Et bedre ægteskab

Det er vildt, men efter vi har fået Jakob er vi blevet meget bedre til at tale sammen...Det er en kæmpe gave. For kommunikation betyder alt.

Man ser en masse sider af hinanden og man tvinges på en måde til at analysere hinanden og det er rigtig godt.

For vi kan ikke bare gå hver til sit eller skændes henover flere dage...

Vi er så hængt op af rutiner at vores liv ikke fungerer hvis vi modarbejder hinanden...

That simple.

Da Jakob havde hevet mig i håret stod jeg og græd lidt over det, min mand kommer hjem og ser jeg tuder, men lader som ingenting og jeg fortæller ham selv at Jakob lige har været mega sur og hev mig så hårdt i håret at han sad med en tot hår...( okay lyder måske mindre komisk ? ) men så gik mmin mand bare..."Nå okay" sagde han. "Han gør det ikke med vilje". Nej det ved jeg...jeg blev bare overrasket...

Ik specielt iorden?

Men istedet for intet at sige og bare blive indædt sure på hinanden så får vi det ordnet, det er vi simpelthen nødt til og man er nødt til at høre på hinanden.

Så efter lidt tid spurgte jeg ham hvorfor han egentlig ikke reagerer når han kan se jeg står og er ked af det??

Min mand har det meget svært med gråd...selvmedlidenhed og hjælpeløshed...det ved jeg og jeg ved også godt hvorfor...Vi har haft den snak masser gange, men det er første gang jeg virkelig forstår det rigtigt...

Det gik op for mig at vi begge to bærer på noget...selvfølgelig.

Jeg blev mobbet i skolen, men skjulte det for mor og far...jeg græd alene og klarede det alene...derfor forstod jeg ikke hvorfor min mand ikke ville trøste mig, når han nu åbenlyst kunne se jeg havde behov for det, endelig tør jeg nemlig vise det...vise at jeg har behov for trøst...

Men da vi snakkede om det om aftenen sagde min mand at han ikke er god til det der pyler, han ved ikke hvorfor...men igen det ved jeg. De er ikke en "knuse-familie" selvom hans mor er det bedste menneske, er de ikke kærlige overfor hinanden. Hvis de kan undgå et kram, så gør de helst det...Undtagen min svigerfar, han elsker et godt kram :)

Min svigermor har stået meget alene med drengene fordi min svigerfar jo atartede deres firma op fra bunden og når det var hårdt bed hun det i sig, noget hun lærte mind mand.

Men han vil gerne ændre sig, han vil gerne prøve...siger han. Men spørgsmålet er om jeg kan kræve det? Noget, der ligger så dybt i ham, som også er en måde at overleve på...også i det her vi står i.

Man skal ikke feje sine sorger ind under gulvtæppet, de hober sig op...men jeg tror han har ret i, hver ting til sin tid...

Fordi jeg tuder henover kartoflerne er nok ikke lige verdens undergang...når det virkelig brænder på så er han der, og det har han været 80 pct af gangene hvor det var alvor...men han skelner...så han skal kunne føle det og forstå det...

Det er da fair nok.

Der er altså ikke kun mig i det her og min bagage, men også min mands jo...så jeg fortalte ham at jeg ikke længere vil forvente han trøster mig når jeg tuder :) Jeg kan godt forstå ham og hvor han kommer fra, jeg kommer jo også et sted fra...:) og for det meste er vi gode til at møde hinanden.

Og igår da vi så "Undskyld Vi Er her Også" og jeg kom til at tude fordi Alexander blev spurgt om hvordan det er at leve uden at have sin mor"...så lagde han sin hånd på mind skulder og sagde: "Jamen dog".

Og mere behøver jeg ikke :)

Jeg elsker virkelig min mand, og efter vi har fået Jakob elsker jeg ham faktisk endnu mere...Jakob har tvunget os tættere sammen. Det er et faktum.

Min mand er den jeg kan hade mest, være mest vred på...men det er også ham jeg respekterer mest. Elsker mest.

Han har også sit...bøvl på jobbet...hver dag skal han høre om helsecremer og hårfarve...Så nu kan jeg bedre forstå at han kommer hjem og jo ikke bare hopper ind på Jakobs værelse og leger med ham i timevis.

Han er træt...Han står op hver dag og kører på arbejde, kommer hjem og skal reparere hullet i Pelle kanins bur, gå med Albert...putte Emma, hjælpe med aftensmaden og håndtere en måske sur Jakob...

Det er dælme ikke let det her liv...

Men heldigvis er det godt for det meste...I går planlagde jeg Jakobs fødselsdag...det bliver kun bedsteforældrene...vi har inviteret dem i Tommerup fuglepark ( han elsker fugle ), for der kommer aldrig så mange mennesker på en gang ( ligesom f eks ZOO ) vi betaler indgangen og sørger for en kæmpe madkurv med alle Jakobs livretter...

Jeg glæder mig allerede.

Og iaften laver jeg hjemmelavet sushi, indbagt kylling og en nudelret til min lille familie, så skal vi hygge os og se X Factor!