Et bedre ægteskab

Det er vildt, men efter vi har fået Jakob er vi blevet meget bedre til at tale sammen...Det er en kæmpe gave. For kommunikation betyder alt.

Man ser en masse sider af hinanden og man tvinges på en måde til at analysere hinanden og det er rigtig godt.

For vi kan ikke bare gå hver til sit eller skændes henover flere dage...

Vi er så hængt op af rutiner at vores liv ikke fungerer hvis vi modarbejder hinanden...

That simple.

Da Jakob havde hevet mig i håret stod jeg og græd lidt over det, min mand kommer hjem og ser jeg tuder, men lader som ingenting og jeg fortæller ham selv at Jakob lige har været mega sur og hev mig så hårdt i håret at han sad med en tot hår...( okay lyder måske mindre komisk ? ) men så gik mmin mand bare..."Nå okay" sagde han. "Han gør det ikke med vilje". Nej det ved jeg...jeg blev bare overrasket...

Ik specielt iorden?

Men istedet for intet at sige og bare blive indædt sure på hinanden så får vi det ordnet, det er vi simpelthen nødt til og man er nødt til at høre på hinanden.

Så efter lidt tid spurgte jeg ham hvorfor han egentlig ikke reagerer når han kan se jeg står og er ked af det??

Min mand har det meget svært med gråd...selvmedlidenhed og hjælpeløshed...det ved jeg og jeg ved også godt hvorfor...Vi har haft den snak masser gange, men det er første gang jeg virkelig forstår det rigtigt...

Det gik op for mig at vi begge to bærer på noget...selvfølgelig.

Jeg blev mobbet i skolen, men skjulte det for mor og far...jeg græd alene og klarede det alene...derfor forstod jeg ikke hvorfor min mand ikke ville trøste mig, når han nu åbenlyst kunne se jeg havde behov for det, endelig tør jeg nemlig vise det...vise at jeg har behov for trøst...

Men da vi snakkede om det om aftenen sagde min mand at han ikke er god til det der pyler, han ved ikke hvorfor...men igen det ved jeg. De er ikke en "knuse-familie" selvom hans mor er det bedste menneske, er de ikke kærlige overfor hinanden. Hvis de kan undgå et kram, så gør de helst det...Undtagen min svigerfar, han elsker et godt kram :)

Min svigermor har stået meget alene med drengene fordi min svigerfar jo atartede deres firma op fra bunden og når det var hårdt bed hun det i sig, noget hun lærte mind mand.

Men han vil gerne ændre sig, han vil gerne prøve...siger han. Men spørgsmålet er om jeg kan kræve det? Noget, der ligger så dybt i ham, som også er en måde at overleve på...også i det her vi står i.

Man skal ikke feje sine sorger ind under gulvtæppet, de hober sig op...men jeg tror han har ret i, hver ting til sin tid...

Fordi jeg tuder henover kartoflerne er nok ikke lige verdens undergang...når det virkelig brænder på så er han der, og det har han været 80 pct af gangene hvor det var alvor...men han skelner...så han skal kunne føle det og forstå det...

Det er da fair nok.

Der er altså ikke kun mig i det her og min bagage, men også min mands jo...så jeg fortalte ham at jeg ikke længere vil forvente han trøster mig når jeg tuder :) Jeg kan godt forstå ham og hvor han kommer fra, jeg kommer jo også et sted fra...:) og for det meste er vi gode til at møde hinanden.

Og igår da vi så "Undskyld Vi Er her Også" og jeg kom til at tude fordi Alexander blev spurgt om hvordan det er at leve uden at have sin mor"...så lagde han sin hånd på mind skulder og sagde: "Jamen dog".

Og mere behøver jeg ikke :)

Jeg elsker virkelig min mand, og efter vi har fået Jakob elsker jeg ham faktisk endnu mere...Jakob har tvunget os tættere sammen. Det er et faktum.

Min mand er den jeg kan hade mest, være mest vred på...men det er også ham jeg respekterer mest. Elsker mest.

Han har også sit...bøvl på jobbet...hver dag skal han høre om helsecremer og hårfarve...Så nu kan jeg bedre forstå at han kommer hjem og jo ikke bare hopper ind på Jakobs værelse og leger med ham i timevis.

Han er træt...Han står op hver dag og kører på arbejde, kommer hjem og skal reparere hullet i Pelle kanins bur, gå med Albert...putte Emma, hjælpe med aftensmaden og håndtere en måske sur Jakob...

Det er dælme ikke let det her liv...

Men heldigvis er det godt for det meste...I går planlagde jeg Jakobs fødselsdag...det bliver kun bedsteforældrene...vi har inviteret dem i Tommerup fuglepark ( han elsker fugle ), for der kommer aldrig så mange mennesker på en gang ( ligesom f eks ZOO ) vi betaler indgangen og sørger for en kæmpe madkurv med alle Jakobs livretter...

Jeg glæder mig allerede.

Og iaften laver jeg hjemmelavet sushi, indbagt kylling og en nudelret til min lille familie, så skal vi hygge os og se X Factor!

Nu med mere lyd

Der er sket noget rigtig rigtig positivt med Jakob...Han har fået endnu mere lyd på...det er kommet hen over en periode på nogle måneder efterhånden, at han pludrer mere højlydt og med mere variation i lydene, afprøvende...nysgerrig.

Og igår da talepædagogen var her hørte hun tydeligt Jakob inde fra værelset af, hvor han sagde masser lyde, også lyde hun ikke havde hørt før. Vi fik arbejdet lidt med Boardmaker og jeg fik svar på nogle af mine spørgsmål, det er et super godt værktøj og hun synes det er tid til at få sådan en transportabel plade til ham med flere lag, så han har mulighed for at vise sine behov, det er der han er ved at være...

Så kan jeg selv lave billederne og sætte dem på den tavle og indtale beskeder og skifte ud efter behov...

Jakob er nemlig begyndt at blive mere konkret...altså han viser HVAD han vil og at han kan skelne.

Her for nogle uger siden skiftede jeg nogle sange på hans ipad ud, og reloaded nogle af dem han har haft, men har skulle have en lille pause fra ( han kører træt af sangene eller lige pludselig kan man se de trigger noget i ham som han bliver ked af og så er det med at få dem fjernet )...og da jeg havde gjort det satte jeg ipaden ind til ham og han bladrede med sin lille finger og bang, så kunne han kende en "gammel sang" og han blev så glad...bare på billedet, det lille ikon, så kan han se at det er en bestemt sang og han finder lynhurtigt ud af hvor den ligger selvom han har en sangliste, der tæller over 100 sange...

Han er begyndt at vise en ud til komfuret, når han er sulten eller hen til hylden med havregryn og kiks...og talepædagogen spurgte om jeg havde overvejet at han nu kender forskel på om han vil have kold eller varm mad?

Wauw...

Onsdag havde vi legedag med mormor og bedste og siden jeg er begyndt at vise billedet af dem inden de kommer har der intet været, altså KAN han genkende dem på billedet.

Når vi spiser frokost og jeg f eks har smurt 4 madder, så kan han tage en bid af den jeg har valgt, for som det næste at afvise den mad og pege på en anden han hellere vil have...

Fedt.

Så det næste nu, er at han skal lære, at han kan tage et valg INDEN maden bliver lavet...

Nu forstår han, hvis han viser en han er sulten og man siger: "Jakob er sulten, mor laver mad" så accepterer han at man sætter ham ned eller ind på værelset igen og går igang med at lave det, han ved når jeg siger de ord, så kommer maden snart, at jeg forstod han var sulten og agerer på det.

Så det næste step er at han via den taleplade skal udpege ting inden de bliver lavet, altså tage et valg.

Jeg ville synes det var fantastisk, for lige nu bestemmer jeg jo at middagsmad er rugbrød med makral og æg, leverpostej og figenpålæg...hvad hvis han hellere vil have banan og spegepølse?

Det er en drøm at han kan lære at vise behov og få dem opfyldt, han skal ikke bare tage det der bliver serveret, vi andre vælger jo også for os selv.

Så kan man få et nej hvis noget ikke kan lade sig gøre, sådan er det så og valg kan være begrænset, men der er trods alt valg.

Her i forgårs blev han meget vred, så vred at han hev mig i håret, det har han før gjort i angst og frustration og det var det her også, men jeg blev overrasket for han er jo blevet større og stærkere...

Det gjorde virkelig ondt, så jeg kom til at tude...ikke særlig smart, men jeg blev faktisk overrasket og ked af det...Han gør det jo ikke for at skade mig...

Men så fjerner man selvfølgelig hånden og siger: "Jakob må ikke hive mor i håret...du er vred, men du skal ikke slå eller hive i hår".

Men som talepædagogen og min mand den aften sagde, så er det egentlig positivt at han viser noget vilje...at der er noget han gerne vil...Han ville gerne plaske mere i vand i håndvasken efter bleskift, men det blev for voldsomt og jeg sagde nej og så blev Jakob vred, fint det gør normale børn jo også når de får et nej!

Så nu gør han endelig bare hvad alm. børn også ville gøre...altså bliver hysterisk :)

Og så er det man skal skelne...på hysterie og angst og det er nemt.

Endelig noget, der er nemt at læse :)

Så talepædagogen var glad...nu er det så man skal huske at sætte ord på...både huske at fortælle ham: "Nej nu må du ikke plaske mere i vand..." lave færdigtegnet og så ER det bare sådan, så kan han acceptere det eller blive vred og så må man tage den derfra, men jeg oplever at når han ser færdigtegnet og man forklarer ham det så accepterer han det faktisk.

En dag glemte jeg at sige færdig og fjernede ham bare så blev han meget ked og hev mig ind til sig og kiggede på mig og græd som om han ville sige: "Hvorfor mor, hvad skete der?"

Det var synd for ham jo, og jeg blev så ked af det på hans vegne, han SKAL have en forklaring, han skal høre hvorfor...Han forstår meget mere end man lige tror.

Da farmor passede ham forleden så vågnede han og gik ud og kiggede efter mig, så sagde hun: Mor er ude og køre hun kommer om lidt...Så slappede han af. Men da jeg kom hjem over middag havde han intet spist, hun kunne IKKE få mad i ham, og han havde nær slugt hele tallerknen med den grød jeg så lavede med det samme. Han er meget partikulær med hans mad, han kan ikke tage for store hapsere...han ville ikke have kold mælk på sin varme havregrød selvom farmor selv spiser den sådan eller ketchup på skramleæggene...

Så fra nu af forbereder jeg maden ligemeget hvor kort tid jeg er væk...for alles skyld.

For han ved hvad han gerne vil have og hvordan det skal være

Og det er jo faktisk fantastisk og så skal han da også have det!

Ferie uden lyd

Lige for tiden har Jakob fået en ny "fobi"...Han er blevet bange for motorsave...OG biler der starter. Den første kan man leve med, fordi det ikke er så ofte man hører den, men vi har måtte gå tilbage fra en gåtur eller tre af den grund. Den anden er værre...biler, der starter og gasser op. Det er nyt og den har vi ikke lige set før og igen aner vi ikke hvordan og hvorfor og hvornår det er blevet trigget.

Men jeg opdagede det for alvor i sidste uge, da min mor og far kom til legedag. Det gik så fint da de kom, det fungerer perfekt at jeg viser ham billeder af mormor og besser inden de kommer og deres lille hund starter i haven hos Albert, så vi ikke har den her vilde entre, hvor man føler alle kommer stormende ind. Det virker mindre voldsomt på Jakob og det er fint at det er mormor og bedstefar han ser først og ikke deres hund...Han har også haft noget med hundegøen, især små hundes gøen, men jeg tror det er på retur, men så har angsten for biler, der starter taget over...

Vi ville gå en tur op til butikscentret i det dejlige vejr og købe os en is...turen derop gik fint. Hundene var med, så jeg ville stå ude og vente til de andre havde handlet...jeg bandt hundene og stod med Jakob i klapvognen og så begyndte han at vridde sig...mere og mere og rakte op efter mig, jeg prøvede med musik på min telefon og jeg prøvede at synge, men hver gang en bil startede blev det værre og værre....så jeg måtte smse mor og bede far komme ud og så løb jeg ellers bare hjemad!!!!!

Lidt øv, men man er bare nødt til at hjælpe ham igennem det indtil det fortager sig igen, det nytter ikke noget at presse ham ydereligere ved bare at udsætte ham for det...

Men det betyder nok også at det IKKE bliver Berlin vi skal holde sommerferie i...det vil være et mareridt! Biler, biler, biler...Ellers tak.

Vi må gå efter en ferie uden lyd og det er vel i virkeligheden også det, der er bedst for os...for sjælen...og det man eftersøger af en ferie...afslapning, afkobling...ro. Og det gælder os alle...

Sådan er det.

I går havde vi MGP aften, vi fik sushi og godter og havde klædt os fint på...dækket et fint bord og hyggede os. De sidste 14 dage havde vi spurgt Emma om hun ville ind og se showet eftersom det var i Odense, men hun fastholdt stædigt at det ville hun IKKE. Indtil hun så Basim og Christopher kom på scenen, så fortrød hun bitterligt. Det synes jeg var lidt synd for hende, jeg ville ønske vi havde holdt fast og sagt at hun ville få en stor oplevelse...Men det er for sent nu. Jeg googlede koncerter og tænker måske hende og jeg skal ind og se en af Christophers koncerter.

Jeg var oppe med Jakob det meste af natten...fra halv 4 faktisk...Han startede med at pylre og vende og dreje sig og sætte sig op og blev ked af det. Tilsidst måtte jeg gå op med ham, så vi sad inde i den mørke stue...og så er det så at det er svært bare at bede Jakob om at lægge sig igen, sådan er det. Om natten når han vågner og efterspørger sin sut er det fint nok, når han har fået den, så lægger han sig og sover igen, men hvis han har mareridt, og gerne skal vækkes for at komme til sig selv, så er det rigtig svært at få ham lagt igen.

Så da Emma og min mand stod op hen på morgenen kom min mand ind og sagde: "Sikke tidligt du er oppe", men på det tidspunkt havde vi været oppe i næsten 4 timer...

Og så er Jakob selvfølgelig lidt mere pyler om morgenen, når han ikke er udsovet og det kan min mand slet ikke håndtere og jeg finder mig selv være i et mærkeligt dilemma og tænker om andre også har det sådan...Når han så trækker sig og ikke vil håndtere Jakob, så er der kun mig tilbage...så ER jeg nødt til at være den der pusler og nusser og viser overskud, selvom det gså er mig, der har den hårde tjans med at stå op tidligt.

Han får dårlige associationer, når Jakob pylrer, fra da han var lille og græd meget...Helt forståeligt, det gør jeg også nogen gange, men jeg lader det ikke være tydeligt for Jakob eller Emma...eller mig selv for den sags skyld. Det gavner ingenting...og jeg ønsker ikke at Emma skal blive "træt" og irriteret hver gang hendes lillebror græder...

Så da hun gik med ud på badeværelset, hvor Jakob var ked, så prøver vi at muntre ham op og tale sødt til ham, vi tænder for vandet og slukker det hurtigt igen for det elsker han og langsont fik vi ham i godt humør. Hellere det end bare give op...

"Du klarer det jo" siger min mand. Rigtigt, men jeg klarer det hver gang fordi han IKKE gør...Jeg kan godt forstå ham, og han kan vel godt forstå mig...han fratager mig muligheden for at være den der ikke orker mere...bare et øjeblik vise min frustration og får lov at sidde for mig selv.

Dét kan jeg godt blive vred over...nogen gange...

Men han gør det ikke med vilje jo...

Men jeg kan tage mig sammen, jeg kan komme videre...

Jakob er IKKE den lille baby mere...den lille dreng jeg gik rundt med nat efter nat alene, hvor han skreg, og var ked og jeg ikke anede hvad, der var galt...det var mig, der hørte den gråd...min mand sov fra den...i 10 mdr. indtil han en nat kiggede ind på værelset og sagde: "Hvad er der galt"....da fik jeg en at spare med og det var dejligt.

Jeg ved jeg har hørt mest gråd, men jeg kan gå videre...

Jeg har sagt til ham det intet godt gør for ham...eller for Jakob, der kan mærke hans frustration...eller for Emma, der kan se hans frustration eller for mig, der føler jeg står med det selv...

Vi er blevet gode til at lytte til hinanden, så jeg håber han snart lytter til det her.

I dag skulle vi ned til farfar og farmor og spise frokost, men jeg blev hjemme med Jakob som var faldet i søvn...

Og han sover stadig...så nu vil jeg gå ud og spise den frokost de har pakket ned til mig...

Og være glad for det. Jeg er ikke ked af jeg IKKE kom med...jeg er heller ikke ked af jeg IKKE kom med til oldefars fødselsdag. De var søde og havde pakket både lagkage og brunsviger ned til mig...:)

Det kunne bare ikke lade sig gøre.

Jeg gider ikke være ked af ret meget mere, det gør intet godt for mig...

Videre. :)

Sumpedag

Jeg sov dårligt i nat...Jeg tror jeg er ved at få influenza, jeg føler mig utilpas...træt, sløj...

Jeg vågnede i nat og kom til at tænke på det, der skete på sygehuset. Hun blev nærmest fornærmet da jeg sagde til Jakob det var synd for ham, som om jeg anfægtede hendes intentioner omkring hvorfor hun gør det hun gør. Jeg er da godt klar over det ikke er et torturinstrument, men ved hun ikke at hun af og til har med særlige børn at gøre?

Jeg synes virkelig det var dårlig opførsel og af en eller anden grund så piner det her mig på en anden måde end hvis man bare lige får en eller anden dumsmart kommentar. Jeg tager ikke længere tingene med mig i seng...bogstavlig talt...men det gjorde jeg altså med det her.

Det gjorde mig bare så ked af det.

Måske fordi det gør ondt at tænke på, der er en der beder en om IKKE at trøste ens barn, ikke at have medlidenhed...eller fordi Jakob ikke forstår ordene alligevel. Han forstår måske tonen og mit kropssprog i en sammehæng, men han forstår ikke ordene: "Det er synd for dig".

Så tænker jeg spøjse ting som...lige nu er hans yndlingssang "klappe klappe kage" og så tænker jeg pludselig forstår han ordene eller kan han bare godt lide melodien. Forstår han at jeg synger man skal klappe...For han klapper med nogle gange når han har lyst. Forstår han ordet "klappe"?

Ting han hører ofte er jeg ikke i tvivl om han forstår i en kontext, i den rette kontekxt opfyldt af handling...så har han lært at forstå det..."Jakob er sulten? Mor laver mad" så venter han tålmodigt.

Når han skal i bad og man siger "Jakob skal i bad" eller når han skal have tør numse så ved han godt vi skal ud på badeværelset og han hjælper selv med at åbne døren.

Hvor meget forstår han egentlig...hvilke ord og hvordan og hvornår...det kan ingen endnu sige med sikkerhed, så derfor gør det måske endnu mere ondt at hun "forbyder" mig at sige noget til min søn...Det er ikke hendes opgave...det eneste hun skulle var at scanne hans hjerte, så skal jeg nok tage mig af det med at tale med min lille dreng.

Sygeplejersken var faktisk sød, hun sagde flere gange: "Når har har grædt lidt er der lige 20 sek hvor han er stille, så er det med at få trykket på den knap"...den var nok ment til hende...Og hun sagde trøstende til mig og Jakob: "Det er også en unaturlig ting at skulle ligge her, det er jo ikke noget han kan genkende i sin hverdag...han har oplevet for meget i sit liv" sagde hun. Og det nikkede jeg til.

Og nu hvor jeg tænker over det hun sagde så ved jeg at det IKKE var mig der agerede forkert...

Hun gav mig jo inddirekte ret, men uden at irrettesætte sin kollega åbenlyst.

Men derfor gør det stadig ondt, jeg hader at jeg ikke kan slippe det.

Det hjælper heller ikke at jeg er sløj...jeg har bare lyst til at lægge mig under dynen, men det kan jeg jo ikke.

Jakob har også en offdag, han har ikke villet ud af sengen overhovedet! Når jeg rækker ud efter ham, så gemmer han sig under dynen...han er glad, men han vil være på værelset i sin seng og bare putte...

Imorgen håber jeg det er bedre og jeg håber jeg sover bedre i nat.

Jeg gider ikke spilde mere tid på at være ked af det.

Min mand er rigtig sød...næste gang vi får en indkaldelse så ringer vi og spørger hvem der scannede sidst og siger det ikke skal være hende!

Og han har sagt han nok skal tage med hvis jeg har brug for det...og han jokede til Jakob og sagde: hvis far havde været der havde jeg tævet dem :)

Han synes jeg skulle have sagt fra og være gået...

Måske.

Lidt ligesom dengang jeg var nede hos vores egen læge, men kom ind til en vikar...Jakob havde mellemørsbetændelse igen igen, var jeg ret sikker på, men da hun så ham var det ikke ørerne hun var interesseret i..."Er han mongol?" sagde hun og gloede både på hans mave og ben og ryg...og jeg lod hende, jeg sad bare der. Istedet skulle jeg have sagt, enten kigger du ham i ørerne eller også går jeg.

Fra nu af beder jeg kun om de to faste læger der, når Jakob skal undersøges...

Jeg vil altså behandles ordentligt. Det er vigtigt, men det er endnu vigtigere at Jakob bliver behandlet med respekt og det kan jeg heldigivs være med til at sikre. Og det skal jeg!

Hjertet på rette sted

I dag var vi på sygehuset for at få scannet Jakobs hjerte på hjerteambulatoriet og det har vi prøvet nogle gange efterhånden og hver gang har det været en ny og det var det også idag, en jeg ikke havde set før. Hun virkede anspændt synes jeg...lige fra starten.

Og Jakob ville absolut IKKE ligge på briksen og have den der kolde klistrede ting på brystet...og hun famlede og var vældig lang tid om det synes jeg. han blev mere og mere ked af det...

Min mor var med, det er altid rart at have en mere med på sygehuset, én der kan hjælpe med at bære ting og kan tage Jakob med ud når det er forbi og det skulle vise sig at være særligt godt idag...

Min far var hjemme og sørgede for at Emma blev hentet og han gik en tur med hundene. Mor havde sagt de ville give et stykke smørrebrød og mac til børnene og det skulle vi have med hjem efter sygehusbesøget. Hyggeligt...

Men det var alt andet end hyggeligt på sygehuset...Lille Jakob kan IKKE lide at blive holdt fast, han hader det! han er blevet holdt så mange gange og stukket og undersøgt og tvunget til ting...Han kan ikke lide det! Og man kan ligesom ikke forklare ham at der IKKE sker noget. At det ikke er farligt...så han græd og græd og græd....og hun famlede og famlede og sygeplejersken forsøgte med legetøj og dvder osv. Intet hjalp andet end min telefon med musik på....det hjalp lidt.

"Det er synd for dig lille Jakob, det er snart overstået" sagde jeg trøstende.

"Det er ikke synd for ham!" sagde hun så hende, der lavede scanningen. "Det er slet ikke synd for ham, det skal du ikke sidde og sige, han skal jo ikke forbinde det med noget dårligt, vi gør noget godt for ham!"

Ja tak det er jeg kraftedme godt klar over, ellers sad vi her jo for h...ikke! Hun skal sgu ikke bestemme om jeg skal trøste min dreng ved at sige det er synd for ham.

Så jeg sagde: "det er synd for ham, selvfølgelig skal han have undersøgt sit hjerte og det er godt, ellers sad vi her jo ikke, vel? Men det ER synd for ham!"

Og tilsidst måtte hun kalde på en anden, og det lykkeds dem at få nogenlunde billeder...og da de troede jeg var gået ud sammen med mor og Jakob, sad de rigtig og snakkede om hvor besværligt det var og hvor synd det var for hende, der havde startet med at scanne...og så vendte de sig om og så mig...

"Øh øh...vi sidder bare lige og kigger på målene...det ser fint ud..."

Stilhed.

Det var sandelig godt.

Så rejste jeg mig, gav dem pænt hånd og sagde: "Nu var det vel ikke for traumatisk for jer?"

"Nej nej da" smilede de falsk...

Og så gik jeg.

Jeg vil aldrig ind til hende her igen, aldrig...der er ingen, der skal belære mig om hvordan jeg skal trøste min dreng, der er ingen der ved hvorfor han reagerer som han gør, hvis de havde læst hans journaler om alt det han har været udsat for på et sygehus, så havde de vel ikke ytret sig om hvordan jeg burde tale til mit barn...Et barn som ikke forstår hvad, der foregår og hvorfor han igen skal holdes fast...skal jeg stikkes? skal de hive i mine ben? skal min krop vikles ind i gips der skal hærde så jeg sveder og ikke kan bevæge mig? skal jeg bedøves og sove og være væk? skal jeg have taget blodprøve?

Hvis de vidste alt det, hvis de havde gidet sætte sig ind i hvad, der foregik ville de måske ikke have sagt sådan...OG havde de været gode til mennesker havde det været ligemeget hvad de vidste om hans baggrund, bevæggrunde, så havde de ikke sagt sådan. Sådan siger gode mennesker da ikke?

Han havde taget fat i den der dims flere gange og både han og jeg var fulde af det klistrede gele, ingen tilbød en klud eller et håndklæde til at tørre hans hænder eller mine...

Vi var bare ingenting, vi var bare et nr. i køen...

Jeg vil aldrig ind til hende igen og Jakob skal aldrig ind til hende igen. Aldrig nogensinde.

Jeg vil behandles ordentligt når jeg kommer på sygehuset, det fortjener man da...de gør noget for en, ja...men det er også det de er der for!

Jakob var så glad da mor kørte med ham, men først da de var langt væk, de gik ud i forhallen og ventede på mig og da vi gik ud blev han så glad...

Jeg hader det sygehus-lort...det er det væreste. Behandlere i hjemmet det kan jeg klare, men sygehuset, det hader jeg. Jeg hader det fordi det er så koldt, så koldt.

Jeg ber til jeg aldrig bliver alvorligt syg eller at nogen af dem tæt på mig gør, for det er da et nedtryggende sted at skulle forsøge at blive rask....................

Føj...Føj....Føj.

Og så holder mor selvfølgelig med mig og lille Jakob..."sådan nogle dumme damer!" sagde mor. "De burde ikke arbejde med mennesker"...Hun var med inde, men hun sagde ikke noget, og det var jeg glad fr for selvom jeg kunne se på hende hun registrerede det damen sagde på samme måde som jeg, så holdt hun sig i skindet, for det er ikke hendes kamp. Det er min og jeg skal nok selv kæmpe den.

Hjemme havde far støvsuget, flyttet alle møbler og gjort det så fint, det var sødt.

Godt der er nogen, der har hjertet på rette sted...

Og det har jeg da også! Ingen skal bestemme om jeg skal have medlidenhed med min søn...INGEN.

En stille weekend

I weekenden var min mand og Emma med farmor i sommerhus, der var flere ting, der skulle ordnes og da vi ved mine svigerforældre aldrig ville spørge om hjælp tilbød min mand det...der skulle ny bordplade op i køkkenet osv. og eftersom vi bruger huset gratis, så føltes det rart at bidrage med noget og endnu rarere fordi de ikke beder om det eller forventer det, men bare blev så glade da vi foreslog det.

Så der kom ny bordplade op, vask og armatur og nyt spisebord, nyt sofabord osv.

Samtidig var der tid til at hygge med at spise på restaurant og gå i svømmeren...selvom Emma ikke ville med, så pressede jeg hende lidt, for jeg vidste hun ville få det sjovt, det er jo ikke ret tit hun har farmor helt for sig selv..."Jamen mor jeg ved jeg vil komme til at savne dig mere end jeg ville savne far hvis jeg blev hjemme..."

Det er godt at savne og godt at rive sig selv ud af rutinerne, men det kan også være farligt.

Jakob og mig har haft det meget stille...en stilhed jeg kunne kontrollere...Jeg kunne planlægge vores dage ud fra hans behov og vaner og han var faktisk ikke ked af det på noget tidspunkt...Jeg plejer ikke at bryde mig om at sove i huset alene, men denne gang føltes det faktisk rart. Måske fordi min mand og jeg havde et ret stort skænderi dagen før, så på en måde glædede jeg mig til han tog væk...

Vi skændes ikke ret tit faktisk...det er nærmest hvert halvår, men måske derfor så er det også endnu mere træls når det så sker...Vi går ikke sådan og nager hinanden i hverdagen mere, vi skændes ikke om småting, men det er som om at der nogle gange skal lettes for trykket. Og det blev der så torsdag sent om aftenen og jeg glædede mig til at han skulle væk nogle dage.

Ærligt.

Og jeg har nydt roen, nydt at der kun var mig og Jakob at tage hensyn til...de tog endda Albert med, han skulle selvfølgelig med og gå nogle lange ture med farmor og Emma :)

Fredag aften hentede Jakob og jeg mad på mac, han nød køreturen i mørket, for så træder lysene jo endnu tydligere frem...:)

Og vi hyggede os med maden da vi kom hjem, spiste i sofaen og så TV...Og om aftenen da vi gik til ro var det bare forunderligt rart...bare os to.

Og morgenen var lige så stille...vi kørte en tur og om aftenen gik jeg en tur med ham i klapvognen igen så han kunne se lysene og mærke roen, det nød han virkelig, han sad og pludrede i klapvognen.

Så ville jeg hente en is på til os, men det skulle vi aldrig have gjort...han blev simpelthen så ked af det på køreturen hjem at jeg måtte holde ind, jeg troede faktisk han var ved at få et anfald, når han sidder der og græder, vender det hvide ud af øjnene og så bliver stille...SÅ er det IKKE sjovt at være alene!

Så jeg må indrømme jeg kørte ret hurtigt hjem...Han faldt til ro da vi kom hjem, men der gik et pænt stykke tid. Og mens jeg forsøger at låse bryggersdøren op, så begynder den lille hund overfor at gå og så blev Jakob endnu mere ked af det, lige for tiden kan han ikke klare hundegøen, han bliver så ked af det...forstyrret, urolig.

Lige der savnede jeg de andre to...det er trods alt nemmere når man er sammen som familie.

Som den lille husmor jeg er blevet bagte jeg lige en lagkage til de kom hjem...

Men det var underligt de kom hjem...faktisk og det føltes som om de synes det var underligt at være hjemme. Da Jakob brokkede sig lidt sagde min mand: "Nå Emma så er vi hjemme i det samme igen"

Negativt.

Den attitude hjælper ingen, jeg kan ikke forstå min mand ikke lader op når han er væk lidt, hvorfor kommer han så ikke hjem og siger: "Hej Jakob din bette steg, far har savnet dig, nå brokker du dig lidt din lille bølle!"

Istedet går han og sukker og går udenom Jakobs værelse...Hvis jeg var væk 2 dage så ville jeg da føle energi...men da er vi forskellige. Selvom min mand havde undskyldt hans "chimpanseudbrud" om torsdagen så sad det alligevel i mig, og jeg tog mig selv i at tænke om det var bedre bare at være sig selv...

Om aftenen da børnene var gået til ro, fik vi snakket lidt...Jeg har brug for han ikke går og sukker og brokker sig og bliver træt...Emma har ikke godt af at se den måde at reagere på, den bringer intet godt jo...hverken for Jakob eller en selv, hvis man i hele sit mindset går og tænker: Åh det er så hårdt og forfærdeligt!...så bliver det 100 gange værre og det bliver 100 gange værre for mig hvis jeg også føler presset af at skulle holde Jakob glad hele tiden, så min mand ikke skal gå og sukke.

Selvfølgelig må man være træt og ikke orke ting, være ked af det hele, af situationen, men det nytter ikke noget man bliver det HVER gang Jakob lige brokker sig. Så holder man IKKE distancen.

Jakob har stadig behov som et spædbarn, i den forstand at hans humør bliver påvirket hvis de basale behov ikke er opfyldt, er de opfyldt, så kan man begynde at udfordre ham til det sociale...så da han havde fået natmad, så gik min mand ind til ham og kom glad ud og fortalte at de to havde opfundet en ny leg...og jeg så at Jakob krammede ham og kyssede ham da han bar ham ude fra badeværelset efter jeg havde puslet ham...men det hjælper jo ikke at man kun kan agere med et glad barn.

Så ender det med JEG kører ned og det vil jeg ikke.

Når Jakob bliver ked kan mit hjerte også synke en gang fordi alt det gamle skyller ind over én...alle de gange han var ked som lille...det flyver ind over en som tusinde tunge skyer, men dem må man puste væk HURTIGT for ikke at blive væk, miste fokus og direction.

Det er jeg måske bedre til end min mand, men jeg bliver vred på ham når han ikke formår det og lader ansvaret være mit, for tro mig, jeg bliver også træt!!!!!!!!!!!!!!!!