I forgårs havde min mand og jeg en rigtig god samtale...Vi er ens på rigtig mange punkter og forskellig på mindst lige så mange :) men det vigtige er, at vi er ens på de punkter, hvor de betyder noget. Det er jeg efterhånden ved at indse...
Vi elsker begge to at være sammen med vores familier og har ikke det store behov for vennemiddage hver uge eller måned. Det er fint at man har nogen nære venner man ser af og til, men det skal ikke være skemalagt og planlagt på ugebasis eller ferier sammen, uanmeldte besøg, vi er simpelthen ikke gode til det.
Vi nyder vores lille kerne så meget, vores samvær med hinanden og børnene og vores familie...Jeg har nok presset lidt på med ugentlige middage med venner osv. fordi jeg gerne ville vise børnene at det er godt at være udadvendt, men som min mand sagde, hvorfor er det man skal vise børnene en anden person end den man er??
Og det er vel rigtigt, men nogle gange har det irriteret mig at jeg er så introvert og måske derfor ville jeg gøre børnene mere udadvendt, ferier med venner, middage, faste aftaler...Men det liv vi har gør det svært at skulle i skemaer med venner og bekendte, cafebesøg, ugemiddage osv. og det ender med at blive for meget og for låst fast og så forsvinder glæden ved det.
De venner min mand og jeg har, dem kan man se med ugentlige mellemrum, måneder, og for mit vedkommende med år imellem, men når man ses, så er det det samme, som hvis så man hinanden dagen før :) der er ingen small talk og høflighedsfraser, man samler bare tråden op og behøver ikke hele tiden svare på standardspørgsmål omkring Jakob..."Passer jeg ham stadig hjemme? Kan han gå?..."
Og det er nok derfor det er så nemt at være sammen med vores nære familie, fordi de ikke small talker, de skal ikke opdateres med standardfraser...de er med! Min mand havde været ude med en god ven, det er en han ser alene, vi ses ikke som par, det har vi gjort, men det fungerede ikke helt. De er begge rigtig søde, og da han kommer hjem til dem, spørger hun om nøjagtigt de samme ting som sidst de sås og man må svare lidt mekanisk. Det er jo ikke forkert eller noget, måske skurrer det bare lidt ekstra, når man er i den sitution som vi er i. Spørgsmål om Jakob, om pasning osv. At man skal sige det samme igen og igen, bare med nogle uger eller måneders mellemrum.
Nogle venner, da kan man være stille sammen, man kan sidde i et rum uden at skulle tale hele tiden, og bare VÆRE...Man kan tage på ferie sammen og trives med det, med andre, da kan venskabet ødelægges ved en simpel ferie, fordi man pludselig ser nye sider af hinanden.
Interaktion med hinanden er super spøjst nogle gange...Også i familien...I weekenden er der fødselsdag, lørdag...vi har hørt fra andre i familien at de kommer talstærkt, og vi troede egentlig også vi skulle med for det plejer vi og efter jeg havde skrevet med en fra familien, så tænkte jeg at fødselaren ville ringe og fortælle tidspunkt osv. men da det ikke er sket, så skal vi øjnsynligt ikke med...og det er fint nok. Det er bare så spøjst, det man gør og IKKE gør ved hinanden...Emma kan ikke rigtigt forstå hvorfor vi ikke skal med, når de andre skal. Når hende og Jakob som er oldebørn ikke skal med, når de andre oldebørn skal...og det kan jeg egentlig godt forstå.
Jakob bliver mere og mere social og interaktiv :) Han inviterer til kram og leg, han er begyndt at forstå sammenhænge i en leg og i samvær med andre. Og det er små ting han gør, om han vender hånden den ene eller den anden vej...og det er sådan noget vi ved, fordi vi er tættest på ham. I går da jeg badede ham...Han elsker når man tæller hans fingre, så rækker han hånden frem mod en, med håndfladen opad, så skal man tælle :) igår plaskede jeg lidt vand på ham og så greb han det med den ene hånd...dråberne :) og så rakte han efter noget tid hånden frem og istedet for at række den så tæt på at jeg tænkte han ville tælle fingre, så rakte han den ikke helt hen til mig...istedet rakte han den kun lidt frem mod mig, men stadig med håndfladen opad, for så skulle jeg plaske, så han kunne gribe dråberne.
Her bliver ikke sagt ord, men han viser med små eksakte tegn hvad det er han vil og ønsker, så når man giver sig tid og virkelig ser, så kan han kommunikere SÅ meget! Og man kan se han bliver glad når man forstår...Og misforstår man, så gør han det tydeligere for mig...for da han så ville tælle fingre igen, så rakte han sin hånd helt tæt på mig og lagde hånden op i min fremstrakte hånd...:)
Han er så dygtig...
Jakob er endelig ved at komme sig over mellemørsbetændelsen, men han bliver stadig meget træt og han vil ikke ud...Men alting har været hårdere i år, influenzaen osv. så det tager nok lidt længere tid at komme sig helt. I går var mormor og bedste der, det var længe siden vi havde set dem pga vinterferie osv. og man kunne se at især Emma havde savnet dem, for der skulle leges og leges og leges...Mormor havde bagt fine cup cakes og pyntet dem så flot med icing og krymmel og idag har jeg inviteret farmor over så hun kan smage :) Og hun skrev med det samme at det lød lækkert og hun ville hente Emma fra skole...
Jeg er rigtig glad for vores tætte familie, mine forældre, min mands forældre...min søster og hendes lille kernefamilie og mine svigerforældre og min mands bror og kusine, jeg kan lide at man kan regne med dem, og dem man ikke kan regne med selvom de er familie, dem må man lade være...Jeg tror jeg ville blive ensom uden dem, uden vores tætte familie, men fordi jeg har dem...så er der måske ikke plads til så meget andet, og det er egentligt okay, jeg gider ikke længere forsøge at foregive jeg er noget, jeg ikke er. Mine børn må godt se mig og min mand som vi er...Hvis Emma beslutter hun vil være mere social som voksen, så kan hun jo tage det valg, jeg behøver ikke skubbe i nogen retning, jeg behøver vel bare være ærlig. Og så endelig få slettet det, der billede man tror man ønsker af sig selv :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar