I sidste uge...torsdag. Mistede vi vores gamle Golden dreng Albert...Det kom som et kæmpe chok for vores lille familie! Han var 12 1/2 år gammel, men frisk og glad og livlig! Alle vi mødte på vores gåture ( som vi ikke kendte i forvejen ) troede simpelthen ikke på Albert var en ældre herre,,,for han holdt sig så flot...slank, fin pels og han så stærk ud.
Han havde haft hævede testikler noget tid, vi tænkte egentlig bare det hørte til alderen, lidt a la: alting rejser også sydpå for ældre mennesker! :) Men vi ringede alligevel til vores mobile dyrlæge for at høre hvad hun synes der skulle gøres. Hun kender Albert da hun har været her før, en mobil dyrlæge er nemmere end at man skal slæbe sin vovse ud i bilen og køre hen til dyrlægen og så er det mere trygt i ens hjem...Hun var ikke i tvivl, selvom Albert var en ældre herre så skulle de kugler væk...simpelt indgreb og hun lejede sig ind på en klinik en halv time fra os...
Vi fik aftalt en tid...8 juni...blev det. Den dag gik som alle andre...Albert fik sit godmorgen kys og blev nusset og ville ud i haven. Op på formiddagen gik Jakob og jeg en tur med ham som vi har gjort tusind gange før og Albert nød altid sin tur med at snuse og tisse osv. Min svigermor dukkede op ved middagstid og Albert løb hen til lågen som altid og pylrede efter den kiks han plejer at få. Han elskede sin farmor...:). Svigermor og jeg hyggede som vi plejer og Albert gik ind og ud.
Jeg havde givet Emma før fri så hun kunne komme hjem og sige: Pøj pøj med operationen og give ham en møs og det gjorde hun.
Og så kørte vi afsted Jesper og Albert og jeg...vi lavede lidt sjov med han nok var groggy når han kom hjem og at vi så skulle passe og pleje ham...mon han fik skærm på?
Da vi kommer derhen giver vi ham snor på, der er en lille gåtur hen til klinikken og han får tisset...der er trapper op til klinikken og jeg skælder min mand ud fordi han ikke vil bære Albert op ad dem, han er ikke så god på trapper mere, men han kommer da op og ind, venterummet er hyggeligt og indrettet som en stue! Nok for at de kære dyr ikke skal få den her "dyrlæge-følelse"...og receptionisten/sygeplejersken hun får lidt info på ham og da vi siger han er 12 1/2 år spærrer hun øjnene op og vi griner lidt af hun spørger hele 3 gange, hun synes jo han ligner en unghund. "Hold op man han holder sig godt!" Siger hun...og det er rigtigt.
Dyrlægen tager imod os og får os ind i konsultationen, han får sin sovesprøjte og det ser voldsomt ud for os for det har vi ikke prøvet før....Jesper får ham ned at lægge og sætter sig foran ham og lader sin hånd hvile mod hans snude så han kan dufte ham. Jeg sidder ved siden af ham og aer ham på hans hoved og fortæller ham det hele nok skal gå at han er en god dreng...mors dreng. Og så bliver han mere og mere slap og falder stille hen. Jesper vil hjælpe med at bære ham ind på operationsbordet, men dyrlægen siger det kan de sagtens, det kan være voldsomt at skulle se ens hundeven på den måde...så vi siger: Vi ses Albert...og går ud. Hun har sagt 2 timer og vi går rundt og kigger i Kvickly...det regner. Vi køber lidt ting og sætter det hen i bilen og beslutter os for at gå en tur op ad gågaden selvom det regner og 17:17 ringer min telefon...det er noget før tid og det er dyrlægen..."Det er ikke gået så godt" siger hun..."Hvad mener du?" Spørger jeg. "Det er ikke godt" siger hun.
"Hvad mener du?" Siger jeg..."Han er da ikke død?"...
"Jo" siger hun "det er han...Jeg synes I skal komme herhen med det samme".
Den gåtur var frygtelig, jeg stortudede!! det føltes så uvirkeligt!! Surrealistisk og da hun tager imod os og siger at han ligger inde på operationsbordet bryder min mand også sammen...han ligger med et rødt tæppe over sig. Min mand vil ikke se hans ansigt, men det vil jeg...jeg kysser ham, hans tunge hænger lidt ud og hans øjne er halvt åbne...det er det værste moment. Hvor du indser din kammerat, din ven...din elskede "søn" er død. Dyrlægen er selv rystet...inden Albert havde hun en 14 årig hund inde til en tandrensning...den var i narkose...Hun har prøvet det en gang før på 25 år og hun gentager igen og igen at det hele gik så fint, indtil hun fjernede narkosen og han bare skulle vågne! Operationen...såret er fint...det hele var færdig. Albert sov bare videre. Hende og den anden dyrlæge på klinikken som hjalp til med at prøve at genoplive ham er også ked af det...de har gjort alt det kunne.
Hun spurgte om vi ville have Albert blev hos dem, men nej! Han skulle med hjem, vi kunne ikke lade ham ligge så vi bærer ham ud i bilen, dyrlægen hjælper Jesper og Jesper sagde senere at han bedte til hun kunne holde ham....Og så måtte vi hjem og fortælle børnene det...de kom løbende ud til hoveddøren for de ville åbne lågen for os hvis vi jo bar Albert! Men da vi kom tomhændede og med tårer i øjnene brød både min svigermor og Emma sammen! Lille Jakob kunne vi høre lege på værelset...Lille Jakob forstod ikke hvad der var sket! Han var glad...Han var bare Jakob. Heldigvis...nogle gange tænker jeg det er heldigt han ikke kender de her følelser ligesom vi andre kan få...sorg over et tab...frygt efter det frygtelige i Manchester...Vrede over de ting der sker i vores samfund generelt for tiden...Det har han ikke i samme grad. Og det er en lettelse...Samtidig er det svært at man ikke kan forklare ham hvad der foregår, når man kan se han leder efter f eks Emma da hun var på lejrskole...han gik hen og tog hendes billede på kommoden og kyssede det, så han savnede hende uden tvivl, men så fortæller vi ham jo at hun snart kommer hjem igen.
Jeg sagde til Jesper det var meget vigtigt Jakob fik set Albert, siddet hos ham og kigget på ham og rørt ham en sidste gang så han kunne tage afsked. Albert skulle ikke bare "fordufte" så det gjorde vi inden han skulle begraves ...Mine forældre kom til begravelsen, de havde begge kendt og elsket Albert siden han kom til vores heldige lille familie som 5 mdr. gammel hvalp. De ville også sige farvel. Jesper svøbte Albert i et lagen og fik ham sammen med min far ned i graven, som er under en busk i haven, hvor Albert holdt af at ligge, lige ved siden af Pelle kanin :) så der skulle han selvfølgelig hvile...Emma var sej hun hjalp sin far med at putte jorden på graven, jeg kunne ikke...men jeg tror det var en del af helingsprocessen for hende at vi fik sagt farvel på en god måde og hun var med hele vejen.
Albert har en gravsten som Emma har tegnet...det er en stor sten hun har dekoreret med hans navn og glimmer neglelak. Hans gamle vanddunk til når vi var på ture er en vase fyldt med friske blomster og der ligger blomster på hans grav...med sig i graven har han hans seng og hans tæppe og hans bamser og der var mange!...en trøje fra os hver vi havde sovet med dagen før og hundekiks...alt det her havde vi brug for at gøre...nogle ville måske grine af os og tænke: "Herregud...det er en hund"...men så vil jeg få ondt af den person! For Albert var ikke bare en hund! Han var en del af os...han var med fra starten, han kom 2 mdr før jeg fødte Emma og han omfavnede vores lille familie og var vores klippe og støtte og en kær ven. En mors dreng, for han var meget knyttet til mig og jeg til ham. Han har hjulpet mig utallige gange når jeg har grædt eller været ked af det med Jakob...han var oppe med mig alle de nætter jeg vandrede i mørket i huset...han svigtede aldrig. Han beskyttede børnene og os.
Jeg har grædt så mange tårer og jeg græder stadigt. Jeg vil huske ham altid og savne ham altid. Nogle ville have skubbet hunden til side da Jakob kom og optog vores energi...jeg husker en der sagde: Ingen ville klandre jer hvis I gav Albert et nyt hjem...
Men det ville vi ikke...Albert skulle tilpasse sig, ligesom vi gjorde, han fik måske pludselig kun 2-3 gåture fremfor 4...måske fik han nogle dage kun 1...men han var her og han blev aldrig skubbet til side, tværtimod. Det gav mig så meget at nusse ham, lege med ham, gå med ham...ligge hos ham og finde ro og dele mine tanker især i den tid. Folk skulle se på en vovse på den måde...som en ven. Hvis Albert kunne vælge er jeg sikker på han ville vælge at være her, fremfor et andet sted. Så meget ved jeg, han tilpassede sig vores nye liv ligesom vi gjorde og det blev et godt liv, også for os...livet ændrer sig af og til, men man tilpasser sig, det gør både mennesker og dyr.
Jeg husker alle de gode ting, vi forbinder ham med børnenes start i livet og da han døde var det som om det hele forsvandt, den tid i vores liv blev lige pludselig uklar og det gjorde mig trist...Men selvfølgelig er den tid ikke væk...den er forbi men den er ikke væk. Jeg vil huske på vores families start altid og den var Albert en del af! Han vil aldrig blive glemt...han var så blid...mod os og især mod lille Jakob, en hund med den grad af empati er dog helt utroligt.
HAN VAR EN ENER. HAN VAR MORS DRENG...ALBERT...ALLERBOTTEN...ALBIE...BUNNE. Kært barn har mange navne!
Jeg gruer stadig for når Jakob måske leder efter ham, men jeg håber hans farvel til ham minder ham om at Albert sover nu...Han kiggede så intenst på ham og prikkede til han med sin lille finger...
Jeg glæder mig til en dag hvor jeg ikke græder...selv min mand har grædt...flere dage, det havde han ikke selv troet...en aften da jeg kigger ud kan jeg se et lys der brænder på Alberts grav, det er Jesper der har fundet et LED hjertelys på Jakobs værelse og han satte det på graven fordi han synes der var så mørkt derude...
Livet er spøjst. det har været en forfærdelig uge. Men jeg ville ikke have undværet de sidste 12 år og 8 mdr med min elskede Albert.
Så Albert...tak for alt. Det her opslag er til dig...Mor og far og Emma og Jakob elsker dig, du var vores bedste ven i mange år og vi vil aldrig glemme dig. Du har behandlet os med kærlighed...og jeg håber du har elsket din tid hos os. Vi har altid set på dig som et medlem af familien...Emma kaldte dig storebror og jeg kaldte dig for min dreng, min første dreng, for det var du!
ALBERT...
