Sumpedag

Jeg sov dårligt i nat...Jeg tror jeg er ved at få influenza, jeg føler mig utilpas...træt, sløj...

Jeg vågnede i nat og kom til at tænke på det, der skete på sygehuset. Hun blev nærmest fornærmet da jeg sagde til Jakob det var synd for ham, som om jeg anfægtede hendes intentioner omkring hvorfor hun gør det hun gør. Jeg er da godt klar over det ikke er et torturinstrument, men ved hun ikke at hun af og til har med særlige børn at gøre?

Jeg synes virkelig det var dårlig opførsel og af en eller anden grund så piner det her mig på en anden måde end hvis man bare lige får en eller anden dumsmart kommentar. Jeg tager ikke længere tingene med mig i seng...bogstavlig talt...men det gjorde jeg altså med det her.

Det gjorde mig bare så ked af det.

Måske fordi det gør ondt at tænke på, der er en der beder en om IKKE at trøste ens barn, ikke at have medlidenhed...eller fordi Jakob ikke forstår ordene alligevel. Han forstår måske tonen og mit kropssprog i en sammehæng, men han forstår ikke ordene: "Det er synd for dig".

Så tænker jeg spøjse ting som...lige nu er hans yndlingssang "klappe klappe kage" og så tænker jeg pludselig forstår han ordene eller kan han bare godt lide melodien. Forstår han at jeg synger man skal klappe...For han klapper med nogle gange når han har lyst. Forstår han ordet "klappe"?

Ting han hører ofte er jeg ikke i tvivl om han forstår i en kontext, i den rette kontekxt opfyldt af handling...så har han lært at forstå det..."Jakob er sulten? Mor laver mad" så venter han tålmodigt.

Når han skal i bad og man siger "Jakob skal i bad" eller når han skal have tør numse så ved han godt vi skal ud på badeværelset og han hjælper selv med at åbne døren.

Hvor meget forstår han egentlig...hvilke ord og hvordan og hvornår...det kan ingen endnu sige med sikkerhed, så derfor gør det måske endnu mere ondt at hun "forbyder" mig at sige noget til min søn...Det er ikke hendes opgave...det eneste hun skulle var at scanne hans hjerte, så skal jeg nok tage mig af det med at tale med min lille dreng.

Sygeplejersken var faktisk sød, hun sagde flere gange: "Når har har grædt lidt er der lige 20 sek hvor han er stille, så er det med at få trykket på den knap"...den var nok ment til hende...Og hun sagde trøstende til mig og Jakob: "Det er også en unaturlig ting at skulle ligge her, det er jo ikke noget han kan genkende i sin hverdag...han har oplevet for meget i sit liv" sagde hun. Og det nikkede jeg til.

Og nu hvor jeg tænker over det hun sagde så ved jeg at det IKKE var mig der agerede forkert...

Hun gav mig jo inddirekte ret, men uden at irrettesætte sin kollega åbenlyst.

Men derfor gør det stadig ondt, jeg hader at jeg ikke kan slippe det.

Det hjælper heller ikke at jeg er sløj...jeg har bare lyst til at lægge mig under dynen, men det kan jeg jo ikke.

Jakob har også en offdag, han har ikke villet ud af sengen overhovedet! Når jeg rækker ud efter ham, så gemmer han sig under dynen...han er glad, men han vil være på værelset i sin seng og bare putte...

Imorgen håber jeg det er bedre og jeg håber jeg sover bedre i nat.

Jeg gider ikke spilde mere tid på at være ked af det.

Min mand er rigtig sød...næste gang vi får en indkaldelse så ringer vi og spørger hvem der scannede sidst og siger det ikke skal være hende!

Og han har sagt han nok skal tage med hvis jeg har brug for det...og han jokede til Jakob og sagde: hvis far havde været der havde jeg tævet dem :)

Han synes jeg skulle have sagt fra og være gået...

Måske.

Lidt ligesom dengang jeg var nede hos vores egen læge, men kom ind til en vikar...Jakob havde mellemørsbetændelse igen igen, var jeg ret sikker på, men da hun så ham var det ikke ørerne hun var interesseret i..."Er han mongol?" sagde hun og gloede både på hans mave og ben og ryg...og jeg lod hende, jeg sad bare der. Istedet skulle jeg have sagt, enten kigger du ham i ørerne eller også går jeg.

Fra nu af beder jeg kun om de to faste læger der, når Jakob skal undersøges...

Jeg vil altså behandles ordentligt. Det er vigtigt, men det er endnu vigtigere at Jakob bliver behandlet med respekt og det kan jeg heldigivs være med til at sikre. Og det skal jeg!