Så er det slut...

Meget mærkeligt...Det her med dødelighed. Livets skrøbelighed. Flygtighed.

Mind mand fortalte mig at en af hans kollegaer døde i nat...Han havde været syg kort tid af en aggressiv form for kræft. Jeg kender ikke manden, har kun set ham et par gange til nogle arrangementer. Men, jeg fik det stadig rigtig mærkeligt, og måtte lige være stille lidt, jeg tænker meget over det. Det synes jeg faktisk man har pligt til...Når man hører om et liv, der er gået bort...Om et menneske, der ikke længere er på jorden, så bør man af respekt...tænke over det. I nat mens vi sov...mens vi lever, så var der en mand, der døde. En man trods alt vidste hvem var...En min mand havde arbejdet sammen med i flere år...

De havde fået beskeden på mail. Der havde ikke været nogen samling eller noget...Bare en mail.

Ak disse elektroniske tider, det gør det så let...Noget, der ikke bør være let.

Det er hvad man er? En kollega gennem mange år...En maskine, der gik i stykker. Farvel og tak. Og så kan man ellers arbejde videre.

Pyha.

Det gør sørme livet endnu flygtigere, når man ikke stopper op og funderer, når man ikke tager sig tid.

For det er der ikke tid til?

Der er kun tid til en mail.

Jeg kom til at tænke på Rasmus Seebachs "Nangijela"...Den sang, jeg kan ikke holde ud at lytte til den. Den smerter mig, og rører mig alle de forkerte steder. Selvom den unægtelig er ment som en trøst, så giver den mig sådan en tung klump i maven. Han er en dygtig mand, så dygtig at han sætter bål på alle følelserne...

Og det gør den uden tvivl fordi den jo rører ved emnet om dødelighed. Om livet, der er forbi...Kan man nogensinde finde ro i det emne? Ligemeget hvor mange søde børn og sjove dyr, der er i himlen? For jeg frygter at livet skal slukkes før tid, før man selv synes det er Tiden. At Tiden er inde...Men, man kan intet tage for givet...Men, man kan da ihvertfald forsøge at passe på sig selv og ikke gøre ting, man ved er skadelige. Man kan nyde sit liv og leve det som man ønsker det, ikke som andre synes man skal. For vi har pligt til at leve det bedste liv vi kan. Vi har trods alt fået livet...

Men, jeg bliver så trist, trist ved tanken om døden...Men, som min mand sagde så er det jo ikke noget man skal gå og tænke på og svælge i. Det gør jeg normalt heller ikke, men sådan et øjeblik, sådan et moment, hvor man hører om et menneske, der er gået bort...Så skal man stoppe op engang. Af simpel respekt...For selve livet. For det kan så hurtigt være forbi...Også før tid.

Jeg hader ikke at vide, ikke at have fuld kontrol. Men, det har man bare ikke kontrol over, det er man ikke herre over. Hvornår man skal væk.

Men, man kan passe på, man kan leve og være glad og lykkelig så godt man nu kan.

Og når det er slut, så er det slut...?

Jeg vil vælge at tro på der er en himmel, at der er et godt sted man kan komme hen, et sted hvor man mødes med alle dem man kendte og elskede engang, hvor alle kan leve i harmonisk sameksistens. Hvor alt er smukt og hvor alt er rigtigt og godt...Blidt og fint.