Farvel til en ven

I sidste uge...torsdag. Mistede vi vores gamle Golden dreng Albert...Det kom som et kæmpe chok for vores lille familie! Han var 12 1/2 år gammel, men frisk og glad og livlig! Alle vi mødte på vores gåture ( som vi ikke kendte i forvejen ) troede simpelthen ikke på Albert var en ældre herre,,,for han holdt sig så flot...slank, fin pels og han så stærk ud.

Han havde haft hævede testikler noget tid, vi tænkte egentlig bare det hørte til alderen, lidt a la: alting rejser også sydpå for ældre mennesker! :) Men vi ringede alligevel til vores mobile dyrlæge for at høre hvad hun synes der skulle gøres. Hun kender Albert da hun har været her før, en mobil dyrlæge er nemmere end at man skal slæbe sin vovse ud i bilen og køre hen til dyrlægen og så er det mere trygt i ens hjem...Hun var ikke i tvivl, selvom Albert var en ældre herre så skulle de kugler væk...simpelt indgreb og hun lejede sig ind på en klinik en halv time fra os...

Vi fik aftalt en tid...8 juni...blev det. Den dag gik som alle andre...Albert fik sit godmorgen kys og blev nusset og ville ud i haven. Op på formiddagen gik Jakob og jeg en tur med ham som vi har gjort tusind gange før og Albert nød altid sin tur med at snuse og tisse osv. Min svigermor dukkede op ved middagstid og Albert løb hen til lågen som altid og pylrede efter den kiks han plejer at få. Han elskede sin farmor...:). Svigermor og jeg hyggede som vi plejer og Albert gik ind og ud.

Jeg havde givet Emma før fri så hun kunne komme hjem og sige: Pøj pøj med operationen og give ham en møs og det gjorde hun.

Og så kørte vi afsted Jesper og Albert og jeg...vi lavede lidt sjov med han nok var groggy når han kom hjem og at vi så skulle passe og pleje ham...mon han fik skærm på?

Da vi kommer derhen giver vi ham snor på, der er en lille gåtur hen til klinikken og han får tisset...der er trapper op til klinikken og jeg skælder min mand ud fordi han ikke vil bære Albert op ad dem, han er ikke så god på trapper mere, men han kommer da op og ind, venterummet er hyggeligt og indrettet som en stue! Nok for at de kære dyr ikke skal få den her "dyrlæge-følelse"...og receptionisten/sygeplejersken hun får lidt info på ham og da vi siger han er 12 1/2 år spærrer hun øjnene op og vi griner lidt af hun spørger hele 3 gange, hun synes jo han ligner en unghund. "Hold op man han holder sig godt!" Siger hun...og det er rigtigt.

Dyrlægen tager imod os og får os ind i konsultationen, han får sin sovesprøjte og det ser voldsomt ud for os for det har vi ikke prøvet før....Jesper får ham ned at lægge og sætter sig foran ham og lader sin hånd hvile mod hans snude så han kan dufte ham. Jeg sidder ved siden af ham og aer ham på hans hoved og fortæller ham det hele nok skal gå at han er en god dreng...mors dreng. Og så bliver han mere og mere slap og falder stille hen. Jesper vil hjælpe med at bære ham ind på operationsbordet, men dyrlægen siger det kan de sagtens, det kan være voldsomt at skulle se ens hundeven på den måde...så vi siger: Vi ses Albert...og går ud. Hun har sagt 2 timer og vi går rundt og kigger i Kvickly...det regner. Vi køber lidt ting og sætter det hen i bilen og beslutter os for at gå en tur op ad gågaden selvom det regner og 17:17 ringer min telefon...det er noget før tid og det er dyrlægen..."Det er ikke gået så godt" siger hun..."Hvad mener du?" Spørger jeg. "Det er ikke godt" siger hun.

"Hvad mener du?" Siger jeg..."Han er da ikke død?"...

"Jo" siger hun "det er han...Jeg synes I skal komme herhen med det samme".

Den gåtur var frygtelig, jeg stortudede!! det føltes så uvirkeligt!! Surrealistisk og da hun tager imod os og siger at han ligger inde på operationsbordet bryder min mand også sammen...han ligger med et rødt tæppe over sig. Min mand vil ikke se hans ansigt, men det vil jeg...jeg kysser ham, hans tunge hænger lidt ud og hans øjne er halvt åbne...det er det værste moment. Hvor du indser din kammerat, din ven...din elskede "søn" er død. Dyrlægen er selv rystet...inden Albert havde hun en 14 årig hund inde til en tandrensning...den var i narkose...Hun har prøvet det en gang før på 25 år og hun gentager igen og igen at det hele gik så fint, indtil hun fjernede narkosen og han bare skulle vågne! Operationen...såret er fint...det hele var færdig. Albert sov bare videre. Hende og den anden dyrlæge på klinikken som hjalp til med at prøve at genoplive ham er også ked af det...de har gjort alt det kunne.

Hun spurgte om vi ville have Albert blev hos dem, men nej! Han skulle med hjem, vi kunne ikke lade ham ligge så vi bærer ham ud i bilen, dyrlægen hjælper Jesper og Jesper sagde senere at han bedte til hun kunne holde ham....Og så måtte vi hjem og fortælle børnene det...de kom løbende ud til hoveddøren for de ville åbne lågen for os hvis vi jo bar Albert! Men da vi kom tomhændede og med tårer i øjnene brød både min svigermor og Emma sammen! Lille Jakob kunne vi høre lege på værelset...Lille Jakob forstod ikke hvad der var sket! Han var glad...Han var bare Jakob. Heldigvis...nogle gange tænker jeg det er heldigt han ikke kender de her følelser ligesom vi andre kan få...sorg over et tab...frygt efter det frygtelige i Manchester...Vrede over de ting der sker i vores samfund generelt for tiden...Det har han ikke i samme grad. Og det er en lettelse...Samtidig er det svært at man ikke kan forklare ham hvad der foregår, når man kan se han leder efter f eks Emma da hun var på lejrskole...han gik hen og tog hendes billede på kommoden og kyssede det, så han savnede hende uden tvivl, men så fortæller vi ham jo at hun snart kommer hjem igen.

Jeg sagde til Jesper det var meget vigtigt Jakob fik set Albert, siddet hos ham og kigget på ham og rørt ham en sidste gang så han kunne tage afsked. Albert skulle ikke bare "fordufte" så det gjorde vi inden han skulle begraves ...Mine forældre kom til begravelsen, de havde begge kendt og elsket Albert siden han kom til vores heldige lille familie som 5 mdr. gammel hvalp. De ville også sige farvel. Jesper svøbte Albert i et lagen og fik ham sammen med min far ned i graven, som er under en busk i haven, hvor Albert holdt af at ligge, lige ved siden af Pelle kanin :) så der skulle han selvfølgelig hvile...Emma var sej hun hjalp sin far med at putte jorden på graven, jeg kunne ikke...men jeg tror det var en del af helingsprocessen for hende at vi fik sagt farvel på en god måde og hun var med hele vejen.

Albert har en gravsten som Emma har tegnet...det er en stor sten hun har dekoreret med hans navn og glimmer neglelak. Hans gamle vanddunk til når vi var på ture er en vase fyldt med friske blomster og der ligger blomster på hans grav...med sig i graven har han hans seng og hans tæppe og hans bamser og der var mange!...en trøje fra os hver vi havde sovet med dagen før og hundekiks...alt det her havde vi brug for at gøre...nogle ville måske grine af os og tænke: "Herregud...det er en hund"...men så vil jeg få ondt af den person! For Albert var ikke bare en hund! Han var en del af os...han var med fra starten, han kom 2 mdr før jeg fødte Emma og han omfavnede vores lille familie og var vores klippe og støtte og en kær ven. En mors dreng, for han var meget knyttet til mig og jeg til ham. Han har hjulpet mig utallige gange når jeg har grædt eller været ked af det med Jakob...han var oppe med mig alle de nætter jeg vandrede i mørket i huset...han svigtede aldrig. Han beskyttede børnene og os.

Jeg har grædt så mange tårer og jeg græder stadigt. Jeg vil huske ham altid og savne ham altid. Nogle ville have skubbet hunden til side da Jakob kom og optog vores energi...jeg husker en der sagde: Ingen ville klandre jer hvis I gav Albert et nyt hjem...

Men det ville vi ikke...Albert skulle tilpasse sig, ligesom vi gjorde, han fik måske pludselig kun 2-3 gåture fremfor 4...måske fik han nogle dage kun 1...men han var her og han blev aldrig skubbet til side, tværtimod. Det gav mig så meget at nusse ham, lege med ham, gå med ham...ligge hos ham og finde ro og dele mine tanker især i den tid. Folk skulle se på en vovse på den måde...som en ven. Hvis Albert kunne vælge er jeg sikker på han ville vælge at være her, fremfor et andet sted. Så meget ved jeg, han tilpassede sig vores nye liv ligesom vi gjorde og det blev et godt liv, også for os...livet ændrer sig af og til, men man tilpasser sig, det gør både mennesker og dyr.

Jeg husker alle de gode ting, vi forbinder ham med børnenes start i livet og da han døde var det som om det hele forsvandt, den tid i vores liv blev lige pludselig uklar og det gjorde mig trist...Men selvfølgelig er den tid ikke væk...den er forbi men den er ikke væk. Jeg vil huske på vores families start altid og den var Albert en del af! Han vil aldrig blive glemt...han var så blid...mod os og især mod lille Jakob, en hund med den grad af empati er dog helt utroligt.

HAN VAR EN ENER. HAN VAR MORS DRENG...ALBERT...ALLERBOTTEN...ALBIE...BUNNE. Kært barn har mange navne!

Jeg gruer stadig for når Jakob måske leder efter ham, men jeg håber hans farvel til ham minder ham om at Albert sover nu...Han kiggede så intenst på ham og prikkede til han med sin lille finger...

Jeg glæder mig til en dag hvor jeg ikke græder...selv min mand har grædt...flere dage, det havde han ikke selv troet...en aften da jeg kigger ud kan jeg se et lys der brænder på Alberts grav, det er Jesper der har fundet et LED hjertelys på Jakobs værelse og han satte det på graven fordi han synes der var så mørkt derude...

Livet er spøjst. det har været en forfærdelig uge. Men jeg ville ikke have undværet de sidste 12 år og 8 mdr med min elskede Albert.

Så Albert...tak for alt. Det her opslag er til dig...Mor og far og Emma og Jakob elsker dig, du var vores bedste ven i mange år og vi vil aldrig glemme dig. Du har behandlet os med kærlighed...og jeg håber du har elsket din tid hos os. Vi har altid set på dig som et medlem af familien...Emma kaldte dig storebror og jeg kaldte dig for min dreng, min første dreng, for det var du!

ALBERT...

De små ting, som måske er store?

Jeg elsker at skrive...det ved alle der kender mig. Jeg har skrevet digte og noveller så længe jeg kan huske tilbage fra min barndom. Det nyeste er at jeg skriver på Wattpad som er en platform for forfatterspirer og læsere. Jeg kalder mig PrettyPinkAndie fordi jeg elsker den gamle 80er film med Molly Ringwald "Pretty In Pink" og hendes karakter i filmen hedder Andie :)

Jeg har ro når jeg skriver, det er terapeutisk for mig...det er ligesom det jeg gør når jeg skal have "mig-tid" hvis man kan sige det sådan. Det er der jeg får energi..men de sidste uger har jeg ikke har haft lyst til at skrive og det irriterer mig, det gør mig faktisk ked af det fordi jeg kan mærke jeg mangler det, men jeg har bare ikke rigtig lyst. Jeg snakkede med Jesper om det den anden aften og det gør mig faktisk en smule smådeprimeret i den forstand and noget af det som giver mig mental energi er lidt i bero. Jeg har masser af ideer, men nogle gange tænker jeg: "Hvad nytter det egentlig?" Jeg bliver alligevel aldrig en kendt forfatter! En gammel drøm jeg næsten har givet slip på...jeg kunne måske have drevet til til noget hvis jeg var blevet ved dengang i 90erne hvor jeg var godt igang og formåede at skrive tekster til de danske børnekor...lave opsætninger med selveste Thorkild Bjørnvig og blev udvalgt af Erik Skyum Nielsen...men jeg var ikke vedholdende nok og jeg ville det ikke nok jeg tvivlede på mine egne evner og lod det ligge, det har jeg tit fortrudt.

Men jeg gider ikke græde over spildt mælk, det er der ingen grund til og jeg tror lidt på den der: "Hvis det er meningen, så skal det nok ske!" Så nu skriver jeg bare for fornøjelsens skyld...men lige nu kan jeg ikke skrive, jeg har ikke noget at sige, ikke noget jeg kan strukturere ihvertfald, men det kommer jo nok tilbage.

Idag har Jakob været til sin første børnefødselsdag...da han fik invitationen var vi allesammen enige om at han skulle med og at vi skulle støtte op om det, og så måtte han jo holde så længe han kunne...

Vi var de første der kom og da den næste dreng kommer sammen med hans mor løber Jakob hen og aer ham på knæet! Ingen tvivl om at Jakob kunne kende ham :) mega fantastisk at se!

Og Jakob var med fra start til slut...2 timer. Han sad i en lille sofa tæt på bordet med sin ipad, men han sad også med ved bordet...Han ville dog ikke spise, men moren var så mega sød at give Jakob to af de dejlige hjemmebagte boller med hjem! Som dem vil han nyde til natmad, det ved jeg.

Tænk at han kunne klare at være der hele festen...han var ked lige tilsidst, men wauw, tænk at han kunne være i det, alle børnene, et nyt sted...alle de voksne.

Det var simpelthen så fedt!!!! Og jeg føler mig så opløftet fordi jeg tror Jakob har forandret sig uden vi har opdaget det?? Det her havde været utænkeligt for 6 mdr siden...virkelig. Vi plejer jo at skulle gå væk med ham, han plejer at skulle ind i et separat rum, men nu vil han gerne være med...han betragter det hele og det ligner virkelig han synes det er så fint...når han er mæt er man ikke i tvivl og det er jo godt han siger fra for på den måde bliver han ikke længere presset derud hvor der kommer eftervirkninger tror jeg...førhen sagde han ikke altid fra og vi prøvede at skærme ham så godt vi kunne, men nogle gange var prisen for et fejltrin meget dyr og det er også derfor vi har været så bange med hensyn til skolen og overstimulering fordi vi har prøvet at stå med en dreng fuld af fobier pga for mange sanseindtryk og perioderne var så lange...uger, måneder og op til et helt år. Men jeg tror han er nemmere at læse nu, fordi vi jo kender ham bedre og hellere stopper før tid end at presse ham for meget.

Og det er skolen mega gode til, det er også derfor han befinder sig så godt der, de læser ham så fint og presser ham ikke længere ud end at han hurtigt kan komme sig.

Vi er dælme heldige. De to lærerer Jakob har omkring sig ER noget særligt. Nogle mennesker har "bare" et job. De to mennesker her har et job, men de har også hjertet med i det og det vil jeg vove at påstå er allerbedst når man arbejder med den her type børn for de vil reagere på ligegyldighed og kulde...de er så fintfølende at det ER mennesker med hjertet og sjælen i jobbet, der kan tilpasse sig børnenes behov bedst.

Damen krammer Jakob, man kan virkelig se hun holder af ham. Sikke en gave og manden han er så opmærksom på Jakob og det er præcis det Jakob har brug for, at blive læst ordentligt og forstået...Han vil virkelig gerne forstå Jakob!

Jeg lagde mærke til Jakob rakte sin hånd ud efter den mandlige lærer idag, han lagde vist ikke helt mærke til det for han tog ikke Jakobs hånd, måske var han lidt i tvivl om det var en invitation eller ej, men det kunne jeg se det var. Og det fortæller mig at han er glad for sin lærer, og det gør mig glad og tryg, for det er det vi har drømt om. At Jakob lærer at knytte sig til andre end os...det er jo vigtigt for hans fremtid at han kan det, da han altid vil have brug for hjæp og så er det bare man håber at de mennesker han møder på sin vej er lige så gode som de to han har mødt nu! Og håbet er der da, for når der er mennesker som de her to, så skal det hele nok gå...

Men det at Jakob kunne være i rummet idag...det virker måske som en lille ting, men tro mig det er det IKKE for os...vi der altid har skulle isolere ham, han begynder nu at titte frem og nyde at være med der hvor der sker noget...det er kæmpestort...

Sikke en fantastisk dag...og så bliver jeg glad fordi der alligevel ikke skal mere til før jeg bliver glad igen...og dog...så er det jo ret stort :) en børnefødselsdag er ret stort. Ihvertfald for os...ting som andre forældre tager for givet...det kan børn jo almindeligvis sagtens tolerere, ja de elsker det jo ligefrem. Jakob har altid gemt sig...når der skulle synges eller snakkes og grines...men nu kan han være i rummet og være med.

FEDT FEDT FEDT!!!!!!!!!!!!

Så de små ting er kæmpestore for os og det er vel egentlig en ret god ting, ikke? :)

Jakob 8 år

Det er længe siden jeg har skrevet...Jeg har haft en lidt "død" periode må jeg indrømme. Det sker faktisk ikke så tit, men efteråret har været fyldt med så meget sygdom at det føles som om det er ved at være nok nu.
Jakob har været rigtig meget syg dette efterår, når du lægger det sammen med hans maveture og generelle "mæthed" af oplevelser så er der ikke så mange gode dage, men selvfølgelig er de der og en af dem var hans 8 års fødselsdag for nylig.

Vi holdt fødselsdag på skolen og Jesper havde taget fri så han kunne være med. Vi havde købt boller og slik og saftevand. Vi havde ikke de store forventninger for normalt vil Jakob ikke sidde ved bordet og spise, men han sad faktisk med ved bordet på en trip trap stol ihvertfald en halv time, nok lidt mere, han spiste boller og snolder...Alle lærerne var med og alle børnene undtagen et par stykker...så i alt var de 5 med Jakob og det der er det gode er, at alle børnene nu har de samme udfordringer så at de går til og fra er der ingen der siger noget til, det er jo bare sådan det er, men Jakob nød at de sang for ham, man kunne se på ham han synes det var hyggeligt! Der blev spist og snakket og lige pludselig synes Jakob han skulle ud og gynge og selvfølgelig skulle han det!

Det var på Jakobs præmisser og det var en rigtig fin dag, som jo startede herhjemme om morgenen.

Han elsker når man synger fødselsdagssang...Lidt sødt...Da han vågnede om morgenen kom vi selvfølgelig også ind på værelset med flag og sang for ham og han lå og gabte og strakte sig og havde det rigtig dejligt!

Dagen efter, som var lørdag holdt vi f'ødselsdag hvor bedsteforældrene kom for at fejre ham og Jakob sad med ved bordet og da han fik nok af det rykkede han over på sofaen og det betød jo at han trods alt stadig var i rummet...dejligt. Han fik masser af gode gaver og han var mere med end nogensinde før, det er rigtig dejligt at se han ikke bare gemmer sig på sit værelse...

Ugen efter skulle min mor fejres ( idag ) men Jakob er skidt, han brækkede sig torsdag og har ikke haft nogen appetit så vi synes det var synd han skulle slæbes med, så farmor har været her idag og passe ham, mens vi andre drog til jylland...Igår var vi i centret for at ordne nogle småting og da passede farmor ham også...jeg ved ærlig talt ikke hvad vi skulle gøre uden farmor...hun er så god til ham...hun kan tage ham, selv når han er småsløj...hvis han er meget skidt så passer vi ham altid selv, men småpyler så går det hvis vi skal noget vigtigt...

Men det er mærkeligt at tænke på han er 8 år nu!! Tiden flyver simpelthen afsted og han har været skoledreng 8 mdr. han trives der og vi er glade for skolen, jeg tænker bare på hvordan vi skal gøre det i praksis med flere timer? Han er så ofte syg...men jeg tænker det er fordi han jo altid har været hjemme og ikke har været vant til alle de baktusser og så alligevel? Når vi spoler "filmen" tilbage gennem Jakobs liv har det været plaget af lange sygeperioder, længere end nu! Og hvor opstarten har taget uger...så der er sådan set intet nyt i den måde vores liv er på, men nu hedder det sig jo bare at han er skoledreng og skal i skole. Da han var baby var det hveranden dag, virkelig. Pga hans mave...dagevis i træk hvor han vred sig i smerter...ugevis der var ødelagt. Jeg fatter faktisk ikke hvordan vi har kunne holde til det...alle nætterne hvor han var forpint. Han kunne gå en hel måned uden at lave! Det var frygteligt, jeg vil aldrig opleve det igen...nu kan vi slippe med småture, men man kører ikke i skole med en dreng hvor det står ud af ham...hvor man skifter ham 5 gange i timen osv. osv. så nu er det på en anden måde, men heldigvis UDEN alle de forbitrede smerter som i årevis har ødelagt vores liv!

Så jeg er glad for at være hvor vi er nu...hvor Jakob er 8 år...selvom min mand sendte et par billeder hjem på mail den anden dag hvor Jakob er omkring 1 år...og det stak i mit hjerte...det går så stærkt og jeg savner den "lille baby" og den uskyldige tid...han var den mest nuttede baby :) men samtidig savner jeg ikke al tvivlen og angsten og smerterne...gråden...for det er trods alt blevet bedre...så det hele har været i forandring og der er sket en masse på 8 år...og her er vi så nu...om lidt bliver Emma 12...jeg fatter det ikke...den anden dag kom hun hjem og fortalte at en sød dreng hun ikke kendte havde snakket til hende, han synes hun så sød ud og ville gerne have hendes nummer...OMG...er vi kommet dertil?? Hun beskrev den her gut...Justin Bieber hår...sorte skinny jeans...hættetrøje og bomberjakke og sneakers og når han skatede trak han hætten op over hovedet...blink blink.

Og jeg var med hende hele vejen og vi snakkede om det og gennemgik det og jeg er så glad...for det er en sjov tid hun går i møde...en helt naturlig tid hvor man opdager drenge og hun er jo smuk vores lille datter! Så vi taler meget med hende om regler for hvordan man gebærder sig...hun gav ham selvfølgelig ikke hendes nummer...og han ville også gerne vide hendes adresse, men den fik han heller ikke...vi har sagt han må få hendes instagram fordi hun ikke hedder noget der indikerer hvad hendes efternavn er eller hvor hun bor...men først når hun har snakket mere med ham, så mon ikke skaterbanen kommer til at være et tilløbssted det næste stykke tid...:) Jeg er så glad for hun kommer hjem og deler alt med os og fortæller os hvad hun oplever så vi kan glæde os sammen med hende og hjælpe hende med hvordan man håndterer tingene...

Samtidig kommer jeg til at tænke på at Jakobs ungdomsliv bliver helt anderledes og så kan jeg godt blive lidt ked af det...men jeg kommer mig hurtigt igen, for Jakob skal nok få et godt ungdomsliv, det skal vi jo sørge for...vi vil gøre alt for at han skal få en masse oplevelser...men det vil blive anderledes.

Der vil nok heller ikke komme de samme kampe som med Emma...vi har snakket om det...at selvom Emma er så åben og deler alt med os så vil der komme en tid hvor hun nok bliver mere lukket og hemmlighedsfuld, det må bare ikke blive for meget...der vil nok komme perioder hvor hormonerne tager over vi har jo været der selv, men det skal gå det hele...vi kan sagtens tilpasse os og både håndtere Emmas teenagetid og Jakobs, jeg er bare spændt på hvordan Jakobs bliver??...Jeg kan da ikke lade være med at håbe der også er en sød pige til Jakob...

Jeg havde Emma med på skolen i sidste uge og der så vi en dreng og en pige som krammede hinanden, og drengen fortalte os stolt at de var kærester :)

Måske bliver det Jakob en dag :)

Hvem ved hvad fremtiden bringer...det bliver ihvertfald spændende...når jeg tænker på hvad de sidste 8 år har budt på...så kan det da kun blive godt!

ØV dag

Jakob har stortset ligget vandret to uger nu. Hele ugen før vinterferien lå han vandret med influnza og feber og altså også i vinterferien med undtagelse af et par dage. Det samme gjorde storesøster Emma og jeg så det var en pænt kedelig ferie der mest forgik i sengen.
Og her mandag morgen lidt i 6 brækkede han sig og putter igen i sengen nu efter en omgang bræk mere og jeg ligger altså så ved siden af og skriver lidt!

Jeg kan slet ikke beskrive hvor meget jeg glæder mig til foråret!
Og sommeren...vi er så småt begyndt at overveje de samme ting som vi gør hvert år...hvad er realistisk? Hvor meget kan Jakob holde til i år og hvad tør vi "prøve"...min mand overvejer den korteste flyvetur til Italien, men jeg tør ikke...jeg får koldsved bare ved tanken. Da han var lille turde vi ikke pga hans hjerte det var en smule forstørret..
Nu har det udlignet sig siger de kloge læger og der bør ingen risiko være men der erstadig hans sarthed...høje konstante lyde og for megen stress...jeg tør ikke! Hvad hvis der er spædbørn der skriger i flyet og Jakob ikke kan magte det...vi kan jo ikke bare stige af. Hvad med al virakken i lufthavnen...hvad hvis der er ventetid? Man må gøre op med sig selv hvem man gør det for...er det for Jakobs skyld eller ens egen? Og er det OK han skal udsættes for noget for flertallets skyld??

Hm...

Det er de samme overvejelser hvert år. De sidste to år har Jesper og Emma været på charter jeg har skubbet dem afsted mest for hendes skyld men i år synes jeg vi skal være sammen og det er alle enige i så er spørgsmålet bare hvad vi dog kan hitte på som er fedt for os allesammen...Vi har været i Mosel to år og den køredistance er okay...så vi har snakket lidt om Alsace. Så det ikke "bare" er Tyskland igen selvom det nu også er rigtig dejligt men vi vil jo også gerne se noget nyt og det skal børnene også.
Men det er virkelig svært...nogle gange ville man ønske man havde lidt flere valg men sådan er det altså ikke!

Og så må man tænke at det trods alt er vigtigst at vi er sammen og at vi heldigvis er gode til at hygge med små ting. Noget Jakob har lært os og det er da en god ting at kunne!

Vi må se hvad det bliver til...

Det kan jeg jo ligge og gruble lidt over mens jeg ligger og putter sammen med min søde lille Jakob der hviler ved siden af mig...

Det grimme ord

Emma er kommet hjem fra skole og har inden for de sidste par uger fortalt at en lærer i hendes klasse kalder børnene for "spasser". En voksen kvinde...en lærer sågar...f eks hvis en løber lidt sjovt siger hun: "du ligner en spasser når du løber"... Og videre i den dur.

Jeg ser jo rødt med det samme! Og mener vi bør tage fat i læreren på en ordentlig måde selvfølgelig men jeg mener hendes sprog...upser...tanketorsk eller whatever du vil kalde det er under al kritik.

Min fornuftige datter siger: "mor jeg vender det døve øre til...det øver jeg mig på. Og så siger jeg til mig selv det ikke er Jakob hun snakker om".

Min mand er tilhænger af den taktik fordi han ved man vil støde på folk der siger dumme ord hele livet og nogle kampe skal man ikke tage...de argumenterer også begge at det ikke var Emma læreren sagde det til.

Men jeg tænker to ting: det ene er at jeg vil forebygge...jeg ønsker ikke Emma er den næste hun siger det til for for mig er det et skældsord og negativt. Hun gør grin med børnene.
Det andet er at jeg mener en lærer bør vide at sådan et sprog bruger man ikke. Man kalder jo heller ikke nogen for idiot eller svin. Vel?...
Nøglen er at sige det pænt og høfligt og er hun et ordentligt menneske stopper hun selvfølgelig og siger: gud det tænkte jeg slet ikke over selvfølgelig er det forkert...tak fordi I gør mig opmærksom på det!

Efter Emma kom i seng har vi talt om det og nu synes Jesper jeg har ret. Vi skal sige det...og jeg giver ham ret i det ikke er alle kampe vi skal tage men den her bør vi...

Men vi bør også snakke med Emma om det. Hun er bange for læreren bliver sur men så er det læreren der har et seriøst problem.

Nogle ting er bare forkert og det er det her altså!

Men vi har altid været diplomatiske herhjemme og derfor er det vigtigt Emma er med og forstår hvorfor vi gør som vi gør og kan hun argumentere for noget andet så drager vi det med ind...men nogle gange så er det selvfølgelig mor og far der bestemmer.

Men det er svært at skulle tænke på sådan noget som det her...noget andre slet ikke ville skænke en tanke måske?

Men det ord gør ondt på mig...så derfor reagerer jeg.

Og det vil jeg have lov til for jeg føler jeg forsvarer Jakob og beskytter Emma...

Og det er vel det en mor skal?

Ihvertfald denne LØVEMOR ❤