En god weekend

Igår var en rigtig hyggelig dag, ikke fordi vi skulle noget...måske fordi vi intet skulle...Ingen planer, vi gik i nattøj indtil op på formiddagen og min mand kørte ind for at prøve nye briller...Han kom hjem med 4 par og han havde købt nogle kiks som egentlig var til Emma og en bolle til Jakob, men da Jakob fik øje på de kiks, ville han selvfølgelig smage og dem kunne han godt lide!!! Hello Kitty fuldkornskiks, som jeg brækkede over i halve eller kvarte og så guffede han løs :) Eftersom det var et tilbud sagde min mand at han ville køre ind og købe nogle ekstra pakker, da der også var Peter Pedal kiks...Fars dreng skal jo være lidt maskulin :) Hello Kitty kiks er for tøser :) Og så kunne julemanden måske bruge et par poser som gave i kalenderen i dec...som jo snart nærmer sig!

Pludselig spørger jeg Emma om hun vil være med til at lave om på Jakobs værelse, og eftersom hun elsker dims og bamser og at pynte op osv. så var hun med på den med det samme, så mens Jakob befandt sig i sommer residensen ( Emmas værelse ), så rykkede vi rundt, ud med et bord, som bare stod og fyldte op og så lavede vi et hyggehjørne med lys og tæppe og bamser og en knage hvor vi hang forsk. legeting på. Emma puttede en sut i en af bamsernes mund, for så skulle Jakob jo opdage den ved et tilfælde en dag og pille den ud :)

Vi fandt et spejl og satte det op på væggen, så han kan stå op og se på sig selv...

Og da vi var færdige hentede Emma ham, og han blev virkelig glad! Han satte sig i hyggehjørnet, gik bjørnegang og var totalt oppe og køre, dimsede med legetøj og rejste sig op ved spejlet. Emma og ham hyggede med musik og de legede så godt at de lukkede døren og min mand og jeg kunne gå og lytte til at de grinede og fjollede :)

Da vi skulle aftensmad ville han slet ikke ud fra rummet :)

Så tænk at så lidt kan gøre så meget? Det er efterhånden vores ordsprog her i familien :)

Og da det bliver sengetid...Lige midt i Matador, så putter vi Jakob ind, men han vil ikke falde i søvn selv og er lidt ked af det så min mand ligger sig ind til ham mens Emma og jeg sidder i sofaen helt tæt og hygger os, vi krammer og sidder med armene om hinanden, og griner af det, der sker i Matador, og efter lidt tid kommer min mand ud, han er glad, han har puttet Jakob, han har ligget med ham i hånden helt tæt indt til Jakob faldt hen...

Det går ikke så godt med at børste Jakob, for han vågnede igår halv 11, men er allerede træt ved 8 tiden, så jeg kan ikke nå de 8 gange med halvanden time imellem, når hans rytme er så ustabil, jeg ved ik helt hvad jeg skal gøre...Måske jeg skal starte helt forfra, men det må jeg hører Ergo om imorgen...

Nå, men så falder Emmas også i søvn efter hun har hygget lidt med os alene...og min mand og jeg kan sidde og se Voice og snakke i fred og ro...Da vi går i seng 23:30 kysser vi godnat og min mand går ind i soveværelset, mens jeg går ind til Jakob...Så bipper min telefon, jeg undrer mig over hvem, der skriver så sent...det er min mand :) "Gid alle dage kunne være som idag....det har været sådan en dejlig dag!"

Jeg synes det var så sødt...

Og det bringer mig til det næste...Idag skal Emma over til en veninde og lege...hendes hjerteveninde som er datter af en af min mands bedste venner...Det er nok hans bedste ven faktisk, der er aldrig noget fnidder fnadder, han er sød og rar og god at snakke med og har et afslappet livssyn, han er laidback, noget der passer godt til min mand, så jeg kan godt forstå de er venner, de har kendt hinanden siden 8 klasse tror jeg. Men inden de kører siger Emma: "Mor du har ingen veninder for du ser dem aldrig!"

Og den skærer mig faktisk lidt i hjertet...For hun har egentlig ret, jeg bliver rigtig mut og tænksom...For jeg ser ikke ret tit mine veninder, vi skriver sammen og en sjælden gang ses jeg med dem...For min bedste ven...Det er faktisk min mand, jeg synes tit veninder kan skuffe en, opføre sig mærkeligt, svigte en...og så har jeg sorteret dem fra!

Og selvom min mand og jeg kan skændes osv. så ved jeg han ikke siger dumme sårende ting, jeg ved jeg kan regne med ham. Vi kan grine sammen, fjolle, og snakke om alt, vi taler med hinanden om alt. Vi har aldrig været så tætte som vi er nu....Efter vi fik Jakob...det har ikke skilt os ad, det var det lige ved at gøre da vi fik Emma, men efter Jakob har vi gjort det modsatte, vi arbejder ikke længere mod hinanden, men MED hinanden. Vi arbejder sammen og vi kan lide hinanden som mennesker.

Han er min bedste ven, og han er den eneste jeg virkelig har brug for. Jeg har ikke brug for at tale om børneopdragelse eller gå ibyen med veninder og have faste arrangementer med julefrokoster og madklubber og shoppeture.

Jeg ved ikke hvorfor...Måske kommer jeg en dag til at savne det? Men jeg har taget min mands venner til mig, deres koner, hans kusine og hendes mand som vi ser...Og det er nok for mig, jeg har ikke mere at give af...

Jeg har kun én som jeg vil kalde en virkelig veninde, hende ved jeg, jeg altid kan regne med, hun kom på besøg for nogle mdr. siden, vi læste sammen på Business college, og jeg havde ikke set hende i flere år, men med det samme hun træder ind af døren, så er vi på bølgelængde...Hun er min bedste veninde og hende vil jeg altid have. Og så er der en fra kvarteret her, et par som vi mødte via vores hunde, som vi er begyndt at se privat, en dag stod hun foran vores dør og spurgte om vi skulle lave en legedate mellem deres søn og Jakob, og hendes mand stod lidt bagved og skuttede sig i kulden, så jeg bød dem ind på kaffe og siden har vi mødtes jævnligt og spist sammen...hende er jeg også rigtig glad for, vi har et eller andet bånd, og hendes mand er vildt sød, de er sådan nogle empatiske og kærlige mennesker og jeg føler mig ret heldig over at hun kom den dag og bankede på vores dør...og det er sådan nogle mennesker jeg gerne vil have omkring mig, gode og varme mennesker. Jeg behøver ikke 20 venner...bare jeg har 2 jeg kan regne med altid!... Så er der venner og bekendte man mødes med i ny og næ på cafe osv. men det ebber ud, det stopper op...sådan er det altid. Jeg ved ikke hvorfor...Men jeg tror det er mig. Måske har jeg ikke energi til at holde fast og holde ud, who knows...men jeg vil bruge min energi her...Her hvor min familie er og har brug for mig og jeg har brug for dem. Det er det, der gør mig lykkelig...

Så ja...det har været en god weekend...Jeg ved jeg lever i nuet og tager en dag af gangen, og bliver jeg en dag ensom...så må jeg tage den derfra...lige nu har jeg alt jeg har brug for og mere til! Og så er det gået op for mig at jeg altid har været sådan her...jeg elsker at være alene, da jeg var teenager brugte jeg hellere tid på at skrive fremfor at være sammen med en masse venner. Jeg havde et par tætte venner og veninder, altså ligesom idag! Måske derfor fungerer jeg så godt med hjemmetræning fordi jeg ikke er bange for at være alene, jeg bliver ikke ensom...jeg har jo Jakob :) En af mine veninder siger igen og igen at hun tager hatten af for mig, selv under hendes barsel havde hun svært ved at få tiden til at gå hun følte sig rastløs :) Men der er ikke noget at tage hatten af for :) For sådan er jeg...

Da sagsbehandleren var her, kan jeg høre hun skal sikre sig at alle trives med den her ordning, at det fungerer for os som familie...Og næste gang skal jeg måske fortælle hende det jeg har skrevet nu...For hvis de tror jeg føler mig uopfyldt, at jeg savner kollegaer osv. så er det ikke rigtigt.

Kollegaer...dem har man mens man er på en given arbejdsplads, man er social med dem og går til arrangementer og man kan føle de er "venner", men når man stopper et sted, stopper tilhørelsesforholdet ofte også...Så jeg savner ikke nogen. De eneste jeg savner er min familie, når de ikke er her.

Men det er nok bare mig...