Måske...Og...Helt sikkert

Måske er Jakob ved at sjølfe sin lur? De sidste 3 dage har han frivilligt sprunget den over, så sover han længe, og holder helt til kl. 21:30-22. Midt på dagen hviler han og hygger lidt i sengen, men han sover ikke, og efter 10 min eller 15 min er han klar igen.

Det ville være super rart. hvis det er rigtigt...at han er ved at kunne undvære luren, for det giver en mere normal rytme.

Igår var Jakob pyler og ked af det, jeg troede han måske var ved at blive syg, for det kan ofte være opstarten til en sygdomsperiode, men så kom jeg til at tænke på vi jo havde været ibyen om onsdagen...Og selvom det jo gik fint, så er Jakob mere anspændt i en situation som byder på anderledes ting, og så kan der komme en reaktion dagen efter. Men, det er ikke altid...

Med Jakob skal man virkelig føle efter, han kan være så omskiftelig at det af og til er svært at følge med, selv for os som er tættest på...

Igår da vi skulle sove, tog han fat om min nakke med den ene hånd, for så skal vi kramme, lige så stille og sødt trækker han mig ned til sig og så holder vi om hinanden, det er det bedste jeg ved. Jeg elsker når han viser behov for kærtegn og nærvær.

Igår var min mand i byen med en god ven, og så hyggede ungerne og jeg. Vi legede i haven og de sad ekstra længe i badet. Det var nu mest Jakob der nød det...Emma var træt og halvsur, og sad i karret o muggede...Så numsede Jakob helt tæt på hende, og så kigger han så inderligt på hende og smiler, som om han vil gøre hende i godt humør...og når det ikke hjælper, så aer han hendes arm, lige så stille, så vender han hånden med håndryggen mod hendes arm og aer lige så stille.

Jeg bliver så glad indeni, for det viser han har noget empati, at han føler noget og reagerer, når han ser på hende.

Og jeg kan se på Emma at det også betyder noget for hende...Vi har købt en dvd med et program vi så, da vi gik i samtalegruppe tidligere på året...en udsendelse på DR..."Jeg vil ikke bytte"...det er et dokumentarprogram om hvordan det er for søskende at have en handicappet bror eller søster. Man hører børnene give deres syn på livet med en handicappet. Og min mand og jeg talte om at vi så dette program da det blev sendt i TV for nogle år siden, vi kunne huske det...Men, dengang græd man ikke da man så det, dengang kunne man ikke relatere sig til det på samme måde som nu. Så at se programmet igen, var ret vildt...

Vi anskaffede os den dvd, for vi synes Emma skulle se den, især den ene pige mindede nemlig meget om hende...omsorgsfuld og kærlig, og hun tog en masse ansvar...

Man følger tre forsk. familier, og den ene er en dreng, der er autist...Og det kunne man se skræmte Emma, for han ville ikke tage imod kærtegn, så ud som om han disengagerede sig i familiens samvær..."Det ville være værre for mig mor, hvis Jakob var sådan".

Og det er fordi - tænker jeg - at man er angst for ikke at kunne vise sin kærlighed ordentligt, og få den ordentligt retur...

Så når Jakob forsøger at trøste Emma, så bliver hun glad...og jeg bliver glad fordi der er et samspil imellem dem.

Jeg har selv arbejdet med autistiske børn og man kan føle de disengagerer sig eller hellere vil være alene end tage del i samvær med andre, og det kan føles frustrerende, at man ikke føler man kan nå HELT ind. Ind til kernen.

Sådan føler vi det også af og til med Jakob, og især da han var mindre havde han autistiske træk. Som baby reagerede han nogle gange negativt på for meget berøring, men det har været hans høje level af sensitivitet, og ikke autisme...Men, af og til tænker man: "Kan jeg nå helt ind til kernen, kan jeg nå helt ind til ham? Og forstår han mig virkelig og forstår jeg virkelig ham?"

Men, når han så ser på en med hans store, kæmpe, dybe brune øjne, omkranset af de kæmpe øjnvipper...de dejlige milde øjne, der betragter en, munden der smiler til en, hånden der rækker ud efter en, for så skal man holde i hånd lidt...Så ved jeg han er der! Så ved jeg vi er nået dertil...Hvor vi virkelig ER sammen.

Helt sikkert.