Boligdrømme eller boligmareridt?

Boligprogrammer...Jeg synes de popper op i alle mulige afskygninger på TV...Kampen om at finde det smukkeste hjem i Danmark...Og man kommer med indenfor i de flotteste hjem, skønne arkitektoniske linier og perfekt indretning efter boligmagasinernes forside...

Og jeg kigger med...men samtidig får jeg total dårlig samvittighed over vores eget hus, haven, der groer til fordi vi ik aner hvad vi skal gøre med div. staudebedde vi har købt nye blomster og planter mindst en gang hvert år siden vi flyttede ind.

Carporten, der er faldefærdig...

Indenfor, hvor gangen stadig ik har noget lys eller væggene der burde males...

Jeg kigger med, men jeg er ikke sikker på de programmer gør noget som helst godt for mig. For idag har jeg stormet rundt og ryddet op og flyttet rundt og tænkt: Hold da kæft mand, hvor ser her ud!

Men efter en cykeltur med Jakob, efter lidt leg ude i vores campingvogn, som også roder...

Tja, så synes jeg egentlig ikke her er så forfærdeligt, til trods for alt det jeg kan se burdes gøres.

Igår var der et program om en soldat, der havde fået post traumatisk stress og hans søde kone eller kæreste, fik et bolig team til at komme på besøg og lave ny terrasse osv.

Min mand og jeg snakkede om at vi ville være oplagte emner til et sådan program...Forældre til en handicappet dreng osv. osv.

Men jeg tænker faktisk, at det ikke, er det jeg ønsker mig. Jeg ønsker ikke at der kommer en masse mennesker på besøg her og sweeper ind over huset og gør det til et poster-eksempel på et IKEA hjem...de ender altid med at se lidt ens ud...opsat moderne eller retro agtigt...

Jeg vil hellere bare sætte mit eget præg på vores hus, på vores liv...Og så er det ikke sikkert det er færdigt i løbet af 3 dage, det er det ikke! Det kan være et livsprojekt, der kan gå 5 år eller 10 år før vi får overskud til at skifte carporten...So what.

Min mand har selv sat træhegn op foran vores terrasse og det er så fint, han er faktisk rigtig dygtig, det går bare lidt langsomt, og who cares? Lyset i gangen, det skal nok komme op...engang. :) Hver gang jeg kigger på noget, han har lavet, så bliver jeg stolt af ham, og tænker: Det har min mand lavet. Og så holder jeg lidt mere af det...I efterårsferien sidste år, tog jeg i sommerhus med børnene, og vi var blevet enige om at Emmas værelse skulle have en makeover, det fortjente hun! Så min mand brugte den uge på at male vægge og lofter på værelset, han var i div. boligforretninger og købe lamper og nips og puder og dims. Han havde fået lavet plakater af hendes yndlingsserier og en opslagstavle med små billeder af familien og ting hun selv havde tegnet...Og hun anede ingenting...Hun fik også sit første TV...og jeg vil aldrig, aldrig glemme hendes ansigt, da hun trådte ind på sit nye værelse! Hun blev så glad...det var fantastisk og hun fløj sin far om halsen...

Og hun elsker sit værelse, og hun ved det er hendes far, der har lavet det helt selv...en hel uge efter han havde været på arbejdet, hver dag, arbejdede han på hendes værelse...Og det betyder rigtig meget for hende!

Jg har det godt her og børnene har det godt her! De er ligeglade med om gangen trænger til maling eller om der er lidt ukrudt i vores bedde.

Og det er jeg egentlig også, men de boligprogrammer overbeviser mig om noget andet. Så jeg tror jeg vil stoppe med at se dem...