Nu gik det lige så godt...

Øv...Jakob har haft den fine soverytme i 14 dage nu...igår faldt han i søvn lidt før 19, han havde fået mad og tør mås og børstet bisser...Jeg gik i seng lidt over 21 og inden da snakkede min mand og jeg om at han nok ville vågne omkring 5-6 tiden...Han sov til 7:30 igår morges, så at sove 18:30-19 var jo fint...Han blev simpethen lige pludselig så træt...Min mand talte i telefon med en snakkesaglig kammerat, da Jakob pludselig bliver ked af det, voldsomt ked af det...Jeg er i køkkenet og ser efter maden, da begge børn lige pludselig skriger...Jakob har bidt Emma i armen...Så hun skriger, og han skriger...Når han er træt og ked af det, så kan han godt finde på at bide, det må han selvfølgelig ikke! Og Emma annoncerer at nu må han ikke låne sommerhuset mere! Han bruger hendes værelse ret meget, han elsker at være derinde. "Det er Jakobs sommerhus" kalder Emma det.

Og nu har hun trukket lejekontrakten tilbage :) Helt iorden. En time efter har han igen fået fornyet kontrakten og må komme derind igen...Men hun er selvfølgelig ked af det, for hun har bidemærker på armen...det er første gang han har bidt Emma, han har før bidt både mig og min mand i frustration, hvor man så fjerner ham og afværger. Så jeg måtte forklare Emma at små børn godt kan finde på at bide, når de er frustrerede, men at det ikke er noget vi tolererer, så vi pylrer om hende og giver hende ret i at han må miste lidt privilegier som straf :)

Fordi Jakob faldt i søvn tidligt kunne jeg ligge og hygge sammen med Emma og se ICarly som hun elsker, inden hun skulle sove og hun faldt i søvn ved at jeg lå og nussede hende...Da hun næsten sover, hvisker jeg: "Jeg elsker dig Emma" og hun nikker med lukkede øjne og falder i søvn, jeg ved hun hørte mig, men 20 sek. efter er hun i drømmeland. Jeg ved det ikke altid er nemt at være Emma...jeg tror det er sværere at være storesøster eller storebror ligemeget om ens søskende er handicappet eller ej. Men, dog sværere, når barnet er handicappet...Et alm. barn kan også finde på at bide og skubbe og slå osv. Det element Emma nok bare mangler fra Jakob er sproget...At han kunne sige "Undskyld" med ord hun kan forstå...for nu venter hun, hun venter bare på at se at det IKKE sker igen...

Her til morgen sagde hun: "Jeg er ikke bange for Jakob, den banan!" :) og det skal hun heller ikke være, det håber jeg aldrig hun bliver...Jeg bliver bare ked af det hvis jeg tænker frem, tænk hvis han aldrig får et sprog og kommer til at handle i frustration, tænk hvis folk misforstår ham og tænker han er en slem person, tænk hvis de holder ham fast og binder ham til en briks og pacificerer ham...Ved de så at det vil gøre det værre for ham, fordi han er blevet holdt fast så meget som baby, som lille...Holdt fast for at blive stukket og undersøgt...Hold kæft hvor bliver jeg ked af det!

Det eneste jeg tænker er, at jeg skal blive rigtig, rigtig gammel, så jeg kan passe på ham...altid.

Nå, men jeg går i seng...og sover dybt, jeg falder så hurtigt i søvn at jeg ikke engang husker hvordan andet end at jeg lagde hovedet på puden, jeg plejer ellers altid at vende og dreje mig og rømme mig osv.

Men så lige pludselig trækkes jeg ud af min tunge søvn, Jakob vågner, han er ked af det og rejser sig op...Jeg putter ham ned en del gange, men kender ham godt nok til at vide at det ikke virker, hvis han ikke sover videre efter første eller anden gang...og da han begynder at dimse med sin sut og række armene op, ved jeg der er noget galt, han vil ikke sove mere. Jeg kigger på uret og det er midnat!

Vi står op, han får grød, ser lidt TV og får en tør mås...Ved 2 tiden går vi ind i seng og jeg ved ikke hvorfor, men jeg kommer til at tude, jeg er træt, vildt træt og mit hoved dunker...Nu gik det lige så godt med en super rytme, men igen bliver jeg mindet om at Jakob ikke er en konstant str. Var det besøget hos tandlægen og shoppimg, der gjorde udslaget? Al vores leg med disko og musik? Er det børstningen, who knows...

Heldigvis hviler Jakob hovedet på min mave et øjeblik og kigger på mig med et blik der siger: "Jeg er bare mig mor...Håber det er okay" og jeg stopper med mine dumme medlidenhedstårer og aer ham på håret...Jeg kysser ham, for han er bare så sød...Og han er bare Jakob, han gør ikke noget med vilje, han er kodet på en anderledes måde og man kan ikke styre hans rytme eller determinere en dag...Det er så små ting, der kan gøre udsvinget...Bittesmå ting.

Men det er så ensomt at være oppe hele natten...vi kom først i seng kl. 5...Jeg er smadret nu, jeg har sovet små 3 timer i nat...op og gøre Emma skoleklar og følge hende hen til bommene med babyalarmen i hånden...

Jeg er træt...og måske stadig lidt ked af det...fordi jeg er træt måske, eller fordi jeg tænker...Hvad pokker skulle vores familie gøre uden hjemmetræningsordningen...Hvad skulle vi gøre hvis jeg skulle på arbejde nu og Jakob i børnehave, at han skulle tvinges op og afsted efter 3 timers søvn...Jeg tror vores familie ville gå istykker.

Nu er det min opgave at tage Jakob på alle tider af døgnet, klare ham når han har det dårligt eller er syg...Det tærrer på mig, men tanken om at jeg skulle hen på et kontor nu og vide at Jakob skulle i børnehave med nul overskud og en regning vi skal betale senere fordi han så bliver endnu mere overstimuleret, kan gøre mig sååååå ked af det. Hvornår bliver vores liv normalt?

Og så går det op for mig at det her er det normale liv for os.

Nu gik det lige så godt, tænk at et udsving i søvn kan sætte så meget igang? Men det er jo fordi det har kørt sådan her altid, i al den tid Jakob har levet....

Og det skal som nok gå. Om lidt laver jeg mig en kop te og en ostemad og så er jeg klar igen, for sådan er jeg heldigivs. Jeg græder lidt, men så klarer jeg det hele igen. Jeg laver chili con carne og hjemmelavede kanelsnegle, jeg krammer Albert og sørger for fredagsslik til Emma, jeg roser hendes fine tegninger og giver karakterer, når hun laver Vild Med Dans for mig, jeg rydder op og ordner de ting jeg skal, jeg køber striktrøjer til min mand og rødvin som han elsker...

Jeg er åbenbart ret stærk...eller måske er jeg svag? Jeg vil så gerne bare være glad hele tiden, kunne sige til folk at det går godt og alt er okay med mig og med os...Men det svinger så meget, for meget til at det er muligt, måske når jeg lærer at acceptere det? Så finder jeg en endnu større ro...for jeg er kommer længere end jeg var for 1 år siden, for 2 år siden...Men rutschebaneturen er ikke forbi endnu...måske slutter den ALDRIG.