Et splitsekund

Idag har Emma og min mand været til skolehjem-samtale, og der var ros til op over begge ører til vores lille pige, så det kan vi kun være stolte af! Lærerne sagde at hun er en god pige, hun er stille og rolig og mange af de små nye nulter, de er glade for Emma fordi hun er så stille og rolig. Hun er en god klassekammerat og hun tager gerne de svage med i legen...Idag havde hun fået et diplom af lærerne fordi en af pigerne havde rost hende...Pigen gik rundt alene og havde ikke nogen at lege med, så havde Emma spurgt, om hun ville lege med hende og de piger hun legede med. Det havde pigen fortalt til en lærer...så det er da virkelig noget at være stolt af!

Emma er en god pige.

Igår havde vi en dejlig dag med min mor og far...Jakob rakte selv ud efter min mor og det var hun vældig stolt af, han fik dog ret hurtigt nok, og blev ked af det, men lidt er bedre end ingenting :) Selvfølgelig vil mine forældre gerne tæt på Jakob, det er jo naturligt, men det autistiske i Jakob gør nogle gange at han inviterer til noget han ikke kan håndtere...Det kan være svært at forstå...også for os...

Lige før sad jeg inde på Emmas værelse med ham, han ser en musical fra Emmas skole, den som han elsker...og han er så glad, og så kom min mand ind med en lille kiks til ham...og da den var spist kiggede han i min hånd, og den var tom...:) så jeg hentede en mere...og som han sad dér, og tog små stykker fra min hånd, og hvinede og smilede til TVet...så kom jeg til at græde. Han er glad...Han er glad for at sidde der, lige dér i det øjeblik sammen med mig og Tvet og de små kiks...Det gør ham glad...Det er så enkelt.

Hvorfor græder jeg over det?

Idag cyklede vi en tur, men Jakob blev ked af det og vi måtte cykle hjem før jeg havde planlagt det, men jeg trængte til noget luft...

Og jeg tænker også at det er godt for ham.

I aftes sov han ved midnatstid, men trods det, så vågnede han alledere halv 7...Men det betød at jeg kunne "larme" lidt i køkkenet, så jeg ristede brød til Emma med syltetøj på og lavede te til hende. "Sikke en god morgen mor, jeg vil slet ikke i skole så hyggeligt er det", sagde hun da vi fulgte hende på vej. Jakob nød at sidde i klapvognen og se på alle børnenes cykellygter der glimrede i den let mørke morgenluft, og vi vinkede til Emma som hun gik hen mod skolen. Vi måtte ikke gå med helt op til skolens indgang, for så bliver det for svært at sige farvel, synes hun...og det respekterer jeg.

Men, det er vigtigt for mig at følge hende på vej, at vinke til jeg ik kan se hende mere, det gør jeg hver morgen, så sætter jeg babyalarm på Jakob og låser huset af, vi bor lige ved siden af skolen, så vi er heldige med at det er muligt at gøre det på den måde...

Nå, men nu sidder jeg her i stuen et øjeblik med min computer og skriver...og nu er jeg ikke så ked af det mere.

Det kommer...lige pludseligt i en eller anden situation, så er der noget der tricker det...og wupti, det er det samme den anden vej rundt...lige pludselig kan man føle en vanvittig fantastisk lykkefølelse over et lille moment...Som idag, da jeg putter ham ind til eftermiddagsluren og kysser hans kind, og føler hans ro...da jeg kigger ind 2 minutter senere og kan høre at han sover...

Men...sådan er det. At være mor til et handicappet barn, man kan blive ulykkelig på et splitsekund. Man kan blive lykkelig på et splitsekund...

Man kan ihvertfald sige én ting. Jeg behøver ikke bungyjumpe eller springe i faldskærm eller bestige Himalaya for at få et kick og føle mig aldeles levende, at FØLE...og være i mine følelsers vold. Jeg er i et evigt adrenalinrus. Jeg springer i faldskærm hver dag. Hver dag rammer jeg jorden og dør en smule, hver dag svæver jeg på en lyserød sky og føler mig i den syvende himmel.

Det tager næsten pusten fra mig.

Men jeg får vel vejret igen :)