Stående applaus

I går var min mand og jeg indbudt til Jubilæum. Specialrådgivningen i Odense fejrede 25 års jubilæum og i den forbindelse havde de indbudt os som talere. Vi skulle fortælle om vores oplevelse med SR og der var også indbudt flere talere. Bl.a. Rådmand Susanne Ursula Crawley Larsen, som efter en velkomst af PPR lederen Annie Elmgren åbnede for "festen".

Da vi kom blev vi lidt overvældede, der var virkelig mange mennesker i den store sal! Vi mødte hurtigt nogle kendte ansigter og det var virkelig godt at se dem igen...Jeg havde sat mig ved et bord da Annie kommer hen til mig for at introducere Rådkvinden. Hun fortæller at hun har læst min bog og at det var en øjenåbner for hende fordi der kommer fokus på ægteskabet. Det blev jeg virkelig glad for fordi systemet har behov for at forstå hvor vigtigt det er at sætte ind i starten, der hvor man er såbar som familie og selvfølgelig skal barnet udreddes og det er det primære, men far og mor har også brug for hjælp. De er trods alt fundamentet for at familien bliver sammen...

Og vi fik hjælp...den helt rigtige hjælp.

De nætter hvor jeg havde vandret gulvene tynde med en grædende Jakob og nerverne var tyndslidt og følelserne sad uden på tøjet, sat der af tvivl og angst og bekymring, så var det guld værd at der næste dag kom et glad ansigt ind i hjemmet. Et oprigtigt ansigt, der møder en med sådan en varme og ægthed at der er svært at lade være med at tage imod. Hold op mand hvor har jeg grædt meget, hvor har de lyttet meget.

Jeg håber aldrig SR forsvinder, jeg håber altid forældre kan regne med den her form for hjælp og jeg håber de her medarbejdere får lov til at gøre det de er bedst til uden at blive strakt for meget. De skal have lov til at komme ud i hjemmet, der hvor familien er. For de skaber en relation til barnet og familien som man kan bygge på. De lærer barnet og forældrene at kende og kun på den måde kan man træffe rigtige beslutninger, det kan ikke gøres bag et skrivebord.

His jeg havde energi til det ville jeg gå ind i politik og mit første slogan skulle være: Mennesker før skulpturer! og dermed mener jeg at menneskerne kommer før kunsten og kulturen...hvad godt gør en statue i midtbyen hvis de mennesker der ser på den er ulykkelige eller blot undrer sig over hvorfor der er råd til sådan noget i sparetider, hvor ældrehjælpen og handicapområdet nedprioriteres????

Hvordan kan man retfærdiggøre det?

Vi fik sagt det vi gerne ville, og jeg kunne selvfølgelig ikke lade være med at tude :) men følelser er godt, det er vores barn vi taler om! Selvfølgelig bliver man emotionel. Dt var simpelthen så fedt, jeg var overhovedet ikke nervøs da jeg stod og kiggede på alle menneskerne, flere sad og tørrede deres øjne og det gik op for mig, at jeg ikke var nervøs...fordi det er så naturligt at tale om det, det er naturligt at græde over det og naturligt at tale om det. Det er ikke tabu for os, vi vil gerne formidle om vores oplevelser for hvis der er nogen, der kan bruge det til noget så er det da fantastisk!

I nat kunne jeg ikke sove. Jeg tænkte på det fys sagde til mig, da jeg fortalte hende at vi havde fået udskudt Jakobs skolegang et år...Det forstod hun ikke, for de børn hun kendte i specialbørnehaven havde svært ved at få udskydelse og desuden havde de mere at slogs med end Jakob. Jeg blev ked af det...men sagde ingenting. Og så sluttede hun af med den her: "Skal du ikke snart til at undersøge skoler?" Jeg blev helt paf...og så blev jeg bange. Der er to år til, men jeg tænker om hun egentlig kender ham. Hun er kommet her i 3 år, hun kan endnu ikke få hånd på Jakob, hvordan kan hun så se ham i et specialskoletilbud??

Kunne det tænkes han skulle noget andet...? Jakob skal ikke bare ind i en kasse...han skal ikke tilpasses en kasse, det er KASSEN DER SKAL TILPASSES JAKOB!!!!!

Hvis han forsat er så sart så skal han hjemmeskoles.

Og igen tænkte jeg, hvor er I SR??? Hvorfor må jeg ikke ringe til jer? Kender I nogle skoler? Vil I støtte mig når jeg måske skal kæmpe med behandlere og socialrådgivere om hvad Jakob skal?

Hvorfor ligger magten hos dem bag skrivebordet og ikke hos dem, der bevæger sig i hjemmet og kender barnet og os. Jakob er ikke bare et journalnr.

Jeg skrev en mail til fys for jeg kan godt lide hende, så jeg tænkte det måtte være en misforståelse og vi fik det klaret for jeg vil ikke længere være stille. Nu har jeg kun min egen stemme!

Og den blev hørt igår.

Da vi havde talt færdig rejste alle sig op og klappede! Og så hylede jeg igen...

Tænk engang. Måske batter det noget det vi siger, måske følte de os virkelig.

Det gjorde de.

Og jeg er stolt og lykkelig.