I mine følelsers vold

Så var vi på barselsbesøg igår. Jeg havde det rigtig svært...og min mand havde ikke opdaget hvor svært det egentlig var for mig.

Jeg kan heller ikke selv helt forstå hvor alle de følelser kom fra, og så alligevel kan jeg jo godt...Jeg troede måske bare jeg havde mere styr på mig selv nu.

Jeg har tænkt ting som: Jeg kan ikke forestille mig at få et barn mere...Det kan jeg ikke gøre mod Jakob. Jeg har tænkt: Hvorfor kan andre få et normalt barn, når vi ikke kunne? Hvorfor os?

Jeg har tænkt hele forløbet med Jakob igennem igen, og fandt ud af at det stadig gør ondt at tænke tilbage.

Jeg sagde til min mand igår: "Kan du og Emma ikke køre derhen alene? Jeg håbede han ville kunne forstå at jeg ikke havde kræfter til det. Men han sagde til mig at han ville ikke afsted uden mig, så hellere vente til vi allesammen kunne komme afsted.

Og jeg læste mellem linierne at han måske også havde lidt svært ved det...

Men man kan misforstå hinanden...for da jeg skrev det til ham på mail idag om han vidste hvor svært det var for mig? At jeg troede det også var svært for ham, og derfor valgte jeg at trække mig selv op i nakkehårene og tænke at vi måtte stå sammen om noget, der var svært for os begge.

Men han fandt det ikke svært og han blev overrasket over jeg stadig blev så ked af det...Han troede bare det var fordi jeg ikke ville vække Jakob fra hans lur...

Jeg blev ikke vred på ham, slet ikke. Bare lidt ked af det...Og jeg ved efterhånden godt at man er nød til at sætte ord på overfor hinanden istedetfor blot at tage for givet at den anden kan læse en som en åben bog...

Og igen, kom jeg til at græde...men istedet for at græde alene bedte jeg min mand holde lidt om mig, og det vil han jo gerne, han skal bare vide hvornår det er :)

Jeg aner ikke om de kunne mærke på mig at jeg var ked af det, jeg tror det ikke. og jeg var oprigtig glad på deres vegne og babyen er dejlig. Det har intet med dem eller den lille at gøre.

Men det satte en masse igang i mig...at der kom en lille ny baby. Jeg havde den bedste samtale med en af behandlerne igår. En kommunikations-konsulent, der har filmet Jakob over en periode, for at understøtte hans kommunikation, så vi kan besvare hans signaler og understøtte ham bedst muligt. Og det slog mig at jeg kommer til at savne hende. Der kommer så mange mennesker ind i ens liv, når man har et handicappet barn...Ergo, fys, tale/høre pædagog osv. osv. og de fleste af dem kommer ret tæt på fordi de kommer fast i hjemmet, og de lærer os at kende som private mennesker, de lytter.

Og den samtale vi havde igår mindede mig om at man faktisk kommer til at holde af mange af dem. Ikke som venner selvfølgelig, men man har en gensidig respekt for hinanden...en forståelse. Og hun sagde til mig at det var helt legalt alt det jeg følte, at det er naturligt at visse begivenheder får det til at blusse op igen, og jeg forstod at det her er en livsopgave. Jeg kommer aldrig over det her, over tabet af den søn jeg forventede...Det er som at få et barn, der forsvinder ud af dine hænder, et barn du kan ane, men ikke få.

Jeg fik en anden søn end jeg forventede, men Jakob...Jeg elsker dig så meget!!!!!!!!! Og mine tårer, de tårer jeg lige har grædt har intet med dig at gøre. Men mere bare situationen...og den søn som forsvandt og han har i virkeligheden intet med dig at gøre. For du er den du ER.

Og du er fantastisk. Et fantastisk lille væsen, der har åbnet en hel ny verden for vores lille familie.

Så må vi tage de her perioder, hvor det er lidt svært, dem klarer vi. og jeg tænker at man bare skal acceptere det man føler. Jeg vil ikke skamme mig over at blive ked af det. og det var det hun gav mig igår...Jakobs film-dame, lad os kalde hende det :)

Jeg vil altid huske den samtale. Fordi jeg ved at der vil komme andre episoder, der trigger følelserne. og der kan komme episoder, hvor man er nød til at sige fra, og indrømme at man ikke magter dit og dat, og det er legalt.

Det er legalt at være i sine følelsers vold.