Hold op mand...
Nogen gange...Nogen gange, så tænker jeg: "Er det fuldstændig umuligt? At tage for givet at når man befinder sig i det offentlige rum, så skal man ikke fornedres eller blive ked af folks ignorante kommentarer, hvorfor er det blevet lovligt BARE at sige hvad man vil...
Idag var der en, der fortalte mig, at han havde hørt en sige, at han skulle skynde sig at bestille biobilletter, så han ikke skulle sidde ved siden af "alle de handicappede"...
"Alle de handicappede..."
Er de handicappede da dårligere mennesker? Lugter de? Larmer de? Forstyrrer de en film...så lej da en f.....dvd istedet for.
Min mand hader, når jeg bliver vred eller ked af det over at høre kommentarer som dette, men det gør jeg altså. Instantly tænker jeg på Jakob jo...han er min referenceramme og det skal han være, han sætter grænsen for hvad jeg gider finde mig i at høre på. Jeg gider ikke bare lade som ingenting og jeg vil have lov til at føle det jeg gør...
For den følelse, den giver mig en drift, et ønske om at ændre tingenes tilstand, jeg ønsker ikke at Emma og Jakob skal bevæge sig bland intolerante mennesker, jeg synes man har en pligt til at sige NEJ...til at sige fra.
Hvad gør man, hvordan gør man det?...Hvordan pokker råber man folk op!
Jeg kan vælge hvem jeg vil omgås...Jeg kan sortere til og fra og det gør jeg. For jeg vil ikke omgive mig med mennesker uden pli, uden forståelse, unden indføling.
Kollegaer, kan man ikke selv vælge, og man hører meget på en arbejdsplads...Jeg ved min mand skal lægge ører til lidt af hvert og noget skal man finde sig i, andre ting, da må man sige fra...
Måske ikke kun for sin egen skyld.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar