han nyde til natmad, det ved jeg.
Tænk at han kunne klare at være der hele festen...han var ked lige tilsidst, men wauw, tænk at han kunne være i det, alle børnene, et nyt sted...alle de voksne.
Det var simpelthen så fedt!!!! Og jeg føler mig så opløftet fordi jeg tror Jakob har forandret sig uden vi har opdaget det?? Det her havde været utænkeligt for 6 mdr siden...virkelig. Vi plejer jo at skulle gå væk med ham, han plejer at skulle ind i et separat rum, men nu vil han gerne være med...han betragter det hele og det ligner virkelig han synes det er så fint...når han er mæt er man ikke i tvivl og det er jo godt han siger fra for på den måde bliver han ikke længere presset derud hvor der kommer eftervirkninger tror jeg...førhen sagde han ikke altid fra og vi prøvede at skærme ham så godt vi kunne, men nogle gange var prisen for et fejltrin meget dyr og det er også derfor vi har været så bange med hensyn til skolen og overstimulering fordi vi har prøvet at stå med en dreng fuld af fobier pga for mange sanseindtryk og perioderne var så lange...uger, måneder og op til et helt år. Men jeg tror han er nemmere at læse nu, fordi vi jo kender ham bedre og hellere stopper før tid end at presse ham for meget.
Og det er skolen mega gode til, det er også derfor han befinder sig så godt der, de læser ham så fint og presser ham ikke længere ud end at han hurtigt kan komme sig.
Vi er dælme heldige. De to lærerer Jakob har omkring sig ER noget særligt. Nogle mennesker har "bare" et job. De to mennesker her har et job, men de har også hjertet med i det og det vil jeg vove at påstå er allerbedst når man arbejder med den her type børn for de vil reagere på ligegyldighed og kulde...de er så fintfølende at det ER mennesker med hjertet og sjælen i jobbet, der kan tilpasse sig børnenes behov bedst.
Damen krammer Jakob, man kan virkelig se hun holder af ham. Sikke en gave og manden han er så opmærksom på Jakob og det er præcis det Jakob har brug for, at blive læst ordentligt og forstået...Han vil virkelig gerne forstå Jakob!
Jeg lagde mærke til Jakob rakte sin hånd ud efter den mandlige lærer idag, han lagde vist ikke helt mærke til det for han tog ikke Jakobs hånd, måske var han lidt i tvivl om det var en invitation eller ej, men det kunne jeg se det var. Og det fortæller mig at han er glad for sin lærer, og det gør mig glad og tryg, for det er det vi har drømt om. At Jakob lærer at knytte sig til andre end os...det er jo vigtigt for hans fremtid at han kan det, da han altid vil have brug for hjæp og så er det bare man håber at de mennesker han møder på sin vej er lige så gode som de to han har mødt nu! Og håbet er der da, for når der er mennesker som de her to, så skal det hele nok gå...
Men det at Jakob kunne være i rummet idag...det virker måske som en lille ting, men tro mig det er det IKKE for os...vi der altid har skulle isolere ham, han begynder nu at titte frem og nyde at være med der hvor der sker noget...det er kæmpestort...
Sikke en fantastisk dag...og så bliver jeg glad fordi der alligevel ikke skal mere til før jeg bliver glad igen...og dog...så er det jo ret stort :) en børnefødselsdag er ret stort. Ihvertfald for os...ting som andre forældre tager for givet...det kan børn jo almindeligvis sagtens tolerere, ja de elsker det jo ligefrem. Jakob har altid gemt sig...når der skulle synges eller snakkes og grines...men nu kan han være i rummet og være med.
FEDT FEDT FEDT!!!!!!!!!!!!
Så de små ting er kæmpestore for os og det er vel egentlig en ret god ting, ikke? :)
