Skal jeg sætte tal på?

Vi er blevet opmærksomme på, at Emma har svært ved tallene...Hun kan sagtens tælle til 100, men hun kan ikke genkende tallene...

Allerede da hun var 2-3 år kunne hun tælle til 20-30 uden problemer og på engelsk...No problem.

Men hun har rigtig svært ved at kende tallene, især dem fra 11-20 og når de nu i første klasse er startet på plus og minus stykker, så er det med lektier sommetider en smule anstrengt. Men det gætter jeg på at mange børnefamilier med skolebørn kan nikke genkendende til?? Barnet er ukoncentreret og gider ikke, træt efter en lang skoledag osv. og forældrenes tålmodighed hænger måske i en let laset tråd :) Ikke særlig god kombi.

Men jeg kan lave mit eget lille plusstykke, for oveni regnestykket: "træt og unkoncentreret barn + lettere træt og utålmodig mor", så kan jeg tilføje + ekstra høje forventninger!

For igår tog min mand mig i at sige: "Gud, jeg vidste ikke du var så dårlig til det med tallene?" til Emma...og jeg ved godt selv at det ikke er omvendt psykologi, men simpelthen en træls udtalelse, som jeg måtte forklare hende og forsøge at lappe sammen med gloser som: "Det betyder ikke at du IKKE er en klog lille pige, men det overrasker mor, at du har svært ved tallene, men det skal vi nok få styr på!"

Jeg fandt på at lave en tavle med tallene fra 1-30 og så råbte jeg dem op, lidt ligesom i Banko og så skulle hun sætte ring omkring tallet, på den måde synes hun pludselig det var sjovt! Og vi gentog legen 3 gange og hun ville igen imorges.

Men tilbage til min faux pas! Hvorfor sagde jeg sådan??

Jeg ved godt hvorfor...

For mig er Emma perfekt. Hun er smuk, hun er hurtig, hun er klog, ikke kun fagligt, men også på livet. Hun er omsorgsfuld og retfærdig, hun er et godt lille menneske og hun er SMUK. Folk kigger på hende, da vi var i Christiansfelt forrige sommer var der et par, der højlydt talte om, hvor flot hun var. Da hun sidste sommer løb rundt i venindens have, havde en af naboerne sagt til manden eller damen, hvem den smukke pige i deres have var...Da Emma og en veninde stod ude foran vores hus på fortovet, kom nogle store piger cyklende forbi og råbte: "Nårh, se lige hende der med det mørke hår, hvor er hun nuttet!" Og jeg ved det var Emma de mente for hendes legekammerat den dag havde lyst hår!

Med andre ord, hun har alle mulighederne for at få et fantastisk liv, hun kan opnå alt hun vil...Hun kan leve op til hendes potentiale...

Og det forventer jeg. Nok mere end jeg selv lige troede...Måske forventer jeg at hun skal blive alt det Jakob ikke kan blive??

Jeg har altid sagt at jeg ikke vil presse mine børn...De skal udvikle sig til det de ønsker, det de selv ønsker...Emma har i 4 år sagt hun vil være frisør og med den vilje hun har, så bliver hun det sikkert. Ønsker jeg hun får en universitetsuddannelse? Måske...Men, jeg tager mig selv i det, for det er jo ikke mit liv...Hun skal leve, men hendes eget. Jeg startede på litteraturvidenskab, fordi alle forventede det af mig...Hele min skolegang var let og jeg kom ud med 13 taller som det hed dengang...Jeg tog på uni...det forventede alle!

Men jeg var ikke lykkelig der og det endte med at jeg skiftede til Business og Marketing...Men idag ved jeg, at jeg nok skulle have været en hel anden vej, jeg havde bare ikke modet til at gøre det.

Jeg skrev rigtig meget som barn og teenager, sidst mine forældre var her fortalte min mor at jeg som ganske lille, bare 3-4 år kunne sidde alene på mit værelse i timevis og lave ting, tegne og skrive...Som teenager skrev jeg masser af digte, og kom pludselig igang med en masse ting, jeg skrev sange til konservatoriet, jeg lavede digtsamlinger og deltog i koncerter...Men, jeg kunne ikke rigtig håndtere det, og da en amerikansk musiker engang spurgte om han måtte få nogle af mine tekster med til USA, sagde jeg nej. Jeg var slet ikke klar...Jeg var kun 15...

Nu er jeg begyndt at skrive igen, men ikke længere fordi folk forventer det af mig FORDI jeg kan...fordi jeg selv har driften og desire til at gøre det! Og så er de ord, der kommer ud absolut ærlige og oprigtige.

Og sådan skal Emmas valg også være...Jeg vil ikke lægge mine værdier ned over hende, jeg vil ikke have forventninger til hende, som hun tynges under.

Tænk, bare fordi det røg ud af min mund igår...opdagede jeg, hvor mange usagte forventninger jeg måske har til hende. Hun er det perfekte barn, så jeg forventer hun kan alt...Hvor er det unfair og forkert. Jeg har slet ikke de samme krav og forventninger til Jakob, måske forventer jeg i virkelighden for lidt af ham, fordi professoren har sagt til os at der vil være loft på, hvad Jakob kan opnå i sit liv, er jeg så stoppet med at drømme på hans vegne eller forvente ting?

Godt jeg fik standset op...Trukket i nødbremsen...Men det er nok en naturliug reaktion, når man har et handicappet barn OG et normalt barn...Måske forventer man eller håber der IKKE er nogen problemer med det normale barn, at det bare vil sejle gennem livet i en lyserød båd...

Men Emma er Emma og det skal hun have lov til at være. Emma er kreativ og kan lave en masse ud af ingenting. Giv hende to toiletruller og lidt sølvpapir og så har hun kreeret en hårtørrer på ingen tid. Hun bliver måske ikke et matematik-geni eller måske gør hun? Det er ikke væsentligt. Det væsentlige er at hun har det godt med de valg hun får taget og det vil jeg hjælpe hende med. Jeg vil ikke udvikle mig til en gal soccer-mom, der råber og skriger på sidelinien.

Aldrig.

Og måske skal jeg istedet til at "forvente" lidt mere af Jakob, måske har jeg ubevidst givet lidt op, fordi professoren har sagt sådan...

Én ting er dog sikkert, jeg vil aldrig presse mine børn, det kan godt være jeg kommer til at forvente noget af dem, men jeg vil ikke presse dem til at opnå det. Hellere støtte og rådgive...og så må de selv vise, hvor de er født til at ende.

Og håb?

Jeg må vel godt håbe at livet bliver let for Emma og for Jakob...

Skal jeg sætte tal på, hvor meget jeg håber de får et liv, hvor deres potentiale bliver opfyldt...så må det være 10 ud af 10. Og det har ikke noget med forventninger og pres at gøre. Det er bare mit HÅB...Er håb i virkeligheden forventninger, der er pakket politisk korrekt ind??

Ikke det store overskud

Jakob har ikke det store overskud for tiden...Igår var farfar og farmor på besøg, 1. dec nærmer sig jo og hvert år laver de en gavesæk til Emma og Jakob med kalendergaver og dem kom de for at aflevere igår og så havde vi selvfølgelig budt dem på mad.

De kom til kaffe, jeg havde bagt chokoladekage, og Emma og Jakob havde fået lov at prøvesmage et lille stykke, da Emma kom hjem fra skole. Vi hentede hende i silende regn, Jakob blev ved med at stikke sit lille hoved ud gennem regnslagets kighul, for at møde regnen :)

Da vi kommer hjem sætter Emma sig i sofaen med Jakob og kigger billeder, hun tager hans finger og peger og fortæller hvem de ser på billedet. Bagefter sidder de under dynen sammen og ser lidt TV og krammer.

Min mand og jeg er blevet mere bevidst om at Jakob ikke skal sidde og se mekanisk på den musical han elsker, den han ser på dvd på Emmas værelse og så er der et klip fra en forestilling på Emmas skole på Utube som han også er helt syg med...Men man må ikke bare sætte ham foran skærmen som det første. F eks når han vågner, så er jeg begyndt at sidde lidt med ham enten i sofaen eller i gyngestolen, og i løbet af dagen skal han stoppes i at se TV, enten ved at vi leger eller går tur eller kører tur, det har jeg nu altid gjort, men det virker som om det er endnu vigtigere at gøre det nu, hvor han har en lidt dårlig periode. Han må gerne se TV og han må gerne slappe af ved det og finde tryghed, men han skal ikke gøre det som en form for mekanik...

Da vi havde gæster i søndags fik han lov til at se rigtig meget, for så finder han tryghed i det og kan nærmest bedre fungere, når han har det som baggrundsstøj! Nogle ville måske tænke, han skal da bare med ud i stuen! At man skal tvinge ham til samvær, men vi ved af bitter erfaring, at det intet godt bringer med sig...Det nytter ikke at sidde med en utryg eller ked Jakob, så hellere give ham "ro og fred"...Det kan være svært for andre at sætte sig ind i, gæster, familie og venner kan tænke: "Det er synd for Jakob han sidder derinde alene"...

Det er ikke synd for ham han sidder alene, for han har det bedre sådan...det der er synd, er efter-reaktionen han får...Så snart gæsterne er væk bliver han ked af det, nærmest panisk eller meget meget træt. Han er inde i en lidt dårlig periode, måske dårligere end vi havde troet, for igår var farmor og farfar der jo som sagt, og ikke engang elskede farmor må holde ham...

Jeg er virkelig bange for om børstningen gør ham konstant overstimuleret, så han ikke engang orker besøg?? Han udtrættes så hurtigt og bliver enten ked af det eller vælger at sove fra det. Og DET bliver jeg ked af.

Så snart roen sænker sig i huset og han så har sovet, er han klar igen.

De sidste par aftener har min mand og jeg slukket for computeren og Jakob finder sig i det, istedet leger vi og snakker med ham. Computeren skal ikke være en flugt, hverken for os eller ham. Men han må gerne se det...det er slet ikke det, det skal bare være ment som afslapning, ikke som et flugt eller passifisering! Han har søgt det rigtig meget, og igen kan jeg være bange for at han søger det, fordi det er blevet nemt for ham at forholde sig til, hvis han allerede er overfyldt!

Han siger dog også fra, numser ud fra Emmas værelse, for at lege og fjolle og så tilbage igen, så nogle gange bruger han det positivt. Men han kan også lige pludselig blive ked af det, og så er det fordi han ikke selv magter at sige fra, men har behov for at vi skal gøre det for ham, og så er det eneste, der hjælper, at han kommer ind på sit værelse, hvor der er ro og intet han skal forholde sig til, han bliver puttet og får sin bamse og lyset bliver tændt, når han så har ladet op og er klar igen, begynder han at mumle og numse rundt og lege på værelset...

Så de sidste 3-4 uger har været lidt op og ned...Så snart, der sker lidt ud over den normale rutine bliver han ked af det og har brug for søvn, hvilket gør at vi som igår først var i seng kl 2...! For han sov lur, han var ked af det mens de var her og da jeg satte mig med ham i sofaen og nulrede ham, så faldt han i søvn og det nytter ikke noget at vække ham, han har brug for det, men så rykker det hele sig selvfølgelig...

Mens jeg fulgte Emma hen til bommene her til morgen, gik det op for mig at lør. er 1. dec! Så nu har jeg fundet alle kalendergaverne frem og mens Jakob sover vil jeg pakke lidt ind og dele det i de to poser, en hvor der står Emma på og en, der står Jakob på...Og gemme dem...Emma tror stadig på julemanden, ingen har kunne rokke ved den tro :) og det skal de heller ikke, så længe hun bevarer sin barnetro...desto bedre.

Natteravne

I går havde vi gæster. Min mands kusine og hendes lille familie, og det er altid super dejligt at være sammen med dem, vi får grinet og snakket og de er bare rigtig søde både hende og hendes mand. Emma legede med deres to drenge som er jævnaldrende med hende, og hun havde glædet sig hele dagen til de skulle komme.

Moren spurgte om Jakob stadig reagerer på babygråd og det måtte vi konstatere at han gør...Han bliver stadig rigtig ked af det, når han hører babygråd og man kan se han føler sig usikker og bliver angst, når den lille "murer" og græder...Jeg har virkelig tænkt på om det stadig er sommeren, han forsøger at komme sig over? Kan han huske den sommer i vognen? I sommers var vi jo 14 dage på camping, den første uge var der ingenting...Men anden uge gik det helt i koks, han kunne ikke tolerere barnegråd og tilsidst end ikke grin og høje barnestemmer.

Jeg har en teori om at han simpelthen er blevet så overstimuleret af den første uge, at han derfor reagerer så voldsomt, og eftersom han så måske føler sig under pres en hel uge, er det simelthen noget han forener med noget negativt og ubehageligt. Han forbinder de to ting...Barnegråd og en ubehagelig situation han ikke kunne komme væk fra...Og det gør mig da ked af det. Hvis det er sådan det er...

For igår var der ingen tvivl om, at Jakob ikke nød besøget! Vi prøvede flere gange at tage ham med ind i stuen, men forgæves...Han var også på Emmas værelse sammen med Emma og drengene lidt, men det blev hurtigt for meget.

Og det gør altså lidt ondt på én, når han så sidder alene enten på sit værelse eller i soveværelset...Men, så slappede han af, så TV eller hørte musik...Så er det vores værdier vi forsøger at presse ned over ham? Fordi VI synes det er hyggeligt at have besøg, SKAL han så også synes det, for at være LIGESOM os??

Eller er det vigtigt at man forsøger at indkludere ham selvom han værger sig? Bryder man et negativt mønster på den måde? Eller gør man ham ondt ved at tvinge ham??

Jeg ved det ærligt talt ikke.

Jeg ved bare at han er en del af den her familie, og i sidste ende er man nødt til at mærke efter både på ham og sig selv. Jeg tror på man skal blive ved med at indkludere ham og introducere ham til ting han måske ikke bryder sig om, for at udvide hans horisont. Og så må man gøre det i det omfang det er forsvarligt...Han skal med ind og sige hej til folk, man skal prøve om han vil sidde med ved bordet, han skal være en del af samværet med os og andre.

På et tidspunkt finder moren en Kinder frem, de har lidt godter med til børnene og hun spørger om hun skal gå ind og give Jakob den, og det bliver jeg VIRKELIG glad for! For det er dejligt at folk ikke bare undgår ham, det kan godt være han er sart og gerne vil sidde for sig selv, fordi det måske er rigeligt for ham at skulle forholde sig til vores stemmer og tilstedeværesle, ved at LYTTE til det...men det betyder ikke at man skal undgå ham...Han bliver overstimuleret hvis han er midt i det hele, hvor han både skal forholde sig til synsintryk og lyde...Ihvertfald på en dag, hvor han ikke er i hopla, og det er så svært at vide hvornår det er...F eks til min svigerfars 60 års havde han en fest! I et lille lukket rum, med masser af mennesker, kunne han sidde og spise og grine. Godt nok havde han svært ved at sove, da vi kom hjem, men det betød så uendelig meget at han kunne være med under middagen og endda nød det.

Og jeg havde ønsket det samme igår...jeg havde en forventning om at han ville være sammen med os og dem og børnene, at han kunne have leget lidt med. Men, sådan er det nu engang med Jakob, nogle dage kan han rumme det og andre dage, kan det være forfærdeligt for ham.

Da de skal hjem siger de farvel til ham, henvender sig direkte til ham og det er bare så rart...At selvom han ikke har været så meget med osv. så siger de lige pænt favel og taler til ham...Jeg kan faktisk sidde og tude over det lige nu...For jeg ønsker mig sådan at Jakob er en del af det hele og at folk ser ham...De aer hans hånd, tager hånden...

Fordi jeg tror, ligemeget om han reagerer positivt eller negativt, så gør det ham synlig...Og jeg vil så gerne have folk skal se ham...De skal ikke bare tænke: Nå, han siger ikke noget, han er sart, han kan ikke tale, så ham behøver vi ikke at forholde os til...

For han er ikke usynlig.

Og vi er heller ikke usynlige.....Så selvom Jakob ikke altid er positivt stemt over for besøg, så skal vi stadig have besøg...For vores skyld og også for hans. Min mand og jeg talte om, at det jo ikke nytter noget at afskære Jakob eller os fra ting...Og jeg håber at folk vi holder af ikke tænker: "Skal vi nvitere dem eller ej? Og hvad med Jakob...Og hvad når vi er hos dem, kan Jakob mon klare det?"

Vi klarer det, Jakob klarer det :) For i sidste ende er det godt for noget. For os...

Da de er kørt går han amok, han skal rundt i alle rum og mærke roen og se de er væk...Og så græder han og græder og græder indtil han falder i søvn på sofaen....

Han vågner flere gange og kigger for blot at falde hen igen...

Vi nænner ikke at vække ham, det nytter ikke noget, det ved vi.

Kl. 2 gik vi til ro...Så i nat var vi natteravne igen...Da jeg vågnede imorges brød alarmens nådeløse bippen igennem min søvnmur...Jeg vågner ellers altid før uret...

Men så er det op og få lavet morgenmad til Emma, gøre mig selv klar og så hende bagefter og så lister vi os afsted, mens Jakob sover videre...Jeg går lige med ud for at vinke og sende hende op mod skolen og så sidder jeg her, jeg er træt, men har så svært ved at lægge mig igen...Nogle gange ville jeg ønske Emma kunne blive fulgt af min mand...At jeg bare kunne sove, for...

Natteravne, sover de ik længe da?

Gid jeg var der...

Jakob er faldet i søvn af sig selv idag...skønt. Emma sover, min mand ville lige sidde hos hende lidt til hun faldt hen, men nu har jeg lige kigget ind til dem, han sover...:)

Så nu sidder jeg alene og ser Bridget Jones :) i Thailand...Gid jeg var der.

Mine forældre er lige rejst til Tyrkiet idag...

Folk rejser hele tiden...Jeg tænker på hvornår det bliver vores tur, hvornår vil Jakob kunne klare en flyrejse? Vil han nogensinde kunne det? Vil vi kunne rejse uden ham?

Til sommer har vi talt om at køre til Berlin, med masser af stop undervejs, så burde det være en mulighed. Og måske en tur til London med to overnatninger, bare med Emma og så kan mormor og farmor passe Jakob.

Men som min mand siger, så føles det mærkeligt at lave planer, hvor Jakob ikke er indkluderet...

Her til aften legede min mand med Emma, han levede sig virkelig ind i det...De legede ZOO, og min mand sagde stemmer til de talende dyr og Emma var dyrepasser :) Jeg måtte le og smile...Jeg synes det er dejligt hun stadig vil lege på den måde og jeg synes det er dejligt at min mand gider lege på den måde...Hvor mange mænd mon lige gør det?

Mens Emma og jeg havde hyggetid med Disney, morede Jakob og far sig, jeg kunne høre min mand grine af noget Jakob fjollede med, og på et tidspunkt kommer han og fortæller noget sødt Jakob gjorde...:)

Vi har altså en rigtig god familie.

En god far

Min mand skulle have kage med ud på arbejdet idag, så han kørte afsted lidt før og hentede den ved bageren...Og så kom han hjem igen, bankede på soveværelsevinduet...Emma fik et chok, og da jeg ruller gardinet op og hendes far står ude foran med en kæmpe plade fuld af nybagt kage bliver hun helt befippet. Vi skærer et stort stykke, dejlig lun kage, og hele hendes ansigt stråler, mens hun spiser det :) Lige så langsomt og forsigtigt. Mit er selvfølgelig væk på ingen tid :) og så spørger min søde datter om jeg vil smage hendes! Er det ikke bare for sødt?...Jeg siger selvfølgelig nej, fordi det er min egen skyld jeg spiser så hurtigt jo :) og at hun skal nyde sin kage og at det er hendes :)

Albert og mig følger Emma hen mod skolen, Jakob sover for han var sent oppe pga luren han tog igår eftermiddags...

På vej tilbage til huset møder vi en ny hund, en gammel sort labrador...Freja, hun er helt grå om munden og på poterne, hende og Albert kender ik hinanden, men de siger lige godmorgen og snuser og fjoller og fjanter rundt som to unghunde, mens jeg får en hyggelig morgensnak med damen, der går med Freja...Jeg elsker smilende mennesker...

Se det er en hyggelig start på dagen :)

Et splitsekund

Idag har Emma og min mand været til skolehjem-samtale, og der var ros til op over begge ører til vores lille pige, så det kan vi kun være stolte af! Lærerne sagde at hun er en god pige, hun er stille og rolig og mange af de små nye nulter, de er glade for Emma fordi hun er så stille og rolig. Hun er en god klassekammerat og hun tager gerne de svage med i legen...Idag havde hun fået et diplom af lærerne fordi en af pigerne havde rost hende...Pigen gik rundt alene og havde ikke nogen at lege med, så havde Emma spurgt, om hun ville lege med hende og de piger hun legede med. Det havde pigen fortalt til en lærer...så det er da virkelig noget at være stolt af!

Emma er en god pige.

Igår havde vi en dejlig dag med min mor og far...Jakob rakte selv ud efter min mor og det var hun vældig stolt af, han fik dog ret hurtigt nok, og blev ked af det, men lidt er bedre end ingenting :) Selvfølgelig vil mine forældre gerne tæt på Jakob, det er jo naturligt, men det autistiske i Jakob gør nogle gange at han inviterer til noget han ikke kan håndtere...Det kan være svært at forstå...også for os...

Lige før sad jeg inde på Emmas værelse med ham, han ser en musical fra Emmas skole, den som han elsker...og han er så glad, og så kom min mand ind med en lille kiks til ham...og da den var spist kiggede han i min hånd, og den var tom...:) så jeg hentede en mere...og som han sad dér, og tog små stykker fra min hånd, og hvinede og smilede til TVet...så kom jeg til at græde. Han er glad...Han er glad for at sidde der, lige dér i det øjeblik sammen med mig og Tvet og de små kiks...Det gør ham glad...Det er så enkelt.

Hvorfor græder jeg over det?

Idag cyklede vi en tur, men Jakob blev ked af det og vi måtte cykle hjem før jeg havde planlagt det, men jeg trængte til noget luft...

Og jeg tænker også at det er godt for ham.

I aftes sov han ved midnatstid, men trods det, så vågnede han alledere halv 7...Men det betød at jeg kunne "larme" lidt i køkkenet, så jeg ristede brød til Emma med syltetøj på og lavede te til hende. "Sikke en god morgen mor, jeg vil slet ikke i skole så hyggeligt er det", sagde hun da vi fulgte hende på vej. Jakob nød at sidde i klapvognen og se på alle børnenes cykellygter der glimrede i den let mørke morgenluft, og vi vinkede til Emma som hun gik hen mod skolen. Vi måtte ikke gå med helt op til skolens indgang, for så bliver det for svært at sige farvel, synes hun...og det respekterer jeg.

Men, det er vigtigt for mig at følge hende på vej, at vinke til jeg ik kan se hende mere, det gør jeg hver morgen, så sætter jeg babyalarm på Jakob og låser huset af, vi bor lige ved siden af skolen, så vi er heldige med at det er muligt at gøre det på den måde...

Nå, men nu sidder jeg her i stuen et øjeblik med min computer og skriver...og nu er jeg ikke så ked af det mere.

Det kommer...lige pludseligt i en eller anden situation, så er der noget der tricker det...og wupti, det er det samme den anden vej rundt...lige pludselig kan man føle en vanvittig fantastisk lykkefølelse over et lille moment...Som idag, da jeg putter ham ind til eftermiddagsluren og kysser hans kind, og føler hans ro...da jeg kigger ind 2 minutter senere og kan høre at han sover...

Men...sådan er det. At være mor til et handicappet barn, man kan blive ulykkelig på et splitsekund. Man kan blive lykkelig på et splitsekund...

Man kan ihvertfald sige én ting. Jeg behøver ikke bungyjumpe eller springe i faldskærm eller bestige Himalaya for at få et kick og føle mig aldeles levende, at FØLE...og være i mine følelsers vold. Jeg er i et evigt adrenalinrus. Jeg springer i faldskærm hver dag. Hver dag rammer jeg jorden og dør en smule, hver dag svæver jeg på en lyserød sky og føler mig i den syvende himmel.

Det tager næsten pusten fra mig.

Men jeg får vel vejret igen :)

Limen

I aftes talte min mand og jeg om noget så stort som dødsangst...Jeg havde det som barn, jeg var bange for at dø, bange for at miste...Da jeg blev teenager og da jeg var først i 20erne forsvandt det som dug for solen, jeg tror det hænger sammen med den lidt naive og altopslugende livslyst man har på det tidspunkt, der skygger tanker om eksistens og død ikke, man har travlt med at lægge planer og forme sit liv, alt er åbent og muligt.

Da jeg fik Emma havde jeg det egentlig heller ikke, men nu hvor vi har fået Jakob er det kommet lidt igen...Jeg er da bange for at dø fra ham, fordi jeg skal være der for ham. Jeg skal holde øje med han får et godt liv, lige nu er vi jo hans stemme, han har ikke en selv, han kan ikke fortælle hvis nogen ikke er gode ved ham. Og den beskyttertrang jeg har, den giver helt klart dødsangst.

Nu er det jo ikke sådan at man tænker på det hver dag eller at det konsumerer en, men det ligger i baghovedet.

Derfor har vi også pligt til at passe på os selv, være så sunde som vi kan, dyrke motion osv. man må gøre det man kan...og selve livssindstilligen er en stor del af det. Positivitet afføder varme og styrke i hele kroppen, man kan ligefrem mærke hvordan glæde forplanter sig som en ro i hele kroppen, hvorimod stress gør det modsatte...

Igår var vi ovre på Emmas skole og se et julestykke...Det var såååå fint lavet, både voksne og børn var super engagerede og rev os med. Vi havde en fantastisk eftermiddag sammen med Emma, der sad i mellem os med åben mund og polypper!

Ingen taler om at jeg kom til at spise 4 stykker kage...

Jakob var hjemme og blev passet af farmor, da vi kom hjem ved 17 tiden, sover han...de havde gået en tur og pludselig var Jakob blevet meget meget ked af det, så farmor nærmest måtte løbe hjem med ham på armen...

Men jeg er rolig når hun passer ham, jeg ved hun er rolig og tager tingene som de kommer...men jeg kan mærke Jakob er inde i en periode uden ret meget overskud. Normalt sover han jo ikke lur mere, men hvis mine forældre er på besøg eller han har været på udflugt eller er blevet passet af farmor, så bliver han træt og har brug for sin lur...

Min mand og jeg sidder lige så stille og snakker efter filmen, vi så "Sorte kugler" og hold op mand den er god, den satte virkelig gang i snakken og vi fik vendt en masse ting. For hvad er egentlig vigtigt her i livet? Hvor finder man sin livsglæde? Hvordan vælger man at agerer i forsk situationer, for i sidste ende kan det afføde en hel kædereaktion af handlinger og udfald...Vi valgte at vi ville have et barn mere efter Emma, for hun skulle ikke være enebarn...Og så kom Jakob....ud af det blå! Alt blev vendt på hovedet og der har været så mange sorger, bekymringer og tårer...men nu har vi fundet en styrke i det, i at være lige netop der hvor vi er NU.

For Jakob har også givet os så meget godt, et dybere og mere rent livssyn. Vi skøjter ikke bare derud af med "normale" børn, et alm familieliv, vi får indblik i så mange andre aspekter i livet og vi har lært at sætte pris på LIVET og hvor skrøbeligt det er. Vi klandrer ikke hinanden for små og ubetydelige ting, vi har ikke længere konflikter over ligegyldige ting. Nu er det et større perspektiv vi bevæger os i, og det er vi blevet rige af...

Jakob er limen for mig...Han holder sammen på os som familie på en positiv måde, han tvinger os til at nyde livet og være taknemmelige.

Men som min mand sagde...der er også noget andet lim...nemlig OS, ham og mig...uden os er intet af det her muligt...Den måde vi er begyndt at holde sammen på, er så stærk og rigtig. Vi står virkelig sammen nu...Vi er lykkelige...og når vi bliver ulykkelige, så hjælper vi hinanden. Og det i sig selv, tanken om det, visheden om at vi ER der for hinanden, i både gode og dårlige tider giver mig en basal ro og lykkefølelse, som jeg har higet efter, som han har higet efter. For der kan være vrøvl og konflikter i ens familie, hvor man bærer på en masse bagage sammen, der kan være konflikter mellem ens nære eller fjerne familiemedlemmer, men nu har vi...Min mand og jeg skabt vores egen lille kerne. Og den er stærk...Og den bliver stærkere og stærkere....

I aftes var Jakob meget urolig ved sovetid, han har brug for ekstra nærhed og kram og ro og jeg skal ligge helt tæt på ham. Kl. bliver 2 inden han sover...Så jeg er træt nu, men jeg kan ikke sove...Jeg må sove når jeg bliver gammel! Rigtig gammel!!!!!

Gemmeleg

Iaften har vi leget gemmeleg, for det ville Emma gerne, så min mand og jeg gemte os og så skulle hun finde os...vi skiftedes til at gemme og finde...Det var rigtig sjovt! Albert var med, han hjalp Emma med at snuse sig frem til os, og det synes hun var rigtig sjovt. Jakob havde sin egen lille gemmeleg på Emmas værelse, han har brugt det meste af aftenen på at få klemt sine pøller ud...Det har været et problem for ham lige siden han var spæd, hvor har vi sidder mange aftener og nætter med en forpint Jakob, der ikke kunne komme af med sin puha...

Det bliver bedre, når han begynder at kravle rundt og får noget bevægelse i tarmene, sagde fagfolkene...Når han kommer op og gå...Men det har ikke hjulpet, han får movicol i stride strømme, men intet hjælper, det er og bliver en kamp for Jakob at lave, en pinefuld kamp, og man kan mærke på sig selv man bliver bombet tilbage til dengang han var lille...Når man sidder med ham nu, han er så ked af det, forpint og han græder og anstrenger sig...

Da han var lille kunne han have ondt i maven flere dage, det har movicolen heldigvis hjulpet på, nu har han ikke ondt inden han skal lave, men han kan stadig ikke komme af med det på en god måde...

Det kan være svært at forestille sig at det influerer på hverdagen, men det gør det...man ser ikke ligefrem frem til at skulle give ham lavement, for han er så stor nu at han udemærket godt ved hvad det er, og han kan ikke lide det!! Man føler det som et overgreb, når man skal holde ham, for at give ham det dumme lavement, men han skal jo af med det...

Gad vide hvornår det bliver nemmere for ham? For os...Både min mand og jeg bliver stressede og kede af det på Jakobs vegne og jeg ved godt at det ikke gør noget godt for Jakob, men man får bare totalt dårlig flashback hver gang han skal lave, det er en ond cirkel for både Jakob og os!

Men, det lykkeds da, og endda to gange, og den lettelse man føler kan næsten ikke beskrives!

Vi er i tvivl om, om han mangler kræfter til at trykke det ud, da han jo har mangler muskelkræft generelt og er blød i muskler og led...eller om han simpelthen er blevet bange for at lave eller ikke vil skille sig af med puhaen?? Igen en gåde...

Men hold op hvor er jeg træt af at lege gemmeleg med puhaen :) ligegyldigt hvad grunden er. En ting er dog sikkert, vi er nødt til at prøve at slappe mere af omkring det her pølle-lavning, for hans skyld og for vores og for at kunne udelukke, at det ikke er sådan en dårkig cirkel man er kommet ind i, hvor vi er anspændte og Jakob er angst for klysmen...

Tænk at ens humør er så afhængig af puha.......................................................

Sådan er det bare...

Idag har været en rigtig god dag...Min mor og far har været her, og det var super hyggeligt! Jeg skulle til tandlæge igen igen, og derfor passede mine forældre Jakob imens...da jeg kommer hjem kan jeg høre gråd fra Jakobs værelse, han er lige blevet rigtig ked af det, og synes næsten utrøstelig, da mor kommer ud med ham. Jeg tager ham og går ind på Emmas værelse med ham, han er ked af det og der går noget tid før han falder helt til ro, men han krammer mig og kigger indgående på mig, han tager om mig med armene og lægger angsigtet ind mod min skulder, jeg er slet ikke i tvivl om at han har savnet mig...Han falder ned og jeg får givet ham mad, han vil gerne vide hvor jeg er og jeg må ikke gå for langt væk fra værelset, men han falder dog til ro og er sig selv igen.

Bedstefar henter Emma på skolen, men hun ser mut ud træt ud da hun kommer hjem og siger ikke ret meget...Jeg spørger om hun er okay og hun siger hun bare er rigtig træt...men senere på dagen kommer det frem hvorfor hun ser så mut ud. Hendes bedste veninde har holdt hende udenfor og hun har gået alene det meste af dagen...Hendes veninde snakkede grimt til hende og ignorerede hende, og min Emma hun er meget trofast, hun er ikke sådan en der svigter en veninde, hun vil gerne have en hun kan regne med, en der altid er den samme...Men sådan er der ikke ret mange børn, der er idag...og det gør mig da ked af det, børn idag er så hårde ved hinanden..."Mor, når de kan se jeg går alene og er ked af det, hvorfor kommer de så ikke hen og trøster mig og spørger om jeg vil være med i legen?"

Og jeg ved ikke hvad jeg skal svare...Og hvor er det egentlig sørgeligt. Det er ikke fordi Emma er ensom eller det er noget, der sker hver dag, men tonen og væremåden idag blandt børn er bare så nådesløs nogen gange...Jeg gad godt det lå lidt mere indgroet at man tog vare på hinanden og lærte empati...men idag lærer man snarere at sørge for sig selv! Mig, mig, mig!

Min mor fortalte mig at hun blev drillet i skolen, og ofte gik alene og ikke havde nogen veninder...

Det gør mig ked af det, men trods alt kan jeg se hun er blevet et varmt og omsorgsfuldt menneske...men måske det er derfor hun er blevet så kærlig og OBS på andres følelser, fordi hun ved hvordan det er at blive overset...Og måske er det derfor min Emma er så kærlig og omsorgsfuld...Fordi hun har lært hvordan det føles at blive holdt udenfor, at blive drillet...Og fordi hun har Jakob i sit liv, han har lært hende ekstra omsorg og empati...og det er jo rigtig gode kvaliteter...Kvaliteter hun har tilegnet sig via modgang, kan man vel sige?

Måske er de børn, der har det såååå nemt, der aldrig oplever sorg og ensomhed, men bare er vant til at alt er nemt og bekvemt og kun for dem...måske lærer de aldrig empatien at kende, omsorgen fordi det ikke er nødvendigt for dem!

Og så er det vel egentlig dem, det er synd for! For min Emma er et rigt lille menneske, der rummer så meget godhed og empati og omsorg at hun kan dele ud af det...og det er en gave at besidde, hvis du spørger mig.

Jeg blev også drillet som barn, rigtig meget! og jeg har også det omsorgsgen...jeg har arbejdet som frivillig, både med dyr og mennesker, jeg har ofte taget de svagere til mig, venner der behøvede støtte osv. fordi det ligger til mig at drage omsorg, fordi jeg ved hvordan det er at blive overset og mobbet, at mangle selvværd.

Men jeg tænker at vi har givet Emma så meget styrke at hun kan klare lidt at hvert heldigvis. "Idag har været sådan en dårlig dag mor, og jeg var ellers så glad fordi jeg vidste det var fredag og mormor og bedste ville komme..."

Men efter gemmeleg og masser af Olsen spil, en god snak om dagen og om hvordan man takler at blive holdt udenfor, så fik Emma humøret tilbage, og hende og mormor holdt disko på værelset og hun legede gemmeleg med bedste og mormor rundt i hele huset...Så endte det alligevel med at blive en god dag!

Også for Jakob som livede op igen efter en lur...Det er svært med Jakob, jeg ved mine forældre gør alt hvad de kan, og de gør det godt, men Jakob er en tryghedsnarkoman, han har brug for os omkring sig, vi giver ham ro...Mig, Emma og min mand...Sådan er det bare! Og det er ingens skyld og det betyder ikke at nogen gør noget forkert. Det er bare en kendsgerning at han udtrættes af at blive passet, selv af nær familie...Sådan er det bare. Han fandt først et helle, da jeg kom hjem igen...Så fandt han roen...

Sådan er det bare.

Hvor er jeg træt nu...så træt, men glad...

Hyggetid med far

Igår aftes hyggede min mand sig med Jakob...Jakob var på Emmas værelse og så gik min mand derind og jeg kunne høre hvordan Jakob pludrede af fryd da min mand dunkede en hoppebold ned i gulvet, igen og igen. Så kommer min mand ud og siger han skal ud og gå med Albert, men jeg spørger om han ikke godt vil blive ved med at lege med Jakob istedet for og så går jeg ud med Jakob, Emma siger hun nok skal holde øje med far bliver derinde :) Og da jeg kommer hjem leger de alle 3 på værelset...

Emma kommer ud og vi sidder og deler et æble og en banan og ser Victorious, det er en af de børneserier, jeg rent faktisk kan holde ud at se :) Og lige pludselig kommer far løbende ud med Jakob, mens han siger som en flyvemaskine og de flyver rundt i hele huset :) Ind på væreslet igen og lidt efter kommer de ud igen som flyvemaskine :)

Jakob nyder det, han elsker at lege med sin far...Jakob og jeg er jo sammen hele dagen og ligemeget hvor meget jeg tænker over det, så leger jeg jo med Jakob på MIN måde...Min mand har en anden måde at lege på og det er bare så godt for Jakob at være sammen med sin far på en aktiv og sjov måde...Hverdage kan være pressede, efter larm på arbejdet, og masser af opgaver, er energien måske ikke særlig stor, ofte er det mig, der bader og pusler og mader osv. Der er faste rutiner, der skal laves aftensmad, der skal laves lektier osv. så der er ikke altid energi til de store udsving, men når jeg ser hvordan Jakob nyder at lege med sin far, så ville jeg ønske de gjorde det meget mere...

Jeg tror vi nogle gange holder fast i mønstre, fordi Jakob stadig er "lille", så er det mor, der gør mange af de basale ting, som at give mad, skifte ble og nulre osv. men på mange måder er Jakob jo også en stor dreng og jeg tror han får mere og mere brug for sin far, og det vil kun glæde mig, for jeg elsker at se de to sammen...Ligesom jeg tænker Emma jo også søger mig i bestemte situationer, fordi jeg er MOR, så vil Jakob også begynde at søge sin far mere og mere, fordi han er FAR.

Det er nok noget alle skal vænne sig til.

Jakob er blevet meget mere aktiv og villig til at engagere og invitere til leg, han vil gerne prøve tingene på en ny måde...Så jeg tror vi går ind i en ny tid nu, Jakob er ikke længere en baby, han er ved at blive en stor dreng på hans måde...:)

Så hyggetid med far...det er altså ikke helt dårligt :) I weekenden mens Emma var hos sin hjerteveninde, så sagde jeg til min mand at vi trængte til at der skulle ske noget, så vi cyklede en tur med Jakob og det elsker han jo...Men måske en lidt for lang tur min optimistiske mand havde fundet på, for tilsidst sad Jakob foroverbøjet i cykelstolen og blev ked af det, så vi måtte stå af og trække, men der var vi heldigvis næsten hjemme...Det var bare dejligt at komme ud til...og da min mand så skulle hente Emma, bedte jeg ham tage Jakob med, for det er godt for dem at komme ud på egen hånd, og jakob har godt af liiige at komme med, de skulle lige købe æg og lidt småting inden de hentede hende, og da de kom hjem var alle glade...

Nu skal det ikke lyde som om min mand ikke tager sig af Jakob, det gør han, men vi har været så opdelt med "arbejdsopgaver" omkring børnene, at det helt klart er en mur, der skal rives ned, og det er vist på tide vi indser det begge to. Der er ikke længere territorier, man ikke kan og skal betræde, vi skal ind på hinandens enemærker...for begge børnenes skyld og vores egen.

Ilva...Legeland?

Vejret var for dårligt til fugleparken idag, det her fugtige kolde vejr passer ikke så godt til Jakobs helbred, han skal jo ikke blive syg af at kigge på fugle, der er ikke meget sjov ved at gå og halvfryse, så da farmor kommer beslutter vi os for at køre en tur i Ilva...fordi det er noget jeg gerne vil, og min svigermor elsker også at kigge på boligting...

Så vi kører lige forbi bageren og køber et par boller til Jakob, der ikke gad have sin heldragt på, han virkede ikke så oplagt, men vi tager afsted og da han opdager vi skal køre bil er alt i den fineste orden, han sidder bagi og hygger sig og pludrer, mens min svigermor og jeg ordner hele verdens situiationen i den forreste del af bilen :)

Da vi når hen til Ilva er der nærmest mennesketomt...YES!

Jakob har en fest, der er jo flotte lamper og lys overalt, ting, der glimter, og på en kæmpe væg er der hængt spejle i alle størrelser og former og hver gang Jakob får øje på sit spejlbillede pludrer han med sig selv og spræller med benene, han har en fest! På et tidsunkt kommer han op af vognen og kravler rundt, han går rundt lidt med mig i hånden, og han hygger sig virkeligt! Det er nærmest et legeland for ham :) sofaer man kan rejse sig op med, lampeskærme man kan røre ved osv. osv.

Vi havde en Ikeareol i stuen som vi begge to er blevet godt og grundt trætte af at se på, så igår tømte jeg den og skubbede den med vold og magt ud i havestuen...For jeg tænker at så er den væk og så er vi tvunget til at finde ud af noget andet...Men min mand er ikke sådan en, der giver mig frie hænder...mange kvinder har ansvaret for indretningen af hjemmet, men så let slipper jeg ikke :) min mand vil gerne have indflydelse, og det er vel egentlig okay...jeg er også med til at bestemme hvilken bil vi kører rundt i...men, der er bare sådan en orange reolkommodedims jeg bare må eje, men jeg tror det kommer til at kræve lidt ekstra overtalelse...:) og så er der lige et mintfarvet sofabord og en retrolampe og et Hay peastæppe også...:)

Efter indkøb af diverse vaser og lys og fyrfadsstager osv. kører vi hjemad, stoper ved mac og tager mad med hjem og husker en burger til Emma :)

Hjemme på Emmas værelse, spiser vi mad og Jakob er så glad, han sidder i sengen og får burger-hapsere...mac på en hverdag...godt vi skal have sund tærte iaften :)

Jeg synes det har været verdens bedste dag, Jakob hyggede sig og vi hyggede os og fik set på nogle ting min svigermor og jeg. Skønt!

Imorgen kommer min far og mor med rundstykker kl. 10 inden de skal videre over til min moster og onkel...så det er også rigtig dejligt. Det glæder jeg mig til...og om lidt kommer min mand og Emma hjem og det glæder jeg mig også til...kan det så blive bedre? :)

Det går bare derud af...

Hold op mand, der er fart på Jakob! Nu hvor han har taget sit første skridt er han ivrig efter at tage flere :) Nu kan han gå fra det lille bord ved vinduet og over til sofabordet og det kræver ihvertfald en 8-9 skridt. Han er vildt god til lige at stoppe op og genfinde sin balance for blot at gå videre...og jeg, der troede han først ville gå omkring 5 års alderen, nu taler ergo og fys om at de tror han går helt selvstændigt før julen kommer! Han går jo nærmest nu...og man kan tage hans hånd og gå med ham lige så stille...Det er vildt fantastisk. For hvert skridt han tager bliver han mere og mere selvsikker...Så min lille dreng, bare gå, gå, gå....:)

Jakob sov uroligt i nat, og jeg vågner, når han vågner...så jeg tænker han sover længe idag...Farmor og jeg skal på udflugt idag, til en nærtliggende fuglepark, for Jakob elsker fugle, deres pippen og skræppen og gentagne lyde er så sjovt for ham...Vi har været der før og han nød det helt vildt...Men vejret ser ikke så godt ud idag, så hvis det er for vådt og koldt tænker jeg farmor bare kommer her og leger lidt i stedet for.

En god weekend

Igår var en rigtig hyggelig dag, ikke fordi vi skulle noget...måske fordi vi intet skulle...Ingen planer, vi gik i nattøj indtil op på formiddagen og min mand kørte ind for at prøve nye briller...Han kom hjem med 4 par og han havde købt nogle kiks som egentlig var til Emma og en bolle til Jakob, men da Jakob fik øje på de kiks, ville han selvfølgelig smage og dem kunne han godt lide!!! Hello Kitty fuldkornskiks, som jeg brækkede over i halve eller kvarte og så guffede han løs :) Eftersom det var et tilbud sagde min mand at han ville køre ind og købe nogle ekstra pakker, da der også var Peter Pedal kiks...Fars dreng skal jo være lidt maskulin :) Hello Kitty kiks er for tøser :) Og så kunne julemanden måske bruge et par poser som gave i kalenderen i dec...som jo snart nærmer sig!

Pludselig spørger jeg Emma om hun vil være med til at lave om på Jakobs værelse, og eftersom hun elsker dims og bamser og at pynte op osv. så var hun med på den med det samme, så mens Jakob befandt sig i sommer residensen ( Emmas værelse ), så rykkede vi rundt, ud med et bord, som bare stod og fyldte op og så lavede vi et hyggehjørne med lys og tæppe og bamser og en knage hvor vi hang forsk. legeting på. Emma puttede en sut i en af bamsernes mund, for så skulle Jakob jo opdage den ved et tilfælde en dag og pille den ud :)

Vi fandt et spejl og satte det op på væggen, så han kan stå op og se på sig selv...

Og da vi var færdige hentede Emma ham, og han blev virkelig glad! Han satte sig i hyggehjørnet, gik bjørnegang og var totalt oppe og køre, dimsede med legetøj og rejste sig op ved spejlet. Emma og ham hyggede med musik og de legede så godt at de lukkede døren og min mand og jeg kunne gå og lytte til at de grinede og fjollede :)

Da vi skulle aftensmad ville han slet ikke ud fra rummet :)

Så tænk at så lidt kan gøre så meget? Det er efterhånden vores ordsprog her i familien :)

Og da det bliver sengetid...Lige midt i Matador, så putter vi Jakob ind, men han vil ikke falde i søvn selv og er lidt ked af det så min mand ligger sig ind til ham mens Emma og jeg sidder i sofaen helt tæt og hygger os, vi krammer og sidder med armene om hinanden, og griner af det, der sker i Matador, og efter lidt tid kommer min mand ud, han er glad, han har puttet Jakob, han har ligget med ham i hånden helt tæt indt til Jakob faldt hen...

Det går ikke så godt med at børste Jakob, for han vågnede igår halv 11, men er allerede træt ved 8 tiden, så jeg kan ikke nå de 8 gange med halvanden time imellem, når hans rytme er så ustabil, jeg ved ik helt hvad jeg skal gøre...Måske jeg skal starte helt forfra, men det må jeg hører Ergo om imorgen...

Nå, men så falder Emmas også i søvn efter hun har hygget lidt med os alene...og min mand og jeg kan sidde og se Voice og snakke i fred og ro...Da vi går i seng 23:30 kysser vi godnat og min mand går ind i soveværelset, mens jeg går ind til Jakob...Så bipper min telefon, jeg undrer mig over hvem, der skriver så sent...det er min mand :) "Gid alle dage kunne være som idag....det har været sådan en dejlig dag!"

Jeg synes det var så sødt...

Og det bringer mig til det næste...Idag skal Emma over til en veninde og lege...hendes hjerteveninde som er datter af en af min mands bedste venner...Det er nok hans bedste ven faktisk, der er aldrig noget fnidder fnadder, han er sød og rar og god at snakke med og har et afslappet livssyn, han er laidback, noget der passer godt til min mand, så jeg kan godt forstå de er venner, de har kendt hinanden siden 8 klasse tror jeg. Men inden de kører siger Emma: "Mor du har ingen veninder for du ser dem aldrig!"

Og den skærer mig faktisk lidt i hjertet...For hun har egentlig ret, jeg bliver rigtig mut og tænksom...For jeg ser ikke ret tit mine veninder, vi skriver sammen og en sjælden gang ses jeg med dem...For min bedste ven...Det er faktisk min mand, jeg synes tit veninder kan skuffe en, opføre sig mærkeligt, svigte en...og så har jeg sorteret dem fra!

Og selvom min mand og jeg kan skændes osv. så ved jeg han ikke siger dumme sårende ting, jeg ved jeg kan regne med ham. Vi kan grine sammen, fjolle, og snakke om alt, vi taler med hinanden om alt. Vi har aldrig været så tætte som vi er nu....Efter vi fik Jakob...det har ikke skilt os ad, det var det lige ved at gøre da vi fik Emma, men efter Jakob har vi gjort det modsatte, vi arbejder ikke længere mod hinanden, men MED hinanden. Vi arbejder sammen og vi kan lide hinanden som mennesker.

Han er min bedste ven, og han er den eneste jeg virkelig har brug for. Jeg har ikke brug for at tale om børneopdragelse eller gå ibyen med veninder og have faste arrangementer med julefrokoster og madklubber og shoppeture.

Jeg ved ikke hvorfor...Måske kommer jeg en dag til at savne det? Men jeg har taget min mands venner til mig, deres koner, hans kusine og hendes mand som vi ser...Og det er nok for mig, jeg har ikke mere at give af...

Jeg har kun én som jeg vil kalde en virkelig veninde, hende ved jeg, jeg altid kan regne med, hun kom på besøg for nogle mdr. siden, vi læste sammen på Business college, og jeg havde ikke set hende i flere år, men med det samme hun træder ind af døren, så er vi på bølgelængde...Hun er min bedste veninde og hende vil jeg altid have. Og så er der en fra kvarteret her, et par som vi mødte via vores hunde, som vi er begyndt at se privat, en dag stod hun foran vores dør og spurgte om vi skulle lave en legedate mellem deres søn og Jakob, og hendes mand stod lidt bagved og skuttede sig i kulden, så jeg bød dem ind på kaffe og siden har vi mødtes jævnligt og spist sammen...hende er jeg også rigtig glad for, vi har et eller andet bånd, og hendes mand er vildt sød, de er sådan nogle empatiske og kærlige mennesker og jeg føler mig ret heldig over at hun kom den dag og bankede på vores dør...og det er sådan nogle mennesker jeg gerne vil have omkring mig, gode og varme mennesker. Jeg behøver ikke 20 venner...bare jeg har 2 jeg kan regne med altid!... Så er der venner og bekendte man mødes med i ny og næ på cafe osv. men det ebber ud, det stopper op...sådan er det altid. Jeg ved ikke hvorfor...Men jeg tror det er mig. Måske har jeg ikke energi til at holde fast og holde ud, who knows...men jeg vil bruge min energi her...Her hvor min familie er og har brug for mig og jeg har brug for dem. Det er det, der gør mig lykkelig...

Så ja...det har været en god weekend...Jeg ved jeg lever i nuet og tager en dag af gangen, og bliver jeg en dag ensom...så må jeg tage den derfra...lige nu har jeg alt jeg har brug for og mere til! Og så er det gået op for mig at jeg altid har været sådan her...jeg elsker at være alene, da jeg var teenager brugte jeg hellere tid på at skrive fremfor at være sammen med en masse venner. Jeg havde et par tætte venner og veninder, altså ligesom idag! Måske derfor fungerer jeg så godt med hjemmetræning fordi jeg ikke er bange for at være alene, jeg bliver ikke ensom...jeg har jo Jakob :) En af mine veninder siger igen og igen at hun tager hatten af for mig, selv under hendes barsel havde hun svært ved at få tiden til at gå hun følte sig rastløs :) Men der er ikke noget at tage hatten af for :) For sådan er jeg...

Da sagsbehandleren var her, kan jeg høre hun skal sikre sig at alle trives med den her ordning, at det fungerer for os som familie...Og næste gang skal jeg måske fortælle hende det jeg har skrevet nu...For hvis de tror jeg føler mig uopfyldt, at jeg savner kollegaer osv. så er det ikke rigtigt.

Kollegaer...dem har man mens man er på en given arbejdsplads, man er social med dem og går til arrangementer og man kan føle de er "venner", men når man stopper et sted, stopper tilhørelsesforholdet ofte også...Så jeg savner ikke nogen. De eneste jeg savner er min familie, når de ikke er her.

Men det er nok bare mig...

Nu gik det lige så godt...

Øv...Jakob har haft den fine soverytme i 14 dage nu...igår faldt han i søvn lidt før 19, han havde fået mad og tør mås og børstet bisser...Jeg gik i seng lidt over 21 og inden da snakkede min mand og jeg om at han nok ville vågne omkring 5-6 tiden...Han sov til 7:30 igår morges, så at sove 18:30-19 var jo fint...Han blev simpethen lige pludselig så træt...Min mand talte i telefon med en snakkesaglig kammerat, da Jakob pludselig bliver ked af det, voldsomt ked af det...Jeg er i køkkenet og ser efter maden, da begge børn lige pludselig skriger...Jakob har bidt Emma i armen...Så hun skriger, og han skriger...Når han er træt og ked af det, så kan han godt finde på at bide, det må han selvfølgelig ikke! Og Emma annoncerer at nu må han ikke låne sommerhuset mere! Han bruger hendes værelse ret meget, han elsker at være derinde. "Det er Jakobs sommerhus" kalder Emma det.

Og nu har hun trukket lejekontrakten tilbage :) Helt iorden. En time efter har han igen fået fornyet kontrakten og må komme derind igen...Men hun er selvfølgelig ked af det, for hun har bidemærker på armen...det er første gang han har bidt Emma, han har før bidt både mig og min mand i frustration, hvor man så fjerner ham og afværger. Så jeg måtte forklare Emma at små børn godt kan finde på at bide, når de er frustrerede, men at det ikke er noget vi tolererer, så vi pylrer om hende og giver hende ret i at han må miste lidt privilegier som straf :)

Fordi Jakob faldt i søvn tidligt kunne jeg ligge og hygge sammen med Emma og se ICarly som hun elsker, inden hun skulle sove og hun faldt i søvn ved at jeg lå og nussede hende...Da hun næsten sover, hvisker jeg: "Jeg elsker dig Emma" og hun nikker med lukkede øjne og falder i søvn, jeg ved hun hørte mig, men 20 sek. efter er hun i drømmeland. Jeg ved det ikke altid er nemt at være Emma...jeg tror det er sværere at være storesøster eller storebror ligemeget om ens søskende er handicappet eller ej. Men, dog sværere, når barnet er handicappet...Et alm. barn kan også finde på at bide og skubbe og slå osv. Det element Emma nok bare mangler fra Jakob er sproget...At han kunne sige "Undskyld" med ord hun kan forstå...for nu venter hun, hun venter bare på at se at det IKKE sker igen...

Her til morgen sagde hun: "Jeg er ikke bange for Jakob, den banan!" :) og det skal hun heller ikke være, det håber jeg aldrig hun bliver...Jeg bliver bare ked af det hvis jeg tænker frem, tænk hvis han aldrig får et sprog og kommer til at handle i frustration, tænk hvis folk misforstår ham og tænker han er en slem person, tænk hvis de holder ham fast og binder ham til en briks og pacificerer ham...Ved de så at det vil gøre det værre for ham, fordi han er blevet holdt fast så meget som baby, som lille...Holdt fast for at blive stukket og undersøgt...Hold kæft hvor bliver jeg ked af det!

Det eneste jeg tænker er, at jeg skal blive rigtig, rigtig gammel, så jeg kan passe på ham...altid.

Nå, men jeg går i seng...og sover dybt, jeg falder så hurtigt i søvn at jeg ikke engang husker hvordan andet end at jeg lagde hovedet på puden, jeg plejer ellers altid at vende og dreje mig og rømme mig osv.

Men så lige pludselig trækkes jeg ud af min tunge søvn, Jakob vågner, han er ked af det og rejser sig op...Jeg putter ham ned en del gange, men kender ham godt nok til at vide at det ikke virker, hvis han ikke sover videre efter første eller anden gang...og da han begynder at dimse med sin sut og række armene op, ved jeg der er noget galt, han vil ikke sove mere. Jeg kigger på uret og det er midnat!

Vi står op, han får grød, ser lidt TV og får en tør mås...Ved 2 tiden går vi ind i seng og jeg ved ikke hvorfor, men jeg kommer til at tude, jeg er træt, vildt træt og mit hoved dunker...Nu gik det lige så godt med en super rytme, men igen bliver jeg mindet om at Jakob ikke er en konstant str. Var det besøget hos tandlægen og shoppimg, der gjorde udslaget? Al vores leg med disko og musik? Er det børstningen, who knows...

Heldigvis hviler Jakob hovedet på min mave et øjeblik og kigger på mig med et blik der siger: "Jeg er bare mig mor...Håber det er okay" og jeg stopper med mine dumme medlidenhedstårer og aer ham på håret...Jeg kysser ham, for han er bare så sød...Og han er bare Jakob, han gør ikke noget med vilje, han er kodet på en anderledes måde og man kan ikke styre hans rytme eller determinere en dag...Det er så små ting, der kan gøre udsvinget...Bittesmå ting.

Men det er så ensomt at være oppe hele natten...vi kom først i seng kl. 5...Jeg er smadret nu, jeg har sovet små 3 timer i nat...op og gøre Emma skoleklar og følge hende hen til bommene med babyalarmen i hånden...

Jeg er træt...og måske stadig lidt ked af det...fordi jeg er træt måske, eller fordi jeg tænker...Hvad pokker skulle vores familie gøre uden hjemmetræningsordningen...Hvad skulle vi gøre hvis jeg skulle på arbejde nu og Jakob i børnehave, at han skulle tvinges op og afsted efter 3 timers søvn...Jeg tror vores familie ville gå istykker.

Nu er det min opgave at tage Jakob på alle tider af døgnet, klare ham når han har det dårligt eller er syg...Det tærrer på mig, men tanken om at jeg skulle hen på et kontor nu og vide at Jakob skulle i børnehave med nul overskud og en regning vi skal betale senere fordi han så bliver endnu mere overstimuleret, kan gøre mig sååååå ked af det. Hvornår bliver vores liv normalt?

Og så går det op for mig at det her er det normale liv for os.

Nu gik det lige så godt, tænk at et udsving i søvn kan sætte så meget igang? Men det er jo fordi det har kørt sådan her altid, i al den tid Jakob har levet....

Og det skal som nok gå. Om lidt laver jeg mig en kop te og en ostemad og så er jeg klar igen, for sådan er jeg heldigivs. Jeg græder lidt, men så klarer jeg det hele igen. Jeg laver chili con carne og hjemmelavede kanelsnegle, jeg krammer Albert og sørger for fredagsslik til Emma, jeg roser hendes fine tegninger og giver karakterer, når hun laver Vild Med Dans for mig, jeg rydder op og ordner de ting jeg skal, jeg køber striktrøjer til min mand og rødvin som han elsker...

Jeg er åbenbart ret stærk...eller måske er jeg svag? Jeg vil så gerne bare være glad hele tiden, kunne sige til folk at det går godt og alt er okay med mig og med os...Men det svinger så meget, for meget til at det er muligt, måske når jeg lærer at acceptere det? Så finder jeg en endnu større ro...for jeg er kommer længere end jeg var for 1 år siden, for 2 år siden...Men rutschebaneturen er ikke forbi endnu...måske slutter den ALDRIG.

Nul huller

Idag var Jakob med sin storesøster til tandlægetjek. Tiden lå således at det var nemmere hun fik en fridag, og det var hun selvfølgelig ikke ked af...:)

Hun var super dygtig, hun lå der i stolen, helt stille og roligt og åbnede bedredvilligt munden. Jeg sad på en stol med Jakob på skødet. Nul huller...men så spurgte de om jeg var interesseret i hun fik lak på 6års tænderne, det ville tage en 5-7 min. Det sagde jeg ja til, så tændte jeg min telefon og lod Jakob se Utube. Så gik vi hen og stod ved siden af hende, og jeg holdte hende i hånden, mens de proppede en vatdims i munden på hende og gik igang...lige pludselig render tårerne ud af øjnkrogen og hun siger ikke noget..."Græder du?" Spørger jeg, for et øjblik er jeg i tvivl om, om hendes øjne blot løber i vand. Men, ja hun græder...Tandlægen er kommet til at stikke hende med den der skarpe dims...men hun brokker sig ikke eller gør tegn, men så stopper de selvfølgelig, jeg sætter Jakob på gulvet med telefonen og kan trøste hende...

Hun er så dygtig...så tapper...Hun flipper ikke ud eller skriger og råber, hun bider det i sig...Det er bare så vigtigt at hun får at vide det er okay at sige stop og sige fra, så jeg siger til hende hun bare skal sige top hvis der sker noget igen! Mens holder jeg hendes hånd, og hun klemmer den hårdt. Bagefter siger hun at det gjorde hende tryg at jeg kunne holde hendes hånd imens...

Kender I det? Nogle folk stiller spørgsmål på en bramfri og alt for direkte måde, nogle er fornærmende og uden grænser, og så er der fintfølende mennesker, empatiske mennesker. Nu er vi kommet på den tandklinik i 6 år og har mødt masser af forsk. mennesker, men de er bare allesammen så søde!!! Og hende her, en ung tandlæge, spørger om det er okay for Jakob at de tænder skylledimsen, om lillebror vil synes lyden er for høj?

De spørger pænt ind til Jakob både tandlægen og klinikassistenten, på en måde så det er naturligt og rart...fedt. For man ønsker jo ikke at skjule noget, man vil gerne dele det med andre, så længe de er respektfulde og forstår grænserne...

Da vi er færdige kører vi hen og får en is og handler lidt...Vi vil egentlig spise den på Mac, men der er et barn, der taler meget højt, så med det samme vi kommer ind af døren bliver Jakob stiv i kroppen og Emma og jeg bliver enige om at gå ud igen og tage en is med hjem istedet...

Hjemme igen, finder Emma på den sjoveste leg...Hun binder en sut på en snor og til en pind, hun laver en fiskestang og Jakob er fisken, der skal fange maddingen! Vi henter alle de havdyrsbamser vi kan finder og lægger dem i sengen sammen med Jakob, tænder for musikken og diskolampen og han har en fest. Jeg går ud et øjeblik og pludselig kommer hun løbende..."Mor mor...sutten faldt af snoren, og så tog Jakob sutten og gav den til mig!"

"Det betyder jo han gerne vil lege mere" siger jeg.

Og i det øjeblik så hun så stolt ud :)

En tur på legepladsen

Vi har lige været på den sjoveste tur på legepladsen!!!! Vejret var så godt så vi tog klapvognen og Albert og gik på legepladsen og med det samme vi kører ind på græsset vender Jakob hovedet og vridder kroppen, han kan næsten ik komme ud af vognen hurtigt nok, og idag vil han bare det hele, han starter i sansegyngen og rejser sig op i siddende stilling efter lidt tid, så vil han rutsche...igen og igen og hver gang jeg sætter ham op klapper han i hænderne. Så kommer han op i legetårnet mens jeg passer på i de åbne sider...Han rejser sig op og på den ene stang hænger et stykke gavebånd, der flyver i vinden...Han kigger ind gennem det store sorte rør og jeg løber om på den anden side, og klapper og kalder på ham, så han faktisk kravler halvt igennem :)

Så går det videre til vippedyrene, han skal prøve både den grønne frø og hønen, da vi sidder på frøen og har vippet lidt øjenudpeger han hønen, og så går vi derover...

Det er bare vildt sjovt, og imens vi leger ligger Albert og gnaver i et kæmpe stykke træ :)

Nu er vi hjemme, og han ligger og flader ud på Emmas seng...det er godt for ham at komme ud i den friske luft og bruge sin krop og sine sanser på den gode måde.

SKØNT...jeg siger det igen...tænk at noget, der ikke kræver mere end en gåtur for at nå derhen, det koster ingen penge og man kan stoppe når man ikke vil mere...Det kan give såååå meget fornøjelse, både for Jakob og for mig :)

Børste, børste, børste...

Så er Jakob og jeg startet på et børsteprogram, der betyder han skal børstes på arme, ryg og ben 8 gange dagligt med omkring halvanden time imellem...Det strækker sig over 14 dage og forhåbentligt kan det afhjælpe områder af hans sensibilitet...

Han har ikke noget imod det, de første par dage børster jeg udenå tøjet, hvilket man også kan. Han virker ikke irriteret eller ked af det, kun når aftentiden nærmer sig og han bliver træt. Jeg har også lagt mærke til at han er urolig når han skal sove og om natten sætter han sig op i sengen, en smule desorienteret...mellem 8-10 gange om natten, noget han normalt ikke gør Jeg er nødt til at vide om det kan skyldes børstningen.

Det føles rigtig rart at kunne gøre noget aktivt for ham, noget som måske hjælper...Bare en lille forbedring på ét område ville være afkast nok for mig :) Da jeg skulle lære børstemetoden var der en kyndig-fagperson med for at demonstrere, man skal faktisk trykke pænt hårdt og jeg følte det en smule ubehageligt og det gjorde lidt ondt faktisk. Men efter ledkompressionerne, som man afslutter med, så fik man sådan en varm tinkeling feeling, og det var super rart, og så kunne jeg se ideen med det.

Igår var jeg en smule rastløs, jeg undersøgte alle svømmehaller i en fornuftig radius, men sjovt nok er tirsdag åbenbart en lukke-dag :) jeg undersøgte et legeland, tæt på hvor vi bor, der var også lukket...så vi endte med at gå en lang tur med Albert og solen skinnede jo, så det var skønt...vi gik henover boldbanen, hvor kragerne og mågerne lettede, da vi kom trillende til stor fryd for Jakob :) og da vi kom hen på stien, faldt skyggerne ind i vognen og afspillede nærmest en film på barnevognens hvide lærred på kaleschen, og Jakob fnisede når skyggerne bevægede sig! :)

Der skal så lidt til for at glæde ham, det er ikke den koventionelle måde, han behøver ikke i svømmehallen eller i et eller andet legeland, han finder glæde i de små ting, i de dybe, fine ting...En skygge...en pip-lyd, træerne, der rasler...

Bagefter cyklede vi en tur, og mens jeg tog cyklen ud af skuret stillede jeg Jakob op...uden han holdte ved noget eller støttede sig op af noget..nej nu sætter man ham ikke bare ned, nu kan man stille ham op :) og så stod han der lige så fin, mens jeg fik cyklen ud. Jeg tog et billede på min mobil og sendte det til min mand. Dér stod Jakob :)

Da vi havde cyklet tur, kørte vi til bageren efter en gulerodsbolle og så videre i Fakta for at købe lidt kalendergaver...hvert år laver min søster og jeg en kalender til vores forældre...Vi køber 12 gaver hver...jeg køber 6 til far og 6 til mor og så sætter vi numre på. De siger de glæder sig og lægger en 4-5 pakker på køkkenbordet af gangen og så glæder de sig til at åbne en pakke hveranden dag...

Jeg fik også købt lidt til børnene, for Emma tror stadig på julemanden...:) 48 pakker....pyha. Men i år slipper vi for julegaver, endelig er alle voksne i familien på begge sider gået med til at sløjfe julegaverne! Så nu er det kun børnene, der får. Det letter virkelig...Nu tænker jeg het anderledes frem til julen, jeg tænker på middagen, på dansen rundt om træet og på at se børnene pakke deres gaver op, jeg tænker på duften af gran og and og farven RØD :)

Da vi kom hjem fra køreturen blev Jakob og jeg enige om at nu havde vi taget alle de ture vi kunne...Vi gik gået, cyklet og kørt...:)

Jeg er glad idag...Rigtig glad, og jeg tænker at idag behøver Jakob og jeg ikke undersøge om svømmehallen har åbent eller legelandet. Jeg vil bare glæde mig til jeg kan høre små lyde fra hans værelse, så jeg kan gå ind og sige: "Godmorgen mors lille Jakob!" og se ham smile og række ud efter mig, og så tager vi dagen som den kommer...Nogle gange vil man så gerne planlægge en hel masse, men det behøver man jo ikke! Man behøver ikke have kontrol over hvert ledige minut...det lægger alt for meget bånd på éns udfoldelse...hellere bare tage tingene som de kommer og lade lysten drive værket.

En god weekend

Igår var vi på besøg hos mine forældre, min søster og hendes familie var der også. Jeg havde det ik ret godt, og var tæt på at aflyse fra morgenstunden af. Så ville min mand selv køre derover med børnene, men det synes jeg alligevel var lidt synd for ham at han skulle stå med det selv, så jeg "tog mig sammen" og tænkte at vi bare ville køre tidligt hjem. Men, jeg fik det bedre i løbet af dagen og vi havde en rigtig hyggelig dag. Jakob holdte godt ud, om eftermiddagen faldt han i søvn siddende ved mig og så kunne vi lægge ham ind i min fars seng, super nemt og fint.

Emma så vi stortset ikke, hun hyggede sig på mormors værelse, hvor der er papir og tusser og dims i forsk. afskygninger, så hun hygger sig med at kreere en helt masse flot og se TV...mormor og bedste har nemlig Disney...en luksus vi ikke har :)

Eftersom Jakob sov gennem aftensmaden, fik han lov til at få et par cheeceburgere på vej hjem i bilen, da MAC ligger tæt på hvor de bor...Emma fik selvfølgelig også. Jakob var helt i hopla, da han sad i bilen, i mørke og fik små burger-hapsere, både ben og arme kørte på ham og han kom med glade lyde :)

Søndagen er gået med at gøre rent, Emma har haft en veninde på besøg og min mand har tætnet vores tag fordi det pludselig regnede ned i køkkenet i fredags :) skønt. På et tidspunkt kommer pigerne ind i stuen til Jakob og mig og laver en isbod, hvor vi så skal komme og købe. Emma tager Jakob op og tager ham med hen til hendes veninde, så skal han også vælge en is :)

Jeg bagte kanelsnegle, det er nok de grimmeste snegle ever, men de smagte godt :)

Derudover har vi taget en beslutning om at sælge campingvognen, så min mand har også brugt noget af dagen på at preppe den til salg, han har ryddet op i den og taget billeder...Det har ikke været en super nem beslutning, men en realisation af at vi hovedsageligt gjorde det pga Jakob...Emma elsker det også, så hun får ikke noget at vide, før den er væk, det er en voksenbeslutning, der ikke skal farves eller influeres af børnene. Min mand føler simpelthen der er for meget arbejde ved det, og jeg er lidt træt af at det hele er så småt :) Vi får dårlige nerver af det skøre fortelt, det ligger bare ikke til os. De gange vi har lånt mine forældres vogn, har de hjulpet os, de har stillet det hele op for os, og der er en væsentlig forskel på selv at skulle gøre det hele! Så er det nogen ville sige: I skal bare øve jer, så bliver det nemmere...Men der er lige det lille twist at vi nok ikke ønsker det skal blive nemmere, for i bund og grund er det noget andet, der ligger til grund for vores beslutning. Når vi har ferie, så vil vi have det nemt, vi vil have det sjovt og vi vil gerne have en smule luksus :)

Nu hvor Jakob har vist at han sagtens kan komme på hotelophold og i sommerhus ( vi har lige fejret farfars 60års på Rømø i sommerhus sidste weekend ), så foretrækker vi helt klart det. Og så drømmer vi om at køre sydpå ned til en lækker ferielejlighed...

Det første skridt

Så skete det!!!!!!!!!!!!! I forgårs tog Jakob sit første skridt....Sent om aftenen, sad han og jeg alene i stuen, han stod med ryggen til mig og lige så sikkert og fint satte han sin venstre fod frem!!!! Så gled den højre frem og den venstre frem igen og så satte han sig glad på måsen :)

Eftersom jeg sad der, influenzasløj, tænkte jeg: "Hvad dælen var det??" men den var god nok...:)

Det er totalt surrealistisk! Men eftersom vi engang frygtede han ville ende i en rullestol, så er det her nærmest ønsketænkning :) Derfor føles det nok så uvirkeligt. Jeg tror ikke der går længe før han begynder at tulle lidt usikkert rundt, nu har han fundet balancen med at stå og nu vover han at flytte fødderne. Han er så dygtig!!!!!!!! Han er virkelig sej, en fighter, han vil så gerne en hel masse...Gudskelov.

I onsdags legede vi Halloween her i huset. Det var Emmas ide...Hun har fået en masse klædud-tøj af en af min mands søde kollegaer...Jakob var prins med krone og kappe. Emma var pirat med hvid skjorte, sabel og stribede bukser og vest. Min mand var spøgelse, han havde taget et lagen på og en hat og Hawaii-krans, og vi grinede fordi han gik ind i vægge og døre...og mig? Ja jeg var julemand :)

Så gik vi rundt til hinanden og sang og "tiggede" om godter, det var skidesjovt, allersjovest er det at se hvordan Emma lever sig ind i det, Jakob ville ikke rigtig være med til at gå rundt i de forsk. rum, han ville hellere bare være i stuen, hvor det fine græskar stod udenfor vinduet og lyste så fint, men han fandt sig i at blive klædt ud og spiste gladeligt de små mini-smarties, som kom i hans Halloween-skål :).

Torsdag kom min mor og far til legedag, jeg var ikke så frisk og fik lov at sove lidt hedigvis...Jakob magtede ikke rigtig deres besøg, det var helt tydeligt at han ikke rigtig havde lyst til at være social, han ville være inde på Emmas værelse og når min mor enten tog ham op eller min far satte sig ind til ham, blev han faktisk ked af det efter kort tid, så de fornemmede begge at han ikke rigtig orkede dem.

Jeg har ham også mistænkt for at sove sig væk fra situationen for de sidste 4 dage før deres besøg, var han igen kommet ind i den gode rytme med at skippe sin lur og være i seng omkring 20-20:30, men da de var der sov han 4 timer! Og dagen efter skippede han igen sin lur og igår også..så det er endnu et forsvar han kan have fundet...og så trætter det ham selvfølgelig at der er mere larm i huset.

Men jeg hygger mig når mor og far er her, og ikke mindst Emma, som har sin vanlige køretur med bedstefar, hvor de undersøger området og hyggesnakker, mens de kører. Bedstefar henter hende på skolen...

Lige nu er det tidlig lørdag morgen...Jakob og Emma leger på hendes værelse, jeg kan høre hun snakker med ham og han klapper og siger lyde...Det er så dejligt...at de kan være sammen og hygge sig Igår lavede Emma disko på hans værelse, så skruede de op for musikken og tændte diskolampen og hun hentede lommelygter som hun lyste med og Jakob klappede af fryd...

Imorgen skal Emma have en veninde på besøg og så har hun advaret Jakob om at han ikke må komme ind på hendes værelse ligemeget hvor meget han skaber sig :) og vi har sagt at det er helt okay, for når hun har besøg, skal Jakob ikke være med og være en given faktor i hendes leg, hun skal ikke tvinges til at tage ham med i legen fordi han er lille, fordi han er handicappet, hun skal også have lov at være sig selv, at have sit eget liv og frihed uden Jakob og det skal hun have som en naturlighed uden dårlig samvittighed! For kun på den måde tror jeg de kan forsætte med at være sammen så naturligt...Fordi det sker naturligt og uden tvang, men af lyst :)

Og det er fedt at både Emma og Jakob tager skridt hen mod hinanden, at de ønsker at være sammen....jeg håber altid det vil være sådan.