Undskyld vi er her

Det program har vi lige set...om 3 unge kvinder med Downs Syndrom...

"Undskyld vi er her" Den titel kan jeg ikke lide...Den gør mig ked af det. I et samfund, hvor de fleste vælger børn med Downs fra...Så ligger der nok en løftet pegefinger i selve titlen, de der har lavet programmet har helt sikkert hjertet på rette sted, for de prøver jo at vise at man sagtens kan have et godt liv selvom man har Downs. Så selve titlen er ironisk...

Men, den ene af pigerne er meget bevidst om sit handicap og hun siger hun lever i en drømmeverden, at hun nogle gange ville ønske hun ikke havde Downs.

Men, det er jo ikke det samme som at sige at man ville ønske man ikke levede...

For jeg er ret sikker på hvis man spørger voksne med Downs, så synes de ikke de har et dårligt liv! Det er samfundet, der har bestemt at det er et tilstrækkeligt dårligt liv, til at man kan retfærdiggøre terminering! Abort...Forældre kan vælge det fra fordi det er tilpas besværligt, et dårligt liv...For hvem? Barnet eller forældrene?

Jeg ved ikke hvad jeg skal tænke.

Man ser den ene pige handle i Fakta med sin kæreste...Lever hun et dårligt liv fordi hun skal have en meget udførlig seddel og skal spørge en ekspedient om hjælp?

Er det fordi der er pædagoger der er tilknyttet bostedet...de bliver måske aldrig helt selvstændige mennesker i den alm. forstand.

Er de en byrde for samfundet?

Hvad med folk der får kunstig befrugtning på samfundets regning. Hvad med kriminelle, der belaster samfundet og fylder fængslerne og koster os penge. Hvad med folk der har et alkoholproblem og ikke kan arbejde og yde. Hvad med kræftpatienter. Hvad med folk der har en depression.

Hvem bestemmer hvad der er et dårligt liv og hvem der skal termineres? Hvem man som samfund gladeligt bruger penge og ressourcer på?

Hvem er det der skal undskylde for at være her??

Jeg sætter mig ikke til dommer over at folk ikke skal have deres livsdrøm, at samfundet ikke skal hjælpe med befrugtning et antal gange, jeg tænker ikke at folk med alkoholproblemer er dårligere mennesker og jeg tænker ikke at kræftforskning ikke skal have ekstra ressoucer.

Og jeg tænker heller ikke at børn med Downs bare skal vælges fra.

Men, det er så bare min lille bitte mening, fra mit lille bitte ståsted. Her hvor jeg står med min lille Jakob...Og folk vil sige "Jamen al den smerte I har oplevet, ville I ikke gerne være den foruden, vær nu ærlige".

Jo smerten ville vi gerne have været foruden. Men, ikke alle de skønne dejlige oplevelser. Og den åbenbare verden Jakob har åbnet for os...Man bliver et meget mere dybt menneske, når man bevæger sig op og ned under overfladen, og det er en god ting. Man lærer en masse om livet...Nu gik jeg lige og tænkte på, at min søster ringede igår, hun skulle passe børn i weekenden fordi vi skal til en fest hos min mands onkel, der bliver rund. Jeg havde glædet mig til en aften med fest og lidt ballade og god mad. Jeg havde købt de flotteste sølvsko og jeg har taget dem på flere gange, for bare liiiige at se...for de er sååå fine. Men, så ringede min søster og aflyste fordi hun har feber og diarre. Og jeg kunne høre hun havde dårlig samvittighed, "fordi jeg ved du må have glædet dig til at komme ud". Og min mor sendte også en besked om at det var synd jeg ikke kunne komme med.

Men, det er ikke synd. Min tærskel for hvad jeg bliver skuffet over, hvad jeg synes er synd for mig, den er blevet sååååå meget anderledes. Næeh, det er ikke synd og jeg er ikke ked af det. Istedet glæder jeg mig til en dejlig aften med mine børn...Og jeg jeg glæder mig til min søster kommer en anden gang og hygger med børnene og os.

Det kan ikke vælte mig. Det har Jakob lært mig, og det er en fantastisk ting at have lært...Det er vældig befriende. Ikke at blive skuffet og ked af ting, som ikke burde vælte noget. Jeg kommer til en anden fest...

Det der er med det...det er at, når man får et barn, så vil man elske det ligemeget hvad! Når det først er kommet! Sådan er forældrerollen. Elsker forældre med Downs deres børn mindre?

Men, mens man bærer på en lille "reje" i sin mave, så har man intet forhold til barnet og kan ikke sætte sig ind i hvad det vil sige, så selvfølgelig siger de fleste "nej " til ekstra arbejde og sorger. Det dømmer jeg ikke. Jeg dømmer ikke noget, jeg bliver bare ked af det, når jeg tænker på man går mod et samfund, der skal være så perfekt! I imperfektion ligger så meget lærdom og forståelse. Hvorfor er det samfundet, der automatisk tilbyder abort, måske det ville være mere hensigtsmæssigt, hvis man selv skulle bede om det. På den måde bliver det ens eget aktive valg og ikke bare noget man får serveret...Vi kender også par, der har valgt et barn med Downs fra, det dømmer jeg ikke. Det er folks personlige valg, det jeg synes er ærgerligt er, at samfundet bare tilbyder det som en åbenlys og naturlig mulighed. Det bør det virkelig ikke være...

Selvfølgelig kan der være tilfælde hvor handicappet er så svært at det er umuligt at få et levedygtigt barn, og så er der jo kun abort...Jeg tænker bare, hvorfor terminere én, der kan få et dejligt liv. På deres måde...

Man kan jo også komme til verden ganske normalt og senere hen få en hjerneskade pga uheld eller sygdom, man kan blive handicappet som følge af sygdom, skal man så også termineres? Er man så ikke et godt liv?

Jeg synes den udvikling vi driver imod er ærgerlig. Jeg så en pige i TV Avisen, der havde Tourettes. De børn kan også sorteres fra. Hun gik på uni og havde et godt liv, synes hun selv. Så hun synes det var spøjst BARE at terminere disse børn.

Og det synes jeg også.

Et liv...Er et liv. Men, det er vist ikke så meget værd nu om dage.

Ja...Undskyld mig.

Igår aftes sad jeg i stuen, mens min mand fjollede med Jakob inde på hans værelse...Og jeg kan høre hvordan de hygger sig. Min mand griner ikke så tit...Ikke sådan helt ærligt og ukontrolleret, helt nede fra maven...Fuldstændig hjerteligt og frit. Men, igår legede de en ny leg, for der er spilopper i Jakob for tiden, og jeg kunne høre min mand grine såååå højt. Så højt at jeg tænkte: Gud det gør han ikke ret tit. Det der rigtige grin man ikke kan stoppe, det der bare lyder så sjovt og rigtigt. Men, det kunne Jakob få ham til!

Jeg elsker den latter, min mand har den sødeste latter når han giver rigtig slip. Og sammen med Jakob kunne han give slip igår...Det er en ting Jakob har lært ham. For netop den latter igår...Den kom fra hjertet.

Og mig...Min datter siger jeg lyder som en hest, når jeg griner rigtigt og uden kontrol. :)

Undskyld mig, men hvor er det dog skønt.

Lad os le lidt mere...Allesammen. Istedet for at undskylde for det ene og det andet.