I går var vi alene hjemme, min mand var ude med en kammerat og så gør jeg meget ud af at børnene og jeg også skal hygge os. Emma må bestemme aftenens menu og vi får lidt lækkert at hygge med. Vi leger lidt ekstra og tegner og ER bare mere intenst sammen. Og jeg kan mærke at Emma tager den her "stor-pige" rolle. når min mand er væk, tror det er meget naturligt, når man har en datter, at hun er omsorgsfuld og træder ind i den her "lille-mor" rolle. Emma er altid meget hjælpsom, men hendes tone og måde at tale til især Jakob bliver anderledes, hun føler lidt ekstra ansvar, men stadig på den gode måde, fordi hun nyder den her ekstra hygge, der ligesom er lagt op til, når min mand er ude af huset...
Jakob er stadig ikke helt på dupperne, og han har brug for en temmelig lang eftermiddagslur, han bliver hurtigt træt og bare den lille tur i trækvognen over på skolen synes at trætte ham. Da vi var i sommerhus i vinterferien og ugen op til havde han opbygget en fin soverytme, men i og efter en sygeperiode, så er det slået godt og grundigt i smadder og skal genopbygges på ny, når han er frisk. Sådan er det...
Da jeg puttede Jakob til eftermiddagsluren blundede jeg selv lidt, jeg kunne mærke Emma kom og gav mig en dyne på, da jeg lå på hendes seng, vi havde aftalt lige at slappe lidt af, så vi kunne hygge lidt ekstra om aftenen. Men hun sov ikke, hun så TV og nulrede omkring lige så stille.
Vi lavede aftensmad sammen og hun dækkede et fint bord og hentede colaer i skuret...Og over maden sad vi og hyggesnakkede om hvad hun havde lavet i skolen og snakkede lidt om familien osv. og så var det hun sagde:
"Mor jeg håber Jakob får sin egen lejlighed engang, tæt på hvor jeg bor for så vil jeg besøge ham og tage gulerodsboller med og et rundstykke til mig uden kerner på...Måske har han pålæg i sit køleskab, ellers tager jeg noget med"...
"Det håber jeg også, det lyder så hyggeligt" svarer jeg.
"Hvis han ikke kan bo i lejlighed, så kan han bo hos mig...." siger hun sødt.
"Han skal bo hjemme hos far og mor...hvis han ikke kan bo selv...du skal leve dit eget liv...læse videre og have en kæreste...men det er sødt af dig," svarer jeg.
"Hvis han bliver træt af jer, så kan han komme og bo ved mig nogle dage eller uger" siger hun.
Jeg anstrengte mig rigtig meget for ikke at komme til at græde...1. fordi det var så sødt og oprigtigt sagt af hende...Fordi hun har tænkt på det. 2. fordi jeg stadig ikke kan klare at tænke så langt frem...Hvad skal der egentlig ske med Jakob i fremtiden og med os?? Vi har ingen diagnose, ingenting...vi har kun usikkerhed. I hverdagens rutiner kan jeg glemme det og bare nyde ham...men så titter usikkerhedens grimme ansigt frem og jeg husker at vi står i en mærkelig situation...Så mærkelig.
Den dag vi skulle have talt for viceborgmesteren sammen, da havde Jakob mellemørsbetændelse, så min mand klarede det selv...jeg ville gerne have været der og sagt nogle af de ting som ligger mig på sinde...For kommunen skal spare. Jeg håber bare ikke de sparer Specialrådgivningen væk, det eneste omsorgsorgan i det kommunale regi, der sørger for at forældre og børn kan komme helskindet igennem sådan noget som det her! Jeg græder ved tanken...
De havde snakket om hvordan livet med Jakob er, hvordan vi tænker om fremtiden, hvad Specialrådgivningen har gjort for os...Hvordan alt her skal planlægges og at ferie IKKE bare er noget man kan tage for givet, man kan ikke bare rejse hvorhen man vil osv. De sagde at de fleste børn starter i skole, det gør de på den måde de nu kan, og den tanke er SÅ skræmmende for mig, der er vi slet ikke endnu. Hvorfor bliver vi hele tiden mindet om fremtiden, vi kender den jo ikke??
Vi talte også om Emmas fremtid i aftes hvor vi var alene, hun vil adoptere og hvis min mand ikke vil være med til det, så får han en med stegepanden, siger hun :) Jeg fortæller hende at jeg sådan ønsker hun skal få et godt liv, hun skal ikke bare nøjes...Hun skal finde en mand, der er god mod hende, hun skal rejse hvis hun vil det, se verden, få sig en uddannelse eller lade være, man skal gøre det, der gør en lykkelig...Hele hendes verden er på vid gab, åben og fuld af muligheder, hun har alle muligheder for at få et godt liv...Jeg håber virkelig hun går den rigtige vej, hendes vej. Tager nogle gode valg og ikke sidder fast...
Jeg så det program "Ansigt til ansigt", hvor forbryderen møder sit offer...Det var en ældre herre, der havde været udsat for et groft hjemmerøveri begået af tre teenagedrenge, der var ude efter penge til hash...Drengen man så var oprigtig ked af det, han græd og angrede og virkede som sådan en sød dreng, og manden sagde at han ikke kunne tro det var den samme dreng, der overfaldt ham den nat...han ville aldrig tænke sådan om ham, hvis han så ham på gaden, han kom fra en alm. familie, så der var ikke noget med social arv, men han var gået ned af en forkert vej...han havde valgt nogle forkerte venner...
Hvor er det tragisk, at det ofte er forkerte valg, der leder til downfall...................Det er sgu lidt som et skakbræt...livet. One false move og du er "død"....men heldigvis er der flere træk, man kan vælge igen, men på et tidspunkt er brættet tomt, hvis du bliver ved med at vælge forkert, at tage forkerte valg og ikke tænker dig om.
Jeg er troende, på min egen måde. Jeg VIL tro på at der er noget, der hedder "GUD", ikke en person, men en åndelighed...af intuition og tryghed og beskyttelse, en treenighed af de tre ting, jeg vil tro på at nogen holder lidt øje med os på den gode måde.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar