Hvorfor?

Vi har været i Skejby med Jakob. Emma var med, de har øvet musical den sidste uge, så hun har faktisk ikke haft timer og er hjemme hver dag kl 13 indtil de skal optræde med stykket på torsdag...så det passede perfekt for vi skulle være i Skejby 15:15.

Jakob elsker at køre bil og noget nyt er, at der skal være stille...altså ingen radio eller børnemusik som han plejer at høre når vi kører. Det er også fint nok for han kan heldigvis godt tolerere at vi taler sammen i bilen.

Vi havde glemt brevet, så vi kørte rundt og kiggede på skiltene, men der stod ikke "Center for sjældne sygdomme" nogen steder, så vi parkerede bare der hvor vi plejer og gik ind for at spørge, afdelingen er flyttet, men vi nåede det til tiden. Jakob farede rundt i venteværelset og ude på gangen, da sygeplejersken kommer ham i møde, hun hilser så sød på ham og han er overhovedet ikke bange eller tilbageholdende, idag må hun både veje ham og tage ham i hånden så de kan gå hen og blive målt :)

Professoren kigger på Jakob, han spørger ind til vores liv og man kan se han betragter Jakob. De spørger også omkring skole og insinuerer at han nok skal noget hvor der er autister, da han har mange af de karakteristiske træk.

Jeg kan mærke det skole spørgsmål gør mig ked af det. Jeg er rigtig træt af hele tiden at få stukket den i hovedet: "Når han engang skal i skole..." lægen på OUH sagde det og fys sagde det og nu siger de det i Skejby...og da ergo var her i sidste uge snakker hun hele tiden om "selvstændighed". Vi arbejder på at gøre Jakob selvstændig.

JA JA JA jeg ved det!!!! men det sker ikke bare i løbet af den uge I ikke ser ham eller i løbet af nogle mdr. Jeg har ikke brug for at høre det hver gang vi ses.

Jeg har brug for vi ser på de "opgaver" vi har sammen fra gang til gang, de øvelser og delmål vi sætter os...Jeg har ikke brug for hele tiden at høre ordet skole og selvstændighed.

Normalt bruger man ordet selvstændighed om et menneske, der kan klare sig selv, skal klare sig selv, skal løsrive sig...Man bruger det om teenagere, der bliver mere selvstændige og ikke længere har brug for mor og far. Om nogen, der kan og skal og ved naturens naturlige gang bør klare sig selv, fordi de kan.

Det virker som om alle er meget opsatte på at Jakob skal løsrive sig fra mig. Så han kan passes og håndteres af andre...Han kan håndteres af sin far og af sin søster, af sin farmor. Men ja jeg er hans primære person. Vi er sammen hver dag og jeg er hans primære person. Og han har brug for den tryghed. Som John Ø - professoren i Skejby - sagde, så er Jakobs mentale tilstand som en på 1 år eller halvandet. Og hvor er man i den alder?? Man er hos sin mor...Især hvis man lægger hans tryghedsbehov og autistiske tendenser oveni den aldersbedømmelse.

Så vi gør det rigtige ved at Jakob er hjemme, ved at "træne" med ham på det aldersmæssige niveau han er på og give ham den nødvendige tryghed og de små kærlige skub fremad ud mod verden.

Forestil dig hvis du skulle aflevere dit livs største opgave, en vigtig opgave som viste hele din fremtid. Den skal afleveres om 1 år? 2 år? og hver uge når du ser din chef, så siger han/hun: "Nu husker du den opgave du skal aflevere! Nu husker du vel hvor vigtig den er og hvad du skal opnå?"

Forestil dig hvor stresset du ville blive???

Jeg føler mig stresset og presset hver gang de siger det...hver gang de siger: "Har du set på skoler, husk nu han skal løsrive sig fra dig!"

Jeg husker godt opgaven...At gøre Jakob mere selvstændig, at ruste ham til hans liv. Men der er ingen der kender det liv endnu!!!! Hvorfor bliver I så ved med at snakke om al den her løsrivelse. Hvorfor er det bedre han bliver afhængig af en pædagog på en institution...som måske siger op eller bliver fyret??

Hvorfor er det bedre for ham end at være en fast del af vores families liv. Hvorfor må jeg ikke være hans primære person, jeg er ret sikker på Jakob ikke fyrer mig og jeg har ingen intention om at sige op. Jeg giver aldrig op...

Og jeg vil heller ikke holde k... mere. Jeg vil have vi fokuserer på nuet...ikke på hvad der skal ske om 2 år eller 5 år. Ingen ved det...de aner ikke hvad han fejler, hvordan kan de så spå om fremtiden. Igen...jeg gentager mig selv.

Jakob skal IKKE ind i nogen kommunal kasse, han skal ikke passe ind i nogen kasse.

Kassen skal passe til Jakob. og jeg kan bygge den kasse...

Jeg ved behandlerne mener det godt. Fys var meget sød og tog fat i mig da hun var her i sidste uge, hun ville ikke såre mig ved at snakke om skolen osv. Det ved jeg. Hovedsagen er at jeg fik sagt fra og hun fik sagt det ikke var meningen at såre mig. Så kan vi arbejde os fremad.

Ergo talte meget om den her selvstændighed og hun mener det også godt! Men de aner ikke hvad det gør ved én, fordi selvom de har det her job...så aner de ikke hvilke følelser der bruser inde i en...hvad små strøtanker og ord kan gøre af skade for en mor som hurtigt kan føle de tænker: "Du gør det helt forkert"...Hver gang de kommer med de her gode råd, så føler man sig inkompetent.

Først tog jeg det positivt, da vi snakkede om at Jakob jo selv skal gøre det han kan. Det er jo rigtigt, men når det bliver sagt hver gang man mødes, så er det som en nål, der stikker.

Hvorfor kan vi ikke bare snakke om hvordan det går, fremfor hvad vi arbejder os henimod.

Jeg ønsker mig vi ser på nuet. For jeg kan ikke være i fremtiden.

Den er for uvis.

Professoren fortalte at han er gået væk fra Sphrintzen Goldberg diagnosen, Jakob er mentalt for dårlig ( øv ). Så han tror ikke længere på den. Han har to andre i tankerne, to andre syndromer, men han vil ikke fortælle os navnene, så nu arbejder min fantasi. Jeg ved jo det er fordi han ikke vil have vi går hjem og googler, når han nu ikke er sikker...Det siger min hjerne...men mit hjerte det skælver. For hvad hvis det er fordi en af de her syndromer fortæller at Jakobs levetid er kortere? Hvad hvis der er nogle farlige følgesygdomme??

Jeg er så bange.

Så jeg kan ikke rumme at vi skal tale om fremtiden hver gang behandlerne er her, om selvstændighed, jeg ved godt de vil hjælpe os og Jakob, at de mener det godt og at ergo også tænker på mig når hun siger det vil være godt Jesper tager lidt mere over, farmor...at Jesper putter ham en ekstra dag, nu gør han det fredag, han kunne gøre det onsdag så jeg kunne se den store bagedyst. Og det er rigtigt, det ville være fint, men jeg er et sted lige nu hvor jeg tænker: Den store bagedyst...eller et ekstra kram af Jakob, ekstra tid med Jakob. Ikke et svært valg. Og det er måske ikke rationelt. Men hvad hvis du ikke vidste hvad der er galt med dit barn, hvad hvis du lige pludselig blev irrationelt bange for at han ikke får et langt liv? bare fordi et syndrom han endnu ikke havde fået påsat sig, pludselig ikke er relevant mere, da var hans livslinie nemlig normal, det var noget af det der gjorde jeg tænkte..."Så er der da i det mindste ikke noget at frygte dér!" Men det er der måske NU?????? Nu hvor der er to andre syndromer han hælder mere til...

Jeg har behov for at eksistere i nuet og nyde nuet med Jakob...

For jeg bliver bange ellers.

Hvorfor må jeg så ikke det?????????????????????????????????????????????????????????

Haps

I mandags var vi på OUH med Jakob, min mor tog med. Det var bare den årlige konsultation...

Han er indstillet til en udvidet genprøve, men den har efterhånden været et år undervejs og lægen sagde at de har fået midlerne til den, men at der er et juridisk efterspil nu, da Jakob ikke kan samtykke. Den test kan åbenbart også afsløre fremtidige livsfarlige sygdomme, så nu er den strandet i den juridiske afdeling, det gav ikke helt mening for mig, da vi jo er Jakobs værger og intet barn kan samtykke og fuldt forstå hvad det går ind til?

Der var selvfølgelig ventetid, men Jakob tog det pænt, han vandrede rundt ude på gangen foran ambulatoriet sammen med mig og imens talte min mor med en mor og datter, der også sad og ventede, mor fortalte mig bagefter at de kendte en drend, der først talte som 8 årig. At høre sådan noget gør en fortrøstningsfuld...

Min mor kom ud til os og de gik lidt omkring, jeg holdte mig henne ved indgangen så jeg var sikker på vi kunne høre når vi blev kaldt ind. Og pludselig kommer mor og siger, at Jakob var ved at hapse en lille piges bolle! Hun var på hans alder og da han så hun havde en bolle rakte han ud efter den, han tog den ikke, men bare det at han gør det, det er helt nyt, at han ikke er forbeholden overfor det faktum at det er en fremmed.

På en måde er det jo en god ting...at han tør, for det viser mig at han ikke længere er så bange for andre mennesker. På den anden side så skal man til at holde ekstra øje :) der er en periode, hvor små børn hapser hinandens sutter, mad osv. den periode har Jakob aldrig været igennem, måske kommer det nu og som min mand og jeg talte om, så er det bedre sent end aldrig. Det vigtigste for os er at han kommer gennem nogle forsk. faser og viser os at han flytter sig ud udvikler sig. Så betyder hans kronologiske alder ingenting!

Moren til den lille pige grinede bare og smilede, og min mor synes det var helt vildt sjovt! Og jeg ved godt hvorfor, fordi det også gjorde hende godt...dybt ind i sjælen, at se Jakob være "som andre børn". Gøre noget som andre børn jo også gør engang imellem.

Og jeg har det ligesådan.

Godt gået Jakob!

Og også lidt godt at du ikke nåede at hapse bollen, for det skal man selvfølgelig lære at det må man jo ikke...:)

Han har det bedre idag efter hans off-dag igår.

Om lidt kommer farmor på kaffevisit og så skal vi nok ud og gå en lille tur med ham i klapvogn og med Albert vovse. Det er rigtig hyggeligt når hun kommer forbi lige et par timer...Jakob vågnede lige da Emma skulle i skole og så stillede han sig i døren ud til bryggerset. "Se mor Jakob vil ikke have jeg skal gå, jeg vil blive hjemme ved Jakob!" Og så krammede de hinanden...og ja det lignede at han spærrede vejen for hende, for han satte sine arme fast i dørkarmen :) måske gjorde han...:)

Jeg var faktisk lige ved at sige: "Så bliv du hjemme lille skat!"

Men det gjorde jeg selvfølgelig ikke...istedet glædede jeg mig over hvor glade de to er for hinanden!

I forgårs da Emma skulle sove og Jakob faktisk var på vej til at blive puttet, så gik han ind i soveværelset til hende og puttede sig op ved siden af hende og puttede sig sagligt i dynen. Det så simpelthen så sødt ud, som om han tænkte: "Jeg skal da sove hos Emma!"

Jo de elsker hinanden de to.

Og jeg elsker dem! :)

En dag i hulen

Jakob har endnu ikke været ude fra værelset og klokken er næsten 16:30...Han vil kun være på værelset idag. Det er meget lang tid siden han har haft sådan en off-dag faktisk. Han er glad, men vil altså bare være i sengen.

Jeg har lavet et "musikhjørne" på hans værelse, vi har købt en foldud madras og den står faktisk op, så han både kan sidde på den og læne sig op af "ryggen" på madrassen, ret smart. Nu ber han selv om han få tændt sin CD-afspiller som står foran madrassen og så sidder han der og "lounger" og hører musik, super sødt :)

Vi har det godt, jeg tænker stadig rigtig meget på det oplæg vi lavede til Specialrådgivningens jubilæum og jeg tænker at jeg godt kunne forestille mig at holde foredrag for en større forsamling, altså hvis der var nogen som gad høre på mig :)

Vi havde en super weekend sidste weekend. Jeg blev først lidt mopset først på dagen, for jeg vil gerne have vores weekender er hellige. Det vil sige at jeg ikke vil have legekammerater i huset. Det skal være familietid. Til hverdag har Emma mellem 1 og 3 legeaftaler på en uge og det er nærmere 3 end 1...så jeg tænker ikke der er noget træls i at forlange at weekenden her er stille. Stille så man har plads til at være impulsiv, noget rutiner, skole, arbejde osv. jo ikke rigtig tillader til hverdag.

Jeg glæder mig altid til weekenden fordi der er vi jo allesammen samlet. Og jeg vil ikke varte andre op i weekenden andet end os selv, lyder måske lidt øv, men sådan er det bare. Ikke dermed sagt at man ikke vil have gæster, men vi har en regel om at det kun er én ting i weekenden. Har man gæster lørdag, så skal man ikke noget søndag eller omvendt.

Emma accepterede det da jeg foreslog den her "familieregel" med ingen legeaftaler i weekenden, det var mere min mand, der strittede imod, han synes det var synd for Emma...Han synes ikke hun skal kede sig 2-3 timer, hvorfor så ikke hellere lege med nogen. Jeg tænker mere, at børn gerne må kede sig, de må gerne geare ned i weekenden, det har de behov for ligesom voksne! Man skal ikke vænnes til at skulle underholdes 24-7. Det er No-Go for mig...

Børns skema er også fuldt til hverdag med skole, lektier, legeaftaler, sport osv.

Så weekenden må gerne være stille!

Så jeg foreslog en tur til Kerteminde for at få en is og så gå en tur på stranden og selvom min mand og jeg skulede lidt til hinanden, så blev stemningen hurtigt bedre, lige på det her punkt vil jeg ikke give mig. Jeg vil være sammen med min familie. Det er godt for os allesammen at få nogle anderledes oplevelser sammen fordi vores hverdag er så kompakt...Jakob og jeg er bundet til hjemmet, så derfor vil jeg gerne ud og opleve noget i weekenden, hve nogle hyggelige oplevelser med min mand og mine børn.

Så vi kørte afsted og fik parkeret bilen nær ishuset, Jakob havde travlt med at kigge efter alle bilerne, der kørte på vejen ved siden af fortorvet og da han så to ældre damer stå med hver deres cykel gik han hen og skubbede til den enes cykel! Han elsker at se når folk cykler :) de smilede selvfølgelig bare og vi blev egentlig lidt paf over at han turde gøre det, det plejer han ikke at gøre, han plejer ikke turde gå hen til fremmed mennesker på den måde...

Vi spiste isen og tog ned til stranden, Emma havde taget strandting med hjemmefra...skovle og spand osv. og hun nød at gå og finde sten, Jakob synes bølgerne der slog op mod strandkanten var sjove, men det der fik ham til at klukgrine var vinden! det blæste en del og det synes Jakob var SÅ sjovt, så han grinede simpelthen så sødt. Han gik rundt på stranden og klappede. Det var totalt fedt at opleve hvordan de begge to nyder den samme ting, vi slappede bare fuldstændig af og hyggede med at samle smukke sten og Emma ville faktisk hjem før Jakob. Jesper måtte indfange hm og hapse ham med, han ville gerne være blevet længere, men efter en times tid gik solen væk og så var det lidt koldt.

Men det er sådan noget her jeg gerne vil i weekenden! Måske på en enkelt udflugt og så ordne lidt derhjemme, bare være tæt på min familie..."Hvor var det godt du foreslog det" sagde min mand på vej hjem i bilen, for i bakspejlet kunne vi se to glade børn med røde kinder, der sad på bagsædet og smilede. "Jeg vil også meget hellere sådan noget her mor" sagde Emma.

Og det gør mig glad. Jeg ved godt der kommer en tid, hvor hun vil vælge os fra og være sammen med veninder, men den tid er ikke kommet endnu og man behøver ikke skubbe på. hver ting til sin tid...Til hverdag må hun lege alt det hun vil, weekenderne tilhører familien. Og når hun en dag står overfor mig som teenager og siger at hun hellere vil med sin veninde ind til byen, jamen så får hun sikkert lov. Men den tid er ikke endnu, hun er kun 9 og hun har brug for familietid.

Hun er ikke så stor endnu, godskelov. Hun vil stadig gerne krammes og nusses og holde i hånd, hun vil stadig gerne lege og fjolle. Gudskelov. For jeg ved at om nogle år er det slut. og så kan jeg ikke længere kræve hun skal være med til familietid, men så længe jeg kan så gør jeg det. Egentlig også for hendes skyld...

Børn bliver så hurtigt store. De kommer før i puberteten og de VIL gerne en hel masse...eller vil de?

Jeg tror gerne børn VIL være børn. Men idealerne fra Disney og Nickolodeon viser dem andre idealer, MTV, bladene, ting de ser på Utube...Emma googler på livet løs. Hun har fundet noget på Utube om kærester og hun sluger det hele råt, men jeg vil have lov at hive lidt i den anden retning. jeg har ingen itention om at stoppe hendes udvikling, det kommer helt naturligt, men jeg vil ikke bidrage til at "skubbe" hende ud af reden før tid og "bifalde" mini teens. Eller tweens som de kaldes...

Jeg tror på man skal lade børn være børn og teenagere være teenagere og voksne være voksne, men om det er en på forhånd´tabt kamp ved jeg ikke :)

Jeg vil bare nyde at jeg har to dejlige børn...som altså stadig gerne vil lave familieting :)

Stående applaus

I går var min mand og jeg indbudt til Jubilæum. Specialrådgivningen i Odense fejrede 25 års jubilæum og i den forbindelse havde de indbudt os som talere. Vi skulle fortælle om vores oplevelse med SR og der var også indbudt flere talere. Bl.a. Rådmand Susanne Ursula Crawley Larsen, som efter en velkomst af PPR lederen Annie Elmgren åbnede for "festen".

Da vi kom blev vi lidt overvældede, der var virkelig mange mennesker i den store sal! Vi mødte hurtigt nogle kendte ansigter og det var virkelig godt at se dem igen...Jeg havde sat mig ved et bord da Annie kommer hen til mig for at introducere Rådkvinden. Hun fortæller at hun har læst min bog og at det var en øjenåbner for hende fordi der kommer fokus på ægteskabet. Det blev jeg virkelig glad for fordi systemet har behov for at forstå hvor vigtigt det er at sætte ind i starten, der hvor man er såbar som familie og selvfølgelig skal barnet udreddes og det er det primære, men far og mor har også brug for hjælp. De er trods alt fundamentet for at familien bliver sammen...

Og vi fik hjælp...den helt rigtige hjælp.

De nætter hvor jeg havde vandret gulvene tynde med en grædende Jakob og nerverne var tyndslidt og følelserne sad uden på tøjet, sat der af tvivl og angst og bekymring, så var det guld værd at der næste dag kom et glad ansigt ind i hjemmet. Et oprigtigt ansigt, der møder en med sådan en varme og ægthed at der er svært at lade være med at tage imod. Hold op mand hvor har jeg grædt meget, hvor har de lyttet meget.

Jeg håber aldrig SR forsvinder, jeg håber altid forældre kan regne med den her form for hjælp og jeg håber de her medarbejdere får lov til at gøre det de er bedst til uden at blive strakt for meget. De skal have lov til at komme ud i hjemmet, der hvor familien er. For de skaber en relation til barnet og familien som man kan bygge på. De lærer barnet og forældrene at kende og kun på den måde kan man træffe rigtige beslutninger, det kan ikke gøres bag et skrivebord.

His jeg havde energi til det ville jeg gå ind i politik og mit første slogan skulle være: Mennesker før skulpturer! og dermed mener jeg at menneskerne kommer før kunsten og kulturen...hvad godt gør en statue i midtbyen hvis de mennesker der ser på den er ulykkelige eller blot undrer sig over hvorfor der er råd til sådan noget i sparetider, hvor ældrehjælpen og handicapområdet nedprioriteres????

Hvordan kan man retfærdiggøre det?

Vi fik sagt det vi gerne ville, og jeg kunne selvfølgelig ikke lade være med at tude :) men følelser er godt, det er vores barn vi taler om! Selvfølgelig bliver man emotionel. Dt var simpelthen så fedt, jeg var overhovedet ikke nervøs da jeg stod og kiggede på alle menneskerne, flere sad og tørrede deres øjne og det gik op for mig, at jeg ikke var nervøs...fordi det er så naturligt at tale om det, det er naturligt at græde over det og naturligt at tale om det. Det er ikke tabu for os, vi vil gerne formidle om vores oplevelser for hvis der er nogen, der kan bruge det til noget så er det da fantastisk!

I nat kunne jeg ikke sove. Jeg tænkte på det fys sagde til mig, da jeg fortalte hende at vi havde fået udskudt Jakobs skolegang et år...Det forstod hun ikke, for de børn hun kendte i specialbørnehaven havde svært ved at få udskydelse og desuden havde de mere at slogs med end Jakob. Jeg blev ked af det...men sagde ingenting. Og så sluttede hun af med den her: "Skal du ikke snart til at undersøge skoler?" Jeg blev helt paf...og så blev jeg bange. Der er to år til, men jeg tænker om hun egentlig kender ham. Hun er kommet her i 3 år, hun kan endnu ikke få hånd på Jakob, hvordan kan hun så se ham i et specialskoletilbud??

Kunne det tænkes han skulle noget andet...? Jakob skal ikke bare ind i en kasse...han skal ikke tilpasses en kasse, det er KASSEN DER SKAL TILPASSES JAKOB!!!!!

Hvis han forsat er så sart så skal han hjemmeskoles.

Og igen tænkte jeg, hvor er I SR??? Hvorfor må jeg ikke ringe til jer? Kender I nogle skoler? Vil I støtte mig når jeg måske skal kæmpe med behandlere og socialrådgivere om hvad Jakob skal?

Hvorfor ligger magten hos dem bag skrivebordet og ikke hos dem, der bevæger sig i hjemmet og kender barnet og os. Jakob er ikke bare et journalnr.

Jeg skrev en mail til fys for jeg kan godt lide hende, så jeg tænkte det måtte være en misforståelse og vi fik det klaret for jeg vil ikke længere være stille. Nu har jeg kun min egen stemme!

Og den blev hørt igår.

Da vi havde talt færdig rejste alle sig op og klappede! Og så hylede jeg igen...

Tænk engang. Måske batter det noget det vi siger, måske følte de os virkelig.

Det gjorde de.

Og jeg er stolt og lykkelig.

Sommeren går på hæld

Det er længe siden jeg har været på...

Vores sommerferie til Mosel gik ikke helt som planlagt. Vi havde håbet på det blev en fantastisk ferie ligesom sidste år, men lille Jakob blev syg på anden dagen og lå i sengen 6 dage, det er altså ikke særlig sjovt når man ikke er i sine trygge rammer, ikke fordi det NOGENSINDE er sjovt at være syg! Mine svigerforældre var med på ferien de første 6 dage, så på sin vis havde min mand en familieferie og jeg passede Jakob hjemme i lejligheden, mens han så sendte smser hjem fra deres ture, en smule øv :)

Men det positive der er sket, er at Jakobs verden er blevet lidt større....det nye er at han vover sig ud i vænget for at holde øje med de biler og cykler, der kommer ned af vores vej :-) så står han simpelthen og klapper og heldigvis er folk søde til at vinke :) det gør mig rigtig glad og det er godt at han er synlig i nabolaget. Vi har lige holdt vængefest og der er ingen af vores naboer, der har berøringsangst, de aer Jakob, smiler til ham og da han vinkede godnat ved 21:30 tiden, så var der en der tog hans lille hånd i hendes og aede den. I aner ikke hvor glad man bliver inden i!!!!

Og Emma hun fik lov at feste videre sammen med de lidt større børn, den aften er alle huse åbne og alle på være hos alle, en super ting og noget der styrker sammenholdet. Så selvom det lyder sådan lidt "Paracelhus-agtigt" så er det altså en rigtig god ting på mange måder. Jeg ønsker de skal se Jakob...At han skal se dem...

Emma er lige kommet hjem, hun ringede fra en venindes mobil efter skole og spurgte om hun måtte tage to piger med hjem og lege og efter nogle timer kørte de videre og nu kom hun hjem for en halv time siden, glad og oppe og køre...Jeg er så glad for hun lever sit liv fuldt ud...når de sådan kommer og går plejer jeg at sige de lige skal sige hej til Jakob så han ved hvem der er her og farvel når de går så han ved de er væk, det synes jeg må være iorden. Som en af behandlerne sagde, så er det da det mindste man kan forlange af børn, det er jo alm. pli...

Jeg sidder og lytter til Neely, et band jeg fandt via Twitter...Wauw. Prøv lige at lyt til dem engang når I har en ledig stund...det er et amerikansk band bestående af mand og kone. Han har den vildeste varme dybe stemme, jeg håber de bliver kæmpe store!

 https://www.youtube.com/watch?v=olQRe64NKHU