I går var en øv dag for jakob, han havde mavekneb det meste af dagen...vi havde aftalt at vi skulle over til et vennepar og spise, og da tiden nærmede sig var Jakob stadig ulykkelig. Vi besluttede os for at tage afsted alligevel, og han blev da også glad da vi gik afsted med trækvognen, men allerede i entreen kunne vi se på ham, at det ikke var godt...De har en lille på 9 mdr og en på 3 år og Jakob reagerede på larmen med det samme! Han trak sig ind til mig og vi skyndte os at få tøjet af ham og satte os i sofaen, men hans udtryk var så hjerteskærende, han kunne slet ikke rumme al den postyr med lidt babygråd, stemmerne omkring ham. Jeg måtte holde ham for ørerne og gjorde det hurtigt klart for vores søde venner at Jakob ikke havde en god dag, det kunne betyde jeg skulle gå hjem med ham...
De her mennesker er noget helt særligt, de er simpelthen så søde og omsorgsfulde, konen ( det lyder spøjst at sige "konen" for ingen af os er ældre end midt i 30erne, men sådan er label vel når man er gift ) satte sig over og holdte lidt om både mig og Jakob...for jeg kom til at græde...
Jeg ved ik hvorfor...og så alligevel gør jeg jo...jeg kom til at græde, fordi jeg synes det er så synd for lille Jakob, at han har så svært ved al larmen, larm som vi andre ikke ser som larm eller postyr, men som for ham er LARM! Jeg blev ked af det fordi det jo sker at vi gør os klar til en hyggeaften, men må tilpasse os fordi lille Jakob har det svært...og det gælder også Emma som straks spurgte om jeg ikke kunne gå hjem med Jakob hvis han blev ved med at være ked af det...for hun synes det er synd for ham. "Så kan far og mig spise her og komme bagefter".
Hun er blevet vant til at tænke i løsninger...løsninger til Jakob, men heldigvis tilgodeser hun også sig selv og os andre, for i vendingen: "Så kan far og mig spise her og komme bagefter", der ligger heldigvis et ønske om også at beskytte sig selv og det er helt rigtigt! Det er den måde vi allesammen kommer helskindet igennem det her...fordi man ikke glemmer sig selv.
Jeg synes det var så sødt at konen satte sig over til os, hun satte sig så hun kunne holde om mig og stryge Jakob på håret...
Da vi var faldet til ro, gik vi ind på den lille piges værelse med Jakob og tændte en uro hun har...den musik kunne Jakob kende, han har en melodi i hans lille uro, som spiller den samme melodi og han faldt til ro med det samme.
Eftersom de havde stået og lavet oksesteg, så ville vi ikke bare gå hjem...så vi spiste på skift og Emma kom af og til og kiggede ind til Jakob og krammede ham. I stilheden og i musikken gik han rundt og fandt sin ro...Og det blev alligevel en rigtig hyggeligt aften, på vores måde, den måde vi kan...det er jo ikke hver gang det ender med at vi skal spise i hold, men når det gør, så betyder det ALT at ens venner ikke lader sig mærke med noget. Manden tilbød at Jakob fik sin mad ind på værelset...de er så fleksible og når der er den fleksibiblitet, så føler man sig IKKE anderledes. Når vi er sammen med dem føler vi ikke at vi har et handicappet barn, for de sætter aldrig spørgsmåltegn ved de specielle behov vi kan have. Vi føler end ikke at det er specielle behov...
Da den lille pige havde lavet i bukserne, og puslebordet var på pigens værelse, ville min mand gå ud med Jakob, men moren hentede bare pusletingene og skiftede hende i stuen...Hun synes det var synd Jakob skulle ud fra værelset når nu han var så glad...og bare det at hun kom ind efter tingene fik ham til at græde...Så i går var en øv dag for Jakob, men en rigtig god dag for os...
For vi har uden tvivl fået nogle venner for livet. Vi har kendt dem en del år, men i går blev det cementeret, at det er for altid. Det er ingen af os i tvivl om...Hvor er det vigtigt at man holder fast i mennesker man holder af...Jeg glæder mig allerede til de kommer og spiser her hos os i april...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar