En tur i ZOO...

Igår trodsede vi regnen og tog i ZOO med farmor og børnene. Det klarede heldigvis op da vi først nåede derhen, men Jakob var ikke rigtig med på den. Der var mange mennesker, flere end vi måske lige havdet regnet med på sådan en halvvåd dag...

Men Emma var jo med, så vi gik selvfølgelig ind...Og ofte handler det også om at lade Jakob opleve situationer han måske ikke er helt tryg ved, for at udvide hans horisont og fordi han jo er del af den her familie, hvor vi også skal nogle ting for Emmas skyld...( og hans ).

Men det var ret tydeligt at han ikke havde det store overskud, han ville ikke rigtig se på dyrene og han ville ikke sidde i klapvognen, så vi måtte bære ham på skift.

Han livede lidt op da frokosten bød på pølser og pommes og pølsebrød, vi fandt et spot, hvor der ikke sad nogen og hvor solen lige præcis ramte bænkene...ænder og høns gik rundt mellem benene på os og Jakob ville gerne betragte dem.

Vi gik videre og fra tidligere besøg ved vi at fiskene og pingvinerne har hans særlige interesse, det foregår jo også i vandet, og Jakob elsker vandet...Så det nød han uden tvivl.

Men da vi så kom ud og skulle ud mod indgangen, var der et grædende spædbarn, og mens Emma og jeg gik ind i butikken for at kigge, kom farmor lige pludselig og sagde at min mand ville skynde sig ud med Jakob, der simpelthen ikke kunne mere.

Jeg tog mig god tid med Emma, hun skulle have lov at kigge i butikken, for jeg vidste at de andre to ville få Jakob ned til bilen hvor der jo var mere ro. Man er nødt til at tilgodese begge børnene. Det kan dælme være svært...Men det skal man!

Da Emma og jeg kommer ned til bilen sidder Jakob i autostolen og pludrer, nu er han i trygge rammer og han har det godt. Men min mand var blevet bange, for Jakob var pludselig blevet fjern...Apatisk og fjern. Dette oplevede vi jo han gjorde da han var mindre, når han havde fået for mange sansestimuli, så gik han ind i sig selv...Det var frygteligt at opleve og han gør det ikke ret tit mere, men når hans grænse virkelig er overskredet så gør han!

Og i nat betaler både Jakob og vi så prisen, han vågner med mareridt nærmest kl. 3 og igen kl. 4 og min mand kommer ind og går rundt med ham ude i den mørke stue og får ham beroliget, jeg var så glad for han stod op, for det er lettere at hjælpe hinanden, og Emma vågnede fordi hun skulle pudse næse :) så kunne jeg hjælpe hende og putte hende igen. Hun vågner sjældent når Jakob græder, det gjorde hun heller ikke da han var spæd, så det er faktisk heldigt nok...

Det endte med Jakob og mig har siddet i lænestolen i stuen fra kl. 5 og jeg er radbrækket :) men vi fik sovet en smule og igen her til formiddage, man er nødt til at tage det hele som det kommer.

Det gør mig bare ked af det at Jakobs tur i ZOO endte med overstimulering og en træls nat...

Alle siger han skal stimuleres og udfordres og det skal han, ingen tvivl om det! Men mon de aner hvor ked af det man bliver, når man er trådt over grænsen for hvad han kan klare? Vi kunne fornemme det helt fra starten og burde måske have valgt at gå med ham noget før, men igen har vi jo også Emma, og det ville være unfair overfor hende. Vi var nok i ZOO en time eller halvanden maks.

Farmor og jeg havde også Jakob med i ZOO i marts mdr. den dag nød han det i fulde drag, Emma var selvfølgelig med hun havde fået fri fra skole. Vi gjorde det bevidst en dag hvor vi tænkte der ikke var ret mange mennesker, og det var der ikke, vi mødte nok 10-15 andre, og Jakob nød det i fulde drag, og jeg er ret sikker på det er roen der gør det! Der var stille og ikke ret mange mennesker, vi kunne stå i ro og fred og kigge på alle dyrene, ingen mennesker, der løb omkring og råbte og myrede osv.

Han er bare bedst, når der er ro på...Men igen, som min mand og jeg talte om så skal han med ud, han skal med ud og se noget, han skal ikke bare være hjemme i huset. Han skal med! Men vi skal nok bare lære at stoppe det noget før, tage ham væk fra situationen, så snart man kan mærke han ikke kan mere, og så kan der være dage hvor han slet ikke kan...og hvad gør man så hvis Emma f eks er med?

Igår valgte vi at forsætte. Vi trak det ikke ud med at se alle dyrene, vi sprang nogle over, men vi blev ved til hun også synes hun havde haft det sjovt.

Da farmor og Emma og jeg for nogle måneder siden havde ham med på shoppetur i centret, stoppede vi da Jakob et par gange reagerede stærkt på nogle børn, der græd...så blev vi enige om at revurdere turen og gøre noget som var sjovt for alle...så købte vi mad og tog med ud til søen istedet for at shoppe, og det blev en hyggelig dag.

Så det drejer sig om at mærke efter...Vi gør det så godt vi kan, så godt vi kan for dem begge to, men vores børn er nu engang meget forskellige og med forskellige behov og vi må tilgodese dem begge så godt vi kan.

For vi elsker dem begge to! Og de skal have det godt, det er en forælders fornemmeste opgave, og vi er uden tvivl kommet på noget af en opgave, men med prøvelser, med op og nedture som andre ikke oplever, så er jeg alligevel så taknemmelig, for det gør ikke noget at vi skal arbejde lidt hårdere...slet ikke. For jeg er sikker på at hårdt arbejde vil bære frugt :)

Og...igen tvivl. Vi skal i ZOO igen.