Helt rundt på gulvet

Jakob var ked af det i nat...Han vågnede flere gange og kastede sig rundt i sengen og når man selv er halvsovende og en smule difus, så skal man strenge sig an for at lokalisere problemet. Jeg tænkte med det samme maven! Men han trak ikke benene op som han plejer...Pludselig blev hans vejrtrækning mærkelig og jeg var nødt til at vække min mand, jeg blev bange, det lød som om han hyperventilerede!

Min mand stod op og tog Jakob op, satte sig med ham i stuen, men han ville op til mig...så vi satte os ind på værelset med ham og jeg bad min mand blive og lytte, så han satte sig på sengekanten...Jakob faldt til ro i mine arme og lå med hovedet på min mave...sådan faldt vi i søvn indtil han vågnede grædende igen et par timer efter.

Men nu ved jeg godt hvad det er...for det eneste, der hjalp var at han kom til sig selv og så fik tryghed ved at jeg var helt tæt på...

I går havde vi dobbeltbesøg, og det gik så fint, men som altid kommer "regningen" altid senere...

Først var specialpædagogen der for at sige farvel, de må ikke længere komme hos os fra specialrådgivningen...Hun var der halvanden time og bagefter kom ergo og hjælpemiddeldamen for at aflevere en ny klapvogn, den er superfin, den er helt sort og ligner en babyjogger...jeg kan godt lide det ikke ligner en vogn til et handicappet barn, det har jeg ikke behov for at udstråle når vi triller rundt i kvarteret...

Vi talte om løsninger til badeværelset...Jakob er blevet for stor til puslebordet og det er ikke længere behageligt for ham...

Selvom han jo er glad i situationen, så mærker man først den rigtige reaktion senere...så fra nu af er det slut med flere ting på en dag...det er en aftale! Og ikke to...Færdig...

Man bliver helt rundt på gulvet efter sådan en nat...men man skal jo op og jeg skal følge Emma i skole...idag med morgenhår og joggingbukser...I don't care.

Op på formiddagen hørte jeg hans lille bamse og kylling bog "Tihvertifald Bamse" kunne jeg høre kyllings stemme sige og så ved jeg han er vågen og glad, så er han stået op og sidder foran sit store spejl og trykker på knapperne, der "taler" og jeg kunne høre ham grine...

Så ved jeg han er okay igen. :)

Hvad koster en gulerodsbolle?

I går var Emma på udflugt til Madsbyparken i Frederecia, en fin park, uden entre...med legepladser, dyr og natur. Hele indskolingen var afsted i bus og jeg havde varslet lærerne om, at hun har tendens til køresyge, så hun helst skulle sidde i den forreste del af bussen. Hun har køresygearmbånd, hun helt sikkert også skal have på, når vi kører til Mosel i sommerferien...

Da hun kom hjem fra turen var hun så glad...:) hun spiste resten af madpakken, jeg havde sørget for lækkerier, både frugt og slik og kiks og madder...mini salami og juice og saftevand til en lang dag.

Pludselig kommer hun ind i stuen. "Hvad koster en gulerodsbolle mor...dem Jakob elsker fra bageren?"

"7 kr." svarer jeg.

"Hvordan ser det ud i penge?"

Jeg forklarer hende at der er forsk. kombinationer :) en 5er...og en 2 krone. Tre to kroner og en 1 krone...osv.

Og så har hun været i sin sine sparegris og har fundet de 7 kr. og spørger om vi ikke skal cykle en tur til bageren efter en bolle til Jakob. Jeg synes bare det er SÅ sødt....Jeg ved hvordan hun tænker...Hun har haft en dejlig tur, hun har fået godter osv. nu vil hun gerne give Jakob noget. Jeg vil ikke sige, at jeg betaler for bollen, for det er noget hun gerne vil give ham, og det skal hun have lov til!

Så vi cykler en tur i det gode vejr, hen til bageren...Da vi kommer ind og Jakob hører bagerposernes knitren græder han. Han er stadig bange for sølvpapir, bagepapir og poser. Det er en smule belastende og gør det svært at lave mad, skifte skraldepose...ting som man anser for små ting i hverdagen, men som skal gøres, påvirker ham negativt.

Men han klarer det og vi kommer ud af butikken med en bolle og en pizzasnegl...Hun havde taget lidt ekstra penge med, så hun også kunne købe noget til hende og mig. Jeg kommer næsten til at tude da vi cykler hjem, jeg fortæller hende hvor sød jeg synes hun er...hvor flot det er. For det er flot!!!

Vi spiser det på trampolinen, Jakob vandrer sikkert rundt på trampolinen, det er god træning, han klapper og synes det er fantastisk...Emma leger med ham og de to, de sidder i den store badering og guffer...Bagefter lægger hun ham i sansegyngen og vi hjælper med at rydde al legetøjet væk fra græsplænen, for der skal slås græs, alle kløverne lokker bier til og i søndags hvor vi fejrede sankt hans i haven trådt min mand på en, og det gør ondt! Jakob og Emma går jo også rundt i haven og da Jakob ofte nusmer gennem græsset og jo bruger hænderne, så er det vigtigt at græsset ikke er for højt, for han skal ikke stikkes af en bi!

I søndags fejrede vi Sankt Hans med mine søde svigerforældre...Jeg er heldig at jeg har nogle svigerforældre som dem. De sætter pris på alt hvad vi gør og de er der for os, ikke kun for min mand og børnene, men de støtter også mig...Det behøver ikke at være nogen hemmelighed at min mand og jeg var uvenner det meste af weekenden. Sådan er det nogle gange, men hvis det trækker ud for længe, så påvirker det ungerne og det må det ikke. Så hvad der startede som en dårlig søndag, endte som den allerbedste! Og meget af det takket være mine svigerforældre...Det hjalp at de kom, og børnene var så glade...vi grillede og sad udenfor og snakkede og hyggede os. Sjældent har jeg set mine svigerforældre så glade, de nød virkelig den dag...Min tændte op i vores bålsted og vi ristede skumfidusser på pinde som farmor og Emma havde hentet på stien.

Jakob sad i sin nye trækvogn og betragtede ilden og var så glad. Emma fortalte vitser og grinede næsten allerhøjest selv! :) Vi fik lagkage og kaffe med bailey og sad og lyttede til det levende musik ovre fra boldbanen hvor der var bålfest. Jakob lyttede og sad undrende og kiggede i retning af lyden, så vi besluttede os til at gå over og kigge...ganske kort, så han kunne få stillet sin undren :) og det kæmpe bål var jo spændende...:).

Emma sagde flere gange at det var dejligt vi var gode venner igen, jeg tror det påvirker hende mere end vi tror, når vi er uvenner. Hun sagde: "Mor når jeg skændes med mine veninder, kan vi altis lege sammen dagen efter...hvorfor kan dig og far ikke det?" så forklarede jeg hende at så nemt er det ikke altid, når voksne bliver uenige om noget...Men min mand og jeg er blevet enige om, at fra nu af, så kan man råbe: stop! og bare sige: okay vi er uenige, man behøver ikke skulle "vinde" eller overtale hinanden, men blot være ueinge. Som min svigermor sagde, er det nemt nok hvis man bare var sig selv, men når man har børn er man nødt til at gå på kompromis med den måde man skændes på...for børnenes skyld.

På vej over til skolen idag talte Emma og jeg om, at sommerferien starter næste uge..."Jeg glæder mig til vi skal til Mosel...men mor jeg glæder mig ligesåmeget til jeg skal på ferie ovre hos mormor og bedstefar...vi cykler altid ture, og kører tur...vi spiser is og har det så sjovt...".

Det er helt klart hendes fristed...Og det gør mig faktisk rigtig glad, at hun tænker sådan...Emma behøver ikke charterrejser ( det har hun prøvet ) eller dyre hotelophold...for hende er det det nære...det ægte. Som den Sankt Hans vi fejrede...så er hun glad, når familien har det godt og er i balance. En cykeltur til bageren eller en ferie hjemme hos mine forældre, som gør alt for hende! De tilsiddesætter alt mens hun er der, leger med hende, lader hende bestemme menuen, de lytter til hende og forkæler hende og det elsker jeg dem for...At de kan give hende sådan et fristed, for der kan hun lade op...sådan et sted har man brug for, når man har det liv vi har. Vi er under pres...og af og til kan man reagere volsommere på noget end andre måske ville gøre.

Min mand tager ud og spiller golf...

Og jeg er begymdt at bede ham om at tage ungerne med på tur eller ned til farfar og farmor, bare engang imellem...så jeg kan mærke roen og bare se en film...sidde i lænestolen og nyde at være alene.

Nogle gange kan jeg få et "anfald" hvor jeg føler jeg bliver dårlig, hvor jeg får ondt ved hjertet eller føler jeg ikke kan få luft, det ved min mand slet ikke...Hvis jeg kommer til at tænke for langt frem, bliver jeg så bange...Jakob er kun 4 år, men tanken om at han skal i skole og væk fra os gør mig panisk angst, der er jeg slet ikke endnu...Jeg har en kæmpe beskyttertrang...vi aner jo ikke hvad der er med ham eller hvad alt det her ender med...

Socialrådgiveren var på kontrolbesøg i sidste uge, hun er bare så sød...forstående og imødekommende. Hun skal jo sikrer sig at det her er den rigtige ordning for os...og det er det, uden det her ville vi allesammen gå ned. Vi har brug for at passe på Jakob, understøtte ham, være tæt på ham, som familie, det er en fælles opgave...Jeg har al ære og respekt for dem, der vælger at barnet skal i instituition, men vi kunne aldrig gøre det...Aldrig.

Jeg blev så uendligt glad da socialrådgiveren sagde at man kan rykke skolestart til han bliver 7 år eller man kan hjemmeskole eller han kan være ude et par timer og så komme hjem i hjemmetræning bagefter...de kan strikke det sammen så det passer til ham...

Igår fortalte min mand om en kollegas søster, der lige havde vundet 1,4 mio. Tænk hvis det var os...og ja det tænkte jeg...bare det havde været os. Så ville jeg vide at vi kunne sikre Jakobs fremtid, og Emmas...indskud til lejligheder osv. de skal aldrig mangle noget og det kommer de heller ikke til, men det ville da blive nemmere, hvis man lige vandt i Lotto :)

Emma siger tit: Jakob må bo hos mig, hvis det bliver for kedeligt hjemme hos jer, så sørger jeg for at mit hus er så stort at han kan komme hjem til mig...og så vil jeg køre tur med ham i min bil uden tag på :) så han kan mærke vinden i sit hår...Og så kører vi på mac...

Når jeg genlæser det jeg lige har skrevet, så er jeg ret ligeglad med om vi nogensinde bliver millionærer eller ej. Vi har jordens smukkeste og dejligste børn. Jeg ER allerede millionær!

De 7 kr Emma brugte på den gulerodsbolle, det var guld værd for mig.

Jeg er rig.

På besøg i børnehaven

I går var Jakob og jeg på besøg i børnehaven. Det var egentlig mit eget forslag, bare for at sige goddag på den lille sommerfuglestue, og for at prøve og træne/lege lidt i deres fys rum.

Han var glad da vi kom ind og synes det var okay spændende, og han blev også glad for at se fys.

Vi startede med at gå ind i fysrummet, hvor han fik lov at prøve sansegyngen, hun bemærker at han ikke lægger hovedet ned...altså at han er på vagt og ikke rigtig giver slip, forståeligt nok. Hun viste mig flere øvelser på den store bold. Jeg tændte min telefon med musikken og der er ingen tvivl om, at det var en lifesaver som altid, den kan distrahere ham, for ellers er jeg ikke i tvivl om, at han ville have været ud fra rummet. På et tidspunkt kan jeg høre et barn, der græder højt og han reagerer med det samme, så jeg sætter mig hen bag ham et øjeblik.

Bagefter går vi ind og siger hej, børnene er ved at spise og er delt op, så de små spiser sammen og de to store i et andet rum. Jakob kigger, men kigger alligevel ikke...og da vi går ind til de lidt større, hiver han fat i dørkarmen, han vil ud...

Fys foreslår vi går på legepladsen, det er rigtig fint med trampolin, klatrestativ og rutschebane og Jakob prøver det hele :)

Og så er besøget forbi.

Det er klart for mig, at "vi" ikke rigtig hører til dér. Det virker simpelthen forkert, men vi er selvfølgelig også bare på besøg. Jeg kan ikke se Jakob der...Han skal træne hjemme, der udfolder han sig meget mere, også sammen med fys, der er simpelthen større chance for at han udvikler sig ordentligt, når han er tryg.

Der er det sociale aspekt, det med at se børn, de har tilbudt os at vi må være med til morgensang en gang om ugen, hvilket betyder at Jakob skal op samtidig med os, vi skal nå i skole med Emma og så ud i morgentrafikken. Det pres, det hurtige morgenskema og ind og ud af bilen flere gange, alle de skift duer ikke med Jakob, jeg kan ikke se han får en god dag på den måde. Men jeg kan sagtens se at han skal lege med andre børn, men nogle gange glemmer man måske at han ikke er så gammel mentalt endnu, han er ikke rigtig der endnu og krydrer man det med det lidt autistiske i ham, så er det en kompliceret cocktail for man ved jo at børn lærer af hinanden på en anderledes måde end noget vi nogensinde vil kunne give ham, de lærer social conduct og spilleregler. men hvis han ikke selv inviterer eller er mentalt klar, så får han jo intet ud af det alligevel.

I går havde Emma en legedate, og min mand henter hende, moren beslutter sig for at gå en tur med pigen og lillebroren, så de følger Emma hjem og kommer hen til havelågen sammen med min mand, jeg går ud for at sige hej. Og lige pludselig kommer Jakob gående ud i haven :) Og så er det tydeligt, at moren ikke vidste Emmas lillebror er handicappet...det kan man bare se på folk, den måde de tøver på, kigger på. Men der er dælme forskel...for der er træls kiggen, og der er forståelig kiggen...og det her var det sidste..."hej med dig" siger moren til Jakob og han kommer helt hen til lågen og kigger.

Det er så sødt...Og så ønsker man sig jo at han kunne få noget feedback fra børnene, fordi man ønsker at se ham social og blive svaret, når han inviterer til kontakt, men det ved de jo ikke og det skal de ikke vide, hvor skulle de vide det fra...

Men jo man ønsker sig han får venner...og specialbørnehaven er jo et godt sted at starte, jeg håber bare vi kan få mulighed for at være med på et mere passende tidspunkt...Jeg aner ikke om der findes mødesteder, ligesom da han var helt lille og man kunne komme til babycafe og tale med andre forældre og børn med handicaps...Men dengang var jeg ikke klar og han var heller ikke for den sags skyld.

Det må jeg undersøge...

Jeg melder pas...

Igår tog vi ned på borgerservice med Jakob...min svigermor og jeg, for hans pas er udløbet, så typisk for min mand og jeg, så kommer vi ud af starthullerne i sidste øjeblik, til trods for at vi har tænkt tanken de sidste to mdr :).

Vi valgte at tage til Assens, selvom vi bor i Odense, for to år siden stod min svigermor og jeg med en panisk Jakob i et overfyldt lokale som nr. 881 og der var omkring 100 foran os...da det endelig blev os, var billedet ikke godt nok, så vi måtte løbe ned i byen for at finde en fotograf og tilbage igen!

Det scenarie ville vi gerne undgå i år med viden om, hvor sensitiv han jo er...Og vi tænkte at der nok ikke var så mange mennesker i Assens og det var rigtigt...

Vi var nr. 2 i køen, super. Men Jakob blev ked af det allerede da vi kom ind, der lugtede sterilt og det lignede måske lidt et hospital, ordentligt og med en lang gang, stilhed og sure miner.

Jakob vred sig og var ked af det, jeg stod med ham og han var utålmodig....damerne bag skranken tog sig god tid med dem de ekspederede, fred med det. Og da de var færdige med dem tog de sig tid til at hyggesnakke og tage en lille break og få slukket tørsten inden de kaldte det næste nr.

Og billederne var igen ikke gode nok...så ned i byen, løbe hen til en fotograf og så tilbage...

Jeg kan simpelthen ikke forstå det system, at man forlader sig på en maskine, der skal godkende et billede, kan man ikke i nogle tilfælde, bare være lempelig??

Og da vi nåede ned til fotografen, sagde hun...Hun var lidt i tvivl, for hans mund stod jo lidt åben, men det må de godtage sagde hun...De kan jo nok se han ikke kan forstå, når man siger til ham han skal lukke munden, så der må gælde de samme regler som for spædbørn...

Og jeg kan ikke finde ud af om jeg blev lettet over den kommentar, eller ked af det.

Jeg melder simpelthen pas.

Eftervirkninger

I søndags var vi til fødselsdag hos min voksne niece og nevø, de er begge først i 20erne og læser i hver deres by...de havde samlet familien hos min søster, og det var super hyggeligt.

Jakob kommer der ik så tit, selvom jeg er tæt på min søster, ses vi ikke så tit hos hinanden, det er nok afstanden, der gør det...For jeg er rigtig glad for min storesøster.

Han var ikke tryg, han ville ikke spise med ved bordet og jeg måtte gå op ovenpå med ham, men han var meget rastløs. Vi skulle egentlig have spist ude, men vejret var ikke til det. Desværre...Jakob ville ikke have grillmad, jeg ved ellers han kan lide både kylling og spareribs og endda oksesteg, men så jeg spurgte min søster om jeg måtte få et stykke rugbrød til ham, jeg kunne godt se der var mange kerner i, men selvom man er hos familie, så kan det være grænseoverskridende at spørge om de har noget andet fordi Jakob ikke kan klare kernerne...Og så bandede jeg lidt over mig selv, at jeg havde glemt at tage hans eget brød med hjemmefra just in case, men han plejer jo godt at kunne lide grillmad, for jeg havde forhørt mig hos mor omkring menuen...Men da jeg stod og smurte mad, sagde min svoger: "Du har godt set der er mange kerner i?" og så spurgte han min søster om de ikke havde noget andet brød til Jakob...Det var virkelig virkelig sødt...og det havde de. De havde noget franskbrød...noget durum/ciabatta-agtigt ( min søster og svoger elsker Italien :) og det endte med Jakob spiste 4 stykker! Og så blev humøret også bedre...

Efter frokosten og desserten, gik vi en tur ned til fjorden, vi havde trækvogn med til Jakob...Vi havde sådan en i træ, men hjulene blev ved med at punktere, det var rigtig træls, men vi fandt et super godt alternativ, som endda er lettere vægtmæssigt og som kan klappes op og ned i løbet af 20-30 sek. En sammenklappelig trækvogn, som egentlig er ment til bagage, men vi har skåret en juniormadras til og lagt i bunden og sat en stor pude, han kan sidde op af, så er den både mere rummelig og lettere at styre end den gamle i træ, som nu har endt sine dage på lossepladsen!

Da vi kom hjem fra gåturen klarede det op og vi kunne få eftermiddagskaffen på terrassen, det hjalp, de åbne vidder hjælper altid på Jakob, der er simpelthen mere rum udenfor og mindre klaustrofobisk. Så kunne han sidde i trækvognen med sin ipad og endda gå rundt på terrassen mens jeg proppede små stykker drømmekage indenbords...kæmpe hit. han fik også en skål vand at lege med på et tidspunkt.

Til aften grillede de pølser med brød, det elsker Jakob, Emma som havde fornemmet at hendes lillebror ikke hyggede sig helt, gik rundt sammen med ham ude på terrassen, mens de andre sad indenfor, og gav ham pølsestykker og brød og lidt af den pizza, som moster havde varmet til hende ( for Emma kan ikke lide pølser ), jeg var selvfølgelig ude hos dem, selvom Emma siger hun gerne vil være alene med ham, så skal hun jo ikke have ansvaret for Jakob på den måde...

Emma hygger sig på sådan en dag, hun ELSKER når familien er samlet og hun elsker sin kusine og fætter, de er jo store, men på trods af det så tager de sig altid af Emma og også Jakob, min nevø havde fundet et nintendospil og nogle dvder fra dengang han var lille og dem gav han til Emma...Emma sad på en solstol ved siden af sin kusine og tog sol og de to kan grine og hygge sig...og sådan noget bliver Emma jo stolt af :)

Men det er hårdt at feste...for hele denne uge har det været umulig at træne med Jakob, han har været træt og ked af det og selvom jeg har forsøgt hver dag, flere gange om dagen, så skal man ikke presse ham, han bliver let ked af det og magter ikke så meget og hele dagen igår var han bange for lyden af sølvpapir og bagepapir, det knitrer jo...det har han ellers aldrig reageret på, men da jeg skulle smøre madpakker og knitrerede med det, så græd han, og da jeg skulle lave aftensmad og skulle bruge bagepapir reagerede han med det samme. Men sådan er det med Jakob, når han har været under pres, så tager det tid at komme ovenpå...Det er synd for ham, men så må man agere derefter og skåne ham lidt ekstra i den tid det tager...

Igår var ergo der, hun kom så tidligt at Jakob sov, men vi fik en super god snak, og hun lærte mig en øvelse, der skal styrke muskulaturen i Jakobs mund/kæbe...Samarbejdet er blevet SÅ meget bedre siden vi har haft det møde, hvor vi rigtig fik talt ud og det er uden tvivl til alles bedste.

Så heldigvis er der også gode eftervirkninger...

Et lille skridt er rigtig stort

I går oplevede jeg noget helt fantastisk, da jeg trænede på ipaden med Jakob...han kan godt lide talking Tom, den søde kat man kan ae og "drille" lidt...man kan få ham til at gentage det man siger...Vi har leget med den app on&off de sidste halvanden mdr. og længe var det mig, der aede Tom...de sidste par dage har jeg kunne holde Jakobs hånd, så det ER ham, der aer Tom :)

Og igår, da jeg troede vi var færdige med at lege og jeg havde rejst mig og var gået væk fra ipaden, så ser jeg Jakob kravle hen og selv ae Tom!!!! Hvor så det bare sødt ud!!!

Og det er stort, for normalt bruger han os som værktøj, men for at gøre ham mere selvstændig, er det jo en god ting at han selv lærer at aktivere ting, han ved godt hvor han skal trykke og hvad han skal gøre for at manøvrere ind og ud af Utube, men han tager min hånd og guider mig...Nu skal jeg gerne overtge og guide ham...og så en dag, så gør han det forhåbentligt selv...

Og igår var første skridt på vejen! Jeg blev så glad og tog ham op og krammede ham og klappede og kyssede ham, og så bliver han så stolt, man kan ligefrem se det på ham...

Så det batter virkelig noget, man skal blive ved og ved og ved...

For liiiiige pludselig, så lykkes det.

Og jeg bliver ved.

Den bedste metode

Jeg er virkelig begyndt at arbejde mere koncentreret med Jakob og hver dag forsøger jeg at finde ud af hvordan det gøres bedst muligt!

Hvordan man bedst får hans opmærksomhed, gør ham tryg ved materialer osv. og jeg giver ikke op!

Hver dag skal vi rundt om forsk. områder: Kommunikation, fysisk udfoldelse og sanseoplevelser...

Kommunikationen er den sværeste fordi han ikke holder koncentrationen så længe ad gangen...og så alligevel for jeg er overbevist om at det er arbejdsmetoden der er vigtig!

Idag synes jeg har været den største succes af de metoder jeg har prøvet...Vi har en mappe med store billeder, billeder af familien...og på hver side er der også et lille billede...vi har en sort måtte og på et tidspunkt er målet at han vil kunne kode de to ting sammen, at det store billede og det lille billede er det samme. jeg kan have min tvivl omkring, om han vil tage billedet selv pga hans lidt autistiske træk, men jeg er IKKE længere i tvivl om at han vil kunne lære at se det er det samme, der er på de to billeder...det lille og det store.

Jeg har besluttet mig for at lidt opmærksomhed er bedre end ingenting...Jakob finder ro og tryghed i hans ipad og den musik han er vant til...så den kører i baggrunden, fuldstændig stilhed og at han bliver placeret ved et bord eller i sofaen, fordi "nu skal vi lege/træne" den flyver ikke her...så stejler han og så er det ødelagt. Så hellere gøre ham tryg ved materialerne først og ideen med det hele ved at lade ham "lege" lidt i mens, så har man ikke hans fulde opmærksomhed hele tiden, men det er tydeligt at han lytter og af og til ser han direkte på det jeg viser ham, det er simpelthen noget som skal ind i hans sfære, ind tæt på og accepteres og det er min opgave at finde ud af hvordan.

Så idag foregik det på værelset.

Jeg viste ham først hele mappen, pegede på de store billeder og sagde navnene og fortalte lidt om hvad vi laver på billederne og han kiggede hver gang!

Så stopper vi 5 - 10 min hvor han må lege slappe af og så forsætter vi...denne gang med de små billeder, dem reagerer han ikke rigtig på...om det fordi han ikke kan se motiverne nær så tydeligt eller om det er fordi han ikke forstår ideen med dem ved jeg ikke. Men jeg guider ham til at tage det lille billede fra måtten og sætte det under det store billede, der passer til og siger..."Jakob tager billeder, og sætter det på...for det er det samme"...

Og han lader mig gøre det...af og til kigger han endda op på mig og på billedet.

Og så er der pause igen. Så små forløb på 5 min af gangen og så pause indtil han selv siger fra og det gjorde han lige før da jeg forsøgte igen, så trak han hånden til sig...

Og så stopper vi for idag med den øvelse...super fedt.

Jeg tror på Jakob kan lære en hel masse, man skal bare tilpasse sin metode til ham, så han magter det og så han forstår det...

Den gamle cykel

Igår solgte vi min gamle cykel...

Det er en cykel jeg har haft i over 10 år...Jeg købte den lige efter jeg havde lært min mand at kende, vi sad til min mormors fødselsdag og jeg glædede mig til at komme hjem, for på vej hjem skulle vi hente cyklen, der var på tilbud den weekend. En retro bedstemor cykel i flødefarvet...så fin, men tungt som et ondt år. Det eneste min mand husker, er at han skulle slæbe det store "lokum" op og ned af kældertrappen hver dag, så jeg kunne cykel på arbejde...den første tid inde i midtbyen...senere, helt ude i den anden ende af byen.

Jeg husker noget helt andet, og måske derfor har jeg haft rigtig svært ved at skille mig af med den før nu...Jeg husker da jeg cyklede rundt med en lille mave under min vinterjakke...Jeg husker da jeg cyklede rundt med en stor mave...to gange :)

Jeg husker min mormors fødselsdag...vi fik smørrebrød inden vi skulle hjem, hele familien var samlet på Bogense hotel, og da var mormor ved at være gammel.

Jeg husker alle de ture Jakob og jeg har kørt på den, han elsker jo at cykle...

For et halvt år siden gav vi den til min svigermor, men jeg fik det så skidt at jeg var nødt til at have den tilbage igen, jeg fik ondt i maven...

Og jeg havde det heller ikke godt igår, jeg kom til at tude...ikke kun pga en cykel, men pga alt det den havde "cyklet igennem"...Jeg fik den i den vigtigste fase i en persons liv tror jeg...den fase, hvor man bliver voksen, selvstændig...får job og kæreste, stifter familie og den har fulgt mig indtil nu...Måske er der noget metaforisk i at min mand synes den er tung og grim :) mens jeg synes den er fuldstændig fantastisk...:)

Men nu var det tid til at sige farvel og goddag til noget andet...Min mand var lige ved at få ondt af mig..."Så lad os dog beholde den, så ringer vi og siger vi har fortrudt salget"...Men det ville jeg alligevel ikke...jeg har fået en fin lyseblå cykel, den er noget lettere og kan køre hurtigere...måske er det tid til det nu? :)

Derfor må man vel godt tude lidt...

Helt tryg

Igår var vi ovre hos mine forældre, Jakob plejer altid at starte på mormors værelse, i sengen med noget musik...Men igår kunne han gå liiige ind og bare være der!

Han gik rundt i stuen og klappede og var fjollet...Han gik fra rum til rum og på et tidspunkt så vi han gå rundt efter Emma :)

Helt fantastisk dejligt...også for mine forældre, som var meget meget stolte :)

Vi fik lækker mad og Jakob sad med ved bordet og spiste uden problemer...

Efter maden gik Emma og mormor på markedet, der var tombolaer ( noget min mor ikke kan stå for ) og slush ice, hoppeborg osv. altså en lille byfest...

Vi havde en rigtig hyggelig dag, og på en måde bliver den endnu mere hyggelig, når Jakob også hygger sig...

Sådan er det bare.

Efter kaffen kørte min mor og jeg i Kvickley, jeg elsker at gå rundt og kigge, og det gør mor også og af en eller anden grund, så kan jeg godt lide Kvickleys sko! Jeg fandt nogle søde sommer wedges med blomsterprint, jeg er ligeglad med at de kommer fra Kvickley, de var super fine! og der var de sødeste pink net slip ins til Emma, sådan et par fik hun selvfølgelig og Jakob fik en fin grøn havebørnestol :) den indviede han med det samme da vi kom hjem.

Vi besluttede os for at køre inden aftensmaden, for da begyndte Jakob at pylre og hellere stoppe, mens det stadig er hyggeligt. Emma begyndte også at spørge hvornår vi skule hjem, sådan er de faktisk begge to, lige pludselig, så vil de hjem...og det er egentlig fint nok. Jakob får nok og Emma, hun vil bare gerne hjem og slappe af foran TVet i vores eget hus.

De er nogle små tryghedsnarkomaner, begge to...I fredags legede hun hos en veninde fra skolen, men moren ringede og spurgte om de måtte cykle hjem til os igen for Emma var ked af det og ville hjem til sin mor, men de var ikke helt færdige med at lege...:)

Så det gjorde de, cyklede hjem til os, og pigen spiste med og så Disney hos os, men Emma er ikke god til sådan noget, der trækker ud...lige pludselig så vil hun gerne bare være sig selv, sådan er hun åbenart bare indrettet...Det var egentlig mig, der havde sagt ja til pigen måtte spise her osv. set i bakspejlet burde jeg have vidst det var en dårlig ide...Emma vil gerne lege, men ikke så lang tid af gangen...og det bør man vel egentlig ikke forcere??

Jeg var meget social som lille, jeg var stort set sammen med min bedste ven Peter både dag og nat...og jeg havde tit kammerater med hjemme. Min søster er 10 år ældre end jeg, så måske udfyldte jeg et tomrum på den måde, hun flyttede jo hjemmefra da jeg var 8...Måske tænkte jeg bare at Emma ville synes det var hyggeligt, fordi jeg selv syntes det var hyggeligt dengang...

Måske er jeg også bange for hun har tendens til at isolere sig lidt, fordi hun elsker at være hjemme, hun elsker når VI bare er sammen som familie eller når vi har venner på besøg som har børnene med...Måske er hun bare ikke nået dertil endnu, hvor hun vil sove sammen med en veninde eller lege en hel dag. Et par timer efter skole et par gange om ugen, så er hun mæt...Det bliver man nødt til at respektere...jeg tror egentlig ikke der kommer noget godt ud af at presse på...heller ikke selvom intentionerne er gode :)

Det gælder jo om at man skal være helt tryg ved det man vælger og det man gør. Og det er jeg faktisk ikke, når jeg "tvinger" hende til at lege en hel dag, for jeg ved måske godt, at det ikke helt er hende...men nok mere mig.