Så kom de...

Så kom mormor og bedstefar endelig hjem fra deres rejse, de har været væk lidt over en månede og for os og børnene føles det som om de har været væk en evighed. Da Emma var helt lille var de ofte væk 3-5 måneder af gangen, men jo ældre de bliver, jo kortere bliver turene. Jeg tror det hænger sammen med to ting: De kan ikke holde til længere ture, da de selv kører med campingvognen og stiller op osv. men jeg tror også det hænger sammen med at jo ældre man bliver, jo mindre kan man undvære sine kære :)

Emma havde fået fri fra skole, så hun kunne være med helt fra morgenstunden, hvor de kom med rundstykker. Nogle ville måske sige det er noget pjat at give fri fra skole pga det, men vi prioriterer måske lidt anderledes. Selvfølgelig er det vigtigt at hun er med til at sige "velkommen hjem"...Vi har savnet dem, hun har savnet dem...Og nogle gange tænker jeg virkelig over hvad, der er vigtigt i NUET. For alt kan så hurtigt ændre sig eller være forbi...Jeg synes det hele kan være så flygtigt, og det er vigtigt at man gør det, der betyder noget for en. Og jeg håber Emma vil huske alle de her dage, hvor vi måske har givet hende en oplevelse ud over det almindelige. Og nu taler jeg ikke om kæmpe gaver eller udenlandsrejser, men de små øjeblikke man kan tænke tilbage på..."Dengang hvor jeg fik fri fra skole fordi mormor og bedste kom hjem fra deres lange rejse, og vi hyggede os hele dagen, bedstefar og mig tog på vores hyggelige køretur og en tur op til købmanden og købe snolder ligesom vi plejer". Sådan noget håber jeg Emma husker...

Da jeg var barn tog min farfar mig altid med til købmanden og så gik vi hånd i hånd op og købte lidt godter...og han fortalte altid købmanden at jeg var hans søde lille barnebarn. Det vil jeg altid huske...og når jeg kom derned, lå der altid en pakke stimorol tyggegummi i skabet...til mig!

Så skidt med hun misser en dag i skolen, hvis hun husker igår resten af hendes liv...

Der blev leget hele dagen, hygget snakket og vi fik opdateret hinanden...Vi krammede og grinede og spiste god mad...

Selvfølgelig havde de masser af gaver med hjem til begge børn og da en halvsyg feberramt Jakob stod op efter formiddagsluren som varede fra 9 til 14, var han et stort smil da han så sin mormor og bedstefar. Han sad i lænestolen og proppede selv små stykker Kinder ind i munden mens han så Dirty dancing og smilede til sin mormor, der sad i sofaen tæt på ham.

Han havde svært ved at klare vi talte for højt, men både mormor og bedstefar tog hensyn...

Det var en fantastisk dag og lille Emma ville ikke have den skulle ende...

Jeg vil også huske igår...Dagen igår...

Så kom de endelig hjem. Dejligt...