Søskendegruppe

Emma er blevet tilbudt at tage del i en søskendegruppe, et forløb på 6 gange, hvor hun møder jævnaldrende søskende til handicappede...men hun vil ikke. Det lå i posten idag og vi tog en snak med hende her til morgen, læste brevet højt og snakkede om fordele og ulemper...Det har været på tale før, men dengang ville hun heller ikke.

Og hverken min mand eller jeg mener det er noget hun skal tvinges til. Vi ville kunne mærke hvis behovet virkelig var der, og så ville hun højst sandsynelig bare få at vide, at det ville være noget man skulle igennem, men eftersom Emma hviler så meget i sig selv og i Jakob :) så er der ikke nogen grund til det...endnu, det kan jo være hun får behovet senere...Når hun bliver ældre, når Jakob bliver ældre...Hvem ved, man skal forblive åben, og det er man så længe man holder øje med sit barn, og vi holder øje med Emma, for hun må IKKE lide under den situation vi er i.

Men som hun selv sagde: "Jeg har det ikke dårligt, og jeg synes ikke at dig og far giver Jakob mest opmærksomhed...og jeg kan sagtens lege med Jakob på hans måde..."

Og så synes jeg egentlig at det taler for sig selv...

Det er værre hvis hun en dag stopper med at verbalisere det hun føler, men vores datter har altid været god til at sætte ord på...og derfor har hun ro, derfor kan hun holde styr på det hele, for hun får det ud i det øjeblik det viser sig. Hun har altid været god til at fortælle os, når hun var ked af det, sur eller glad for den sags skyld og eftersom hun ved både min mand og jeg har æret til psykolog, så siger hun ting som: "Hvis man er ked af det kn man gå til en psykolog"...hun ved hvad det er og hvad det skal hjælpe for...Vi har været åbne omkring at vi var nødt til det fordi vi var kede af det. Ærlighed er en god ting overfor børn, det nytter ikke altid at sugar-coate ting, hellere bare sige det som det er på en diplomatisk og forståelig måde.

Hvis jeg kommer til at græde foran hende, så fortæller jeg også altid hvorfor...

I går, da kom jeg til at græde...overfor mig selv...:) overfor Jakob...Jakob og jeg sad på Emmas værelse og fik natmad...Jakob nød det rigtig meget, der var nemlig banan i grøden, og det elsker han, Lige pludselig tog han min hånd, han tog den bevidst i sin og holdte min hånd, som når man holder i hånd og klemte den...kiggede på mig og så tilbage over på TVet og da jeg kiggede ned på vores hænder, så kom jeg til at græde.

Da han kigger på mig og ser jeg græder....så fortæller jeg også Jakob hvorfor jeg græder..."Jeg græder fordi jeg er så glad!"