På besøg i børnehaven

I går var Jakob og jeg på besøg i børnehaven. Det var egentlig mit eget forslag, bare for at sige goddag på den lille sommerfuglestue, og for at prøve og træne/lege lidt i deres fys rum.

Han var glad da vi kom ind og synes det var okay spændende, og han blev også glad for at se fys.

Vi startede med at gå ind i fysrummet, hvor han fik lov at prøve sansegyngen, hun bemærker at han ikke lægger hovedet ned...altså at han er på vagt og ikke rigtig giver slip, forståeligt nok. Hun viste mig flere øvelser på den store bold. Jeg tændte min telefon med musikken og der er ingen tvivl om, at det var en lifesaver som altid, den kan distrahere ham, for ellers er jeg ikke i tvivl om, at han ville have været ud fra rummet. På et tidspunkt kan jeg høre et barn, der græder højt og han reagerer med det samme, så jeg sætter mig hen bag ham et øjeblik.

Bagefter går vi ind og siger hej, børnene er ved at spise og er delt op, så de små spiser sammen og de to store i et andet rum. Jakob kigger, men kigger alligevel ikke...og da vi går ind til de lidt større, hiver han fat i dørkarmen, han vil ud...

Fys foreslår vi går på legepladsen, det er rigtig fint med trampolin, klatrestativ og rutschebane og Jakob prøver det hele :)

Og så er besøget forbi.

Det er klart for mig, at "vi" ikke rigtig hører til dér. Det virker simpelthen forkert, men vi er selvfølgelig også bare på besøg. Jeg kan ikke se Jakob der...Han skal træne hjemme, der udfolder han sig meget mere, også sammen med fys, der er simpelthen større chance for at han udvikler sig ordentligt, når han er tryg.

Der er det sociale aspekt, det med at se børn, de har tilbudt os at vi må være med til morgensang en gang om ugen, hvilket betyder at Jakob skal op samtidig med os, vi skal nå i skole med Emma og så ud i morgentrafikken. Det pres, det hurtige morgenskema og ind og ud af bilen flere gange, alle de skift duer ikke med Jakob, jeg kan ikke se han får en god dag på den måde. Men jeg kan sagtens se at han skal lege med andre børn, men nogle gange glemmer man måske at han ikke er så gammel mentalt endnu, han er ikke rigtig der endnu og krydrer man det med det lidt autistiske i ham, så er det en kompliceret cocktail for man ved jo at børn lærer af hinanden på en anderledes måde end noget vi nogensinde vil kunne give ham, de lærer social conduct og spilleregler. men hvis han ikke selv inviterer eller er mentalt klar, så får han jo intet ud af det alligevel.

I går havde Emma en legedate, og min mand henter hende, moren beslutter sig for at gå en tur med pigen og lillebroren, så de følger Emma hjem og kommer hen til havelågen sammen med min mand, jeg går ud for at sige hej. Og lige pludselig kommer Jakob gående ud i haven :) Og så er det tydeligt, at moren ikke vidste Emmas lillebror er handicappet...det kan man bare se på folk, den måde de tøver på, kigger på. Men der er dælme forskel...for der er træls kiggen, og der er forståelig kiggen...og det her var det sidste..."hej med dig" siger moren til Jakob og han kommer helt hen til lågen og kigger.

Det er så sødt...Og så ønsker man sig jo at han kunne få noget feedback fra børnene, fordi man ønsker at se ham social og blive svaret, når han inviterer til kontakt, men det ved de jo ikke og det skal de ikke vide, hvor skulle de vide det fra...

Men jo man ønsker sig han får venner...og specialbørnehaven er jo et godt sted at starte, jeg håber bare vi kan få mulighed for at være med på et mere passende tidspunkt...Jeg aner ikke om der findes mødesteder, ligesom da han var helt lille og man kunne komme til babycafe og tale med andre forældre og børn med handicaps...Men dengang var jeg ikke klar og han var heller ikke for den sags skyld.

Det må jeg undersøge...