Vi havde fået lov at låne min mands forældres sommerhus...Fint. Det er vores hyggested, min mand tog mig med derover efter vi havde kendt hinanden nogle uger...Det var der vi sagde "jeg elsker dig" for første gang...børnene er kommet der altid. Emma var ikke mere end et par uger gammel, da vi tog hende med derover på ferie.
Vi glædede os, som altid...Jakob er endelig blevet rigtig tryg ved det.
Han har ikke længere brug for dage, tid til at afklimatisere sig, han kan gå lige ind og have det godt, en uge er måske maks, men de første 1-2-3-4-5 dage er han helt sig selv, sidst på ugen bliver han mere træt og mæt og man mærker at han har brug for at komme hjem. Vi skulle bare være der 3 dage, på den måde ville vi stadig have nogle dage hjemme i påsken...
Vi stopper lige og får mad hos mine forældre, men har sidenhen talt om, at pr. efterdags kører vi direkte et sted hen, Jakob skal ikke have for mange skift...
Da vi sidder ovre ved min forældre ringer min svigerfar, sommerhuset, der har været lejet ud er fuldstændig hærget...
Vi kører derover og det syn, der møder os da vi træder ind i sommerhuset er devastating. Det er helt vildt...udlejlningsbureauet er mødt op, de står sammen med et rengøringscrew, der ikke aner hvor de skal starte.
Sofaen står i to stykker...Der er smadret glas over alt, der er mad og akse spredt ud over møbler og gulv, gulvet er ødelagt, en væg er ødelagt, de nye stole min svigermor lige har købt og puder er ødelagt, køjesengen er smadret, dyner er fulde af sauce...havemøblerne er smadrede, der stinker over alt, terrassedøren er ødelagt. Det ligner hærværk, fuldstændig destruktivt. Og vi bliver kede af det...Jakob græder, han kan ikke komme ned og gå og han kan uden tvivl se, der ser mærkeligt ud. Vi går ud...vi får lov at låne huset ved siden af, men der lugter også, en lampe er smadret, en væg er ødelagt, terrassedøren...Der er rent og pænt, for de har fået styr på den lejlighed, men der er stadig en spøjs lugt...det er en gruppe unge mennesker, fra Hamborg...
Vi burde nok være kørt hjem, men vi bliver, da det er ved at være aftensmadstid...Men Jakob er urolig og ked af det...Vi sover dårligt og da morgenen kommer, kan det kun gå for hurtigt med at komme hjemad...
Jeg fatter simpelthen ikke nogen, de kan have så lidt respekt for andres ejendom...Det der gør mest ondt, er at det virker fuldstændig destruktivt og bevidst...De ved bureauet kender deres identitet osv. alligevel smadrer de det hele. ´
Jeg bliver ekstremt vred, det er faktisk en smule traumatisk at komme ind og se noget som man holder af, et sted man normalt er glad og tryg, være fuldstændig ødelagt...
Vi er allesammen lettede over at være hjemme...
Vi går i bad, og får vasket den røgede mærkelige lugt af, og at se Jakob sidde på sit værelse og dimse med sin yndlingsbamses hale og høre musik er vildt fredfyldt. Min mand går ind til ham og Jakob kigger op på ham og smiler...Det lille moment mellem de to...det sagde mere end ord...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar