Hjertet på rette sted

I dag var vi på sygehuset for at få scannet Jakobs hjerte på hjerteambulatoriet og det har vi prøvet nogle gange efterhånden og hver gang har det været en ny og det var det også idag, en jeg ikke havde set før. Hun virkede anspændt synes jeg...lige fra starten.

Og Jakob ville absolut IKKE ligge på briksen og have den der kolde klistrede ting på brystet...og hun famlede og var vældig lang tid om det synes jeg. han blev mere og mere ked af det...

Min mor var med, det er altid rart at have en mere med på sygehuset, én der kan hjælpe med at bære ting og kan tage Jakob med ud når det er forbi og det skulle vise sig at være særligt godt idag...

Min far var hjemme og sørgede for at Emma blev hentet og han gik en tur med hundene. Mor havde sagt de ville give et stykke smørrebrød og mac til børnene og det skulle vi have med hjem efter sygehusbesøget. Hyggeligt...

Men det var alt andet end hyggeligt på sygehuset...Lille Jakob kan IKKE lide at blive holdt fast, han hader det! han er blevet holdt så mange gange og stukket og undersøgt og tvunget til ting...Han kan ikke lide det! Og man kan ligesom ikke forklare ham at der IKKE sker noget. At det ikke er farligt...så han græd og græd og græd....og hun famlede og famlede og sygeplejersken forsøgte med legetøj og dvder osv. Intet hjalp andet end min telefon med musik på....det hjalp lidt.

"Det er synd for dig lille Jakob, det er snart overstået" sagde jeg trøstende.

"Det er ikke synd for ham!" sagde hun så hende, der lavede scanningen. "Det er slet ikke synd for ham, det skal du ikke sidde og sige, han skal jo ikke forbinde det med noget dårligt, vi gør noget godt for ham!"

Ja tak det er jeg kraftedme godt klar over, ellers sad vi her jo for h...ikke! Hun skal sgu ikke bestemme om jeg skal trøste min dreng ved at sige det er synd for ham.

Så jeg sagde: "det er synd for ham, selvfølgelig skal han have undersøgt sit hjerte og det er godt, ellers sad vi her jo ikke, vel? Men det ER synd for ham!"

Og tilsidst måtte hun kalde på en anden, og det lykkeds dem at få nogenlunde billeder...og da de troede jeg var gået ud sammen med mor og Jakob, sad de rigtig og snakkede om hvor besværligt det var og hvor synd det var for hende, der havde startet med at scanne...og så vendte de sig om og så mig...

"Øh øh...vi sidder bare lige og kigger på målene...det ser fint ud..."

Stilhed.

Det var sandelig godt.

Så rejste jeg mig, gav dem pænt hånd og sagde: "Nu var det vel ikke for traumatisk for jer?"

"Nej nej da" smilede de falsk...

Og så gik jeg.

Jeg vil aldrig ind til hende her igen, aldrig...der er ingen, der skal belære mig om hvordan jeg skal trøste min dreng, der er ingen der ved hvorfor han reagerer som han gør, hvis de havde læst hans journaler om alt det han har været udsat for på et sygehus, så havde de vel ikke ytret sig om hvordan jeg burde tale til mit barn...Et barn som ikke forstår hvad, der foregår og hvorfor han igen skal holdes fast...skal jeg stikkes? skal de hive i mine ben? skal min krop vikles ind i gips der skal hærde så jeg sveder og ikke kan bevæge mig? skal jeg bedøves og sove og være væk? skal jeg have taget blodprøve?

Hvis de vidste alt det, hvis de havde gidet sætte sig ind i hvad, der foregik ville de måske ikke have sagt sådan...OG havde de været gode til mennesker havde det været ligemeget hvad de vidste om hans baggrund, bevæggrunde, så havde de ikke sagt sådan. Sådan siger gode mennesker da ikke?

Han havde taget fat i den der dims flere gange og både han og jeg var fulde af det klistrede gele, ingen tilbød en klud eller et håndklæde til at tørre hans hænder eller mine...

Vi var bare ingenting, vi var bare et nr. i køen...

Jeg vil aldrig ind til hende igen og Jakob skal aldrig ind til hende igen. Aldrig nogensinde.

Jeg vil behandles ordentligt når jeg kommer på sygehuset, det fortjener man da...de gør noget for en, ja...men det er også det de er der for!

Jakob var så glad da mor kørte med ham, men først da de var langt væk, de gik ud i forhallen og ventede på mig og da vi gik ud blev han så glad...

Jeg hader det sygehus-lort...det er det væreste. Behandlere i hjemmet det kan jeg klare, men sygehuset, det hader jeg. Jeg hader det fordi det er så koldt, så koldt.

Jeg ber til jeg aldrig bliver alvorligt syg eller at nogen af dem tæt på mig gør, for det er da et nedtryggende sted at skulle forsøge at blive rask....................

Føj...Føj....Føj.

Og så holder mor selvfølgelig med mig og lille Jakob..."sådan nogle dumme damer!" sagde mor. "De burde ikke arbejde med mennesker"...Hun var med inde, men hun sagde ikke noget, og det var jeg glad fr for selvom jeg kunne se på hende hun registrerede det damen sagde på samme måde som jeg, så holdt hun sig i skindet, for det er ikke hendes kamp. Det er min og jeg skal nok selv kæmpe den.

Hjemme havde far støvsuget, flyttet alle møbler og gjort det så fint, det var sødt.

Godt der er nogen, der har hjertet på rette sted...

Og det har jeg da også! Ingen skal bestemme om jeg skal have medlidenhed med min søn...INGEN.