Natteravne

I går havde vi gæster. Min mands kusine og hendes lille familie, og det er altid super dejligt at være sammen med dem, vi får grinet og snakket og de er bare rigtig søde både hende og hendes mand. Emma legede med deres to drenge som er jævnaldrende med hende, og hun havde glædet sig hele dagen til de skulle komme.

Moren spurgte om Jakob stadig reagerer på babygråd og det måtte vi konstatere at han gør...Han bliver stadig rigtig ked af det, når han hører babygråd og man kan se han føler sig usikker og bliver angst, når den lille "murer" og græder...Jeg har virkelig tænkt på om det stadig er sommeren, han forsøger at komme sig over? Kan han huske den sommer i vognen? I sommers var vi jo 14 dage på camping, den første uge var der ingenting...Men anden uge gik det helt i koks, han kunne ikke tolerere barnegråd og tilsidst end ikke grin og høje barnestemmer.

Jeg har en teori om at han simpelthen er blevet så overstimuleret af den første uge, at han derfor reagerer så voldsomt, og eftersom han så måske føler sig under pres en hel uge, er det simelthen noget han forener med noget negativt og ubehageligt. Han forbinder de to ting...Barnegråd og en ubehagelig situation han ikke kunne komme væk fra...Og det gør mig da ked af det. Hvis det er sådan det er...

For igår var der ingen tvivl om, at Jakob ikke nød besøget! Vi prøvede flere gange at tage ham med ind i stuen, men forgæves...Han var også på Emmas værelse sammen med Emma og drengene lidt, men det blev hurtigt for meget.

Og det gør altså lidt ondt på én, når han så sidder alene enten på sit værelse eller i soveværelset...Men, så slappede han af, så TV eller hørte musik...Så er det vores værdier vi forsøger at presse ned over ham? Fordi VI synes det er hyggeligt at have besøg, SKAL han så også synes det, for at være LIGESOM os??

Eller er det vigtigt at man forsøger at indkludere ham selvom han værger sig? Bryder man et negativt mønster på den måde? Eller gør man ham ondt ved at tvinge ham??

Jeg ved det ærligt talt ikke.

Jeg ved bare at han er en del af den her familie, og i sidste ende er man nødt til at mærke efter både på ham og sig selv. Jeg tror på man skal blive ved med at indkludere ham og introducere ham til ting han måske ikke bryder sig om, for at udvide hans horisont. Og så må man gøre det i det omfang det er forsvarligt...Han skal med ind og sige hej til folk, man skal prøve om han vil sidde med ved bordet, han skal være en del af samværet med os og andre.

På et tidspunkt finder moren en Kinder frem, de har lidt godter med til børnene og hun spørger om hun skal gå ind og give Jakob den, og det bliver jeg VIRKELIG glad for! For det er dejligt at folk ikke bare undgår ham, det kan godt være han er sart og gerne vil sidde for sig selv, fordi det måske er rigeligt for ham at skulle forholde sig til vores stemmer og tilstedeværesle, ved at LYTTE til det...men det betyder ikke at man skal undgå ham...Han bliver overstimuleret hvis han er midt i det hele, hvor han både skal forholde sig til synsintryk og lyde...Ihvertfald på en dag, hvor han ikke er i hopla, og det er så svært at vide hvornår det er...F eks til min svigerfars 60 års havde han en fest! I et lille lukket rum, med masser af mennesker, kunne han sidde og spise og grine. Godt nok havde han svært ved at sove, da vi kom hjem, men det betød så uendelig meget at han kunne være med under middagen og endda nød det.

Og jeg havde ønsket det samme igår...jeg havde en forventning om at han ville være sammen med os og dem og børnene, at han kunne have leget lidt med. Men, sådan er det nu engang med Jakob, nogle dage kan han rumme det og andre dage, kan det være forfærdeligt for ham.

Da de skal hjem siger de farvel til ham, henvender sig direkte til ham og det er bare så rart...At selvom han ikke har været så meget med osv. så siger de lige pænt favel og taler til ham...Jeg kan faktisk sidde og tude over det lige nu...For jeg ønsker mig sådan at Jakob er en del af det hele og at folk ser ham...De aer hans hånd, tager hånden...

Fordi jeg tror, ligemeget om han reagerer positivt eller negativt, så gør det ham synlig...Og jeg vil så gerne have folk skal se ham...De skal ikke bare tænke: Nå, han siger ikke noget, han er sart, han kan ikke tale, så ham behøver vi ikke at forholde os til...

For han er ikke usynlig.

Og vi er heller ikke usynlige.....Så selvom Jakob ikke altid er positivt stemt over for besøg, så skal vi stadig have besøg...For vores skyld og også for hans. Min mand og jeg talte om, at det jo ikke nytter noget at afskære Jakob eller os fra ting...Og jeg håber at folk vi holder af ikke tænker: "Skal vi nvitere dem eller ej? Og hvad med Jakob...Og hvad når vi er hos dem, kan Jakob mon klare det?"

Vi klarer det, Jakob klarer det :) For i sidste ende er det godt for noget. For os...

Da de er kørt går han amok, han skal rundt i alle rum og mærke roen og se de er væk...Og så græder han og græder og græder indtil han falder i søvn på sofaen....

Han vågner flere gange og kigger for blot at falde hen igen...

Vi nænner ikke at vække ham, det nytter ikke noget, det ved vi.

Kl. 2 gik vi til ro...Så i nat var vi natteravne igen...Da jeg vågnede imorges brød alarmens nådeløse bippen igennem min søvnmur...Jeg vågner ellers altid før uret...

Men så er det op og få lavet morgenmad til Emma, gøre mig selv klar og så hende bagefter og så lister vi os afsted, mens Jakob sover videre...Jeg går lige med ud for at vinke og sende hende op mod skolen og så sidder jeg her, jeg er træt, men har så svært ved at lægge mig igen...Nogle gange ville jeg ønske Emma kunne blive fulgt af min mand...At jeg bare kunne sove, for...

Natteravne, sover de ik længe da?