Nogle gange kan det være rigtig svært at tage en beslutning når man bor her hos os... Beslutninger vejer tungt og føles så endegyldige. Og vi vil bare så gerne være sikre på vi gør det rigtige altid, hele tiden og det er nok noget nær umuligt?
Jeg føler mig stresset for tiden, jeg har konstant brystsmerter og mit hjerte hamrer og jeg har svært ved at finde fuldstændig ro og jeg ved ikke helt hvorfor andet end det sædvanlige. Jeg skal lige finde fodfæste igen og finde mig selv igen og hanke op i mig selv for det kan jeg godt. Jeg kan godt få det bedre af mig selv. Jeg behøver ikke hjælp eller medlidenhed eller noget der minder om støtte. Jeg kan godt selv.
Lige nu er der to grunde til jeg har det spøjst. Det ene og det andet er faktisk det samme...Jeg er bekymret for Jakobs skoleløsning, fordi jeg ved hvor sart han er og hvor umuligt det vil være med sammenhængende lange dage og jeg er nervøs for om vi bliver hørt i systemet. Samtidig har jeg en tro på at vi vil blive behandlet med medfølelse og forståelse fordi vi trods alt har kompetente mennesker omkring os som kan understøtte vores ønsker, men man er altid usikker. Nu har vi efterhånden haft 17-18 forskellige socialrådgivere til Jakob på de 5 år vi har været i systemet og det hjælper ikke på følelsen af sikkerhed og lydhørt-hed? Er det et ord? Det burde det være...
Det er den ene ting.
Den anden ting er vores datter Emma og hendes skoleløsning. Den sidste tid har budt på konflikter...mobning endnu engang...Det viser sig at Emma hver dag får at vide hun er grim...! Vores smukke Emma skal have at vide hun er grim...fordi hun er smuk, ingen tvivl om det. Der er én pige i klassen som har set sig sur på Emma og Emma har delt det med os. I starten troede vi det var sagt i sjov, en misforstået joke eller en form for lingo som de unge bruger-agtigt og vi bedte Emma give lidt igen, men vores kloge og milde datter sagde..."jamen det er ikke sjovt og jeg har IKKE lyst til at sige det". Og hvor er det da rigtigt.
Ok de kunne ikke løse det selv og da min mand afleverede hende til MGP gallafødselsdagsfest i lørdags og pigen kom ud i entreen og foran min mand sagde: "Hej Emma...idag er du grim, nej kun lidt grim!"
Så fik han mumlet noget om at hov hov, alle så da fine ud! Og jeg blev vred da han kom hjem over at han ikke havde skældt pigen ud når hun endda var så fræk at aige det foran Emma OG min mand, men han var blevet mundlam!! Han sagde at ligemeget om det er en talemåde, noget de slynger ud osv så havde det gjort ham ilde til mode, det havde føltes øv. Hvorfor sige det?
Ja pigen er jaloux, ingen tvivl...når Emma laver flotte billeder til sin instagramprofil ( som kun må følges af klassekammerater OG far og familie ) så varer der ikke længe før pigen poster et billede i en lignende positur!
Vi skrev til pigens far samme aften og han er en sød mand, som vi ofte har talt med så vi var ikke i tvivl om han ville tage fat i problemet og vi tænkte at han gerne ville vide det. Og han skrev tilbage at han var glad for vi skrev for han ville heller ikke bryde sig om hvis nogen talte sådan til hans datter og hvis det ikke stoppede nu ville han meget gerne vide det.
Igår talte pigen ikke til Emma...ignorerede hende, selvom Emma sagde hej...Emma bærer jo ikke nag...
Idag har de talt sammen og Emma roste den nye cykel pigen har fået og det lyder sjovt, men det føler jeg jo er storsindet, en pige som har kaldt min lille smukke pige grim, skal have komplimenter, for sådan er Emma. Og jeg bliver stolt af hende faktisk...Men samtidig så er vi super OBS på det stopper og at Emma ikke altid skal være den tilgivende!!
Vi har faktisk været i dialog med en anden skole, for tæt på os er den skole som ligger nr 2 på listen over de bedste skoler i landet så det er jo nærliggende at flytte hende, men vi vil have hende med...mentalt, ihvertfald som udgangspunkt. og det er der jeg er nu...hvor længe skal vi nu give det før vi beslutter om Emma bør flytte skole også fagligt set...?
Jeg havde mareridt om det i nat.
Men jeg har fået en glad datter hjem og hun er glad om morgenen og så længe hun er det, så behøver jeg måske ikke sætte min krop i yderste beredsskab, men jeg kan ikke lade være, sådan er jeg bare gearet fordi jeg vil have det bedste for mine børn og indtil jeg er sikker på de har det, så kan jeg vist ikke slappe helt af.
Desværre.
Men sådan er det at være forældre. har jeg efterhånden opdaget. En evig rejse hen mod at skabe det bedste liv for ens børn....dem man elsker allerhøjest på denne jord og det lod må man jo bare bære...
Det er en beslutning man tager den dag man vælger at blive mor og far!
Sådan er det bare og den opgave varer nok livet ud...
