Sikken fest!

Sidste år til vængefesten kunne Jakob ikke spise med, han blev hurtigt ked af det...

I år...My God, sikke en forskel. I år, da skreg han når vi gik hjem med ham...Han ville feste mere, han var med både til kaffen og grill om aftenen, og først kl. 21 fik jeg ham lokket med hjemad til noget natmad.

Og hvor er det bare godt sådan noget her...vængefest, det lyder kedeligt og forstadsagtigt, men det er vist kun snobberi at tænke sådan. For det er virkelig superhyggeligt lige at snakke lidt med sine naboer, grine sammen og opdatere hinanden. Og ikke mindst får børnene leget...Emma fester endnu selvom kl. nærmer sig 22, og børnene leger allesammen sammen. Alder betyder ikke noget, de ruller på rulleskøjter, hopper på trampolin med lommelygterne tændt, en af naboerne har sørget for snacks til ungerne.

Vi har grillet og alle kom med noget tilbehør, som så blev stillet på et stort bord. Folk griner og snakker og går ud og ind af hinandens huse.

Og alle er så søde...alle smiler til Jakob, flere har båret rundt på ham, har gået rundt med ham i hånden, og flere kommer hen og snakker med ham og hilser på ham. Hold fast mand, hvor betyder det meget...At folk er så åbne.

Vi var inde hos en af naboerne, som også har børn, vi så deres ipad, og lille Jakob fattede med det samme pointen, og tog mandens hånd, for så skulle han hjælpe ham med at pege...:)

Sådan en MÅ vi have fat på, jeg tror virkelig på det vil kunne udvikle Jakob helt vildt.

En af de små piger sad ved siden af Jakob og aede ham på håret...Det er bare så fedt at se...Og Jakob numsede bare rundt og fjollede og hilste på alle folk...

Det er bare den bedste dag. Ovenpå alt det sommerferie-halløj, hvor Jakob var sååååå sart overfor lyde osv. så er det fantastisk at opleve ham med mere overskud. Han blev ked af det når børnene skreg meget, men slet ikke som i ferien.

Jeg havde troet vi kun kunne være med til kaffen ligesom sidste år, jeg havde forberedt mig på at Jakob og jeg skulle spise herhjemme, men sådan blev det sørme ikke! Skønt, næeh vi sad sammen med en anden børnefamilie, og Jakob sad endda alene med dem et øjeblik, hvor jeg lige skulle hente noget. Men, han kender dem også for Emma leger ofte med deres piger, og vi taler ofte sammen på gaden, når vi liiige støder på hinanden. Og hvor er det dejligt at bo i sådan et vænge, hvor man hilser på hinanden, hvor man hjælper hinanden. Om det er en kop sukker eller om det er at tømme hinandens postkasser og holde lidt øje, når man er på ferie...Det betyder bare meget....Og den dag Jakob fik et slemt anfald og vi måtte ringe 112 kom nabokonen løbende og spurgte om hun skulle tage sig af Emma. Så hun tog hende med over i haven og så tegnede de sammen.

Jeg er glad for at bo her...Selvom nogen ville sige at det ikke er særlig fancy...det er ikke en stor patriciavilla, det er ikke nybyg-område. Det er et typisk parcelhusområde...Og I don't care. Jeg er ikke snobbet på nogen måde, jeg er glad for at være hvor jeg er, lige nu. Og jeg håber vi kan blive her altid, at det er her vi bliver gamle. Selvom de kalder det skilsmissehuset, og alle de foregående 7 par, der har boet her er blevet skilt. Jinxed?? Måske, men jeg er heldigvis ikke som de fleste, så jeg er sikker på vi bryder traditionen, for jeg føler nærmest jeg er ved at blive nyforelsket i min mand...

Vi har virkelig fundet hinanden igen og styrken i os selv og i vores fælles drøm...Vores lille familie. Men, hold kæft hvor har vi også kæmpet for at nå hertil.

Men, sikken fest vi har nu. :) Og jeg vil have lov til at nyde dette moment, denne perfekte dag...For jeg ved der kommer mindre perfekte dage. Men, sådan er vel i virkeligheden livet?

Nothing or nobody is perfect. Men derfor kan man vel godt holde fest?