Skal jeg sætte tal på?

Vi er blevet opmærksomme på, at Emma har svært ved tallene...Hun kan sagtens tælle til 100, men hun kan ikke genkende tallene...

Allerede da hun var 2-3 år kunne hun tælle til 20-30 uden problemer og på engelsk...No problem.

Men hun har rigtig svært ved at kende tallene, især dem fra 11-20 og når de nu i første klasse er startet på plus og minus stykker, så er det med lektier sommetider en smule anstrengt. Men det gætter jeg på at mange børnefamilier med skolebørn kan nikke genkendende til?? Barnet er ukoncentreret og gider ikke, træt efter en lang skoledag osv. og forældrenes tålmodighed hænger måske i en let laset tråd :) Ikke særlig god kombi.

Men jeg kan lave mit eget lille plusstykke, for oveni regnestykket: "træt og unkoncentreret barn + lettere træt og utålmodig mor", så kan jeg tilføje + ekstra høje forventninger!

For igår tog min mand mig i at sige: "Gud, jeg vidste ikke du var så dårlig til det med tallene?" til Emma...og jeg ved godt selv at det ikke er omvendt psykologi, men simpelthen en træls udtalelse, som jeg måtte forklare hende og forsøge at lappe sammen med gloser som: "Det betyder ikke at du IKKE er en klog lille pige, men det overrasker mor, at du har svært ved tallene, men det skal vi nok få styr på!"

Jeg fandt på at lave en tavle med tallene fra 1-30 og så råbte jeg dem op, lidt ligesom i Banko og så skulle hun sætte ring omkring tallet, på den måde synes hun pludselig det var sjovt! Og vi gentog legen 3 gange og hun ville igen imorges.

Men tilbage til min faux pas! Hvorfor sagde jeg sådan??

Jeg ved godt hvorfor...

For mig er Emma perfekt. Hun er smuk, hun er hurtig, hun er klog, ikke kun fagligt, men også på livet. Hun er omsorgsfuld og retfærdig, hun er et godt lille menneske og hun er SMUK. Folk kigger på hende, da vi var i Christiansfelt forrige sommer var der et par, der højlydt talte om, hvor flot hun var. Da hun sidste sommer løb rundt i venindens have, havde en af naboerne sagt til manden eller damen, hvem den smukke pige i deres have var...Da Emma og en veninde stod ude foran vores hus på fortovet, kom nogle store piger cyklende forbi og råbte: "Nårh, se lige hende der med det mørke hår, hvor er hun nuttet!" Og jeg ved det var Emma de mente for hendes legekammerat den dag havde lyst hår!

Med andre ord, hun har alle mulighederne for at få et fantastisk liv, hun kan opnå alt hun vil...Hun kan leve op til hendes potentiale...

Og det forventer jeg. Nok mere end jeg selv lige troede...Måske forventer jeg at hun skal blive alt det Jakob ikke kan blive??

Jeg har altid sagt at jeg ikke vil presse mine børn...De skal udvikle sig til det de ønsker, det de selv ønsker...Emma har i 4 år sagt hun vil være frisør og med den vilje hun har, så bliver hun det sikkert. Ønsker jeg hun får en universitetsuddannelse? Måske...Men, jeg tager mig selv i det, for det er jo ikke mit liv...Hun skal leve, men hendes eget. Jeg startede på litteraturvidenskab, fordi alle forventede det af mig...Hele min skolegang var let og jeg kom ud med 13 taller som det hed dengang...Jeg tog på uni...det forventede alle!

Men jeg var ikke lykkelig der og det endte med at jeg skiftede til Business og Marketing...Men idag ved jeg, at jeg nok skulle have været en hel anden vej, jeg havde bare ikke modet til at gøre det.

Jeg skrev rigtig meget som barn og teenager, sidst mine forældre var her fortalte min mor at jeg som ganske lille, bare 3-4 år kunne sidde alene på mit værelse i timevis og lave ting, tegne og skrive...Som teenager skrev jeg masser af digte, og kom pludselig igang med en masse ting, jeg skrev sange til konservatoriet, jeg lavede digtsamlinger og deltog i koncerter...Men, jeg kunne ikke rigtig håndtere det, og da en amerikansk musiker engang spurgte om han måtte få nogle af mine tekster med til USA, sagde jeg nej. Jeg var slet ikke klar...Jeg var kun 15...

Nu er jeg begyndt at skrive igen, men ikke længere fordi folk forventer det af mig FORDI jeg kan...fordi jeg selv har driften og desire til at gøre det! Og så er de ord, der kommer ud absolut ærlige og oprigtige.

Og sådan skal Emmas valg også være...Jeg vil ikke lægge mine værdier ned over hende, jeg vil ikke have forventninger til hende, som hun tynges under.

Tænk, bare fordi det røg ud af min mund igår...opdagede jeg, hvor mange usagte forventninger jeg måske har til hende. Hun er det perfekte barn, så jeg forventer hun kan alt...Hvor er det unfair og forkert. Jeg har slet ikke de samme krav og forventninger til Jakob, måske forventer jeg i virkelighden for lidt af ham, fordi professoren har sagt til os at der vil være loft på, hvad Jakob kan opnå i sit liv, er jeg så stoppet med at drømme på hans vegne eller forvente ting?

Godt jeg fik standset op...Trukket i nødbremsen...Men det er nok en naturliug reaktion, når man har et handicappet barn OG et normalt barn...Måske forventer man eller håber der IKKE er nogen problemer med det normale barn, at det bare vil sejle gennem livet i en lyserød båd...

Men Emma er Emma og det skal hun have lov til at være. Emma er kreativ og kan lave en masse ud af ingenting. Giv hende to toiletruller og lidt sølvpapir og så har hun kreeret en hårtørrer på ingen tid. Hun bliver måske ikke et matematik-geni eller måske gør hun? Det er ikke væsentligt. Det væsentlige er at hun har det godt med de valg hun får taget og det vil jeg hjælpe hende med. Jeg vil ikke udvikle mig til en gal soccer-mom, der råber og skriger på sidelinien.

Aldrig.

Og måske skal jeg istedet til at "forvente" lidt mere af Jakob, måske har jeg ubevidst givet lidt op, fordi professoren har sagt sådan...

Én ting er dog sikkert, jeg vil aldrig presse mine børn, det kan godt være jeg kommer til at forvente noget af dem, men jeg vil ikke presse dem til at opnå det. Hellere støtte og rådgive...og så må de selv vise, hvor de er født til at ende.

Og håb?

Jeg må vel godt håbe at livet bliver let for Emma og for Jakob...

Skal jeg sætte tal på, hvor meget jeg håber de får et liv, hvor deres potentiale bliver opfyldt...så må det være 10 ud af 10. Og det har ikke noget med forventninger og pres at gøre. Det er bare mit HÅB...Er håb i virkeligheden forventninger, der er pakket politisk korrekt ind??