Twinkle twinkle little star

Vi har fået ny babyalarm til Jakob...En rigtig fin en der kan spille musik og lyse. Han sover lidt sene lure efter han har været skidt mads sidste uge. Tror ikke han er sløj mere, men tror bare lige han skal komme sig ovenpå den omgang med feber.

Da jeg gik ind til ham lå han og halvsov, det ser så sødt ud. Jeg tændte for alarmen der spiller "Twinkle twinkle little star" som det første. Den ser han også på Utube...en bestemt en fra USA, noget der hedder super simple learning, det er super godt og pædagogisk.

Men så kom jeg til at græde. I næste uge skal vi over og se en lille ny baby...en lille ny ønskebaby. En lille pige, som er længe ventet. En lille perfekt pige.

Og lige pludselig tror jeg ikke jeg kan se hende...Jeg havde bare lyst til at græde.

Det har ikke noget med at gøre at jeg ikke kan unde dem at få den her lille perfekte pige. Det perfekte køn osv. for de har ønsket sig en lille pige. For jeg holder af dem. De er nogle dejlige mennesker, og de er gode venner. De tager altid hensyn til Jakob osv.

Jeg ved godt hvorfor jeg græd. Fordi det stadig er et åbent sår for mig det her. Det er ikke helet endnu. Måske heler det aldrig...den sorg man bærer på. Og det er ikke fordi jeg ikke elsker Jakob præcis som han Er. Det gør jeg og jeg er så stolt af ham. Og den kærlighed jeg føler når jeg ligger tæt på ham og krammer ham, dufter til hans dejlige varme soveduft...Den kan ikke beskrives.

Men det kan heller ikke beskrives hvor ondt det stadig gør, når det går op for en, at rundt omkring fødes sunde og raske og perfekte børn hele tiden. Mange folk får det de ønsker sig...det rigtige køn osv.

Det føles stadig så uretfærdigt at det ikke skete for os. Jeg var ligeglad med kønnet, fuldstændig, var der kommet en pige mere ville det have været skønt. Det betød ikke noget om det var det ene eller det andet. Men jeg havde en stærk fornemmelse af at det var en lille dreng...Vi ønskede os blot at barnet skulle være sundt og raskt...

Derfor græd jeg. Fordi jeg også godt kune have undt os at få et normalt barn...et normalt liv.

Nu sidder jeg her og skriver mens min mand ser fodbold, mens min datter ser TV på sit værelse...

Om lidt holder jeg op og så går jeg ud og laver hjemmelavede tarteletter. Jeg har sat Jakob i lænestolen med hans lille dyne og tændt for hans elskede Dirty Dancing...Og så er jeg snart mig selv igen. Den stærke løvemor, der kan klare alt. Jeg skal bare lige tørre øjnene.