tirsdag den 27. november 2012

Ikke det store overskud


Jakob har ikke det store overskud for tiden...Igår var farfar og farmor på besøg, 1. dec nærmer sig jo og hvert år laver de en gavesæk til Emma og Jakob med kalendergaver og dem kom de for at aflevere igår og så havde vi selvfølgelig budt dem på mad.

De kom til kaffe, jeg havde bagt chokoladekage, og Emma og Jakob havde fået lov at prøvesmage et lille stykke, da Emma kom hjem fra skole. Vi hentede hende i silende regn, Jakob blev ved med at stikke sit lille hoved ud gennem regnslagets kighul, for at møde regnen :)

Da vi kommer hjem sætter Emma sig i sofaen med Jakob og kigger billeder, hun tager hans finger og peger og fortæller hvem de ser på billedet. Bagefter sidder de under dynen sammen og ser lidt TV og krammer.

Min mand og jeg er blevet mere bevidst om at Jakob ikke skal sidde og se mekanisk på den musical han elsker, den han ser på dvd på Emmas værelse og så er der et klip fra en forestilling på Emmas skole på Utube som han også er helt syg med...Men man må ikke bare sætte ham foran skærmen som det første. F eks når han vågner, så er jeg begyndt at sidde lidt med ham enten i sofaen eller i gyngestolen, og i løbet af dagen skal han stoppes i at se TV, enten ved at vi leger eller går tur eller kører tur, det har jeg nu altid gjort, men det virker som om det er endnu vigtigere at gøre det nu, hvor han har en lidt dårlig periode. Han må gerne se TV og han må gerne slappe af ved det og finde tryghed, men han skal ikke gøre det som en form for mekanik...

Da vi havde gæster i søndags fik han lov til at se rigtig meget, for så finder han tryghed i det og kan nærmest bedre fungere, når han har det som baggrundsstøj! Nogle ville måske tænke, han skal da bare med ud i stuen! At man skal tvinge ham til samvær, men vi ved af bitter erfaring, at det intet godt bringer med sig...Det nytter ikke at sidde med en utryg eller ked Jakob, så hellere give ham "ro og fred"...Det kan være svært for andre at sætte sig ind i, gæster, familie og venner kan tænke: "Det er synd for Jakob han sidder derinde alene"...

Det er ikke synd for ham han sidder alene, for han har det bedre sådan...det der er synd, er efter-reaktionen han får...Så snart gæsterne er væk bliver han ked af det, nærmest panisk eller meget meget træt. Han er inde i en lidt dårlig periode, måske dårligere end vi havde troet, for igår var farmor og farfar der jo som sagt, og ikke engang elskede farmor må holde ham...

Jeg er virkelig bange for om børstningen gør ham konstant overstimuleret, så han ikke engang orker besøg?? Han udtrættes så hurtigt og bliver enten ked af det eller vælger at sove fra det. Og DET bliver jeg ked af.

Så snart roen sænker sig i huset og han så har sovet, er han klar igen.

De sidste par aftener har min mand og jeg slukket for computeren og Jakob finder sig i det, istedet leger vi og snakker med ham. Computeren skal ikke være en flugt, hverken for os eller ham. Men han må gerne se det...det er slet ikke det, det skal bare være ment som afslapning, ikke som et flugt eller passifisering! Han har søgt det rigtig meget, og igen kan jeg være bange for at han søger det, fordi det er blevet nemt for ham at forholde sig til, hvis han allerede er overfyldt!

Han siger dog også fra, numser ud fra Emmas værelse, for at lege og fjolle og så tilbage igen, så nogle gange bruger han det positivt. Men han kan også lige pludselig blive ked af det, og så er det fordi han ikke selv magter at sige fra, men har behov for at vi skal gøre det for ham, og så er det eneste, der hjælper, at han kommer ind på sit værelse, hvor der er ro og intet han skal forholde sig til, han bliver puttet og får sin bamse og lyset bliver tændt, når han så har ladet op og er klar igen, begynder han at mumle og numse rundt og lege på værelset...

Så de sidste 3-4 uger har været lidt op og ned...Så snart, der sker lidt ud over den normale rutine bliver han ked af det og har brug for søvn, hvilket gør at vi som igår først var i seng kl 2...! For han sov lur, han var ked af det mens de var her og da jeg satte mig med ham i sofaen og nulrede ham, så faldt han i søvn og det nytter ikke noget at vække ham, han har brug for det, men så rykker det hele sig selvfølgelig...

Mens jeg fulgte Emma hen til bommene her til morgen, gik det op for mig at lør. er 1. dec! Så nu har jeg fundet alle kalendergaverne frem og mens Jakob sover vil jeg pakke lidt ind og dele det i de to poser, en hvor der står Emma på og en, der står Jakob på...Og gemme dem...Emma tror stadig på julemanden, ingen har kunne rokke ved den tro :) og det skal de heller ikke, så længe hun bevarer sin barnetro...desto bedre.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar