I forgårs var Emma og mig på pigetur, vi var ude og spise frokost og vi osede i div. butikker...Da vi sidder og spiser vores mad, og børn og voksne larmer og snakker og griner, spørger jeg hende om hun nogle gange er ked af at vi ikke så tit spiser ude på restaurant? Fordi Jakob ik lige er så meget til det...
Så sagde hun det her: "Mor...Hvad har jeg lige at være ked af? Vi får altid så god mad hjemme hos os, og jeg er sammen med Jakob hver dag".
Det lød bare så sødt...i det lå der jo, at hun ikke føler hun mangler noget...og at for hende er Jakob bare Jakob, som han nu en gang er, hun har tilpasset sig, vi har tilpasset os og i virkeligheden passer det ret godt til os, til vores temperament. Vi kan godt lide roen og freden hjemme, når man er ude, så får man altid nok af larm og snakken osv. man bliver fyldt og ingen af os synes det er så fantastisk at sidde på en overfyldt restaurant og småråbe til hinanden :)
Idag var vi inde i Bio og se MGP Missionen, en super sød film, vi grinede og man blev også lidt rørt :) Vi guffede pop corn og slik og tyllede sodavand :) Og bagefter spiste vi på Jensens...
Jeg foreslog at vi tog et andet sted hen, men Emma ville hjem. "Jeg vil hjem til Ninky!" sagde hun, det kalder hun ham...Hun har savnet ham, det så vi da vi kom hjem, hun bedte om at blive sat af ved postkassen, mens vi parkerede bilen i garagen og inden vi var kommet ud af bilen, og over til Jakobs vindue, så kunne vi se hende stå med ham i favnen ind gennem ruden, vi bankede på hans vindue og det skæve lille smil, der mødte os...uha det får en til at smelte.
Jeg tror faktisk det er rigtigt, når Emma siger hun ikke vil på ferie uden Jakob, hun er glad bare vi tager de her små ture med hende alene, men så er hun glad for at komme hjem, så glad, at hun vil være den første til at kramme ham :)
Hvor er det dejligt!
Hvad har nogen af os lige at være kede af. tænker jeg nogle gange...:)
fredag den 29. marts 2013
torsdag den 28. marts 2013
Påskehygge
Vi har lige været til den hyggeligste påskefrokost hos mine svigerforældre...
Den startede med indfrielsen af et væddemål...Emma havde kaldt farmor "gammel" og nu ville farmor udfordre hende til et lille rask løb :) så Emma trak i løbetøjet :) Hun havde shorts på med strømpebukser indenunder og farmor havde også taget løbesko på og så gik det ellers derud af! Emma vandt med en armslængde, så hun måtte jo indrømme, at så gammel var farmor vist alligevel ikke :) men men det har børn intet forhold til, hun synes jo også at jeg er ældgammel :) Men farmor havde alligevel taget den lidt til sig, selvom hun udfordrede Emma i sjov og med en glad mine, så ved jeg at farmor tænker over sin alder...Nå, men da udfordringen var færdig blev der disket op med sild og andet fisk, frikadeller med kartoffelsalat og mørbrad...Mums.
Jakob slapper af når vi er hos dem, han befinder sig godt og er tryg, han kunne endda sidde og spise lidt sammen med os, da han lige pludselig blev ked af det, gik jeg ind på farmors syværelse med ham og så spiste han færdig der. I fred og ro, han var så glad, hørte musik på nintendoen og sad og dimsede med den lille abebamse jeg havde med hjemmefra. Jeg havde taget et betræk med til at lægge på sofaen, noget han kender hjemmefra.
Han spiste 5 halve stykker rugbrød :) med yndlingstingen pt. rejer, kippers og æg og leverpostej :)
Bagefter kom han på herreværelset, som farfar kalder det. Der er farfars seng, der er computer og TV og efter de har malet og lavet om, er der super hyggeligt, der kan Jakob finde ro, han sidder i farfars seng og kan se Utube.
Så vi havde en rigtig dejlig dag, det er så godt for os allesammen, når det går godt, når Jakob har det godt, så slapper alle mere af, sådan er det bare.
Han fik dessert ude ved bordet sammen med os andre, og viste tydeligt da han var mæt og ville ned, så gik han rundt lidt og kravlede op og ned af deres sofa, han gik rundt og klappede og var så glad...
Han faldt i søvn på vej hjem i bilen.
Farfar havde været i Fakta og købe Kinder påskeæg...Emma fik sin som vinder af dysten og lille Jakob fik sin...for at være Jakob :)
Den startede med indfrielsen af et væddemål...Emma havde kaldt farmor "gammel" og nu ville farmor udfordre hende til et lille rask løb :) så Emma trak i løbetøjet :) Hun havde shorts på med strømpebukser indenunder og farmor havde også taget løbesko på og så gik det ellers derud af! Emma vandt med en armslængde, så hun måtte jo indrømme, at så gammel var farmor vist alligevel ikke :) men men det har børn intet forhold til, hun synes jo også at jeg er ældgammel :) Men farmor havde alligevel taget den lidt til sig, selvom hun udfordrede Emma i sjov og med en glad mine, så ved jeg at farmor tænker over sin alder...Nå, men da udfordringen var færdig blev der disket op med sild og andet fisk, frikadeller med kartoffelsalat og mørbrad...Mums.
Jakob slapper af når vi er hos dem, han befinder sig godt og er tryg, han kunne endda sidde og spise lidt sammen med os, da han lige pludselig blev ked af det, gik jeg ind på farmors syværelse med ham og så spiste han færdig der. I fred og ro, han var så glad, hørte musik på nintendoen og sad og dimsede med den lille abebamse jeg havde med hjemmefra. Jeg havde taget et betræk med til at lægge på sofaen, noget han kender hjemmefra.
Han spiste 5 halve stykker rugbrød :) med yndlingstingen pt. rejer, kippers og æg og leverpostej :)
Bagefter kom han på herreværelset, som farfar kalder det. Der er farfars seng, der er computer og TV og efter de har malet og lavet om, er der super hyggeligt, der kan Jakob finde ro, han sidder i farfars seng og kan se Utube.
Så vi havde en rigtig dejlig dag, det er så godt for os allesammen, når det går godt, når Jakob har det godt, så slapper alle mere af, sådan er det bare.
Han fik dessert ude ved bordet sammen med os andre, og viste tydeligt da han var mæt og ville ned, så gik han rundt lidt og kravlede op og ned af deres sofa, han gik rundt og klappede og var så glad...
Han faldt i søvn på vej hjem i bilen.
Farfar havde været i Fakta og købe Kinder påskeæg...Emma fik sin som vinder af dysten og lille Jakob fik sin...for at være Jakob :)
onsdag den 27. marts 2013
Hygge? Hvordan...
Min mand spurgte Emma om hun ville med ham i badeland.
Det vil hun ikke.
Vi forsøger at snakke med hende om planer for sommerferien, for som Jakob er pt. så ryger turen til Berlin nok, vi tør ikke køre så langt med ham, han bliver for hurtigt utryg og har brug for sin base, som er vores hjem...Ingen andre steder kan give ham den fred og ro. Så vi er nødt til at indse, at det ikke er de lange ferier i bil, der er en mulighed for os endnu. Når han efter 4-5 dage i farfar og farmors sommerhus er fuldstændig udmattet, så nytter det ikke at planlægge en lang tur i bil...man skal jo også hjem igen...
Så vi forestiller os en sommer med endags ture f eks til København for at se det nye kæmpe akvarie...ture til stranden med madkurv...Måske en lille uge i sommerhus, men efter det her hærværk, så føler man sig mærkelig utryg ved tanken...Jeg ved ikke hvorfor, det er som om stedet er blevet tainted nu...Selv min mand, som ellers ikke er emotionel osv. han havde det spøjst og sagde at han ikke befandt sig godt på øen da vi var der, han ville bare hjem.
Så nu tænker vi at vi vil tage Emma med på en lille tur f eks en smuttur til London, farmor og mormor er den perfekte kombi til at passe Jakob et par dage og vi vil kunne tage afsted med god samvittighed. Eller et hotelophold her i DK, der er ingen der siger det skal være i udlandet...Men på en måde vil jeg også gerne have, at Emma kan sidde ovre i skolen efter ferien og fortælle, at hun har været i Barcelona, Paris eller London med sin mor og far...Ligesom alle de andre børn, hun kommer ofte hjem og fortæller at nu skal den og den til Italien, til Spanien...Jeg ved ikke om hun er misundelig, men jeg tror da sagtens hun kan tænke sig til at det må være sjovt...
Socialpædagogen blev glad da jeg sagde vi havde foreslået Emma en alenetur med os, men hun havde værget sig og sagt hun ville savne Jakob, men pædagogen mener vi skal sige, at det er noget vi gør...Fordi Emma også har brug for en pause, brug for os...alene, vores opmærksomhed uden Jakob i baggrunden.
Da mine svigerforældre var her i forrige uge og jeg lige kørte nogle timer, fortæller de jo hvordan hun farer op hver gang han siger et kvæk...Hun er hele tiden klar, især når vi ikke er hjemme, men hun gør det også tit når vi ER hjemme.
Så jeg tænker det er rigtigt, hun skal også have pauser, pauser hvor hun er helt FRI.
På fredag tager min mand og jeg i bio med hende alene...hvis der bliver Lockout, så skal hun over til mine forældre nogle dage...
Jeg tror det er godt for hende...og det jeg ønsker mig allermindst, er nemlig at hun skal blive slidt...slidt og mæt i sit forhold til Jakob...Og ligesom os har hun jo brug for at lade op, det har intet med manglende kærlighed at gøre, nok tværtimod, for når man får ladet op, så ER man der, så er man mere nærværende overfor Jakob...
Vi skal hitte ud af hvordan vi rigtig hygger, man tror det er en uge sydpå, at ferie er en bestemt form, men det er det altså ikke for os, vi er nød til at kombinere det, der realistisk for os med det som vi gerne vil...
Nu hvor vi ikke er i sommerhus alligevel, så har vi aftalt at hygge på en anden måde, Emma og mig cyklede til bageren imorges, vi køber mere take away og vi leger noget mere med hende...I går tog min mand hende med på boldbanen sammen med Albert og så spillede de fodbold :)
Det er også hygge.
Hygge er heldigvis mange ting og det mest hyggelige er, at man er sammen jo...
Det vil hun ikke.
Vi forsøger at snakke med hende om planer for sommerferien, for som Jakob er pt. så ryger turen til Berlin nok, vi tør ikke køre så langt med ham, han bliver for hurtigt utryg og har brug for sin base, som er vores hjem...Ingen andre steder kan give ham den fred og ro. Så vi er nødt til at indse, at det ikke er de lange ferier i bil, der er en mulighed for os endnu. Når han efter 4-5 dage i farfar og farmors sommerhus er fuldstændig udmattet, så nytter det ikke at planlægge en lang tur i bil...man skal jo også hjem igen...
Så vi forestiller os en sommer med endags ture f eks til København for at se det nye kæmpe akvarie...ture til stranden med madkurv...Måske en lille uge i sommerhus, men efter det her hærværk, så føler man sig mærkelig utryg ved tanken...Jeg ved ikke hvorfor, det er som om stedet er blevet tainted nu...Selv min mand, som ellers ikke er emotionel osv. han havde det spøjst og sagde at han ikke befandt sig godt på øen da vi var der, han ville bare hjem.
Så nu tænker vi at vi vil tage Emma med på en lille tur f eks en smuttur til London, farmor og mormor er den perfekte kombi til at passe Jakob et par dage og vi vil kunne tage afsted med god samvittighed. Eller et hotelophold her i DK, der er ingen der siger det skal være i udlandet...Men på en måde vil jeg også gerne have, at Emma kan sidde ovre i skolen efter ferien og fortælle, at hun har været i Barcelona, Paris eller London med sin mor og far...Ligesom alle de andre børn, hun kommer ofte hjem og fortæller at nu skal den og den til Italien, til Spanien...Jeg ved ikke om hun er misundelig, men jeg tror da sagtens hun kan tænke sig til at det må være sjovt...
Socialpædagogen blev glad da jeg sagde vi havde foreslået Emma en alenetur med os, men hun havde værget sig og sagt hun ville savne Jakob, men pædagogen mener vi skal sige, at det er noget vi gør...Fordi Emma også har brug for en pause, brug for os...alene, vores opmærksomhed uden Jakob i baggrunden.
Da mine svigerforældre var her i forrige uge og jeg lige kørte nogle timer, fortæller de jo hvordan hun farer op hver gang han siger et kvæk...Hun er hele tiden klar, især når vi ikke er hjemme, men hun gør det også tit når vi ER hjemme.
Så jeg tænker det er rigtigt, hun skal også have pauser, pauser hvor hun er helt FRI.
På fredag tager min mand og jeg i bio med hende alene...hvis der bliver Lockout, så skal hun over til mine forældre nogle dage...
Jeg tror det er godt for hende...og det jeg ønsker mig allermindst, er nemlig at hun skal blive slidt...slidt og mæt i sit forhold til Jakob...Og ligesom os har hun jo brug for at lade op, det har intet med manglende kærlighed at gøre, nok tværtimod, for når man får ladet op, så ER man der, så er man mere nærværende overfor Jakob...
Vi skal hitte ud af hvordan vi rigtig hygger, man tror det er en uge sydpå, at ferie er en bestemt form, men det er det altså ikke for os, vi er nød til at kombinere det, der realistisk for os med det som vi gerne vil...
Nu hvor vi ikke er i sommerhus alligevel, så har vi aftalt at hygge på en anden måde, Emma og mig cyklede til bageren imorges, vi køber mere take away og vi leger noget mere med hende...I går tog min mand hende med på boldbanen sammen med Albert og så spillede de fodbold :)
Det er også hygge.
Hygge er heldigvis mange ting og det mest hyggelige er, at man er sammen jo...
Den mennesklige diskokugle
I går var Jakob og jeg i soveværelset, han elsker at lege derinde, han klatrer op på det lille bord og kigger ud af vinduet, han tumler i sengen...
På et tidspunkt står han på bordet og kigger ud af vinduet, solen skinner ind på ham. Jeg får øje på et palliethårbånd af Emmas der ligger på kommoden, jeg giver ham det på lidt for sjov, men da han drejer hovedet og solens stråler rammer det, så er der total lysshow!!! Han drejer hovedet frem og tilbage og man kan se pallietterne glimte på væggen overalt i rummet, og man kan se han er forundret...Det ser simpelthen så fedt ud.
Jeg lister ud og kalder på min mand, der kommer hen og står i døråbningen og han må tage sig til munden for ikke at bryde ud i grin :) Emma kommer også...Jakob er helt opslugt, han står og virrer med hovedet så snart solen rammer rigtigt...
Sådan skaber man en mennesklig diskokugle :)
På et tidspunkt står han på bordet og kigger ud af vinduet, solen skinner ind på ham. Jeg får øje på et palliethårbånd af Emmas der ligger på kommoden, jeg giver ham det på lidt for sjov, men da han drejer hovedet og solens stråler rammer det, så er der total lysshow!!! Han drejer hovedet frem og tilbage og man kan se pallietterne glimte på væggen overalt i rummet, og man kan se han er forundret...Det ser simpelthen så fedt ud.
Jeg lister ud og kalder på min mand, der kommer hen og står i døråbningen og han må tage sig til munden for ikke at bryde ud i grin :) Emma kommer også...Jakob er helt opslugt, han står og virrer med hovedet så snart solen rammer rigtigt...
Sådan skaber man en mennesklig diskokugle :)
Ude..slemt...Hjemme allerbedst.
Vi havde fået lov at låne min mands forældres sommerhus...Fint. Det er vores hyggested, min mand tog mig med derover efter vi havde kendt hinanden nogle uger...Det var der vi sagde "jeg elsker dig" for første gang...børnene er kommet der altid. Emma var ikke mere end et par uger gammel, da vi tog hende med derover på ferie.
Vi glædede os, som altid...Jakob er endelig blevet rigtig tryg ved det.
Han har ikke længere brug for dage, tid til at afklimatisere sig, han kan gå lige ind og have det godt, en uge er måske maks, men de første 1-2-3-4-5 dage er han helt sig selv, sidst på ugen bliver han mere træt og mæt og man mærker at han har brug for at komme hjem. Vi skulle bare være der 3 dage, på den måde ville vi stadig have nogle dage hjemme i påsken...
Vi stopper lige og får mad hos mine forældre, men har sidenhen talt om, at pr. efterdags kører vi direkte et sted hen, Jakob skal ikke have for mange skift...
Da vi sidder ovre ved min forældre ringer min svigerfar, sommerhuset, der har været lejet ud er fuldstændig hærget...
Vi kører derover og det syn, der møder os da vi træder ind i sommerhuset er devastating. Det er helt vildt...udlejlningsbureauet er mødt op, de står sammen med et rengøringscrew, der ikke aner hvor de skal starte.
Sofaen står i to stykker...Der er smadret glas over alt, der er mad og akse spredt ud over møbler og gulv, gulvet er ødelagt, en væg er ødelagt, de nye stole min svigermor lige har købt og puder er ødelagt, køjesengen er smadret, dyner er fulde af sauce...havemøblerne er smadrede, der stinker over alt, terrassedøren er ødelagt. Det ligner hærværk, fuldstændig destruktivt. Og vi bliver kede af det...Jakob græder, han kan ikke komme ned og gå og han kan uden tvivl se, der ser mærkeligt ud. Vi går ud...vi får lov at låne huset ved siden af, men der lugter også, en lampe er smadret, en væg er ødelagt, terrassedøren...Der er rent og pænt, for de har fået styr på den lejlighed, men der er stadig en spøjs lugt...det er en gruppe unge mennesker, fra Hamborg...
Vi burde nok være kørt hjem, men vi bliver, da det er ved at være aftensmadstid...Men Jakob er urolig og ked af det...Vi sover dårligt og da morgenen kommer, kan det kun gå for hurtigt med at komme hjemad...
Jeg fatter simpelthen ikke nogen, de kan have så lidt respekt for andres ejendom...Det der gør mest ondt, er at det virker fuldstændig destruktivt og bevidst...De ved bureauet kender deres identitet osv. alligevel smadrer de det hele. ´
Jeg bliver ekstremt vred, det er faktisk en smule traumatisk at komme ind og se noget som man holder af, et sted man normalt er glad og tryg, være fuldstændig ødelagt...
Vi er allesammen lettede over at være hjemme...
Vi går i bad, og får vasket den røgede mærkelige lugt af, og at se Jakob sidde på sit værelse og dimse med sin yndlingsbamses hale og høre musik er vildt fredfyldt. Min mand går ind til ham og Jakob kigger op på ham og smiler...Det lille moment mellem de to...det sagde mere end ord...
Vi glædede os, som altid...Jakob er endelig blevet rigtig tryg ved det.
Han har ikke længere brug for dage, tid til at afklimatisere sig, han kan gå lige ind og have det godt, en uge er måske maks, men de første 1-2-3-4-5 dage er han helt sig selv, sidst på ugen bliver han mere træt og mæt og man mærker at han har brug for at komme hjem. Vi skulle bare være der 3 dage, på den måde ville vi stadig have nogle dage hjemme i påsken...
Vi stopper lige og får mad hos mine forældre, men har sidenhen talt om, at pr. efterdags kører vi direkte et sted hen, Jakob skal ikke have for mange skift...
Da vi sidder ovre ved min forældre ringer min svigerfar, sommerhuset, der har været lejet ud er fuldstændig hærget...
Vi kører derover og det syn, der møder os da vi træder ind i sommerhuset er devastating. Det er helt vildt...udlejlningsbureauet er mødt op, de står sammen med et rengøringscrew, der ikke aner hvor de skal starte.
Sofaen står i to stykker...Der er smadret glas over alt, der er mad og akse spredt ud over møbler og gulv, gulvet er ødelagt, en væg er ødelagt, de nye stole min svigermor lige har købt og puder er ødelagt, køjesengen er smadret, dyner er fulde af sauce...havemøblerne er smadrede, der stinker over alt, terrassedøren er ødelagt. Det ligner hærværk, fuldstændig destruktivt. Og vi bliver kede af det...Jakob græder, han kan ikke komme ned og gå og han kan uden tvivl se, der ser mærkeligt ud. Vi går ud...vi får lov at låne huset ved siden af, men der lugter også, en lampe er smadret, en væg er ødelagt, terrassedøren...Der er rent og pænt, for de har fået styr på den lejlighed, men der er stadig en spøjs lugt...det er en gruppe unge mennesker, fra Hamborg...
Vi burde nok være kørt hjem, men vi bliver, da det er ved at være aftensmadstid...Men Jakob er urolig og ked af det...Vi sover dårligt og da morgenen kommer, kan det kun gå for hurtigt med at komme hjemad...
Jeg fatter simpelthen ikke nogen, de kan have så lidt respekt for andres ejendom...Det der gør mest ondt, er at det virker fuldstændig destruktivt og bevidst...De ved bureauet kender deres identitet osv. alligevel smadrer de det hele. ´
Jeg bliver ekstremt vred, det er faktisk en smule traumatisk at komme ind og se noget som man holder af, et sted man normalt er glad og tryg, være fuldstændig ødelagt...
Vi er allesammen lettede over at være hjemme...
Vi går i bad, og får vasket den røgede mærkelige lugt af, og at se Jakob sidde på sit værelse og dimse med sin yndlingsbamses hale og høre musik er vildt fredfyldt. Min mand går ind til ham og Jakob kigger op på ham og smiler...Det lille moment mellem de to...det sagde mere end ord...
fredag den 22. marts 2013
Forår...for pokker!
Øv...I nat vågnede Jakob med feber og mavepine!
Hold op mand hvor man higer efter foråret...Så vi kan komme af med al den influenza, mavedims og hoste...
Påskeferien starter for os idag, min mand kommer hjem med smørrebrød og der er købt kolde påskeøl, som farfar og farmor skal komme og nyde med os...Børnene må få Mac...nu håber jeg bare Jakob bliver mere frisk...
Hold op mand hvor man higer efter foråret...Så vi kan komme af med al den influenza, mavedims og hoste...
Påskeferien starter for os idag, min mand kommer hjem med smørrebrød og der er købt kolde påskeøl, som farfar og farmor skal komme og nyde med os...Børnene må få Mac...nu håber jeg bare Jakob bliver mere frisk...
torsdag den 21. marts 2013
At forstå behovet
Okay...Når der er besøg, så er man nødt til at tænke sig om. Mn er nødt til at brygge regler sammen for hvordan man fletter besøg ind i vores hverdag, i hvert fald lige nu, hvor Jakob er pænt sart igen.
Farfar og farmor var der i tirsdags for at sige hej...og jeg ved at når man har sanet sine børnenbørn, så kribler det i en, efter at få fat i dem, kramme og kysse dem. Men man er nødt til at have en anden indgangsvinkel til Jakob. Det bedste for ham, er at han får lov at se folk an, før de "går på hm" og det gælder faktisk også vores nære familie...vores forældre som vi ser hver uge. Jakob kan ikke klare at de bare går på ham med det samme. Han har simpelthen bedst af at få lov til at sidde et sted hvor han føler han kan være i fred, et sted hvor han har helle...og betragte og se dem an indtil hn selv viser han er klar på mere kontakt.
Hans værelse f eks...Når døren er åben kan han se ud i køkkenet og da folk kommer ind gennem vores bryggers, der er i forbindelse med køkkenet, så kan han se folk komme ind.
Farfar og farmor gik ind til jakob med det samme, han bliver lidt mut og stille, hn rækker måske ud, men det er ikke for at søge kontakt, men i en form for frustration. For da de så går ud igen...så græder han. Han viser det ikke altid i situationen, men ofte bagefter...kun os der kender ham bedst ved, at hans invitation til kontakt ikke altid er ægte, at han inviterer til noget han ikke magter...det er vnvittigt svært for andre at forstå, også for familien, for vi har jo sagt det igen og igen, men velmenende bedsteforældre glemmer det...det virker forståeligt nok unaturligt på dem, at de ikke må gå ind og sige goddag med det samme...
Da farfar sætter sig ind i stuen, taler han ind i værelset til mig, jeg skærmer Jakob lidt og vælger at lade ham spise mad på værelset, men farfars stemme og "råben" gør ham ked af det og urolig og jeg må lige gå ud og sige at Jakob ikke kan lide vi taler fr rum til rum og at jeg lukker Jakobs værelsesdør, mens han får sin mad...
Jeg kan virkelig godt forstå det er svært...også for mine forældre, det er svært at forstå, for i vores og deres univers siger man goddag til folk, når man kommer ind, man viser sin glæde ved at give et krm, hæve stemmen og komme tæt på. Men det er ikke den måde Jakob viser glæde på...for ham er det en overtrædelse af hans sfære, af hans grænser.
Han har behov for ro, en rolig indgang når man kommer ind i vores hus...at man lader ham se en an...at man venter til han giver tegn til han er klar, han har næsten bedre af, at man ignorerer ham i starten og giver ham fred til blot at se en, vænne sig til man er der. Det gælder familie, det gælder venner, det gælder behandlere.
Igen og igen skal man forklare det...Normalt reagerer han ikke når det bare er farmor der kommer, men hun kommer også stille ind, og ofte er det kun hende.
Mine forældre prøver så godt de kan, min mor har fundet en "melodi" der passer...Hun venter lidt med at gå ind til Jakob, og når han er klar, så kigger hun ind og siger hej, i løbet af dagen går hun ind til ham for lige at snakke lidt eller taler med ham, når han vandrer forbi...nogle gange kan hun få lov at holde hans hånd et øjeblik eller kysse hans kind og selvom jeg ved hun gerne vil mere, så tøjler hun sig for hans skyld...Det er stadig vigtigt, at de ser ham, at de henvender sig...men er det vigtigt for mig eller Jakob eller for dem? måske lidt af det hele. Min mand kom og sagde til mig at min far var gået ind for at snakke lidt med Jakob, men han kunne mærke jakobs afvisning og gik ud igen, og respekten for det er super rart. Man må endelig ikke blive fornærmet over at et sensitivt barn afviser en, det magter simpelthen ikke samvær på samme måde som vi andre gør...
Jeg talte med socialpædagogen, hende der har kendte Jakob længst tid, hun stopper her efter påsken og vi får nye behandlere på...Og jeg er bekymret, jeg synes det virker som om de to nye talehørepædagoger udviser en mere "aggrresiv Approach" til Jakob, at de ved første møde vil træne med ham, for at se hvilket niveau træningen skal foregå på. Jeg har gået og haft mavepine over det, jeg var glad for deres entusiasme og nytænkning...men jeg fik ikke sagt alt det jeg gerne ville da de var her til "intromøde"...den dag sov Jakob...
Så jeg tog imod socialpædagogens råd og fik en snak i telefonen med den talepædagog som skal være drivkraften her hos os. Den anden er blot med i opstarten og jeg ved ikke helt hvad rolle hun ellers skal spille...
Og hvor er jeg glad for jeg gjorde det, fik sagt hvordan Jakob er, hvad hans behov er, at man er nødt til at træde varsomt, for ikke at ødelægge det fra starten af...for folk kan opleve ham som stille og docile og medgørlig, de opdager ikke nødvendigvis at de har overtrådt hans grænser, prisen kommer Jakob og vi til at betale bagefter, hvor han bliver ked af det og ulykkeligt. I vinters havde han endda de to affektanfald, hvor har går i krampe efter at være blevet presset/bange...Så derfor er det så vigtigt at vi trækker grænsen. Da socialrådgiveren var på besøg, så ville Jakob røre hende i ansigtet, og det virkede fint, hun anså ham for stille og rolig og havde efterfølgende sagt til ergo at hun oplevede at han ikke var påvirket af hendes tilstedeværelse. Men så snart hun var ude af døren klamrede han sig til mig og han blev ulykkelig, han havde ganske vist inviteret til kontakt ved at røre hendes ansigt, men kunne i virkeligheden ikke kapere det sanseindtryk, hun så bare ikke udfaldet...nogle gange ville det være lettere hvis han bare blev ked af det i situationen, så folk kunne se det og mærke det og trække sig, men sådan er det ikke altid.
Nå...men den nye talepædagog hun lyttede, hun var simpelthen så sød og forstående og sagde at det var på Jakobs præmisser, hvis de skulle bruge 10 gange på blot at se på ham, sidde uden at engagere ham, så er det sådan, vil han slet ikke, så kommer træningen til at foregå via mig. Og første gang hun kommer for at se ham, kommer hun alene og sen formiddag, så han er mest frisk...
Det var en kæmpe lettelse og jeg blev mindre skræmt af at der er skift i behandler...Nu glæder jeg mig til hun kommer på besøg, fordi jeg ved hun forstår Jakob...og mig.
tirsdag den 19. marts 2013
At finde sit eget system...I systemet
Vi har haft besøg af socialpædagogen idag, fra Specialrådgivningen...Hun har kendt Jakob siden han var et halvt år...Men nu fortæller hun at de skal trække sig...de er også inden for kommuneregi, men normalt følger de kun barnet i den første tid, de har holdt ved Jakob fordi de mente, der var et behov. Og det mener vi såment stadig der er...Men nu overgår det fuldt ud til kommunen...altså et andet system...i systemet.
En smule forvirrende.
Og hvor man i forvejen står på gyngende grund, så gynger den endnu mere nu. Jeg føler vores redningsvest er blevet taget fra os...Specialrådgivningen er omsorgsfuld på en helt anden måde...den måde man har brug for når man er bange og i oprør...som et barn, der er bange for det ukendte i mørket.
Så nu skal jeg finde mig til rette i et nyt samarbejde. Jakob skal finde sig til rette...Jeg ville ønske man kunne blive fulgt af de samme mennesker, i det mindste op til skolealderen...At man havde den tryghed. Men sådan fungerer systemet ikke...
Og så er det op til mig at finde ud af et system...i mit hoved, så jeg kan få ro til at håndtere det nye, nye mennesker, der skal lære Jakob at kende...nye tiltag og måder at gribe ham og os an på.
Men jeg vil stadig gøre opmærksom på, når jeg synes noget er forkert, og jeg vil aldrig bare settle...
Heldigvis kan man godt rydde op i rod, og med tiden få det gjort overskueligt. Det er nok bare sværere, når man er nervøs og bange for udfaldet.
En smule forvirrende.
Og hvor man i forvejen står på gyngende grund, så gynger den endnu mere nu. Jeg føler vores redningsvest er blevet taget fra os...Specialrådgivningen er omsorgsfuld på en helt anden måde...den måde man har brug for når man er bange og i oprør...som et barn, der er bange for det ukendte i mørket.
Så nu skal jeg finde mig til rette i et nyt samarbejde. Jakob skal finde sig til rette...Jeg ville ønske man kunne blive fulgt af de samme mennesker, i det mindste op til skolealderen...At man havde den tryghed. Men sådan fungerer systemet ikke...
Og så er det op til mig at finde ud af et system...i mit hoved, så jeg kan få ro til at håndtere det nye, nye mennesker, der skal lære Jakob at kende...nye tiltag og måder at gribe ham og os an på.
Men jeg vil stadig gøre opmærksom på, når jeg synes noget er forkert, og jeg vil aldrig bare settle...
Heldigvis kan man godt rydde op i rod, og med tiden få det gjort overskueligt. Det er nok bare sværere, når man er nervøs og bange for udfaldet.
mandag den 18. marts 2013
Hvordan indfører man almen pli i samfundet?
Hold op mand...
Nogen gange...Nogen gange, så tænker jeg: "Er det fuldstændig umuligt? At tage for givet at når man befinder sig i det offentlige rum, så skal man ikke fornedres eller blive ked af folks ignorante kommentarer, hvorfor er det blevet lovligt BARE at sige hvad man vil...
Idag var der en, der fortalte mig, at han havde hørt en sige, at han skulle skynde sig at bestille biobilletter, så han ikke skulle sidde ved siden af "alle de handicappede"...
"Alle de handicappede..."
Er de handicappede da dårligere mennesker? Lugter de? Larmer de? Forstyrrer de en film...så lej da en f.....dvd istedet for.
Min mand hader, når jeg bliver vred eller ked af det over at høre kommentarer som dette, men det gør jeg altså. Instantly tænker jeg på Jakob jo...han er min referenceramme og det skal han være, han sætter grænsen for hvad jeg gider finde mig i at høre på. Jeg gider ikke bare lade som ingenting og jeg vil have lov til at føle det jeg gør...
For den følelse, den giver mig en drift, et ønske om at ændre tingenes tilstand, jeg ønsker ikke at Emma og Jakob skal bevæge sig bland intolerante mennesker, jeg synes man har en pligt til at sige NEJ...til at sige fra.
Hvad gør man, hvordan gør man det?...Hvordan pokker råber man folk op!
Jeg kan vælge hvem jeg vil omgås...Jeg kan sortere til og fra og det gør jeg. For jeg vil ikke omgive mig med mennesker uden pli, uden forståelse, unden indføling.
Kollegaer, kan man ikke selv vælge, og man hører meget på en arbejdsplads...Jeg ved min mand skal lægge ører til lidt af hvert og noget skal man finde sig i, andre ting, da må man sige fra...
Måske ikke kun for sin egen skyld.
Nogen gange...Nogen gange, så tænker jeg: "Er det fuldstændig umuligt? At tage for givet at når man befinder sig i det offentlige rum, så skal man ikke fornedres eller blive ked af folks ignorante kommentarer, hvorfor er det blevet lovligt BARE at sige hvad man vil...
Idag var der en, der fortalte mig, at han havde hørt en sige, at han skulle skynde sig at bestille biobilletter, så han ikke skulle sidde ved siden af "alle de handicappede"...
"Alle de handicappede..."
Er de handicappede da dårligere mennesker? Lugter de? Larmer de? Forstyrrer de en film...så lej da en f.....dvd istedet for.
Min mand hader, når jeg bliver vred eller ked af det over at høre kommentarer som dette, men det gør jeg altså. Instantly tænker jeg på Jakob jo...han er min referenceramme og det skal han være, han sætter grænsen for hvad jeg gider finde mig i at høre på. Jeg gider ikke bare lade som ingenting og jeg vil have lov til at føle det jeg gør...
For den følelse, den giver mig en drift, et ønske om at ændre tingenes tilstand, jeg ønsker ikke at Emma og Jakob skal bevæge sig bland intolerante mennesker, jeg synes man har en pligt til at sige NEJ...til at sige fra.
Hvad gør man, hvordan gør man det?...Hvordan pokker råber man folk op!
Jeg kan vælge hvem jeg vil omgås...Jeg kan sortere til og fra og det gør jeg. For jeg vil ikke omgive mig med mennesker uden pli, uden forståelse, unden indføling.
Kollegaer, kan man ikke selv vælge, og man hører meget på en arbejdsplads...Jeg ved min mand skal lægge ører til lidt af hvert og noget skal man finde sig i, andre ting, da må man sige fra...
Måske ikke kun for sin egen skyld.
Midnight wrestling
Okay...lørdag nat vågnede jeg ved at Jakob faldt baglæns ned på mit ansigt, hvilket vil sige at jeg hørte min næste sige: "Grh...". Han har sovet uroligt en del nætter pga maven, så han kaster sig rundt i sengen, sætter sig op og vælter sig ned...halvt sovende, halvt vågen.
Stadigt sovende, kunne jeg lægge ham hen på hans halvdel af sengen og så måtte jeg op og tage to smertestillende :) Det gjorde bare totalt ondt! Jeg troede sgu jeg havde forstuvet min næse, hvis man altså kan det! :) søndag morgen fortalte jeg Emma og min mand det og de kunne ikke lade være med at grine...Tænk at Jakob overhovedet ikke opdagede noget :) Resten af natten måtte jeg ligge ekstra højt med hovedet fordi det dunkede i næsen og hovedet...så ved man altså hvad, der sker, når en 12 kg tung sovende dreng falder ned på ens næse :)
Jakob har været pyler med maven hele weekenden, men det er heldigvis ved at være bedre, og her til morgen virker han fint frisk.
I går havde min mand besøg af en kammerat og dennes datter, der er Emmas hjerteveninde :) De har kendt hinanden altid takket være de to mænds venskab og Emma kan godt lide tanken om netop det...
Der var selvfølgelig lidt mere postyr i huset og Jakob ville ikke rigtig spise, han holdt sig mest på værelset og ville ikke ind i stuen, jeg legede med ham i soveværelset og på hans værelse, men han var ikke rigtig glad, mere sådan urolig og anspændt...Han pylrede og græd let.
Da de tog hjem og det blev sen eftermiddag var han stadig urolig, men så sagde Emma: "Nu tager jeg Jakob og vi vil gerne have privatliv"...så gik de ind i soveværelset sammen og selvom han småpylrede da hun tog ham, kunne vi lidt efter høre hvordan de grinede sammen...den næste times tid var de uadskillelige. jakob krammede hende, holdt om hende og grinede af alt hvad hun fandt på...
"Jeg tror Jakob savnede mig!" Sagde Emma senere...
Og jeg tror faktisk hun havde ret...:)
Stadigt sovende, kunne jeg lægge ham hen på hans halvdel af sengen og så måtte jeg op og tage to smertestillende :) Det gjorde bare totalt ondt! Jeg troede sgu jeg havde forstuvet min næse, hvis man altså kan det! :) søndag morgen fortalte jeg Emma og min mand det og de kunne ikke lade være med at grine...Tænk at Jakob overhovedet ikke opdagede noget :) Resten af natten måtte jeg ligge ekstra højt med hovedet fordi det dunkede i næsen og hovedet...så ved man altså hvad, der sker, når en 12 kg tung sovende dreng falder ned på ens næse :)
Jakob har været pyler med maven hele weekenden, men det er heldigvis ved at være bedre, og her til morgen virker han fint frisk.
I går havde min mand besøg af en kammerat og dennes datter, der er Emmas hjerteveninde :) De har kendt hinanden altid takket være de to mænds venskab og Emma kan godt lide tanken om netop det...
Der var selvfølgelig lidt mere postyr i huset og Jakob ville ikke rigtig spise, han holdt sig mest på værelset og ville ikke ind i stuen, jeg legede med ham i soveværelset og på hans værelse, men han var ikke rigtig glad, mere sådan urolig og anspændt...Han pylrede og græd let.
Da de tog hjem og det blev sen eftermiddag var han stadig urolig, men så sagde Emma: "Nu tager jeg Jakob og vi vil gerne have privatliv"...så gik de ind i soveværelset sammen og selvom han småpylrede da hun tog ham, kunne vi lidt efter høre hvordan de grinede sammen...den næste times tid var de uadskillelige. jakob krammede hende, holdt om hende og grinede af alt hvad hun fandt på...
"Jeg tror Jakob savnede mig!" Sagde Emma senere...
Og jeg tror faktisk hun havde ret...:)
lørdag den 16. marts 2013
Heldigvis er vi også bare en almindelig familie...
I dag har været en rigtig hyggelig lørdag...Emma har været til børnefødselsdag, min mand lavede brunch til morgen og hentede rundstykker da han havde afleveret Emma.
Jakob har fået lavet en masse pøller idag og virker synligt lettet...Jeg har en teori om, at eftersom han ikke laver så tit, hvis han så får en fødevare, der irriterer maven, så ligger den jo af gode grunde længere i hans tarm og ulmer...
Da Emma kom hjem var alt fryd og gammen, hun havde hygget sig og mens hun var væk havde jeg downloadet en masse nye sange, lige nu er hun helt vild med Taylor Swifts "I knew you were trouble" og Carly Rae Jepsen og Maroon 5's "One more night"...sidstnævnte kan Jakob også lide og introen med guldfiskene i bowlen og Adam Levine, der synger "uh, uh, uh, uh, uh, uh..." går rent ind :). Den video har vi spillet på Ipaden igen og igen og igen, og det gør heller ikke mig noget, eftersom Adam Levine må være verdens lækreste mand pt. næstefter far tilføjer Emma, når jeg siger at han er ret lækker...:)
Vi spillede Junior monopoly, drak te og spiste melon...vi hyggede os og grinede....
Da vi var færdige, ville Emma lytte til de nye sange...De første par sange, var nogle Jakob også kan lide, eftersom han også lytter på hendes nintendo havde hun før sagt at det kunne være sejt, hvis der også var nogle af Jakobs sange på...Men så gik hun amok, hun blev vildt sur og sagde at jeg ikke holdte hvad jeg lovede, at hendes yndlingssang ikke var der, hun smækkede med døren og kom ud igen, og satte sig ind under spisebordet...Og så blev jeg sur, så muggede vi og snerrede af hinanden og jeg kunne se min mand tage sig til hovedet....dét var den hyggelige lørdag :)
Men sådan er Emma og mig, lige pludselig kan vi flyve i flæsket på hinanden...og så....efter lidt råben og snerren, så er vi best buddies igen, det lærer min mand aldrig at forstå. Det må være et typisk mor/datter-behavioural mønster?? :)
Da hun opdagede at alle hendes yndlingssange fra MGP og div. var der, så kom hun og sagde undskyld og jeg tog imod den med det samme og kvitterede med en til hende også. Vi kan blive rigtig pigesure på hinanden, men vi kan altid komme tilbage til hinanden.
Man skal krydse klinger af og til og udløse noget steam, "such is life" :) ...
Og på den måde er vi jo ikke anderledes end alle andre familier! Heldigvis :)
Jakob har fået lavet en masse pøller idag og virker synligt lettet...Jeg har en teori om, at eftersom han ikke laver så tit, hvis han så får en fødevare, der irriterer maven, så ligger den jo af gode grunde længere i hans tarm og ulmer...
Da Emma kom hjem var alt fryd og gammen, hun havde hygget sig og mens hun var væk havde jeg downloadet en masse nye sange, lige nu er hun helt vild med Taylor Swifts "I knew you were trouble" og Carly Rae Jepsen og Maroon 5's "One more night"...sidstnævnte kan Jakob også lide og introen med guldfiskene i bowlen og Adam Levine, der synger "uh, uh, uh, uh, uh, uh..." går rent ind :). Den video har vi spillet på Ipaden igen og igen og igen, og det gør heller ikke mig noget, eftersom Adam Levine må være verdens lækreste mand pt. næstefter far tilføjer Emma, når jeg siger at han er ret lækker...:)
Vi spillede Junior monopoly, drak te og spiste melon...vi hyggede os og grinede....
Da vi var færdige, ville Emma lytte til de nye sange...De første par sange, var nogle Jakob også kan lide, eftersom han også lytter på hendes nintendo havde hun før sagt at det kunne være sejt, hvis der også var nogle af Jakobs sange på...Men så gik hun amok, hun blev vildt sur og sagde at jeg ikke holdte hvad jeg lovede, at hendes yndlingssang ikke var der, hun smækkede med døren og kom ud igen, og satte sig ind under spisebordet...Og så blev jeg sur, så muggede vi og snerrede af hinanden og jeg kunne se min mand tage sig til hovedet....dét var den hyggelige lørdag :)
Men sådan er Emma og mig, lige pludselig kan vi flyve i flæsket på hinanden...og så....efter lidt råben og snerren, så er vi best buddies igen, det lærer min mand aldrig at forstå. Det må være et typisk mor/datter-behavioural mønster?? :)
Da hun opdagede at alle hendes yndlingssange fra MGP og div. var der, så kom hun og sagde undskyld og jeg tog imod den med det samme og kvitterede med en til hende også. Vi kan blive rigtig pigesure på hinanden, men vi kan altid komme tilbage til hinanden.
Man skal krydse klinger af og til og udløse noget steam, "such is life" :) ...
Og på den måde er vi jo ikke anderledes end alle andre familier! Heldigvis :)
...Med mavekneb
Jakob har haft ondt i maven siden onsdag...Han prutter, og ømmer sig...han kan sagtens være glad, men lige pludselig gør det ondt og så græder han. Han spiser og drikker dog fint, og vil både have sin rugbrød og sin grød, så jeg har egentlig ikke været så nervøs, men bare ledt efter "nye syndere" i madregi og kom til at tænke på at min søde mor jo havde købt jordbær til børnene i tirsdags hvor de var på besøg og det har han jo fået i sin grød...så jeg tænkte egentlig at det kunne være pga jordbærrene, men igår blev jeg alligevel i tvivl og sad og googlede "blindtarmsbetændelse"...Jeg blev lige pludselig bange, for Jakob vil jo ikke kunne fortælle præcis hor smerterne befinder sig og derfor er det ekstra vigtigt at man kigger skarpt på ham, når han er dårlig...Det er min opgave at være ekstra varsom, på hans vegne og hvor min mand måske synes jeg pyler, så ser jeg det som en naturlighed, det er den eneste måde jeg føler jeg kan håndtere det på, man er nødt til at tage alting alvorligt, netop fordi han jo ikke kan sige: "Mor det gør så ondt i maven"...
Jeg er nødt til at vurdere den måde han reagerer på...men han har ikke haft feber på noget tidspunkt og han spiser og drikker og kan også gå rundt og lege lidt, han ligger ikke bare og han er også glad, smerterne ligner de kommer i jag, der gør at han lige pludselig krymper benene sammen og græder eller pyler...
Men nu må vi se, hvis det ikke er bedre idag må vi snakke med vagtlægen, jeg hader bare at det ikke er en læge man er vant til og som han kender....Hos vagtlægen og på skadestuen,. da er man bare et nr i rækken...
Han sover stadig, heldigivs, det er gode tegn og han har ikke været vågen i nat.
I går var min mand i byen, til noget firma tam tam, hvor de altid bliver fulde, så han var sent hjemme, engang i nat og jeg havde børnene selv. Vi skulle have kørt ham ind til byen, men Jakob havde det simpelthen for skidt, så han måtte tage bussen. Mac blev, det heller ikke til for jeg turde ikke køre med ham. Godt man har Just Eat :) Så Emma og jeg bestilte pizzaer og pommes og en cheeceburger til Jakob. Han sov lur og da han kom op til overfladen ville han hellere have Emmas pizza end sin egen burger, så de delte hendes pizza og jeg måtte spæde op med lidt skramleæg til Jakob, der sad så sød i sofaen og guffede.
Emma ville så gerne spille. Mormor har købt børnemonopoly til hende, men jeg måtte være ærlig og sige til hende, at når jeg har dem selv, så er det svært at sætte sig ned og fokusere på et brætspil, det må vi gøre når far er hjemme eller når mormor og bedste kommer på onsdag...Jeg måtte forklare hende at jeg rigtig gerne vil være der for dem begge to og derfor er vi nødt til at vælge ting som bliver en succes...Så jeg slukkede for X factor som alligevel er noget bras i år og sagde at jeg hellere ville se hende lave dukketeater :) og det mente jeg. Og så var hun glad. Vi fik flip og ryddede op i mit tøjskab, hun sad ovenpå bunken og hjalp med at lægge det pænt på hylderne. Vi fik badet....vi fik spist slik og set Askepotfilm på Disney kanalen...Da hun blev ked af det fordi hendes ben gjorde ondt, sad jeg med dem begge to og krammede dem....Emma græd fordi benet gjorde ondt og jakob græd, fordi Emma græd...
Men det lykkes altid, det lykkes altid at få tilgodeset dem begge, selvom det betyder jeg skal løbe lidt stærkere og forklare lidt mere...sådan er det bare og det er helt okay. Det gør det sværere, når Jakob er skidt fordi man skal være mere OBS på ham, men heldigvis synes jeg stadig der er god plads til Emma, til at Emma kan være Emma...så kan det godt være hun ik lige fik spillet Monopoly og muggede lidt over det, men så fandt vi på noget andet sjovt i stedet, noget som også gjorde hende glad og det er vel det vigtigste...Ingen kan få det de vil hele tiden, der er konstante kompromisser i livet...og børn bliver ikke dårligere mennesker af at lære at gå på kompromis, tværtimod, det er der flere der burde lære....Så på en måde er jeg stolt af at Emma er nødt til at lære det. Jeg ser det ikke som et minus for hende...hun lærer at tænke i andre løsninger, hvis man ikke liiiiige kan få det man helst vil have, så må man finde på noget nyt man ligeså gerne vil have eller nøjes og stadig blive glad...
Her til morgen vågende jeg med et sæt 10:25 præcis og skyndte mig op....vi kom først i seng kl 2 Jakob og jeg, og eftersom min mand kom sent hjem, så havde vi bare sovet! Da jeg stod op lettere panikslagen mødte jeg en velklædt og smuk Emma, hun havde selv taget fint tøj på og var så glad, hun havde taget resten af min pizza til morgenmad og var helt klar på fest :) jeg fik vækket min mand og mens jeg sad og hyggesnakkede med Emma og så hun spillede på Ipaden, så fik min mand gjort sig klar så de kunne suse afsted til festen. Normalt er min mand tidligt oppe sammen med Emma i weekenden, men det er tydeligt hun er blevet så stor nu, at hun "bare" tuller rundt om morgenen selv, hun tager sig noget morgenmad ( som nogle gange bærer præg af at far og mor sover :) og tager tøj på selv, hun ser lidt TV og tegner...Weekenden for hende er ro om morgenen, så jeg ved hun nyder at kunne se børnetv og bare gå rundt i nattøj og nusse lidt på værelset og i stuen, så går hun ind og prikker til sin far engang imellem indtil han står op og laver te til hende og så kommer jeg op og som den sidste joiner Jakob selskabet :) Omtrent sådan starter vores lørdage og søndage...og det er dejligt!
Go weekend........................................
Jeg er nødt til at vurdere den måde han reagerer på...men han har ikke haft feber på noget tidspunkt og han spiser og drikker og kan også gå rundt og lege lidt, han ligger ikke bare og han er også glad, smerterne ligner de kommer i jag, der gør at han lige pludselig krymper benene sammen og græder eller pyler...
Men nu må vi se, hvis det ikke er bedre idag må vi snakke med vagtlægen, jeg hader bare at det ikke er en læge man er vant til og som han kender....Hos vagtlægen og på skadestuen,. da er man bare et nr i rækken...
Han sover stadig, heldigivs, det er gode tegn og han har ikke været vågen i nat.
I går var min mand i byen, til noget firma tam tam, hvor de altid bliver fulde, så han var sent hjemme, engang i nat og jeg havde børnene selv. Vi skulle have kørt ham ind til byen, men Jakob havde det simpelthen for skidt, så han måtte tage bussen. Mac blev, det heller ikke til for jeg turde ikke køre med ham. Godt man har Just Eat :) Så Emma og jeg bestilte pizzaer og pommes og en cheeceburger til Jakob. Han sov lur og da han kom op til overfladen ville han hellere have Emmas pizza end sin egen burger, så de delte hendes pizza og jeg måtte spæde op med lidt skramleæg til Jakob, der sad så sød i sofaen og guffede.
Emma ville så gerne spille. Mormor har købt børnemonopoly til hende, men jeg måtte være ærlig og sige til hende, at når jeg har dem selv, så er det svært at sætte sig ned og fokusere på et brætspil, det må vi gøre når far er hjemme eller når mormor og bedste kommer på onsdag...Jeg måtte forklare hende at jeg rigtig gerne vil være der for dem begge to og derfor er vi nødt til at vælge ting som bliver en succes...Så jeg slukkede for X factor som alligevel er noget bras i år og sagde at jeg hellere ville se hende lave dukketeater :) og det mente jeg. Og så var hun glad. Vi fik flip og ryddede op i mit tøjskab, hun sad ovenpå bunken og hjalp med at lægge det pænt på hylderne. Vi fik badet....vi fik spist slik og set Askepotfilm på Disney kanalen...Da hun blev ked af det fordi hendes ben gjorde ondt, sad jeg med dem begge to og krammede dem....Emma græd fordi benet gjorde ondt og jakob græd, fordi Emma græd...
Men det lykkes altid, det lykkes altid at få tilgodeset dem begge, selvom det betyder jeg skal løbe lidt stærkere og forklare lidt mere...sådan er det bare og det er helt okay. Det gør det sværere, når Jakob er skidt fordi man skal være mere OBS på ham, men heldigvis synes jeg stadig der er god plads til Emma, til at Emma kan være Emma...så kan det godt være hun ik lige fik spillet Monopoly og muggede lidt over det, men så fandt vi på noget andet sjovt i stedet, noget som også gjorde hende glad og det er vel det vigtigste...Ingen kan få det de vil hele tiden, der er konstante kompromisser i livet...og børn bliver ikke dårligere mennesker af at lære at gå på kompromis, tværtimod, det er der flere der burde lære....Så på en måde er jeg stolt af at Emma er nødt til at lære det. Jeg ser det ikke som et minus for hende...hun lærer at tænke i andre løsninger, hvis man ikke liiiiige kan få det man helst vil have, så må man finde på noget nyt man ligeså gerne vil have eller nøjes og stadig blive glad...
Her til morgen vågende jeg med et sæt 10:25 præcis og skyndte mig op....vi kom først i seng kl 2 Jakob og jeg, og eftersom min mand kom sent hjem, så havde vi bare sovet! Da jeg stod op lettere panikslagen mødte jeg en velklædt og smuk Emma, hun havde selv taget fint tøj på og var så glad, hun havde taget resten af min pizza til morgenmad og var helt klar på fest :) jeg fik vækket min mand og mens jeg sad og hyggesnakkede med Emma og så hun spillede på Ipaden, så fik min mand gjort sig klar så de kunne suse afsted til festen. Normalt er min mand tidligt oppe sammen med Emma i weekenden, men det er tydeligt hun er blevet så stor nu, at hun "bare" tuller rundt om morgenen selv, hun tager sig noget morgenmad ( som nogle gange bærer præg af at far og mor sover :) og tager tøj på selv, hun ser lidt TV og tegner...Weekenden for hende er ro om morgenen, så jeg ved hun nyder at kunne se børnetv og bare gå rundt i nattøj og nusse lidt på værelset og i stuen, så går hun ind og prikker til sin far engang imellem indtil han står op og laver te til hende og så kommer jeg op og som den sidste joiner Jakob selskabet :) Omtrent sådan starter vores lørdage og søndage...og det er dejligt!
Go weekend........................................
torsdag den 14. marts 2013
Selv når det går galt, er det altid godt for noget...
I går var en øv dag for jakob, han havde mavekneb det meste af dagen...vi havde aftalt at vi skulle over til et vennepar og spise, og da tiden nærmede sig var Jakob stadig ulykkelig. Vi besluttede os for at tage afsted alligevel, og han blev da også glad da vi gik afsted med trækvognen, men allerede i entreen kunne vi se på ham, at det ikke var godt...De har en lille på 9 mdr og en på 3 år og Jakob reagerede på larmen med det samme! Han trak sig ind til mig og vi skyndte os at få tøjet af ham og satte os i sofaen, men hans udtryk var så hjerteskærende, han kunne slet ikke rumme al den postyr med lidt babygråd, stemmerne omkring ham. Jeg måtte holde ham for ørerne og gjorde det hurtigt klart for vores søde venner at Jakob ikke havde en god dag, det kunne betyde jeg skulle gå hjem med ham...
De her mennesker er noget helt særligt, de er simpelthen så søde og omsorgsfulde, konen ( det lyder spøjst at sige "konen" for ingen af os er ældre end midt i 30erne, men sådan er label vel når man er gift ) satte sig over og holdte lidt om både mig og Jakob...for jeg kom til at græde...
Jeg ved ik hvorfor...og så alligevel gør jeg jo...jeg kom til at græde, fordi jeg synes det er så synd for lille Jakob, at han har så svært ved al larmen, larm som vi andre ikke ser som larm eller postyr, men som for ham er LARM! Jeg blev ked af det fordi det jo sker at vi gør os klar til en hyggeaften, men må tilpasse os fordi lille Jakob har det svært...og det gælder også Emma som straks spurgte om jeg ikke kunne gå hjem med Jakob hvis han blev ved med at være ked af det...for hun synes det er synd for ham. "Så kan far og mig spise her og komme bagefter".
Hun er blevet vant til at tænke i løsninger...løsninger til Jakob, men heldigvis tilgodeser hun også sig selv og os andre, for i vendingen: "Så kan far og mig spise her og komme bagefter", der ligger heldigvis et ønske om også at beskytte sig selv og det er helt rigtigt! Det er den måde vi allesammen kommer helskindet igennem det her...fordi man ikke glemmer sig selv.
Jeg synes det var så sødt at konen satte sig over til os, hun satte sig så hun kunne holde om mig og stryge Jakob på håret...
Da vi var faldet til ro, gik vi ind på den lille piges værelse med Jakob og tændte en uro hun har...den musik kunne Jakob kende, han har en melodi i hans lille uro, som spiller den samme melodi og han faldt til ro med det samme.
Eftersom de havde stået og lavet oksesteg, så ville vi ikke bare gå hjem...så vi spiste på skift og Emma kom af og til og kiggede ind til Jakob og krammede ham. I stilheden og i musikken gik han rundt og fandt sin ro...Og det blev alligevel en rigtig hyggeligt aften, på vores måde, den måde vi kan...det er jo ikke hver gang det ender med at vi skal spise i hold, men når det gør, så betyder det ALT at ens venner ikke lader sig mærke med noget. Manden tilbød at Jakob fik sin mad ind på værelset...de er så fleksible og når der er den fleksibiblitet, så føler man sig IKKE anderledes. Når vi er sammen med dem føler vi ikke at vi har et handicappet barn, for de sætter aldrig spørgsmåltegn ved de specielle behov vi kan have. Vi føler end ikke at det er specielle behov...
Da den lille pige havde lavet i bukserne, og puslebordet var på pigens værelse, ville min mand gå ud med Jakob, men moren hentede bare pusletingene og skiftede hende i stuen...Hun synes det var synd Jakob skulle ud fra værelset når nu han var så glad...og bare det at hun kom ind efter tingene fik ham til at græde...Så i går var en øv dag for Jakob, men en rigtig god dag for os...
For vi har uden tvivl fået nogle venner for livet. Vi har kendt dem en del år, men i går blev det cementeret, at det er for altid. Det er ingen af os i tvivl om...Hvor er det vigtigt at man holder fast i mennesker man holder af...Jeg glæder mig allerede til de kommer og spiser her hos os i april...
De her mennesker er noget helt særligt, de er simpelthen så søde og omsorgsfulde, konen ( det lyder spøjst at sige "konen" for ingen af os er ældre end midt i 30erne, men sådan er label vel når man er gift ) satte sig over og holdte lidt om både mig og Jakob...for jeg kom til at græde...
Jeg ved ik hvorfor...og så alligevel gør jeg jo...jeg kom til at græde, fordi jeg synes det er så synd for lille Jakob, at han har så svært ved al larmen, larm som vi andre ikke ser som larm eller postyr, men som for ham er LARM! Jeg blev ked af det fordi det jo sker at vi gør os klar til en hyggeaften, men må tilpasse os fordi lille Jakob har det svært...og det gælder også Emma som straks spurgte om jeg ikke kunne gå hjem med Jakob hvis han blev ved med at være ked af det...for hun synes det er synd for ham. "Så kan far og mig spise her og komme bagefter".
Hun er blevet vant til at tænke i løsninger...løsninger til Jakob, men heldigvis tilgodeser hun også sig selv og os andre, for i vendingen: "Så kan far og mig spise her og komme bagefter", der ligger heldigvis et ønske om også at beskytte sig selv og det er helt rigtigt! Det er den måde vi allesammen kommer helskindet igennem det her...fordi man ikke glemmer sig selv.
Jeg synes det var så sødt at konen satte sig over til os, hun satte sig så hun kunne holde om mig og stryge Jakob på håret...
Da vi var faldet til ro, gik vi ind på den lille piges værelse med Jakob og tændte en uro hun har...den musik kunne Jakob kende, han har en melodi i hans lille uro, som spiller den samme melodi og han faldt til ro med det samme.
Eftersom de havde stået og lavet oksesteg, så ville vi ikke bare gå hjem...så vi spiste på skift og Emma kom af og til og kiggede ind til Jakob og krammede ham. I stilheden og i musikken gik han rundt og fandt sin ro...Og det blev alligevel en rigtig hyggeligt aften, på vores måde, den måde vi kan...det er jo ikke hver gang det ender med at vi skal spise i hold, men når det gør, så betyder det ALT at ens venner ikke lader sig mærke med noget. Manden tilbød at Jakob fik sin mad ind på værelset...de er så fleksible og når der er den fleksibiblitet, så føler man sig IKKE anderledes. Når vi er sammen med dem føler vi ikke at vi har et handicappet barn, for de sætter aldrig spørgsmåltegn ved de specielle behov vi kan have. Vi føler end ikke at det er specielle behov...
Da den lille pige havde lavet i bukserne, og puslebordet var på pigens værelse, ville min mand gå ud med Jakob, men moren hentede bare pusletingene og skiftede hende i stuen...Hun synes det var synd Jakob skulle ud fra værelset når nu han var så glad...og bare det at hun kom ind efter tingene fik ham til at græde...Så i går var en øv dag for Jakob, men en rigtig god dag for os...
For vi har uden tvivl fået nogle venner for livet. Vi har kendt dem en del år, men i går blev det cementeret, at det er for altid. Det er ingen af os i tvivl om...Hvor er det vigtigt at man holder fast i mennesker man holder af...Jeg glæder mig allerede til de kommer og spiser her hos os i april...
mandag den 11. marts 2013
Er, at trøste...et ansvar?...
I går ved aftensmadsbordet blev det klart at Jakobs overskud pt ikke er så stort, måske oven på hans mellemørsbetændelse, vi har ofte set at han bliver ekstra sensitiv efter en periode med sygdom, da vi skulle spise aftensmad virkede han forvirret og blev hele tiden ked af det, jeg tror vi er nødt til at lade ham spise før os andre igen...
Han blev rigtig ked af det, og da Emma satte sig over ved siden af ham og hentede sin nintendo, som han kunne kigge på, så kiggede han på hende med de sødeste øjne, som om han ville sige "Ja Emma, det var liiiiige det jeg gerne ville"...Men lidt efter græd han igen, så tog min mand ham op og Emma rejste sig...."Jeg kan godt tage ham, og gå ind i soveværelset med ham"...det havde hun gjort tidligere på dagen hvor han lige pludselig blev ked af det, og det hjalp...Og hun blev så glad fordi hun kunne trøste ham. Ofte hjælper det at fjerne ham fra en situation, ligegyldigt om man kender årsagen til hans udbrud eller ej...Sceneskift er for det meste en god ting, medmindre det er fordi han vil noget bestemt i det rum han befinder sig i, men ikke bliver forstået.
Men nu var han altså rigtig ked af det, så jeg sagde til Emma det var bedst at det var en voksen, der gjorde det, at det ikke skulle være hendes ansvar at trøste sin lillebror...Og så begyndte hun virkelig at græde og sagde: "Jamen jeg gør det fordi jeg gerne vil hjælpe og fordi jeg godt kan lide det...Når I siger jeg ikke må hjælpe så tror jeg at jeg har gjort noget forkert!" og så græd hun videre, men alt det hun fik sagt midt i sin hiksen, var simpelthen så vildt...hun gør det med en ambivalens tror jeg. Hun gør det fordi hun gerne vil hjælpe os, være en hjælp for os og gøre os glade, når det lykkes og samtidig tror jeg oprigtigt hun gør det fordi hun kan lide det, fordi hun kan lide at tage sig af Jakob.
Og her skal man være varsom, for hun MÅ gerne hjælpe, og det er dejligt at hun gør det og at hun kan lide det og samtidig føler hun bidrager til helheden i familien, men hun må IKKE føle det er hendes ansvar at hver gang han græder, så kan hun træde til.
Så jeg brugte tid på at forklare hende at hun er virkelig dygtigt til at forstå Jakob og at hun gerne må trøste ham, men det er vigtigt at det er en voksen, der skelner og siger hvornår, for det er den voksnes ansvar at se, hvornår det vil lykkes for hende og hvornår det ikke vil. Både for hendes skyld og for Jakobs og det forstod hun godt.
I eftermiddags var han ikke voldsomt ked af det, men til aften var det den her lidt desperate ked-af-det-hed og den vil hun ikke kunne håndtere af den simple grund, at han klynger sig hårdt til en, hiver i håret i frustration og bare er meget ked. Så det er så vigtigt at hun forstår....at vi godt ved hun forstår ham, men at det af og til ikke er en barn, der skal håndtere ham.
Bagefter fandt hun ro i det hele og så kan jeg høre hun gentager det jeg siger, når hun ræssonerer med sig selv, og så ved jeg hun forstår det...
I lørdags var Emma og min mand til fødselsdag, olde ringede dagen før...Emma havde nået at blive bange for om vi ikke skulle med eftersom vi ikke havde hørt noget og vi havde tænkt det samme, måske de ville splitte familien op, for efterhånden er det lille hus ret fyldt op når hele familien er samlet, men selvfølgelig skulle alle med og på en gang!
Om aftenen ringede oldemor ( min mands farmor ) til mig og sagde tak for den fine blomst som vi havde købt til hende og jeg synes det var så sødt...Vi ser dem ikke så meget, vi ville gerne se dem mere, men har ventet på deres initiativ, måske lidt uretfærdigt faktisk, så jeg spurgte min mand om vi ikke kunne tage oldemor med på en udflugt en dag, jeg ved hun så gerne vil ud og se noget...men ikke har modet til selv at tage afsted...længe før jul fortalte de os om nogle store bøffer de havde vundet til banko, dem ville de gerne dele med os, så skal min mand grille dem og vi sørger for tilbehør og endelig fik vi os taget sammen til at finde en dato i april...og jeg glæder mig rigtig meget.
Jeg synes der er ansvar hele tiden, hvis ansvar er det at holde kontakten ved lige, hvis ansvar er det at trøste...osv. osv. men faktisk er det et rart ansvar at have, for det betyder man har nogen at holde af jo...:) og måske er det det samme Emma tænker når hun gerne vil trøste Jakob...og netop derfor hun bliver ked af det hvis hun får et nej.
Han blev rigtig ked af det, og da Emma satte sig over ved siden af ham og hentede sin nintendo, som han kunne kigge på, så kiggede han på hende med de sødeste øjne, som om han ville sige "Ja Emma, det var liiiiige det jeg gerne ville"...Men lidt efter græd han igen, så tog min mand ham op og Emma rejste sig...."Jeg kan godt tage ham, og gå ind i soveværelset med ham"...det havde hun gjort tidligere på dagen hvor han lige pludselig blev ked af det, og det hjalp...Og hun blev så glad fordi hun kunne trøste ham. Ofte hjælper det at fjerne ham fra en situation, ligegyldigt om man kender årsagen til hans udbrud eller ej...Sceneskift er for det meste en god ting, medmindre det er fordi han vil noget bestemt i det rum han befinder sig i, men ikke bliver forstået.
Men nu var han altså rigtig ked af det, så jeg sagde til Emma det var bedst at det var en voksen, der gjorde det, at det ikke skulle være hendes ansvar at trøste sin lillebror...Og så begyndte hun virkelig at græde og sagde: "Jamen jeg gør det fordi jeg gerne vil hjælpe og fordi jeg godt kan lide det...Når I siger jeg ikke må hjælpe så tror jeg at jeg har gjort noget forkert!" og så græd hun videre, men alt det hun fik sagt midt i sin hiksen, var simpelthen så vildt...hun gør det med en ambivalens tror jeg. Hun gør det fordi hun gerne vil hjælpe os, være en hjælp for os og gøre os glade, når det lykkes og samtidig tror jeg oprigtigt hun gør det fordi hun kan lide det, fordi hun kan lide at tage sig af Jakob.
Og her skal man være varsom, for hun MÅ gerne hjælpe, og det er dejligt at hun gør det og at hun kan lide det og samtidig føler hun bidrager til helheden i familien, men hun må IKKE føle det er hendes ansvar at hver gang han græder, så kan hun træde til.
Så jeg brugte tid på at forklare hende at hun er virkelig dygtigt til at forstå Jakob og at hun gerne må trøste ham, men det er vigtigt at det er en voksen, der skelner og siger hvornår, for det er den voksnes ansvar at se, hvornår det vil lykkes for hende og hvornår det ikke vil. Både for hendes skyld og for Jakobs og det forstod hun godt.
I eftermiddags var han ikke voldsomt ked af det, men til aften var det den her lidt desperate ked-af-det-hed og den vil hun ikke kunne håndtere af den simple grund, at han klynger sig hårdt til en, hiver i håret i frustration og bare er meget ked. Så det er så vigtigt at hun forstår....at vi godt ved hun forstår ham, men at det af og til ikke er en barn, der skal håndtere ham.
Bagefter fandt hun ro i det hele og så kan jeg høre hun gentager det jeg siger, når hun ræssonerer med sig selv, og så ved jeg hun forstår det...
I lørdags var Emma og min mand til fødselsdag, olde ringede dagen før...Emma havde nået at blive bange for om vi ikke skulle med eftersom vi ikke havde hørt noget og vi havde tænkt det samme, måske de ville splitte familien op, for efterhånden er det lille hus ret fyldt op når hele familien er samlet, men selvfølgelig skulle alle med og på en gang!
Om aftenen ringede oldemor ( min mands farmor ) til mig og sagde tak for den fine blomst som vi havde købt til hende og jeg synes det var så sødt...Vi ser dem ikke så meget, vi ville gerne se dem mere, men har ventet på deres initiativ, måske lidt uretfærdigt faktisk, så jeg spurgte min mand om vi ikke kunne tage oldemor med på en udflugt en dag, jeg ved hun så gerne vil ud og se noget...men ikke har modet til selv at tage afsted...længe før jul fortalte de os om nogle store bøffer de havde vundet til banko, dem ville de gerne dele med os, så skal min mand grille dem og vi sørger for tilbehør og endelig fik vi os taget sammen til at finde en dato i april...og jeg glæder mig rigtig meget.
Jeg synes der er ansvar hele tiden, hvis ansvar er det at holde kontakten ved lige, hvis ansvar er det at trøste...osv. osv. men faktisk er det et rart ansvar at have, for det betyder man har nogen at holde af jo...:) og måske er det det samme Emma tænker når hun gerne vil trøste Jakob...og netop derfor hun bliver ked af det hvis hun får et nej.
søndag den 10. marts 2013
Søskendegruppe
Emma er blevet tilbudt at tage del i en søskendegruppe, et forløb på 6 gange, hvor hun møder jævnaldrende søskende til handicappede...men hun vil ikke. Det lå i posten idag og vi tog en snak med hende her til morgen, læste brevet højt og snakkede om fordele og ulemper...Det har været på tale før, men dengang ville hun heller ikke.
Og hverken min mand eller jeg mener det er noget hun skal tvinges til. Vi ville kunne mærke hvis behovet virkelig var der, og så ville hun højst sandsynelig bare få at vide, at det ville være noget man skulle igennem, men eftersom Emma hviler så meget i sig selv og i Jakob :) så er der ikke nogen grund til det...endnu, det kan jo være hun får behovet senere...Når hun bliver ældre, når Jakob bliver ældre...Hvem ved, man skal forblive åben, og det er man så længe man holder øje med sit barn, og vi holder øje med Emma, for hun må IKKE lide under den situation vi er i.
Men som hun selv sagde: "Jeg har det ikke dårligt, og jeg synes ikke at dig og far giver Jakob mest opmærksomhed...og jeg kan sagtens lege med Jakob på hans måde..."
Og så synes jeg egentlig at det taler for sig selv...
Det er værre hvis hun en dag stopper med at verbalisere det hun føler, men vores datter har altid været god til at sætte ord på...og derfor har hun ro, derfor kan hun holde styr på det hele, for hun får det ud i det øjeblik det viser sig. Hun har altid været god til at fortælle os, når hun var ked af det, sur eller glad for den sags skyld og eftersom hun ved både min mand og jeg har æret til psykolog, så siger hun ting som: "Hvis man er ked af det kn man gå til en psykolog"...hun ved hvad det er og hvad det skal hjælpe for...Vi har været åbne omkring at vi var nødt til det fordi vi var kede af det. Ærlighed er en god ting overfor børn, det nytter ikke altid at sugar-coate ting, hellere bare sige det som det er på en diplomatisk og forståelig måde.
Hvis jeg kommer til at græde foran hende, så fortæller jeg også altid hvorfor...
I går, da kom jeg til at græde...overfor mig selv...:) overfor Jakob...Jakob og jeg sad på Emmas værelse og fik natmad...Jakob nød det rigtig meget, der var nemlig banan i grøden, og det elsker han, Lige pludselig tog han min hånd, han tog den bevidst i sin og holdte min hånd, som når man holder i hånd og klemte den...kiggede på mig og så tilbage over på TVet og da jeg kiggede ned på vores hænder, så kom jeg til at græde.
Da han kigger på mig og ser jeg græder....så fortæller jeg også Jakob hvorfor jeg græder..."Jeg græder fordi jeg er så glad!"
Og hverken min mand eller jeg mener det er noget hun skal tvinges til. Vi ville kunne mærke hvis behovet virkelig var der, og så ville hun højst sandsynelig bare få at vide, at det ville være noget man skulle igennem, men eftersom Emma hviler så meget i sig selv og i Jakob :) så er der ikke nogen grund til det...endnu, det kan jo være hun får behovet senere...Når hun bliver ældre, når Jakob bliver ældre...Hvem ved, man skal forblive åben, og det er man så længe man holder øje med sit barn, og vi holder øje med Emma, for hun må IKKE lide under den situation vi er i.
Men som hun selv sagde: "Jeg har det ikke dårligt, og jeg synes ikke at dig og far giver Jakob mest opmærksomhed...og jeg kan sagtens lege med Jakob på hans måde..."
Og så synes jeg egentlig at det taler for sig selv...
Det er værre hvis hun en dag stopper med at verbalisere det hun føler, men vores datter har altid været god til at sætte ord på...og derfor har hun ro, derfor kan hun holde styr på det hele, for hun får det ud i det øjeblik det viser sig. Hun har altid været god til at fortælle os, når hun var ked af det, sur eller glad for den sags skyld og eftersom hun ved både min mand og jeg har æret til psykolog, så siger hun ting som: "Hvis man er ked af det kn man gå til en psykolog"...hun ved hvad det er og hvad det skal hjælpe for...Vi har været åbne omkring at vi var nødt til det fordi vi var kede af det. Ærlighed er en god ting overfor børn, det nytter ikke altid at sugar-coate ting, hellere bare sige det som det er på en diplomatisk og forståelig måde.
Hvis jeg kommer til at græde foran hende, så fortæller jeg også altid hvorfor...
I går, da kom jeg til at græde...overfor mig selv...:) overfor Jakob...Jakob og jeg sad på Emmas værelse og fik natmad...Jakob nød det rigtig meget, der var nemlig banan i grøden, og det elsker han, Lige pludselig tog han min hånd, han tog den bevidst i sin og holdte min hånd, som når man holder i hånd og klemte den...kiggede på mig og så tilbage over på TVet og da jeg kiggede ned på vores hænder, så kom jeg til at græde.
Da han kigger på mig og ser jeg græder....så fortæller jeg også Jakob hvorfor jeg græder..."Jeg græder fordi jeg er så glad!"
torsdag den 7. marts 2013
Familie og venner
I forgårs havde min mand og jeg en rigtig god samtale...Vi er ens på rigtig mange punkter og forskellig på mindst lige så mange :) men det vigtige er, at vi er ens på de punkter, hvor de betyder noget. Det er jeg efterhånden ved at indse...
Vi elsker begge to at være sammen med vores familier og har ikke det store behov for vennemiddage hver uge eller måned. Det er fint at man har nogen nære venner man ser af og til, men det skal ikke være skemalagt og planlagt på ugebasis eller ferier sammen, uanmeldte besøg, vi er simpelthen ikke gode til det.
Vi nyder vores lille kerne så meget, vores samvær med hinanden og børnene og vores familie...Jeg har nok presset lidt på med ugentlige middage med venner osv. fordi jeg gerne ville vise børnene at det er godt at være udadvendt, men som min mand sagde, hvorfor er det man skal vise børnene en anden person end den man er??
Og det er vel rigtigt, men nogle gange har det irriteret mig at jeg er så introvert og måske derfor ville jeg gøre børnene mere udadvendt, ferier med venner, middage, faste aftaler...Men det liv vi har gør det svært at skulle i skemaer med venner og bekendte, cafebesøg, ugemiddage osv. og det ender med at blive for meget og for låst fast og så forsvinder glæden ved det.
De venner min mand og jeg har, dem kan man se med ugentlige mellemrum, måneder, og for mit vedkommende med år imellem, men når man ses, så er det det samme, som hvis så man hinanden dagen før :) der er ingen small talk og høflighedsfraser, man samler bare tråden op og behøver ikke hele tiden svare på standardspørgsmål omkring Jakob..."Passer jeg ham stadig hjemme? Kan han gå?..."
Og det er nok derfor det er så nemt at være sammen med vores nære familie, fordi de ikke small talker, de skal ikke opdateres med standardfraser...de er med! Min mand havde været ude med en god ven, det er en han ser alene, vi ses ikke som par, det har vi gjort, men det fungerede ikke helt. De er begge rigtig søde, og da han kommer hjem til dem, spørger hun om nøjagtigt de samme ting som sidst de sås og man må svare lidt mekanisk. Det er jo ikke forkert eller noget, måske skurrer det bare lidt ekstra, når man er i den sitution som vi er i. Spørgsmål om Jakob, om pasning osv. At man skal sige det samme igen og igen, bare med nogle uger eller måneders mellemrum.
Nogle venner, da kan man være stille sammen, man kan sidde i et rum uden at skulle tale hele tiden, og bare VÆRE...Man kan tage på ferie sammen og trives med det, med andre, da kan venskabet ødelægges ved en simpel ferie, fordi man pludselig ser nye sider af hinanden.
Interaktion med hinanden er super spøjst nogle gange...Også i familien...I weekenden er der fødselsdag, lørdag...vi har hørt fra andre i familien at de kommer talstærkt, og vi troede egentlig også vi skulle med for det plejer vi og efter jeg havde skrevet med en fra familien, så tænkte jeg at fødselaren ville ringe og fortælle tidspunkt osv. men da det ikke er sket, så skal vi øjnsynligt ikke med...og det er fint nok. Det er bare så spøjst, det man gør og IKKE gør ved hinanden...Emma kan ikke rigtigt forstå hvorfor vi ikke skal med, når de andre skal. Når hende og Jakob som er oldebørn ikke skal med, når de andre oldebørn skal...og det kan jeg egentlig godt forstå.
Jakob bliver mere og mere social og interaktiv :) Han inviterer til kram og leg, han er begyndt at forstå sammenhænge i en leg og i samvær med andre. Og det er små ting han gør, om han vender hånden den ene eller den anden vej...og det er sådan noget vi ved, fordi vi er tættest på ham. I går da jeg badede ham...Han elsker når man tæller hans fingre, så rækker han hånden frem mod en, med håndfladen opad, så skal man tælle :) igår plaskede jeg lidt vand på ham og så greb han det med den ene hånd...dråberne :) og så rakte han efter noget tid hånden frem og istedet for at række den så tæt på at jeg tænkte han ville tælle fingre, så rakte han den ikke helt hen til mig...istedet rakte han den kun lidt frem mod mig, men stadig med håndfladen opad, for så skulle jeg plaske, så han kunne gribe dråberne.
Her bliver ikke sagt ord, men han viser med små eksakte tegn hvad det er han vil og ønsker, så når man giver sig tid og virkelig ser, så kan han kommunikere SÅ meget! Og man kan se han bliver glad når man forstår...Og misforstår man, så gør han det tydeligere for mig...for da han så ville tælle fingre igen, så rakte han sin hånd helt tæt på mig og lagde hånden op i min fremstrakte hånd...:)
Han er så dygtig...
Jakob er endelig ved at komme sig over mellemørsbetændelsen, men han bliver stadig meget træt og han vil ikke ud...Men alting har været hårdere i år, influenzaen osv. så det tager nok lidt længere tid at komme sig helt. I går var mormor og bedste der, det var længe siden vi havde set dem pga vinterferie osv. og man kunne se at især Emma havde savnet dem, for der skulle leges og leges og leges...Mormor havde bagt fine cup cakes og pyntet dem så flot med icing og krymmel og idag har jeg inviteret farmor over så hun kan smage :) Og hun skrev med det samme at det lød lækkert og hun ville hente Emma fra skole...
Jeg er rigtig glad for vores tætte familie, mine forældre, min mands forældre...min søster og hendes lille kernefamilie og mine svigerforældre og min mands bror og kusine, jeg kan lide at man kan regne med dem, og dem man ikke kan regne med selvom de er familie, dem må man lade være...Jeg tror jeg ville blive ensom uden dem, uden vores tætte familie, men fordi jeg har dem...så er der måske ikke plads til så meget andet, og det er egentligt okay, jeg gider ikke længere forsøge at foregive jeg er noget, jeg ikke er. Mine børn må godt se mig og min mand som vi er...Hvis Emma beslutter hun vil være mere social som voksen, så kan hun jo tage det valg, jeg behøver ikke skubbe i nogen retning, jeg behøver vel bare være ærlig. Og så endelig få slettet det, der billede man tror man ønsker af sig selv :)
Vi elsker begge to at være sammen med vores familier og har ikke det store behov for vennemiddage hver uge eller måned. Det er fint at man har nogen nære venner man ser af og til, men det skal ikke være skemalagt og planlagt på ugebasis eller ferier sammen, uanmeldte besøg, vi er simpelthen ikke gode til det.
Vi nyder vores lille kerne så meget, vores samvær med hinanden og børnene og vores familie...Jeg har nok presset lidt på med ugentlige middage med venner osv. fordi jeg gerne ville vise børnene at det er godt at være udadvendt, men som min mand sagde, hvorfor er det man skal vise børnene en anden person end den man er??
Og det er vel rigtigt, men nogle gange har det irriteret mig at jeg er så introvert og måske derfor ville jeg gøre børnene mere udadvendt, ferier med venner, middage, faste aftaler...Men det liv vi har gør det svært at skulle i skemaer med venner og bekendte, cafebesøg, ugemiddage osv. og det ender med at blive for meget og for låst fast og så forsvinder glæden ved det.
De venner min mand og jeg har, dem kan man se med ugentlige mellemrum, måneder, og for mit vedkommende med år imellem, men når man ses, så er det det samme, som hvis så man hinanden dagen før :) der er ingen small talk og høflighedsfraser, man samler bare tråden op og behøver ikke hele tiden svare på standardspørgsmål omkring Jakob..."Passer jeg ham stadig hjemme? Kan han gå?..."
Og det er nok derfor det er så nemt at være sammen med vores nære familie, fordi de ikke small talker, de skal ikke opdateres med standardfraser...de er med! Min mand havde været ude med en god ven, det er en han ser alene, vi ses ikke som par, det har vi gjort, men det fungerede ikke helt. De er begge rigtig søde, og da han kommer hjem til dem, spørger hun om nøjagtigt de samme ting som sidst de sås og man må svare lidt mekanisk. Det er jo ikke forkert eller noget, måske skurrer det bare lidt ekstra, når man er i den sitution som vi er i. Spørgsmål om Jakob, om pasning osv. At man skal sige det samme igen og igen, bare med nogle uger eller måneders mellemrum.
Nogle venner, da kan man være stille sammen, man kan sidde i et rum uden at skulle tale hele tiden, og bare VÆRE...Man kan tage på ferie sammen og trives med det, med andre, da kan venskabet ødelægges ved en simpel ferie, fordi man pludselig ser nye sider af hinanden.
Interaktion med hinanden er super spøjst nogle gange...Også i familien...I weekenden er der fødselsdag, lørdag...vi har hørt fra andre i familien at de kommer talstærkt, og vi troede egentlig også vi skulle med for det plejer vi og efter jeg havde skrevet med en fra familien, så tænkte jeg at fødselaren ville ringe og fortælle tidspunkt osv. men da det ikke er sket, så skal vi øjnsynligt ikke med...og det er fint nok. Det er bare så spøjst, det man gør og IKKE gør ved hinanden...Emma kan ikke rigtigt forstå hvorfor vi ikke skal med, når de andre skal. Når hende og Jakob som er oldebørn ikke skal med, når de andre oldebørn skal...og det kan jeg egentlig godt forstå.
Jakob bliver mere og mere social og interaktiv :) Han inviterer til kram og leg, han er begyndt at forstå sammenhænge i en leg og i samvær med andre. Og det er små ting han gør, om han vender hånden den ene eller den anden vej...og det er sådan noget vi ved, fordi vi er tættest på ham. I går da jeg badede ham...Han elsker når man tæller hans fingre, så rækker han hånden frem mod en, med håndfladen opad, så skal man tælle :) igår plaskede jeg lidt vand på ham og så greb han det med den ene hånd...dråberne :) og så rakte han efter noget tid hånden frem og istedet for at række den så tæt på at jeg tænkte han ville tælle fingre, så rakte han den ikke helt hen til mig...istedet rakte han den kun lidt frem mod mig, men stadig med håndfladen opad, for så skulle jeg plaske, så han kunne gribe dråberne.
Her bliver ikke sagt ord, men han viser med små eksakte tegn hvad det er han vil og ønsker, så når man giver sig tid og virkelig ser, så kan han kommunikere SÅ meget! Og man kan se han bliver glad når man forstår...Og misforstår man, så gør han det tydeligere for mig...for da han så ville tælle fingre igen, så rakte han sin hånd helt tæt på mig og lagde hånden op i min fremstrakte hånd...:)
Han er så dygtig...
Jakob er endelig ved at komme sig over mellemørsbetændelsen, men han bliver stadig meget træt og han vil ikke ud...Men alting har været hårdere i år, influenzaen osv. så det tager nok lidt længere tid at komme sig helt. I går var mormor og bedste der, det var længe siden vi havde set dem pga vinterferie osv. og man kunne se at især Emma havde savnet dem, for der skulle leges og leges og leges...Mormor havde bagt fine cup cakes og pyntet dem så flot med icing og krymmel og idag har jeg inviteret farmor over så hun kan smage :) Og hun skrev med det samme at det lød lækkert og hun ville hente Emma fra skole...
Jeg er rigtig glad for vores tætte familie, mine forældre, min mands forældre...min søster og hendes lille kernefamilie og mine svigerforældre og min mands bror og kusine, jeg kan lide at man kan regne med dem, og dem man ikke kan regne med selvom de er familie, dem må man lade være...Jeg tror jeg ville blive ensom uden dem, uden vores tætte familie, men fordi jeg har dem...så er der måske ikke plads til så meget andet, og det er egentligt okay, jeg gider ikke længere forsøge at foregive jeg er noget, jeg ikke er. Mine børn må godt se mig og min mand som vi er...Hvis Emma beslutter hun vil være mere social som voksen, så kan hun jo tage det valg, jeg behøver ikke skubbe i nogen retning, jeg behøver vel bare være ærlig. Og så endelig få slettet det, der billede man tror man ønsker af sig selv :)
tirsdag den 5. marts 2013
Så kommer jeg på besøg...
I går var vi alene hjemme, min mand var ude med en kammerat og så gør jeg meget ud af at børnene og jeg også skal hygge os. Emma må bestemme aftenens menu og vi får lidt lækkert at hygge med. Vi leger lidt ekstra og tegner og ER bare mere intenst sammen. Og jeg kan mærke at Emma tager den her "stor-pige" rolle. når min mand er væk, tror det er meget naturligt, når man har en datter, at hun er omsorgsfuld og træder ind i den her "lille-mor" rolle. Emma er altid meget hjælpsom, men hendes tone og måde at tale til især Jakob bliver anderledes, hun føler lidt ekstra ansvar, men stadig på den gode måde, fordi hun nyder den her ekstra hygge, der ligesom er lagt op til, når min mand er ude af huset...
Jakob er stadig ikke helt på dupperne, og han har brug for en temmelig lang eftermiddagslur, han bliver hurtigt træt og bare den lille tur i trækvognen over på skolen synes at trætte ham. Da vi var i sommerhus i vinterferien og ugen op til havde han opbygget en fin soverytme, men i og efter en sygeperiode, så er det slået godt og grundigt i smadder og skal genopbygges på ny, når han er frisk. Sådan er det...
Da jeg puttede Jakob til eftermiddagsluren blundede jeg selv lidt, jeg kunne mærke Emma kom og gav mig en dyne på, da jeg lå på hendes seng, vi havde aftalt lige at slappe lidt af, så vi kunne hygge lidt ekstra om aftenen. Men hun sov ikke, hun så TV og nulrede omkring lige så stille.
Vi lavede aftensmad sammen og hun dækkede et fint bord og hentede colaer i skuret...Og over maden sad vi og hyggesnakkede om hvad hun havde lavet i skolen og snakkede lidt om familien osv. og så var det hun sagde:
"Mor jeg håber Jakob får sin egen lejlighed engang, tæt på hvor jeg bor for så vil jeg besøge ham og tage gulerodsboller med og et rundstykke til mig uden kerner på...Måske har han pålæg i sit køleskab, ellers tager jeg noget med"...
"Det håber jeg også, det lyder så hyggeligt" svarer jeg.
"Hvis han ikke kan bo i lejlighed, så kan han bo hos mig...." siger hun sødt.
"Han skal bo hjemme hos far og mor...hvis han ikke kan bo selv...du skal leve dit eget liv...læse videre og have en kæreste...men det er sødt af dig," svarer jeg.
"Hvis han bliver træt af jer, så kan han komme og bo ved mig nogle dage eller uger" siger hun.
Jeg anstrengte mig rigtig meget for ikke at komme til at græde...1. fordi det var så sødt og oprigtigt sagt af hende...Fordi hun har tænkt på det. 2. fordi jeg stadig ikke kan klare at tænke så langt frem...Hvad skal der egentlig ske med Jakob i fremtiden og med os?? Vi har ingen diagnose, ingenting...vi har kun usikkerhed. I hverdagens rutiner kan jeg glemme det og bare nyde ham...men så titter usikkerhedens grimme ansigt frem og jeg husker at vi står i en mærkelig situation...Så mærkelig.
Den dag vi skulle have talt for viceborgmesteren sammen, da havde Jakob mellemørsbetændelse, så min mand klarede det selv...jeg ville gerne have været der og sagt nogle af de ting som ligger mig på sinde...For kommunen skal spare. Jeg håber bare ikke de sparer Specialrådgivningen væk, det eneste omsorgsorgan i det kommunale regi, der sørger for at forældre og børn kan komme helskindet igennem sådan noget som det her! Jeg græder ved tanken...
De havde snakket om hvordan livet med Jakob er, hvordan vi tænker om fremtiden, hvad Specialrådgivningen har gjort for os...Hvordan alt her skal planlægges og at ferie IKKE bare er noget man kan tage for givet, man kan ikke bare rejse hvorhen man vil osv. De sagde at de fleste børn starter i skole, det gør de på den måde de nu kan, og den tanke er SÅ skræmmende for mig, der er vi slet ikke endnu. Hvorfor bliver vi hele tiden mindet om fremtiden, vi kender den jo ikke??
Vi talte også om Emmas fremtid i aftes hvor vi var alene, hun vil adoptere og hvis min mand ikke vil være med til det, så får han en med stegepanden, siger hun :) Jeg fortæller hende at jeg sådan ønsker hun skal få et godt liv, hun skal ikke bare nøjes...Hun skal finde en mand, der er god mod hende, hun skal rejse hvis hun vil det, se verden, få sig en uddannelse eller lade være, man skal gøre det, der gør en lykkelig...Hele hendes verden er på vid gab, åben og fuld af muligheder, hun har alle muligheder for at få et godt liv...Jeg håber virkelig hun går den rigtige vej, hendes vej. Tager nogle gode valg og ikke sidder fast...
Jeg så det program "Ansigt til ansigt", hvor forbryderen møder sit offer...Det var en ældre herre, der havde været udsat for et groft hjemmerøveri begået af tre teenagedrenge, der var ude efter penge til hash...Drengen man så var oprigtig ked af det, han græd og angrede og virkede som sådan en sød dreng, og manden sagde at han ikke kunne tro det var den samme dreng, der overfaldt ham den nat...han ville aldrig tænke sådan om ham, hvis han så ham på gaden, han kom fra en alm. familie, så der var ikke noget med social arv, men han var gået ned af en forkert vej...han havde valgt nogle forkerte venner...
Hvor er det tragisk, at det ofte er forkerte valg, der leder til downfall...................Det er sgu lidt som et skakbræt...livet. One false move og du er "død"....men heldigvis er der flere træk, man kan vælge igen, men på et tidspunkt er brættet tomt, hvis du bliver ved med at vælge forkert, at tage forkerte valg og ikke tænker dig om.
Jeg er troende, på min egen måde. Jeg VIL tro på at der er noget, der hedder "GUD", ikke en person, men en åndelighed...af intuition og tryghed og beskyttelse, en treenighed af de tre ting, jeg vil tro på at nogen holder lidt øje med os på den gode måde.
Jakob er stadig ikke helt på dupperne, og han har brug for en temmelig lang eftermiddagslur, han bliver hurtigt træt og bare den lille tur i trækvognen over på skolen synes at trætte ham. Da vi var i sommerhus i vinterferien og ugen op til havde han opbygget en fin soverytme, men i og efter en sygeperiode, så er det slået godt og grundigt i smadder og skal genopbygges på ny, når han er frisk. Sådan er det...
Da jeg puttede Jakob til eftermiddagsluren blundede jeg selv lidt, jeg kunne mærke Emma kom og gav mig en dyne på, da jeg lå på hendes seng, vi havde aftalt lige at slappe lidt af, så vi kunne hygge lidt ekstra om aftenen. Men hun sov ikke, hun så TV og nulrede omkring lige så stille.
Vi lavede aftensmad sammen og hun dækkede et fint bord og hentede colaer i skuret...Og over maden sad vi og hyggesnakkede om hvad hun havde lavet i skolen og snakkede lidt om familien osv. og så var det hun sagde:
"Mor jeg håber Jakob får sin egen lejlighed engang, tæt på hvor jeg bor for så vil jeg besøge ham og tage gulerodsboller med og et rundstykke til mig uden kerner på...Måske har han pålæg i sit køleskab, ellers tager jeg noget med"...
"Det håber jeg også, det lyder så hyggeligt" svarer jeg.
"Hvis han ikke kan bo i lejlighed, så kan han bo hos mig...." siger hun sødt.
"Han skal bo hjemme hos far og mor...hvis han ikke kan bo selv...du skal leve dit eget liv...læse videre og have en kæreste...men det er sødt af dig," svarer jeg.
"Hvis han bliver træt af jer, så kan han komme og bo ved mig nogle dage eller uger" siger hun.
Jeg anstrengte mig rigtig meget for ikke at komme til at græde...1. fordi det var så sødt og oprigtigt sagt af hende...Fordi hun har tænkt på det. 2. fordi jeg stadig ikke kan klare at tænke så langt frem...Hvad skal der egentlig ske med Jakob i fremtiden og med os?? Vi har ingen diagnose, ingenting...vi har kun usikkerhed. I hverdagens rutiner kan jeg glemme det og bare nyde ham...men så titter usikkerhedens grimme ansigt frem og jeg husker at vi står i en mærkelig situation...Så mærkelig.
Den dag vi skulle have talt for viceborgmesteren sammen, da havde Jakob mellemørsbetændelse, så min mand klarede det selv...jeg ville gerne have været der og sagt nogle af de ting som ligger mig på sinde...For kommunen skal spare. Jeg håber bare ikke de sparer Specialrådgivningen væk, det eneste omsorgsorgan i det kommunale regi, der sørger for at forældre og børn kan komme helskindet igennem sådan noget som det her! Jeg græder ved tanken...
De havde snakket om hvordan livet med Jakob er, hvordan vi tænker om fremtiden, hvad Specialrådgivningen har gjort for os...Hvordan alt her skal planlægges og at ferie IKKE bare er noget man kan tage for givet, man kan ikke bare rejse hvorhen man vil osv. De sagde at de fleste børn starter i skole, det gør de på den måde de nu kan, og den tanke er SÅ skræmmende for mig, der er vi slet ikke endnu. Hvorfor bliver vi hele tiden mindet om fremtiden, vi kender den jo ikke??
Vi talte også om Emmas fremtid i aftes hvor vi var alene, hun vil adoptere og hvis min mand ikke vil være med til det, så får han en med stegepanden, siger hun :) Jeg fortæller hende at jeg sådan ønsker hun skal få et godt liv, hun skal ikke bare nøjes...Hun skal finde en mand, der er god mod hende, hun skal rejse hvis hun vil det, se verden, få sig en uddannelse eller lade være, man skal gøre det, der gør en lykkelig...Hele hendes verden er på vid gab, åben og fuld af muligheder, hun har alle muligheder for at få et godt liv...Jeg håber virkelig hun går den rigtige vej, hendes vej. Tager nogle gode valg og ikke sidder fast...
Jeg så det program "Ansigt til ansigt", hvor forbryderen møder sit offer...Det var en ældre herre, der havde været udsat for et groft hjemmerøveri begået af tre teenagedrenge, der var ude efter penge til hash...Drengen man så var oprigtig ked af det, han græd og angrede og virkede som sådan en sød dreng, og manden sagde at han ikke kunne tro det var den samme dreng, der overfaldt ham den nat...han ville aldrig tænke sådan om ham, hvis han så ham på gaden, han kom fra en alm. familie, så der var ikke noget med social arv, men han var gået ned af en forkert vej...han havde valgt nogle forkerte venner...
Hvor er det tragisk, at det ofte er forkerte valg, der leder til downfall...................Det er sgu lidt som et skakbræt...livet. One false move og du er "død"....men heldigvis er der flere træk, man kan vælge igen, men på et tidspunkt er brættet tomt, hvis du bliver ved med at vælge forkert, at tage forkerte valg og ikke tænker dig om.
Jeg er troende, på min egen måde. Jeg VIL tro på at der er noget, der hedder "GUD", ikke en person, men en åndelighed...af intuition og tryghed og beskyttelse, en treenighed af de tre ting, jeg vil tro på at nogen holder lidt øje med os på den gode måde.
søndag den 3. marts 2013
Ud i det blå
Emma og mig trængte til noget luft idag...Så vi har cyklet en lang tur, vi gjorde stop midt på turen og satte os på en bænk og nød solen, der skinner, det er fantastisk. Vi fik en is, det var vores benzin til at køre videre :)
Jakob er ved at være frisk igen, men slet ikke så frisk som jeg synes han burde være efter 3 dage på pencilin, normalt varer der et par dage, men han bliver så hurgtigt træt og er stadig en smule pylret...Vi må give det en dag eller to mere, ellers må han til læge.
Min mand kørte ud for at lede efter tulipaner idag, det er Emmas yndlingsblomst :) nu hvor Jakob er ved at være frisk, skulle hun have en buket fra sin lillebror, jeg fik lavet et kort, hvor der stod tak for lån af værelset, og da min mand kom ind med 20 lyserøde tulipaner fra blomsterhandleren, så krammede hun os og Jakob og så kom hun til at græde...Så er det bare man ved det er helt rigtigt, det man har gjort, hun sætter virkelig pris på det, og bagefter så får hun den her myndige stemme over for Jakob og kigger hele tiden til ham, går rundt med ham. "Du er en god dreng" sagde hun :)
Og vi tænker..."Og du er dælme en god pige!"
Jakob er ved at være frisk igen, men slet ikke så frisk som jeg synes han burde være efter 3 dage på pencilin, normalt varer der et par dage, men han bliver så hurgtigt træt og er stadig en smule pylret...Vi må give det en dag eller to mere, ellers må han til læge.
Min mand kørte ud for at lede efter tulipaner idag, det er Emmas yndlingsblomst :) nu hvor Jakob er ved at være frisk, skulle hun have en buket fra sin lillebror, jeg fik lavet et kort, hvor der stod tak for lån af værelset, og da min mand kom ind med 20 lyserøde tulipaner fra blomsterhandleren, så krammede hun os og Jakob og så kom hun til at græde...Så er det bare man ved det er helt rigtigt, det man har gjort, hun sætter virkelig pris på det, og bagefter så får hun den her myndige stemme over for Jakob og kigger hele tiden til ham, går rundt med ham. "Du er en god dreng" sagde hun :)
Og vi tænker..."Og du er dælme en god pige!"
Abonner på:
Opslag (Atom)