Ferie uden lyd

Lige for tiden har Jakob fået en ny "fobi"...Han er blevet bange for motorsave...OG biler der starter. Den første kan man leve med, fordi det ikke er så ofte man hører den, men vi har måtte gå tilbage fra en gåtur eller tre af den grund. Den anden er værre...biler, der starter og gasser op. Det er nyt og den har vi ikke lige set før og igen aner vi ikke hvordan og hvorfor og hvornår det er blevet trigget.

Men jeg opdagede det for alvor i sidste uge, da min mor og far kom til legedag. Det gik så fint da de kom, det fungerer perfekt at jeg viser ham billeder af mormor og besser inden de kommer og deres lille hund starter i haven hos Albert, så vi ikke har den her vilde entre, hvor man føler alle kommer stormende ind. Det virker mindre voldsomt på Jakob og det er fint at det er mormor og bedstefar han ser først og ikke deres hund...Han har også haft noget med hundegøen, især små hundes gøen, men jeg tror det er på retur, men så har angsten for biler, der starter taget over...

Vi ville gå en tur op til butikscentret i det dejlige vejr og købe os en is...turen derop gik fint. Hundene var med, så jeg ville stå ude og vente til de andre havde handlet...jeg bandt hundene og stod med Jakob i klapvognen og så begyndte han at vridde sig...mere og mere og rakte op efter mig, jeg prøvede med musik på min telefon og jeg prøvede at synge, men hver gang en bil startede blev det værre og værre....så jeg måtte smse mor og bede far komme ud og så løb jeg ellers bare hjemad!!!!!

Lidt øv, men man er bare nødt til at hjælpe ham igennem det indtil det fortager sig igen, det nytter ikke noget at presse ham ydereligere ved bare at udsætte ham for det...

Men det betyder nok også at det IKKE bliver Berlin vi skal holde sommerferie i...det vil være et mareridt! Biler, biler, biler...Ellers tak.

Vi må gå efter en ferie uden lyd og det er vel i virkeligheden også det, der er bedst for os...for sjælen...og det man eftersøger af en ferie...afslapning, afkobling...ro. Og det gælder os alle...

Sådan er det.

I går havde vi MGP aften, vi fik sushi og godter og havde klædt os fint på...dækket et fint bord og hyggede os. De sidste 14 dage havde vi spurgt Emma om hun ville ind og se showet eftersom det var i Odense, men hun fastholdt stædigt at det ville hun IKKE. Indtil hun så Basim og Christopher kom på scenen, så fortrød hun bitterligt. Det synes jeg var lidt synd for hende, jeg ville ønske vi havde holdt fast og sagt at hun ville få en stor oplevelse...Men det er for sent nu. Jeg googlede koncerter og tænker måske hende og jeg skal ind og se en af Christophers koncerter.

Jeg var oppe med Jakob det meste af natten...fra halv 4 faktisk...Han startede med at pylre og vende og dreje sig og sætte sig op og blev ked af det. Tilsidst måtte jeg gå op med ham, så vi sad inde i den mørke stue...og så er det så at det er svært bare at bede Jakob om at lægge sig igen, sådan er det. Om natten når han vågner og efterspørger sin sut er det fint nok, når han har fået den, så lægger han sig og sover igen, men hvis han har mareridt, og gerne skal vækkes for at komme til sig selv, så er det rigtig svært at få ham lagt igen.

Så da Emma og min mand stod op hen på morgenen kom min mand ind og sagde: "Sikke tidligt du er oppe", men på det tidspunkt havde vi været oppe i næsten 4 timer...

Og så er Jakob selvfølgelig lidt mere pyler om morgenen, når han ikke er udsovet og det kan min mand slet ikke håndtere og jeg finder mig selv være i et mærkeligt dilemma og tænker om andre også har det sådan...Når han så trækker sig og ikke vil håndtere Jakob, så er der kun mig tilbage...så ER jeg nødt til at være den der pusler og nusser og viser overskud, selvom det gså er mig, der har den hårde tjans med at stå op tidligt.

Han får dårlige associationer, når Jakob pylrer, fra da han var lille og græd meget...Helt forståeligt, det gør jeg også nogen gange, men jeg lader det ikke være tydeligt for Jakob eller Emma...eller mig selv for den sags skyld. Det gavner ingenting...og jeg ønsker ikke at Emma skal blive "træt" og irriteret hver gang hendes lillebror græder...

Så da hun gik med ud på badeværelset, hvor Jakob var ked, så prøver vi at muntre ham op og tale sødt til ham, vi tænder for vandet og slukker det hurtigt igen for det elsker han og langsont fik vi ham i godt humør. Hellere det end bare give op...

"Du klarer det jo" siger min mand. Rigtigt, men jeg klarer det hver gang fordi han IKKE gør...Jeg kan godt forstå ham, og han kan vel godt forstå mig...han fratager mig muligheden for at være den der ikke orker mere...bare et øjeblik vise min frustration og får lov at sidde for mig selv.

Dét kan jeg godt blive vred over...nogen gange...

Men han gør det ikke med vilje jo...

Men jeg kan tage mig sammen, jeg kan komme videre...

Jakob er IKKE den lille baby mere...den lille dreng jeg gik rundt med nat efter nat alene, hvor han skreg, og var ked og jeg ikke anede hvad, der var galt...det var mig, der hørte den gråd...min mand sov fra den...i 10 mdr. indtil han en nat kiggede ind på værelset og sagde: "Hvad er der galt"....da fik jeg en at spare med og det var dejligt.

Jeg ved jeg har hørt mest gråd, men jeg kan gå videre...

Jeg har sagt til ham det intet godt gør for ham...eller for Jakob, der kan mærke hans frustration...eller for Emma, der kan se hans frustration eller for mig, der føler jeg står med det selv...

Vi er blevet gode til at lytte til hinanden, så jeg håber han snart lytter til det her.

I dag skulle vi ned til farfar og farmor og spise frokost, men jeg blev hjemme med Jakob som var faldet i søvn...

Og han sover stadig...så nu vil jeg gå ud og spise den frokost de har pakket ned til mig...

Og være glad for det. Jeg er ikke ked af jeg IKKE kom med...jeg er heller ikke ked af jeg IKKE kom med til oldefars fødselsdag. De var søde og havde pakket både lagkage og brunsviger ned til mig...:)

Det kunne bare ikke lade sig gøre.

Jeg gider ikke være ked af ret meget mere, det gør intet godt for mig...

Videre. :)