Ingen tårer

Igår var der ingen tårer...Der er ingen tvivl om, at vi er kommet et skridt videre...Min mand og jeg. Man sidder ikke længere med dirrende underlæbe eller tårer i øjnene, når man taler med professoren.

Der er ingen tvivl om, at vi har fundet en større ro og accept af tingenes tilstand...Man har ligesom forstået at Jakob nu engang er som han er. Man håber ikke længere på fuldstændig og pludselig bedring...Det sker ikke. Men, dermed jo ikke sagt at der ikke er håb eller bedring. Jeg tror bare endegyldigt at vi har fået gjort op med den Jakob vi "troede" vi fik.

Og endelig fundet en ro i den Jakob vi fik.

Gudskelov, for det er hårdt, det er sorgfuldt og egentlig også uretfærdigt mod Jakob, at man ikke magter at se ham som den han ER.

Samtidig tror jeg det er en process man skal igennem, man siger simpelthen farvel til den søn man regnede med at få og goddag til den søn man rent faktisk fik.

For igår sad vi med stolthed, med ren stolthed...og fortalte om alt det fine, der sker med Jakob, at han kan komme op og stå ved egen hjælp, at han kan gå rundt når han støtter sig ved ting, at han kravler og at han kan tegnet for tørstig nu. I forgårs tog han også skeen op til munden selv, da han fik yogurt...

Man kunne sidde med ro og glæde og fortælle om de fremskridt Jakob havde gjort siden sidst. For det er fremskridt. Selvom han aldrig bliver alderssvarende, betyder det jo ikke at han står stille og bedre endnu, går han IKKE tilbage. Så er jeg dælme ligeglad med det går langsomt, bare det går fremad...

Jeg troede jeg ville sidde og være ked af det, ked af det fordi jeg jo ved at han ikke udvkler sig så hurtigt...Min mand jokede med: "Tænk hvis Jakob bare lige gik ind til professoren selv, og sagde hej du, her kommer jeg!" Og vi lo af det. Men, ikke et sorgmodigt grin, et glad grin, for selvom det ikke sker, så er der sket så meget andet godt.

Og så fik vi den dejligste nyhed...Efter han hørte hvordan Jakob smager på lydene og eksperimenterer med lydene, så vil han ikke længere udelukke at Jakob kan få et sprog!!!! Fedt, fedt, fedt...

Det er nok det mest fantastiske. Han kan selvfølgelig ikke love noget, men bare det at han kunne høre han formede lyde der lød som rigtige ord, er et supergodt tegn. Så derfor bliver det endnu vigtigere med den ipad, for han mente bestemt at Jakob ville kunne få gavn af sådan en, for han så hvordan han sad og trykkede på sin fars telefon, og måske kan den en dag hjælpe ham med at kommunikere? Den vil også gøre ham mere aktiv i legen...Og tegn til tale og pictogrammer og fotografier som vi bruger i dagligdagen er med til at understøtte ham.

Vi fortalte at Jakob har været så sart, og han mente det var fordi han havde fået for mange sanseindtryk på ferien, og at han så reagerer så voldsomt understreger kun hvor vigtigt det er for Jakob at have ro i sin hverdag, så hjemmetræning er fint, Jakob kan ikke styres ind i en hverdag pga de autistiske træk han har.

Vi fortalte også at Jakob skal starte i børnehavens sanglege-gruppe, så snart børnehaven giver grønt lys, der er nemlig startet flere nye børn på den stue Jakob må besøge, så de skal lige falde til først, både for deres egen skyld og Jakobs. Vi skal forsat udfordre ham, fordi han har de autistiske træk i sin adfærd, er det vigtigt at man forsøger at åbne ham lidt op, så han ikke trækker sig ind i sig selv. I det omfang han kan håndtere det...

Jakob er nemlig ikke god til pres, men han viser selv tegn til at kommunikere, han vil gerne hilse på folk som kommer ind i vores hjem, han vil tæt på og ae eller lige røre, og han smiler...det er såååå dejligt at opleve.

Så det var en god dag idag...God fordi man opdagede at man er blevet mere rolig, at man har fundet den ro. Den ro man så desperat har søgt. Ihvertfald for nu...

Og ekstra god fordi håbet om at Jakob en dag vil komme til at tale blev vakt til live...

Se kære Gud, jeg ønsker mig ikke millioner eller et kæmpe hus eller anden materiel rigdom. Det eneste jeg ønsker mig er...ORD.