Sushi...comfort food - silent politics

Dejlig hyggemad, man finder tryghed i, trøster sig med, sådan bruger amerikanerne "comfort food" jeg ved egentlig ikke om det knytter sig til noget specielt f eks mac and cheece agtigt eller om det mere er southern style cajun.

Men, sushi for mig...det er comfort food. Elsker sushi...får det lidt bedre når jeg har spist sushi :)

Og igår afprøvede min mand og jeg en ny sushi reatuarant, vi har efterhånden prøvet alle dem, der er her i vores "lille" storby.

Farmor passede børnene og vi tog alene på restaurant, det var super hyggeligt. Vi grinede og snakkede og fik vendt en masse ting. Vi fik kigget hinanden dybt i øjnene, og det er bare super fedt, når det går op for en, at man har noget helt specielt sammen, vi er nået til det gode punkt i vores forhold, vores liv...I forgårs havde vi 3 års bryllupsdag. Tiden går hurtigt, men ikke hurtigere end at man kan følge med trods alt.

Vi er nået der til hvor vi hviler mere i hinanden, vi hviler mere i den her situation vi er i. Vi har affundet os med Jakobs tilstand, og er virkelig begyndt at nyde nuet. Hjemmetræning er det helt rigtige for Jakobs behov, og at høre professoren sige det, betød at jeg endelig fandt en ro i det. Man er så forhippet på at han skal ud og passes, folk er så forhippet på det, men det er ikke det rigtige for Jakob! Han skal have ting i små doser, og stadig have sin faste base, som betyder at han kan håndtere flere ting, hvis han ikke grundlæggende er tryg, så kan han ikke klare nye situationer. Det er rigtig fantastisk endelig at forstå det.

De sidste 3 år har været en rutschebanetur...vi har kørt oppe og nede og ikke samtidig faktisk. Når min mand har haft det svært har jeg haft overskud og omvendt, det er måske en mekaisme der sætter ind. At når den ene bliver svag, så finder de anden sin styrke frem.

Jeg er glad for den lethed, der er kommet imellem os, det er nemmere at smile og give hinanden et kram.

Igår var min mand til begravelse, en mand i 40erne med børn...Og han skrev til mig at vi skal huske at leve i nuet. Det var han kommet til at tænke på da han sad der midt i det hele...

Og det er sandt, når man oplever at folk dør alt for tidligt har man pligt til at få noget positivt ud af det...Og vi snakkede om, hvor vigtigt det er, når nu man har fået livet, så SKAL man få det bedste ud af det man kan. Bare det faktum at vores lille verden eksisterer i verdensrummet, at vi går rundt her som levende væsner med forstand og følelser, det er så mindblowing at man har pligt til at skabe sig et godt liv.

Døden er ikke det mest opløftende emne, men jeg er sikker på at det ikke er et endegyldigt punktum, jeg er sikker på man vandrer videre på sin færd, at sjælen flyver omkring og stadig er blandt dem den elsker, og jeg er sikker på man forenes engang. Det vil jeg tro på.

Man hører så meget om kræft, hele tiden kender man en, der har det eller har fået det, og nogle gange er det fatalt.

Jeg kan føle mig skidt tilpas, jeg kan liiiige pludselig blive angst for om jeg har det, om jeg får det...men det er en negativ tankegang, der ikke er god for mig. Man kan ikke vide om det rammer en, men man kan da forsøge at leve et sundere liv for at forebygge det.

Og kva alt det her med død og dødelighed. Jeg så det program igen igår med de piger, der har Downs...Som den ene sagde - noget i retningen af - at de er en uddøende race...

Og jeg græd faktisk...Jeg synes det er så trist at der ikke er plads til mennesker som kræver lidt mere...som ikke er selvstændige. Jeg elsker forskelligheder. Jeg synes det er ærgerligt at folk, der falder uden for normen føler de skal undskylde deres egen eksistens, og jeg mener ikke kun mennesker med Downs, men også andre handicaps og folk i samfundet som ikke føler de kan finde deres rette plads.

Jeg synes virkelig samfundets ressourcer ofte bliver brugt forkert! Der skal da være plads til mennesker med ekstra behov! Der skal være plads til de mennesker, der selv føler de lever et godt liv...på deres præmisser, det skal ikke bare være en selvfølge at man kan få en abort, for at bortskaffe det samfundet synes er det dårligt liv!

Når man hører om byer, der bruger millioner på mærkelige skulpturer i deres bymidte, for at hylde kultren og den finborgerlige højborgs essens, så kan jeg kaste op. De penge burde bruges på at glæde de ældre på plejehjemmene, eller genopretning af nogle af de faldefærdige skoler. Hvor er kulturen, hvis vores gamle forfalder i ensomhed eller et uværdigt farvel til livet eller vores børn ikke kan få en ordentlig uddannelse.

Jeg bliver ked af det.

Om nogle år bliver jeg sgu nødt til at gå ind i lokalpolitik. Jeg kan næsten ikke klare den her tendens vi styrer imod. Nedskæringer alle de forkerte steder, forkerte prioriteringer af skatteborgernes penge.

Og så sidder de der alle politikkerne med deres kæmpe pensioner, det er nu ikke så meget det, men de kan gå på pension før os andre? Hvorfor? De kører rundt i ministerbiler og sidder til bords med dronningen. Folk der tjener millioner får stadig børnepenge...

I en tid, hvor alle andre skal spare, skal arbejde længere, skal strække sig længere...Kan ikke lide den her tendens med MIG, MIG, MIG. MIT, MIT, MIT.

Det er ikke så meget det med at tage fra de rige og give til de fattige, for man skal også have lov til at føle man får noget ud af det, når man præsterer noget. Det drejer sig mere om, om man ikke kan forvalte de penge man har anderledes? Som i en ganske alm. husholdning...Hvis man skal spare, så er det vigtigst at dække basalbehov. Man skal have tag over hovedet, og mad på bordet. Så må designermøblerne og drømmebilen vente til man har råd. Man prioriterer...Det burde samfundet jo også gøre, og det gør det måske også, men jeg synes bare det bliver gjort forkert! Når der er økonomisk krise, så er det ikke kultur og uformelige statuer man skal bruge penge på. Man skal sørge for at vores rammer i samfundet er iorden, så ingen lider nød. Jeg synes mange politikkere vælger at tage fra de svage, måske fordi de har den svageste stemme og for at være vælgerpleaser tør man ikke gå i lag med de tungere i samfundet. Og så tror jeg der ligger sådan en usagt tendens til at man tænker: Folk som ikke yder ik fortjener mere end det mest nødvendige.

Jeg mener også at kongehuset bør spare i en tid, hvor samfundet sparer. Vi lever i en moderne tid, ikke i oldtiden. Hvis de virkelig skal og vil være forbilleder, så burde de følge samfundets op og nedture. Stå last og brast med folket. Det lyder så ridderligt og gammeldags, men når folket ændrer sig, bør de også. Normale lønninger og conditions. Mindre biler og færre designmøbler...

Det her er ikke kun en holdning jeg har tilegnet mig efter jeg har fået Jakob, når jeg tænker tilbage, har jeg altid følt sådan. At de svageste skal tilgodeses. Lige siden jeg var lille har jeg taget de svageste til mig helt naturligt. I folkeskolen blev der uddelt diplomer, da vi gik ud af 9ende klasse. Jeg fik diplommet for bedste kammerat. Ofte var det mig mine klassekammerater kom til hvis der var problemer og de betroede sig. Op gennem mit liv har jeg mens jeg læste valgt folk omkring mig som måske ikke var de stærkeste. Mens jeg læste på Busines College var jeg besøgsven for en fantastisk ældre dame og frivillig i en hjælpeorganisation. Da jeg studerede var jeg medlem af dyrenes beskyttelse. Inden jeg startede på min videregående udannelse tog jeg til Afrika og England og arbejdede som frivillig, det er vigtigt at man gør noget for andre, for det gør virkelig en til et gladere menneske! Og så synes jeg der er en bedre balance i tingene, hvis man hjælper andre, må man også gerne tilgodese sig selv og sine egne behov.

Det har altid faldet mig naturligt at gå efter mine drømme, bare ikke på bekostning af andre. Mit første job som marketingasistent, efter jeg var færdig på Business College var som assistent for en koordinator, i et stort dansk firma. Og jeg husker det som var det igår. Hun var kørt totalt ned, og sad og græd om morgenen. Det resulterede i at jeg græd, sammen med hende. Og jeg glemmer aldrig det min chef sagde til mig: "Glem hende, du er nødt til at være hård og tænke på din egen kariere!"

Det kunne jeg ikke og jeg sagde op. Bagefter tog jeg job som sælger, men heller ikke den mentalitet kunne jeg forene mig med, når jeg talte med de små forretningsdrivende, der beklagede at de ikke havde råd til at investere, så sagde jeg: "Det kan jeg godt forstå." Istedet for at presse på.

Jeg har seriøst brug for comfort food. NU.